Det var skrækkeligt, at de ikke bare kunne blive fri. Sådan tænkte 12-årige Tove Rasmussen, da 12 tyske soldater og 32 heste i 1940 blev tvangsindkvarteret i familiens lade nord for Esbjerg. Soldaterne var kommet for at give beskyttelse, lød forklaringen, men det var da absolut ikke nødvendigt, tænkte Tove Rasmussen.
De unge soldater glædede sig til at komme hjem til jul. De skulle bare lige sejre først. Men en dag overhørte Tove Rasmussen en ældre tysk officer mumle uden for køkkendøren, at det kunne altså godt tage tre-fire år. ”Kunne det virkelig være rigtigt? Ville det tage så lang tid?”, husker Tove Rasmussen, at hun som ung skolepige tænkte.
I dag erindrer 92-årige Tove Rasmussen, der nu bor i Aabenraa, tydeligt den usikre følelse af ikke at vide, hvornår livet igen ville blive, som det plejede at være. Hun har talt med flere jævnaldrende om, at der er visse ligheder mellem hverdagen under den fem år lange besættelse og livet netop nu.
”Dengang havde vi censur, rationeringskort og udgangsforbud. Man følte en længsel efter at kunne gøre, hvad man ville, når man ville. Og det pres, vi dengang oplevede med restriktioner, advarsler og forbud, genoplever vi i øjeblikket. Det er den samme uvished, hvor man ikke kan sætte dato på noget,” siger Tove Rasmussen.
Adventstiden er normalt en ventetid forbundet med håb og opladning til julens store glæde. Men i år har ordet ”vente” fået en anden klang. Vi venter nemlig også på vaccinen, på normalitet og i sidste ende på livet, som det var inden corona-pandemien. Men selv når vaccinen inden længe er tilgængelig, hvem ved så, hvornår restriktioner og retningslinjer ophører? Og hvad hvis ventetiden bare føles helt uudholdelig?
Ventetid har et dårligt renommé, og det er bestemt ikke tilfældigt, forklarer Einar Baldvin Baldursson, der er lektor inden for arbejds- og organisationspsykologi på Aalborg Universitet. At vente er ganske enkelt det modsatte af det, vi forbinder med liv, siger han:
”Vi forbinder livet med begivenheder – de være sig gode eller dårlige. Og i den her tid handler alting om at undgå, forebygge og holde os fra begivenheder. Menneskets hjerne er ikke bygget til at vente, så ventetid skaber langsomt en følelse af ubegribelig smerte,” siger han.
Ikke desto mindre har danskerne nu i ni måneder klaret at vente og håbe og vente. I begyndelsen på, at corona-pandemien ville være fortid allerede i løbet af foråret eller sommeren. For nylig lød prognosen så, at først efter sommerferien næste år vil restriktionerne være helt væk. Men faktisk er det værste, man kan gøre, at fokusere for skarpt på tidshorisonten, forklarer Einar Baldvin Baldursson. For så længe du venter med et håb om, at det snart er slut med at vente, så vil ventetiden føles lang.
”Hvis du altid tror, det vil være overstået om en uge eller en måned, så finder du aldrig muligheden for at vænne dig til der, hvor du er. Sådan skaber man et udsøgt pineforløb. I stedet bør du acceptere hverdagen som en ny virkelighed,” siger han.
Det kan man for eksempel gøre ved at vænne sig til de mange muligheder for at have digital kontakt. Man kunne jo spise en julefrokost med familie og venner over en videotjeneste, foreslår Einar Baldvin Baldursson.
Hvis det nu ikke lykkes at nyde adventstiden til fulde, så fortvivl ej. Thomas Horneman-Thielcke kommer med en opmuntring. Ud over at være specialist i kristen spiritualitet er han sognepræst i Herlufsholm Kirke på Sydsjælland, hvor han blandt andet arbejder med pauser og stilhed som en ressource til fornyet vitalitet. Når samtalen falder på advent i en coronatid, er der et digt af den amerikansk-britiske digter T.S. Eliot (1888-1965), som dukker op i hans hukommelse. Digtet er fra 1927, hedder ”Journey of the Magi” og er oversat til dansk af Bo Green Jensen under titlen ”De viise mænds rejse”. Thomas Horneman-Thielcke læser op fra digtets første linjer:
”En kold tur var det for os,
den allerværste tid på året
til en rejse, og så lang en rejse:
Vejene dybe, og vejret skarpt,
selve vinterens midte.”
Efter endt oplæsning konkluderer Thomas Horneman-Thielcke: ”Det spændende er, at rejsen ikke er en behagelig rejse,” inden han fortsætter:
”Normalt tænker man på advent som en rejse mod Jesu’ fødsel, der er fyldt med nærvær, traditioner og fordybelse. I år er rejsen en anden, fordi verdens historie på en eller anden måde er brudt sammen. Den bagage, vi bærer på, er tungere, og vejen kan virke hårdere end normalt. Hvorfor skal vi begrænses i vores liv? Og kan man overhovedet være sammen med sin familie til jul?”.
Digtet ender med, at de tre vise mænd vender hjem til deres kongeriger. Men her føler de sig ikke længere tilpas. For efter at de har overværet Jesu’ fødsel – at Gud bliver menneske med barnet i Betlehem – har de mistet den magt, de troede, mennesket havde til at styre sit eget liv. Netop på den baggrund mener Thomas Horneman-Thielcke, at digtet kan give os håb i denne corona-formørkede adventstid.
”Det minder os om, at alt ikke slutter med corona. På vejen gennem verdenshistorien er det en bølge. Der findes et større håb end det, vi selv kan etablere med vaccine, plastichandsker og håndsprit. Vi skriver nemlig ikke vores egen fortælling, for vi er ikke gudløse. Der er en Gud, som genopretter og har det sidste ord. Og den fortælling synes jeg, vi mangler at høre,” siger han.
Selvom mange i år på grund af coronapandemien må være fysisk adskilt, kan man stadig være en del af hinandens bevidsthed, fortæller Thomas Horneman-Thielcke.
Helt konkret foreslår han, at man printer et billede ud af dem, man er forhindret i at være sammen med. Man kan også tænde et lys og bede en bøn for dem.
”Vi kan stadig fortælle hinanden, at vi elsker, savner og glæder os til at se hinanden. Faktisk kan det være med til at øge kærligheden imellem os, at vi tvinges til at vente. Og når vi ikke bare kan få, hvad vi vil, lige når vi vil, kan vi også lære at opbygge en udholdenhed i sjælen, hvilket i en kristen sammenhæng er rigtig positivt,” siger han.
Det med at være adskilt fra dem, man allerhelst vil tilbringe tid med, får Tove Rasmussen prøvet denne advent. Over telefonforbindelsen fra Aabenraa beskriver hun det som ”hjerteskærende”, at hun de kommende adventssøndage ikke kan være sammen med alle sine 6 børnebørn og 10 oldebørn.
Men giver det hende ikke håb, at hun før har klaret sig igennem en usikker ventetid?
”Jo, bestemt. Og dertil kommer, at jeg er en uforbederlig optimist. Frihed er en livsbetingelse. Vi håber alle at få den tilbage uden for store tab.”