Når alt ikke længere har sin tid

Mange har en tendens til at fylde for meget i tiden, siger den tyske sociolog Hartmut Rosa. Vi har bedt ham forklare, hvorfor så mange har ondt i tiden

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse.

Sociologiprofessor Hartmut Rosa behøver blot et stikord for at recitere versene fra Det Gamle Testamente. Det moderne forhold til tid er specialet for den tyske professor ved Friedrich Schiller Universitet i Jena i delstaten Thüringen. Versene fra Prædikerens Bog læser han som et korrektiv til det moderne liv.

”Det, som kendetegner vores tid, er, at alt ikke længere har sin tid. Vi vil ikke give tingene deres tid, og vi kan arbejde altid, gå på indkøb døgnet rundt i hele verden og se alle de film, hvor og når vi vil. Intet har sin tid, og det er en af årsagerne til, at vi mangler tid,” siger Hartmut Rosa i et interview med Kristeligt Dagblad.

2015. Den nye kalender ligger på bordet og er endnu næsten ubrugt. Hvad skal der stå på de blanke sider? Hartmut Rosa forudser, at bogen inden længe vil være skrevet fuld af ting, der skal gøres eller må gøres. Hverdagen ses som et altopslugende hav af krav, hvor udsagnsordene skal og må kendetegner forholdet til tiden.

”Det er unikt for den vestlige kultur, at selvom man opfatter sig som helt fri, er man også fuldstændig domineret af en række sociale krav. Mange af vores gøremål er baseret ud fra ting, vi skal, eller noget vi må,” siger han og henviser til eksempelvis nytårsforsætterne om, at man skal motionere mere, spise sundere eller måske slappe mere af.

”Vi legitimerer altid det, vi foretager os over for andre og over for os selv med reference til et eller andet ydre krav: 'Jeg er nødt til at tage på arbejde nu, jeg er nødt til at lave min selvangivelse, jeg må lære et fremmedsprog, jeg må lære at komme i bedre form, jeg skal have opgraderet min software, jeg er nødt til at følge med i nyhedsstrømmen' - listen er uendelig lang, og i sidste ende er vi også 'virkelig nødt til at gøre noget for at få slappet af og hvile ud og stresse af - ellers risikerer vi at få en blodprop, en depression eller blive udbrændt',” skriver han i sit essay om tid: ”Fremmedgørelse og acceleration”, som udkom på dansk i 2014.

Men har Hartmut Rosa ret, når han beskriver hverdagen som et altopslugende hav af krav? Kort før jul viste et større tidsstudie fra Rockwool Fonden, at travle danskere har en tendens til at give et skævt billede af, hvor meget de arbejder. De mennesker, som arbejder mest er også dem, som overdriver arbejdstiden mest. Generelt arbejder danskerne mindre i dag end for 45 år siden. Fritiden er ikke skrumpet, ligesom danskernes søvnmønster ikke generelt er ændret, viser Rockwool Fondens undersøgelse.

Hartmut Rosa nikker til de danske facts. Men det tidspres, han beskriver, er på sin vis uafhængig af hvor mange timer, man tilbringe på sin arbejdsplads. Det handler mere om den subjektive oplevelse af tiden, end hvad man skal præstere. Det er et spørgsmål om, hvordan man har det med tiden. Har man ondt i tiden? At have ondt i tiden er et vilkår for mange, og Rosa forklarer, hvordan det er blevet normalt at være på vagt over symptomer på stress og depression i ens eget liv. Stress og depression rammer ikke længere kun naboen.

”Når vi møder folk, vi ikke har set en tid og taler om, hvad der sket siden sidst, så er det nærmest blevet standard, at man beklager sig over alt det, man ikke har nået eller fortæller, hvordan man drømmer om mere tid. Det er paradoksalt, at i takt med at vi er blevet et rigere samfund, så oplever folk, at de ikke har tid til at gøre, hvad de har lyst til,” siger han.

Den tyske professor mener, at der er opbygget et herredømme af tidsplaner, tidsfrister og tidsnormer. Og for dem, som ikke har fod på tiden, er der et væld af efteruddannelseskurser, hvor man kan lære at prioritere tiden. Og mange er tynget af en følelse af ikke at slå til. De når ikke det, de skal.

”Gennem århundreder har man bebrejdet kirkerne, at de bebyrdede de troende med skyldfølelse og skam. Men kirkerne har tydeligvis også givet folk håb og en vis befrielse: For det første lærer de os, at mennesket er skyldigt af natur, således at det reelt ikke er et personligt nederlag, hvis man er svag, og for det andet at Jesus påtog sig vores synd og døde for vores skyld: Så der er altså håb, uanset om vi er skyldige.”

”Sådan er det ikke i det moderne samfund: Det producerer skyldige subjekter, nådesløst og uden mulighed for tilgivelse. Vi må betale prisen for alle vores fejl og mangler, og et voksende antal mennesker, som er ekskluderede fra hamsterhjulet på grund af arbejdsløshed, minder os om, hvor høj den pris kan være,” skriver han i bogen.

Acceleration kendetegner vores tid.

”Jeg siger ikke, at alt går hurtigere. En graviditet varer stadig ni måneder, og en forkølelse tager godt en uge, og i nogle byer glider trafikken langsommere end tidligere, men det overordnede billede er, at hastigheden øges,” siger han og oplister tre former for hastighedsforøgelse.

Uden den første hastighedsforøgelse var denne artikel ikke blevet til: Teknologisk acceleration. En tysk professor er ikke andet end et telefonopkald væk, og aftalen for interviewet kunne let koordineres med hans kalender takket være e-mailen. Og havde det ikke været nok med et telefoninterview, kunne en rejse fra København til det gamle universitet i Jena været klaret med en kort og billig flyrejse til den nærliggende lufthavn ved Erfurt.

Mindre velkendt er det, Rosa beskriver som social acceleration. Den tid, en erfaring gælder, mindskes. Fortiden ses som det, der ikke længere holder, og fremtiden er det, som endnu ikke er gyldigt. Mellem fortid og fremtid er nutiden, der som følge af den øgede forandringshastighed er skrumpet. Hartmut Rosa har ry for at være en god forelæser, og for at få det lidt abstrakte begreb om den sociale acceleration til at blive forståeligt, henviser han til, hvad man kan kalde praktisk hverdagsviden. Hvor længe ad gangen kan man regne med, at ens venner har de samme adresser, samme jobs, samme telefonnumre eller er i samme parforhold?

Endelig er der accelerationen af livstempoet.

”Vi fylder mere ind i tiden. Vi ser på tiden som på olie og andre knappe ressourcer, og fordi tiden er kostbar, stiger den i pris, og vi forøger antallet af handlinger og erfaringer, som vi gør pr. tidsenhed,” siger han.

Men har teknologien ikke rustet os til både teknologisk, social- og livtempoacceleration? Hartmut Rosa siger, at vi generelt misforstår, hvad teknologien gør for os. Nok har vi fået en række hjælpemidler, men spørgsmålet er, hvor meget de hjælper. Det tager længere tid at skrive et brev, som skal lægges i en kuvert, der skal frankeres og bæres hen i en postkasse, end at sende en e-mail. Derfor kunne det tænkes, at mailen havde mindsket tiden, som man bruger på at kommunikere. Men med digital post er mængden af kommunikation øget, og den forventede tidsgevinst er udeblevet. Går man tilbage i tiden, kan man se samme udvikling, da vaskemaskinen rykkede ind i de private hjem. I stedet for at spare tid på tøjvask, begyndte man at vaske mere og gik ikke længere i det samme tøj i uger. Med bilen kunne transporten hurtigt klares, men i stedet begyndte mange at køre mere. Den teknologiske udvikling fik tiden til transport til at øges.

Men hvorfor fylder vi mere i kalenderen, end vi ved, der er plads til? En af årsagerne har at gøre med en ændring i livssynet. Nok er troen på opstandelsen og det evige liv en del af trosbekendelsen, men i et sekulært samfund er fokus på livet før døden. Både længsler og begær er rettet mod denne verdens tilbud og muligheder, og resultatet bliver, at man kommer flere oplevelser i tiden pr. tidsenhed.

”Hvis man kommer mere ind i livet, kan man så at sige nå at leve flere liv i et liv. Ja, bliver man ved med at øge livstempoet, vil man i hvert fald principielt kunne leve en mangfoldighed af liv,” siger han og tilføjer, at det skaber et andet problem: Man bliver rig på oplevelser, men fattigere på erfaringer, da det kræver tid at erfare, mens oplevelser kan være som perler på snor.

Når tiden er kort og tidspresset kronisk, er øget forbrug en metode, som mange tyer til for at få det bedste ud af tiden, forklarer Hartmut Rosa.

”Jeg har for eksempel købt en boks med Mozarts samlede værker. Den var ikke særlig dyr, og jeg tænkte, at så ville jeg have muligheden for at lytte til hans musik en dag. Tanken tiltalte mig, for musik er vigtig for mig, og jeg tænkte, at jeg skulle vide noget mere om Mozart. Nu står boksen og minder mig om, at jeg burde få lyttet til den, men er du klar over, hvor mange timer jeg skal sætte af til det? Folk køber bøger, som de aldrig får læst, og teleskoper, som de aldrig kigger i. Det, vi køber, er muligheder. I mange hjem er der en række dyre ting, som vi har begrænset tid og opmærksomhed til rådighed til. Vi har købt tingene, fordi vi vil have muligheden, men nu står de der og bidrager bare til at give os dårlig samvittighed,” siger han.

Kan 2015 blive et år, hvor oplevelsen af kronisk tidsnød forsvinder? Hartmut Rosa afholder sig fra at komme med bud på enkle løsninger og forklarer, at han netop skrev bogen som en protest mod de talrige selvhjælpsbøger, som lover at kunne hjælpe læseren til at få styr på tiden og finde en såkaldt sund balance.

”Jeg vil gerne flytte fokus fra den enkelte og vise, hvordan det her er en debat om, hvilket samfund vi ønsker,” siger han.

Siden bogen udkom på tysk i 2013, er Hartmut Rosa flere gange blevet fremstillet som en fortaler for langsomhed. Han nægter dog at være ambassadør for langsomhed.

”Mit ærinde er ikke at stemple fart som noget dårligt. Jeg taler ikke for, at man skal stige af det moderne liv og flytte langt ud i en skov og hylde en langsomhedsbevægelse med simple living-idealer. Men jeg mener, det er afgørende, at vi skaber os oaser i hverdagen, hvor vi kan holde pause fra tidsnøden. Du kan sammenligne presset med accelerationen af diabetes. Det er en kronisk sygdom, men når man bliver klar over, at det er diabetes, så er der en række ting, man kan gøre for at leve med en sådan kronisk sygdom. Men det kræver et vedvarende, dagligt fokus fra den enkelte,” siger han.

Hartmut Rosa skriver på en ny bog, som han forventer udkommer på tysk til efteråret. Arbejdstitlen er ”Resonans”, og her arbejder han med, hvordan mennesket kan finde fodfæste i livet og dermed også tilegne sig tiden.

”Det er godt og vigtigt med oaser, hvad enten det er zoner, hvor man ikke er tilgængelig eller tid til daglig meditation. Men vil man ændre noget grundlæggende, er det ikke nok med oaser. De kvaliteter, som man finder i oaserne, må på en eller anden måde bredes ud og berøre og forme os,” siger han.

Arbejdet med bogen er i fuld gang, men der er tre kvaliteter i hans tilværelse, som han oplever fungerer som en modkur til acceleration og fremmedgørelsen: Naturen og ikke mindst stjernehimlen. At lytte til og spille musik. Han har spillet klaver og orgel siden barnsben og gør det fortsat. Og endelig religion.

”Jeg voksede ikke op i et kristent hjem, men med forældre, som eksperimenterede med østlige religioner. Men i gudstjenesten oplever jeg, at der er et centrum og en tiltale i mit liv.”

Hartmut Rosa
Hartmut Rosa