Prøv avisen

Jeg er manden med de 13 køreprøver!

I 8. klasse havde jeg forlængst prøvet at køre både bil og traktor på mine bedsteforældres marker på Als, da min fysiklærer fortalte, hvordan selveste Niels Bohr skulle have dumpet sin køreprøve 19 gange. Hold fast, hvor jeg lo. Jeg glædede mig sådan til at blive 18 år, så jeg selv kunne vise, hvor nemt det var. Men så let skulle det ikke gå... Foto: Petra Theibel Jacobsen

Når alting kører for en, lærer man ingenting. Men sunde fiaskoer giver fightervilje, skriver Daniel Øhrstrøm, der måtte igennem 13 køreprøver

Alle drenge drømmer om den dag, de kan løfte deres eget kørekort i vejret som et bevis på, at de nu er rigtige mænd. For mig startede den drøm længe inden, jeg som lille sad på min fars skød og ”hjalp” ham med at styre familiens folkevogn om bord på storebæltsfærgen.

Senere kaldte jeg mig i ramme alvor for ”første-arvingen til Ladaen” foran mine tre yngre søskende. For selvom Ladaen var gammel og rusten, var den midlet til store eventyr.

Jeg husker stadig den frydefulde fornemmelse af at sidde i stationcarens bagagerum på et tæppe (i tiden før trafiksikkerhedsreglerne eksploderede) og læse Anders And-blade med udsigt til den overlæssede trailer og de vinkende bilister på autobahn, mens min far styrede os sikkert ned gennem Europa på vej til campingferie.

Og i 8. klasse havde jeg forlængst prøvet at køre både bil og traktor på mine bedsteforældres marker på Als, da min fysiklærer fortalte, hvordan selveste Niels Bohr skulle have dumpet sin køreprøve 19 gange. Hold fast, hvor jeg lo. Jeg glædede mig sådan til at blive 18 år, så jeg selv kunne vise, hvor nemt det var.

Min første køretime var også en joke. For min kørelærer faldt i søvn på passagersædet, mens jeg henrykt kørte rundt i Ballerup og omegn, inden han vågnede med et chok, da jeg bremsede hårdt op bag en ubeslutsom, (tør man skrive kvindelig) bilist i et kryds i Herlev. Og jeg fattede ikke, at køretimer skulle være så dyre.

Ugen efter tog jeg på interrail med en ven og øvede mig i stedet som trafikant på motorcykel uden hjelm og kørekort, men med bar overkrop og knæet næsten helt ned til asfalten med 120 kilometer i timen på de snoede, græske bjergveje – oven i købet med en tryg tysk pige bagpå ved en lykkelig lejlighed.

Da jeg kom hjem, havde jeg brugt de opsparede penge, jeg havde afsat til kørekortet, men flere køretimer var jo alligevel overflødige, mente jeg – og forlangte straks en køreprøve til min søvnige kørelærers fortrydelse.

”Pas lige på min bil,” sagde han illoyalt til den sagkyndige, da han som hævn lod mig komme op til køreprøve midt i Københavns myldretid klokken 8.30 mandag morgen.

Den tavse sagkyndige gjorde mig nervøs med sit bedemandsudtryk, så jeg forsøgte at bryde samtalen lidt op ved at spørge, hvad han lavede i sin fritid. ”Jeg har ingen,” svarede han vrissent, inden han nærmest råbte ”til højre!”, og jeg lystrede uden at se mig for.

Lidt efter holdt vi stille, da han talte igen: ”Ja, Daniel, dig kan jeg ikke hjælpe.”

Sejrssikkert havde jeg stolt fortalt alle, jeg kendte, at jeg skulle til køreprøve. Og nu var det ikke Niels Bohr, men mig de grinede ad i min gymnasieklasse, da jeg også dumpede anden gang med en lille fejl.

”Nå, vi to kender jo hinanden,” sagde ham, der ikke kunne hjælpe mig, da han satte sig i bilen til min tredje køreprøve. Det gjorde mig så nervøs, at jeg dumpede med et brag til stor morskab for mine gymnasiekammerater, men ikke for min bankrådgiver. Og ved min fjerde og femte køreprøve var jeg så nervøs, at jeg knap nok kunne gøre rede for, hvor mange pedaler der er i en bil.

Min 18-årige selvtillid var kørt i sænk, og jeg har måske en lille pinlig erindring om en stor dreng, der stod og græd lidt på en tom sidegade efter sin femte fiaskokøreprøve. Min offentliggjorte manddomsprøve var blevet mit mareridt, men jeg ville ikke give op. Sjette gang fortalte jeg dog ikke engang mine forældre, at jeg skulle til køreprøve og bestod!

Endelig havde jeg parallelparkeret min pubertet rigtigt. Og jeg følte mig som en rigtig mand med det lyserøde kort i min pung. Nu skulle man tro, at jeg havde fået køreprøver nok i mit liv, men tre år efter besluttede jeg mig til at leve Dan Turèlls taxadigt ud som studiejob. Denne gang kørte jeg upåklageligt til køreprøverne, men kunne til gengæld ikke finde vej i Odense, som jeg lige var flyttet til som danskstuderende, så jeg bestod først i syvende forsøg!

Havde jeg givet op, var jeg gået glip af mange gode køreture – ikke mindst i taxaen, hvor jeg uden at vide det både forbedrede mig som bilist og journalist ved at lære at lytte til enhver. Og i dag er jeg faktisk taknemmelig for mine mange fiaskoer, der lærte mig ikke at give op – også i sværere situationer senere i livet.

Når alting kører for en, lærer man sjældent noget særligt, men modstand er som vægte i et træningscenter. Jo mere modstand man kan klare, jo stærkere bliver man. Og jeg er manden med de 13 køreprøver!

Som far frygter jeg til gengæld den dag, mine sønner skal ud at køre bil og knallert. Lige nu er jeg ængstelig nok ved at sende den ældste alene ned til bageren om hjørnet.

Og når han bliver 18 år, tænker jeg, at han ikke dør af at dumpe sin køreprøve et par gange – tværtimod. Jeg har i øvrigt alligevel ikke en bil, han kan låne. For Ladaen blev skrottet, før jeg nåede at arve den.