Prøv avisen

Romantik på skrift har stadig sin berettigelse

Kærestebreve har eksisteret, så længe mennesket har kunnet formulere sig på skrift. ”Tusinde ømme kys. For evigt din,” skrev komponisten Mozart til sin Constanze i 1791. Napoléon Bonaparte skrev i 1796 til sin hustru Josephine ”Der har ikke været en dag, hvor jeg ikke har elsket dig. Der har ikke været en nat, hvor jeg ikke har omfavnet dig”.

Selvom en ny postaftale betyder færre omdelinger af breve, vil vi stadig sende kærestebreve. Den store kærlighedserklæring kræver personlig håndskrift på smukt papir, mener kærestebrevskendere

I et særligt skrin på en hylde i hendes kontor ligger kærlighedskorrespondancen mellem Karen Vistesen og hendes afdøde mand. Selvom det er 19 år siden, han gik bort, ligger de håndskrevne breve i en nydelig stabel med bånd omkring, så hun altid kan finde dem frem og mindes deres tid sammen.

Håndskriften, brevpapiret, de velvalgte ord og de vedlagte billeder kan på et øjeblik sætte hende tilbage til tiden, der var. Og det er det særlige ved kærestebrevet, mener Karen Vistesen, der er forfatter til bogen ”Kærestebreve. Skriv med hjertet”.

”Det fascinerende ved det håndskrevne brev er langsommeligheden og alle følelserne. Det viser, at en har givet sig tid til at skrive et dybfølt brev. Sådan et brev er ligesom en lille gave. De fleste, der har fået et kærestebrev eller bare et kærligt brev, har gemt det. Man kan tage det frem mange år senere og kan se personen blive vakt til live igen. At skrive et kærlighedsbrev er også for en selv en måde at reflektere over sine egne følelser. Man skriver ikke kun for den anden, man skriver for at nå ind til kernen af sine egne følelser. Det er godt for både ens egen sjæl og for kærligheden som helhed,” siger hun.

Trods det håndskrevne brevs fortræffeligheder for både afsender og modtager bliver der efterhånden sendt ganske få af dem. I 2015 sendte en almindelig familie i gennemsnit under fire breve om året. Og den elektroniske udvikling i form af e-mails, sms’er og chat-beskeder, har minimeret de fysiske breve i en sådan grad, at det fra den 1. januar 2017 kan tage op mod fem dage at få leveret et almindeligt brev, fordi det ikke længere kan betale sig for Post Danmark at omdele post dagligt.

Karen Vistesen erkender, at romantik på skrift og pen til papir nok lidt er blevet en glemt disciplin, men mener, at det skrevne kærestebrev virkelig har en berettigelse.

”I gamle dage var det mere almindeligt, at man satte sig ned og skrev med passion til sin elskede. Problemet er, at kommunikationen i dag er blevet så hurtig og flygtig. Og der er mange, som ikke er gode til at udtrykke deres følelser, fordi det er uvant for dem. Vi er blevet dårligere til at dyrke den romantiske kærlighed, som skal plejes. Jeg tror, at en af forklaringerne på, at mange har ondt i kærligheden er, at vi glemmer at sætte ord på, hvad vi elsker ved hinanden. Det er meget vigtigt at blive ved med at fortælle det, for ellers kommer man til at savne den romantik og glød i sit forhold, som vi alle sammen gerne vil have. Vi vil alle sammen gerne vide, at vi er elskede og dejlige.”

Kærestebreve har eksisteret, så længe mennesket har kunnet formulere sig på skrift. ”Tusinde ømme kys. For evigt din,” skrev komponisten Mozart til sin Constanze i 1791. Napoléon Bonaparte skrev i 1796 til sin hustru Josephine ”Der har ikke været en dag, hvor jeg ikke har elsket dig. Der har ikke været en nat, hvor jeg ikke har omfavnet dig”.

Ifølge det tidligere Post & Tele Museum, der nu hedder Enigma, er det ældste kærestebrev, vi kender til i Norden, et såkaldt frierbrev, skrevet med runer på en lille firkantet træpind, der er cirka 16 centimeter. Pinden er fra cirka år 1300 og dukkede op i kvindesiden i en sprække i gulvet på en norsk stavkirke i Lom i Gudbrandsdalen, da der blev lagt nyt gulv i 1976. På pinden står der:

”Håvard sender Gudny Guds hilsen og sit venskab. Og nu er det min fulde vilje at bede om din hånd, dersom du ikke vil være sammen med Kolbein. Tænk over dine ægteskabsplaner og lad mig få din vilje at vide.”

Hvad Gudny svarede, vides dog ikke.

I 1700-tallet var det kun manden, der kunne tillade sig at begynde en hed brevveksling. Det blev anset for utænkeligt, at en kvinde uden videre skrev et kærestebrev. Dengang var omdeling af kærestebreve ikke en opgave for det almindelige postvæsen. I stedet sendte man hellere et kærlighedsbud, en lille dreng eller gammel kone, der kunne overrække de glødende breve – et såkaldtpostillon d’amour .

Helt afgørende for kærlighedsskrivning var det, da vi i Danmark i 1814 fik en lov, der dikterede undervisningspligt. Det fortæller Jane Sandberg, kunsthistoriker og museumsdirektør ved Enigma.

”Den lov betød, at almindelige mennesker lærte at læse og skrive og kunne bruge brevet som medie. Før det var brevskrivning forbeholdt eliten, hvor der også var masser af kæresteskriverier. Dengang kurtiserede man hinanden pr. brev, og i 1700-tallet friede man som regel pr. brev. Der var en anden langsommelighed i et forhold, hvor man lærte hinanden at kende via brevvekslingen. Dengang var den unge mand og kvinde sjældent alene med hinanden. Og der var brevet en intim måde at kommunikere på, som var forbeholdt de to. Man kunne gøre noget i brevet, som man ikke kunne gøre fysisk. Man kælede for hinanden via sproget.”

Selvom kærestebrevet på skrift nu har trange kår, tror hun ikke, at det forsvinder.

”Det vil bestå til ganske særlige anledninger. Man vil ty til det medie, når man vil noget ganske særligt. Det er noget, der er tænkt over, og som ligger afsenderen på sinde. Det er nogle formulerede ord, som man måske oven i købet har sovet på, før man sætter pen til papir. Det vil eksistere som medie, selvom yngre generationer måske vil synes, at det er en form, der ligger lidt fjernt for dem, fordi de ikke er vant til at sondre mellem skrift- og talesprog,” siger Jane Sandberg.

I 1988 skrev den amerikanske manuskriptforfatter Albert Ramsdell Gurney kærlighedsdramaet ”Love Letters” (Kærestebreve), som kort efter blev sat op på Broadway i New York. Stykket handler om de to barndomsvenner Melissa og Andrew, som forelsker sig i hinanden, men som af skæbnen bliver ledt i forskellige retninger. De lader deres følelser udtrykke sig i en brevveksling, som udvikler sig til en livslang, intens korrespondance. Og selvom brevene udgør et stærkt bånd imellem dem, er de alligevel med til at forhindre en mere intim kontakt.

For 10 år siden spillede skuespillerægteparret Susse Wold og Bent Mejding sammen i netop ”Kærestebreve”. I 2017 er de tilbage på scenen sammen, når Sceneriet under Det Ny Teater sætter forestillingen op. Næste år kan Bent Mejding fejre sit 60-årsjubilæum som skuespiller, og han fik lyst til at spille forestillingen igen, fortæller Susse Wold.

“’Kærestebreve’ er en lille perle af et drama, med en både tragisk, komisk og poetisk tekst. Det er en forestilling, der rammer folk i alle aldre, fordi vi i løbet af aftenen gennemlever alle kærlighedens kvaler. Vi følger Melissa og Andrew, fra de er børn, og til de bliver gamle, og den ene falder fra. Vi følger et livsforløb, som alle kan relatere til. Publikum vil kunne genkende sig selv i teksten, hvad enten man er ung eller gammel. Stykket er en klassiker og vil være evigt aktuelt, som kærligheden jo også er. Bent og jeg glæder os rigtig meget til at gennemleve denne tekst igen og mærke den kvalitet, den har.”

Susse Wold og Bent Mejding har selv to skotøjsæsker med kærestebreve stående på loftet. En indeholder hans breve til hende. Den anden hendes breve til ham. Skrevet i hånden, naturligvis, for det gør man med virkelig vigtige breve, understreger Susse Wold.

”Jeg mener, at det håndskrevne brev har en helt speciel betydning. Et kærestebrev, skrevet på et smukt stykke papir, helst med en fyldepen, er et stykke gammel kultur, men jeg mener, at følelsen vil kunne mærkes i de ord, som er nedfældet på papiret med hånden. Også takkebreve skriver jeg i hånden på smukt papir, det får en anden betydning og bliver modtaget på en helt anden måde, end når man sender en e-mail. Man fortæller modtageren, at man har gjort sig umage, og at det, man siger på skrift, er vigtigt.”

”E-mails er praktiske, og jeg skriver selv masser af e-mails på computeren, men når der er følelser involveret, og når man virkelig vil vise, hvor meget det betyder at få sit budskab ud, ja så er det frem med det smukke brevpapir og fyldepennen. Er det gammeldags? Ja, det er det nok, men det er en del af en gammel kultur, som jeg gerne vil bevare. En håndskrift er af stor betydning og fortæller meget om, hvem personen, som skriver, er. Min viden om, at det nu koster en mindre formue at sende et brev, gør også, at jeg mener, at det, som ligger i kuverten, skal være af topkvalitet,” siger Susse Wold.

I dag bliver der sendt mange kærlighedserklæringer på sms, e-mail og via forskellige chats, hvor man i løbet af få sekunder kan skrive ”jeg elsker dig” efterfulgt af diverse humørikoner med hjerter, roser og kyssemunde. Og selvom det også er en dejlig hilsen at få, så viser undersøgelser, at det faktisk både er den purunge teenager og den ældre pensionist, som synes, at det håndskrevne kærestebrev er i superligaen, når det kommer til kærlighedserklæringer. Det fortæller retoriker og kommunikationsekspert Anne Katrine Lund, der har skrevet en ph.d.-afhandling om brevskrivning.

”Unge mennesker synes også, at det at få et håndskrevet kærlighedsbrev er noget ganske særligt. Et ægte brev er der, hvor vi giver et stykke af os selv, og det kan en hurtig sms ikke hamle op med. Der er heller ikke forskel på, hvor meget mænd og kvinder værdsætter rigtige breve, selvom især mændene kan have svært ved at gribe til den genre, og selvom det for mange unge mennesker i dag er en barriere at skrive i hånden, fordi de gør det så sjældent.”

Selvom portoen er steget, og breve snart kan være undervejs i dagevis, så tror Anne Katrine Lund også på, at vi fortsat vil skrive enkelte breve i hånden i situationer, som er særligt vigtige.

”I gennemsnit sender vi cirka fire private breve om året. Det vil typisk være bryllupsinvitationer, de alvorlige breve, der tæller sygdomme og konflikter, hvor man har brug for at formulere sine tanker på skrift. Og så er der kærestebrevet. Du kan sige, at brevet er nærvær i fraværet.”

”Helt grundlæggende er kærestebrevet en måde at vise den anden en helt ekstraordinær kærlighedserklæring, og det bliver der jo ikke ændret ved, selvom portoen stiger, og brevet er længe undervejs. Hvis man vil vise den anden, at det her er noget, jeg mener så meget, at jeg har sat mig ned og skrevet i hånden til lige præcis dig, så er brevet stadig svært at slå,” siger Anne Katrine Lund.

Karen Vistesen (i midten) erkender, at romantik på skrift og pen til papir nok lidt er blevet en glemt disciplin, men mener, at det skrevne kærestebrev virkelig har en berettigelse. Foto: Mathias Bojesen