Prøv avisen
Spørg om livet

Hvad stiller vi op med børnebørnenes overdrevne brug af smartphones?

Børneopdragelse er jo et ømt punkt, så vi som bedsteforældre vil nødig blive beskyldt for at blande os for meget. Samtidig er vi kede af, hvis vores familiekomsammener og fællesferier skal fyldes af de digitale medier, skriver bedsteforældre til brevkassen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Hvad gør man, når nogle af børnebørnene straks hiver fat i mobilen, og resten bliver suget med ind i det univers i stedet for at lege, som de ellers er gode til?

Artiklen er oprindeligt udgivet 2. marts 2018.

Kære brevkasse

Vi har voksne børn og er de heldige bedsteforældre til i alt seks børnebørn mellem 5 og 12 år. De er en glæde, og vi nyder samværet med dem. Men der er en ting, der fylder os med vemod og også tvivlrådighed. Den ene familie har forholdsvis gode rammer og regler for, hvornår og hvor meget børnene må være på de digitale medier. Den anden familie har det ikke.

Når børnene er sammen hjemme hos os, så er der oftest to-tre af dem, der straks hiver fat i deres mobiler, og så sidder de der. En ting er, at vi synes, at det er ærgerligt, at de ikke oplever fællesskabet, som er lige foran øjnene på dem, en anden ting er, at de små, som ellers er rigtig gode til at lege, bliver påvirket. De ser på de andre sidde med hovedet nede i skærmen, hvor de ellers havde haft lyst til at lave noget sammen med dem. De bliver suget ind i den verden meget tidligt, synes vi.

Vi ved, at vores datter synes, det er irriterende, at det er sådan. Samtidig er både hun og hendes mand – og vi – i tvivl om, hvordan man går ind og snakker om disse ting på en konstruktiv måde.

Børneopdragelse er jo et ømt punkt, så vi som bedsteforældre vil nødig blive beskyldt for at blande os for meget. Samtidig er vi kede af, hvis vores familiekomsammener og fællesferier skal fyldes af de digitale medier. Forældrene er jo også ”på”.

Vi ved, at medierne også har mange fordele, og trods vores modne alder er vi selv aktive brugere. Men det, der gør os så triste, er, at det fylder så meget. Hvad gør man som bedsteforældre i denne situation?

Venlig hilsen

bedsteforældre

Kære bedsteforældre

Tak for jeres meget relevante spørgsmål. I er helt sikkert ikke alene om denne problemstilling. Det er en kollektiv udfordring for alle aldre, hvordan vi bliver aktivt bevidste om, hvordan og hvornår vi skal bruge de digitale medier. En af os, som måske trængte til det lidt mere end den anden, fik bogen ”Sluk – kunsten at overleve i en digital verden” af vores ældste søn i julegave.

Den er skrevet af speciallæge i almen medicin Imran Rashid og kan anbefales. Den giver et sagligt indblik i, hvordan digitaliseringen i alle dens varianter påvirker hjernen, relationerne i familien og samfundet. Måske kan den inspirere jer og mange andre til at blive bevidst om de forskellige udfordringer og som baggrund til nødvendige samtaler. For snart mange år siden var det ikke ualmindeligt, at pressens radioavis kørte som baggrund til familiens måltider, fordi mor eller måske oftest far ville holde sig orienteret. På den måde blev det radioen, der måske monopoliserede fællesskabet.

Det var heller ikke helt ualmindeligt, at man nogle steder måtte bag om en avis, hvis man skulle i kontakt med husets herre, selvom resten af familien sad rundt om et bord. I en periode, som ikke er helt færdig endnu, kan man også nogle gange opleve, at måltider indrammes af et tv, der kører.

Alle disse opmærksomhedskrævende ting er forstyrrende for det, som ofte ligger i måltidets fællesskabsdannende mulighed.

Så dette med forstyrrende teknologi eller andre interessegenstande, som ikke er et fælles anliggende, er set før. Forskelligheden i vores tid består imidlertid i, at alle over en vis alder – som desværre bliver lavere og lavere – er udstyret med hver sin smartphone, som man i mere eller mindre grad er optaget af, og som fanger opmærksomheden på alle mulige tidspunkter, og som udstyrer den enkelte hjerne med vidt forskellige ting lige fra nyheder til opdateringer på Facebook og mere eller mindre ligegyldige spil.

Det er ikke ualmindeligt at komme ind på et værelse eller i en stue, hvor flere børn og unge sidder sammen på de samme få kvadratmeter, men med hver sin smart- phone kommunikerer med andre ude i verden eller med ham eller hende, der måske sidder ved siden af.

Mange siger, at børn og unge lever i en anden tid end os ældre, og derfor håndterer de digitale medier bedre og anderledes end os. Måske. Nogen siger også, at de har flere kontakter og relationer end tidligere. Imidlertid er der forskning omkring kvaliteten af sådanne kontakter. Og den er betydeligt anderledes og dybere face to face uden maskiner som middel. Det siger egentlig sig selv, men det skader ikke, at forskningen siger det samme.

Vi kan forstå, at jeres voksne børn ser forskelligt på disse ting, og det er måske ikke realistisk med enighed. Men et lille håb kunne alligevel være, at der blev rum for samtale med forskellige perspektiver. I kunne introducere spørgsmålet, ikke med den bedrevidende pegefinger, men med nysgerrighed om, hvad de tænker, og refleksion over, hvad I selv har funderet over og læst. Samtalen kan blive friere, hvis I finder et tidspunkt at drøfte disse ting på, når børnebørnene er gået til ro.

Vi tænker også, at ved sammenkomster, ture og ferie så kunne I måske tale om forskellige forventninger til dagene. Hvad skal vi lave, og hvad skal vi se? I den afstemning kunne man så også foreslå, at man havde digitaltid på bestemte tidspunkter. Og at de andre tider var maskinfrie. Hvis det lægges positivt op, er det nemmere at følge.

Når det gælder mindre sammenkomster hos jer sammen med børnene, så synes vi, at I på en hyggelig og fast måde skal fastholde, at når I spiser sammen, så er alle rundt om bordet uden maskiner. Man kan have en kurv i gangen, hvor de lægges for eksempel. Nærmest som en humoristisk leg. Og så henter man dem igen på aftalt tid. Man skylder dem, der har lavet mad og dækket bord at være til stede med sine (smags)sanser, sit ansigt og sin opmærksomhed og at bidrage til fællesskab og dialog. Det er kultur, opdragelse eller modellering, og det må vi som voksne gå foran med.

De ældste børnebørn vil måske i første omgang protestere. Men inddrag dem i samtalen. Og spørg og snak med dem om deres liv og tanker. Lad der eventuelt være en lille runde, hvor hver enkelt kan fortælle små ting fra sit liv, og hvor de andre lytter. Hele vejen rundt, alle aldre, inklusive bedstemor og bedstefar. Det behøver ikke være stort eller kunstigt. Men et fint fællesskabsritual, hvor nærhed og kommunikation og fællesskab mærkes. Og så glemmes maskinerne.

De digitale medier er kommet for at blive, så vi må finde veje at håndtere dem på, så de hjælper os inden for rammer, som ikke gør os afhængige og hjernepåvirkede. De er hjælpemidler, som vi skal styre, og ikke omvendt. Til det har vi alle brug for hinandens støtte og hjælp.

Mange hilsener

Annette og Jørgen