”Er du også ved at løbe tør for ting at lave i coronatiden?”, stod der i den besked, som i slutningen af marts 2020 tikkede ind på 29-årige Mettes mobiltelefon over dating-appen Happn.
Det var hun egentlig ikke, men billedet af beskedens afsender, 29-årige Jonatan, fangede hendes interesse. Et par dage senere havde de hver især kurs mod den københavnske park Østre Anlæg. Efter halvanden times kaffedrikkeri, et grineflip og lidt stjernekiggeri gik Mette og Jonatan hver til sit. Syv måneder senere var de flyttet sammen.
Der er ingen tvivl om, at pandemien har gjort det sværere at date. Til gengæld er behovet for nærvær tilstedeværende som aldrig før, og i jagten på kærlighed er mange tyet til internettet. Ifølge tal fra DR fik dating-appen Happn 27 procent flere danske brugere i 2020. Ligeledes registrerede dating-appen Tinder på verdensplan 39 procent flere swipes blandt deres brugere under 25 år, da aktiviteten var på sit højeste. Og det lader til, at den ekstra aktivitet ikke blot skyldes kiggeri, for ifølge datingportalerne sender brugerne også flere beskeder til hinanden. Hvad har corona gjort ved det romantiske møde? Og hvordan vil pandemien påvirke den måde, som navnlig unge mennesker danner relationer på?
Jytte Vikkelsøe er parterapeut, ph.d. i socialpsykologi og forfatter til bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte”.
Hun har observeret, at pandemien synes at have sænket tempoet for den måde, mange bruger sociale medier til at bygge romantiske relationer på. Der er ikke mindre ”tagselvbord” over det – men måden, folk går til tagselvbordet, synes at være anderledes.
”For det er pludseligt blevet farligt at gå ud og kysse og have sex, som man plejede, og den vanlige ’nej, duer ikke, næste’ synes også at have taget en anden form. Man taler mere sammen. Man spørger mere ind og deler flere historier, inden man mødes. Samtalen bliver længere og måske dybere, inden man begynder at kysse.”
Men hvordan stod det til med de unges forestilling om kærlighed, inden pandemien ramte? Det kan Katrine Frøkjær Baunvig, som er religionshistoriker og leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet, hjælpe med at svare på. Hun har nemlig skrevet bogen ”Den eneste ene: Historien om hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed”, hvori hun ser nærmere på de seneste 2000 års kærlighedsforestillinger. Og privat har hun somme tider undret sig over, hvorfor hendes bonusbørn i 20’erne ikke bare bruger ordet kæreste, når nu det for hende virker så indlysende, hvad den givne relation går ud på.
”Jeg kan sige så meget som, at da jeg selv var teenager i begyndelsen af 2000’erne, var det ikke en kæmpe ting, om man var kærester eller slog op.”
Katrine Frøkjær Baunvig, der i dag er 37 år, forklarer, at ændringen enten kan skyldes ændret adfærd – at unge mennesker rent faktisk tøver længere, inden de forpligter sig – eller at de blot undlader at bruge ordet, mens adfærden sådan set er uændret. Og i vaskeægte forskerstil lægger hun ud med at slå fast, at svaret nok ligger et sted midt imellem.
Først må vi forstå, at perioden mellem barndom og voksenliv i løbet af det 20. århundrede voksede sig meget længere, end den var for tidligere generationer. Udviklingen er fortsat ind i det 21. århundrede. Det betyder, at unge i dag har mindre travlt med at blive voksne og finde den helt rigtige partner. Mange holder vinduet, hvor de er i den ”tilblivende fase”, åbent til langt ind i 30’erne, inden de slår sig ned.
Og som i mange andre tilfælde spiller også de sociale medier ind, mener Katrine Frøkjær Baunvig. Da hun selv gik i gymnasiet, var der ikke andre end ens venner og familie, der vidste, om man havde en kæreste. Men i dag kan både nære og fjerne slægtninge følge med som vidner, når en romantisk middag eller en ændret civilstatus slynges ud på de sociale medier. Og det kan forstærke følelsen af, at kærestetitlen er bindende og til en vis grad har erstattet forlovelsen som milepæl. Hertil kommer, at det at have en kæreste inden for de seneste 30 år er blevet noget, som også granvoksne mennesker kan have – måske slider det på begrebet og får unge til at vægre sig ved at bruge ordet, vurderer Katrine Frøkjær Baunvig. Og så mener hun i øvrigt, at unge i dag lader følelserne være kompas for enhver livsbeslutning:
”I den vestlige kultur er vi blevet trænet til at mene, at den rigtige måde at forvalte sit liv på er ved at mærke efter i maven, om noget føles rigtigt eller ej. Skal jeg være journalist eller socialrådgiver? Føler jeg nok for den her person? Men for mange er det et hæmmende krav, at man skal bruge følelserne som kompas – ikke alle mennesker har lige stærke mavefornemmelser, og ikke alle situationer kan fremkalde dem.”
Derfor synes Katrine Frøkjær Baunvig også, unge mennesker burde pejle lidt mindre efter deres følelser. Som hun siger til unge, der fortæller hende, at de ”ser nogen”, men at de ikke er ”kærester”, fordi de ikke ved, om det nu føles helt rigtigt:
”Det kan du jo ikke vide, hvis ikke du prøver. Nogle gange er det slet ikke så tosset at gribe ud efter de muligheder, der byder sig.”
Tilbage i Østre Anlæg i marts var mavefornemmelserne meget bedre end normalt. 10 måneder senere, på en bænk i en anden københavnsk park, forklarer Mette, at hun før i tiden måske har haft tendens til at tøve og se et potentielt forhold an i mange måneder:
”Det kan virke farligt at skulle vælge én person til på den måde. Jeg tror, det er, fordi man ser den her store kærlighed på film og alle mulige andre steder. I alle aspekter af livet har du så mange valgmuligheder. Du kan finde en ny partner på mange måder og platforme. Det, tror jeg, er med til at gøre, at man stiller spørgsmålstegn ved, om man har truffet det rigtige valg.”
Hun kigger på Jonatan, inden hun hurtigt tilføjer:
”Ikke i den her sammenhæng. Der er jeg ret sikker.”
Der gik da heller ikke mere end tre dage, før parret tog på deres anden date. Aftalen lød på endnu en gåtur, men uafhængigt af hinanden havde de begge medbragt tæpper og øl. De endte med at sidde i aftenkulden og grine og snakke også om følelsesmæssige og dybere emner. Det blev tydeligt, at han var en ”føler”, og hun en ”tænker”. Med en opvækst på Nordvestsjælland var han mest et naturmenneske, mens Mette, der kommer fra Gladsaxe ved København, foretrak storbylivet. De tænkte begge over, om deres forskelligheder ville blive et problem. Men samtidig havde ingen af dem tidligere oplevet at have så god kemi med et andet menneske.
Men hvad er det, der gør, at flere under pandemien måske har mærket en ekstra lyst til at have en kæreste? Ifølge Jytte Vikkelsøe handler det om, at pandemien har sat vores sædvanlige sociale liv på pause, så man pludselig i langt højere grad er konfronteret med sig selv, forklarer hun:
”Så i dette ufrivillige møde med os selv banker tanker og længsler, man måske tidligere skøjtede lettere hen over, på døren: Hvad drejer mit liv sig egentlig om? Hvad vil jeg med det? Hvad er vigtigt og ikke vigtigt? En anden interessant ting er, at mange, der mødte hinanden lige inden nedlukningen, simpelthen besluttede sig til at springe mange af de sædvanlige dating-milepæle over: Ser vi andre eller kun hinanden? Er vi kærester? Skal vi flytte sammen? Og ganske enkelt bestemte de sig til at flytte sammen under nedlukningen. Og så var der pludselig ingen vej udenom at vise sider af sig selv, man ellers ville have tøvet med, til man følte sig lidt mere sikker i forholdet.”
Begrebet hudsult er et andet fænomen, der har vundet udbredelse under pandemien. Man er blevet mere bevidst om sit behov for nærhed med andre mennesker og har fået en dybere erkendelse af, hvad denne nærhed betyder for os som mennesker, siger Jytte Vikkelsøe.
”Isolationen har fået tag i nogle dybere lag af det, det hele egentlig drejer sig om for os mennesker: Vi er blevet mere menneskelige.”
Men selvfølgelig er det ikke alle, der lige nu indgår nye parforhold. Det minder Christian Groes, der er lektor og kønsforsker ved Roskilde Universitet, om. Til et studie, han er i gang med, har han interviewet en række unge mennesker om deres datingvaner, og han har opdaget, at for nogle udgør pandemien et for stort psykisk pres til, at man har overskuddet til at række ud og involvere andre i sit liv. Derudover kan fraværet af den socialitet, der normalt knytter sig til forelskelse, også være en hæmsko.
”Vi er vant til, at romantik skal omfatte nogle særlige momenter – for eksempel at tage på en sejltur, gå ud og spise sammen eller møde hinandens venner – der groft sagt er umulige lige nu,” siger han.
Noget, der til gengæld er muligt, er at tage i sommerhus. Det gjorde Mette og Jonatan allerede et par uger efter, de mødte hinanden. Lidt uden for nordsjællandske Jægerspris tilbragte de mange dage i træk med brætspil, gåture, madlavning og hjemmearbejde. På grund af corona var der plads i kalenderen, ikke så mange distraktioner og bedre mulighed for at være nærværende. Derfor vurderer parret, at de hurtigere er kommet tæt på hinanden, end det havde været tilfældet før pandemien. Selvom de nok havde forelsket sig uanset hvad. Og efter al den tid, de havde tilbragt sammen, virkede det ikke som den største beslutning hverken at kalde sig kærester efter to måneder eller at flytte sammen efter syv. Som Mette siger, kendte hun jo allerede Jonatans vaner og rutiner. Den sætning får hende til at sprutte af grin. Hvorfor, spørger Jonatan.
”Vi lyder bare som et gammelt ægtepar allerede,” griner hun, inden parret bevæger sig ud i aftenmørket med kurs mod deres fælles hjem.