Vandreturen var Gerners idé, og havde man kendt Gerner, ville man ikke undre sig over, at det netop var ham, som foreslog sine to brødre, at de skulle ud at gå langt sammen. Hans idé var, at de skulle vandre på Vasaleden i Dalarne i Sverige, som er en tur på cirka 95 kilometer fra Mora til Sälen. Ruten er mest kendt for det berømte langrendsløb som de hurtigste skiløbere klarer på fem timer. Med vandrestøvler og opbakning skal man afsætte fem dage til at gå Vasaloppsleden. Lillebror Ole Andersen er pædagog og institutionsleder, mens storebror Kurt V. Andersen er pensioneret præst. Og så var der Gerner K. Andersen, der var erhvervsassurandør og den af de tre, som var dårligst til at sidde stille.
Gerner K. Andersen var ihærdig løber og faldskærmsudspringer. For nogle år siden fik han en blodprop. Han fik mén og måtte opgive sit erhverv, men investerede i stedet i ejendomme. Efter blodproppen kunne hans krop ikke klare ekstremsporten, for når han overanstrengte sig, fik han spasmer. Den gode uro, som altid havde fulgt ham, brugte han i stedet på at vandre, alt imens han lyttede til lydbøger. De fleste dage gik han 10 til 15 kilometer, og han ville gerne på vandreferie. Sidste sommer gik han Bornholm rundt med sin søn, og i 2015 gik han Great Glenn Way i Skotland med Kurt V. Andersen.
Men den 9. januar faldt Gerner K. Andersen om i sit sommerhus i Thy. Af dødsannoncen kan man læse, at han døde på sin 66-årsfødselsdag. 12 dage før havde Ole Andersen og Kurt V. Andersen været samlet hos deres søster Mari-Ann til julefrokost. De havde travet en tur, hvor Gerner K. Andersen havde fortalt, at han skulle til nogle undersøgelser på grund af nogle smerter. Han nåede dog aldrig at komme til undersøgelsen.
Ole Andersen bor i Thisted og var den af de to brødre, som først kom frem til Gerner K. Andersen i huset i Thy efter dødsfaldet. Da han stod ved sin afdøde bror, skrev han til Kurt V. Andersen, at nu blev vandreturen nok ikke til noget. Kurt V. Andersen var hurtig til at svare. Han skrev, at de skulle gå turen.
”Jeg tænkte, at det ville være helt naturligt at gå den tur, som vi skulle have gået med Gerner.”
I de måneder, der er gået siden deres brors død, har det slået dem, hvor voldsomt det er uden varsel at miste en bror. Deres far blev 56 år, men deres mor levede indtil for et par år siden. Men tabet af deres bror skiller sig ud, fordi de har mistet et jævnaldrende livsvidne. Da Ole Andersen og Kurt V. Andersen begav sig ud på ruten, bar de hver omkring 13 kilo på ryggen, og mellem dem var tabet af en værdsat bror. Kurt V. Andersen siger:
”Når der er noget, man skal forlige sig med, er det godt at gå. Man kan vende mange ting undervejs. Vi fik talt meget om Gerner, og når man fortæller, får man også sat ting på plads.”
Siden drengeårene i murermesterhjemmet i Thisted har de holdt af at være ude. De var en del af børneflokken på vejen, nød at blive væk i skoven og sejlede ud på fjorden, skønt de ikke måtte.
Ole og Kurt V. Andersen er begge i god form. Ole Andersen går 11 kilometer bag på golfbanen to til tre gange om ugen, og Kurt V. Andersen har det bedst med en lang daglig vandretur, hvad enten han er i hjemmet i Tilst eller familiens sommerhus i klitterne ved Lyngby i Thy, og en gang om året vandrer han i Pyrenæerne. Trods sin gode form fandt Ole Andersen den første dag på Vasaleden fysisk strabadserende.
”Vi gik kun 11 kilometer den første dag, men det gik op ad bakke. Og det var næsten for varmt.”
Ole Andersen viser et billede på sin mobiltelefon af en af de træhytter, hvor de overnattede. Flere tidligere skovhugger-hytter er indrettet til overnatningssteder med cirka 20 kilometers mellemrum på ruten.
De var positivt overrasket over hytternes komfort. Der var brænde, så man kunne tænde op, og madrasser i køjesengene, og når det blev morgen, kunne de koge vand til den medbragte Nescafé og indtage en portion af de medbragte havregryn. Ole Andersen siger:
”I gæstebøgerne i hytterne kunne vi se, at der ikke er så mange, som går. Vi havde ruten stort set for os selv. I løbet af tre dage mødte vi kun en vandrer. ”
De har taget enkelte billeder undervejs, men billederne står klart på deres nethinder. Ole Andersen siger:
”Når man går, får man landskabet ind under huden. Det er, som om man har erobret det.”
Undervejs faldt samtalen også på den svenske forfatter Harry Martinson (1904-1978), som i 1974 fik Nobelprisen i litteratur. Hovedpersonen i hans roman ”Vejen til Klockrike” er en vagabond. Kurt V. Andersen henter et godt brugt eksemplar af Martinsons roman og siger:
”Harry Martinson har ikke en lang skoleuddannelse bag sig, men jeg vil hævde, at han gik sig til indsigt. Knut Hamsun skriver et sted, at gode forfattere er i slægt med lirekassemænd og vagabonder, fordi de netop har fået en viden ved at gå.”
På ruten bemærkede de en række røde plastikhætter på de steder, hvor vandreruten krydsede langrendsruten. Det viste sig at være tutter til energidrikke, som var efterladt af skiløberne sidste vinter. Kurt V. Andersen siger:
”Hætterne er efterladt i ret store mængder og er en påmindelse om, at skiløbernes præstation er noget helt andet end den omtanke og refleksion, man kan opnå, når man går. Når vi krydsede langrendsruten, blev vi mindet om, at vi ikke var ude at gå for at præstere, men for at erfare livet på en anden måde end den, præstationssamfundet kolporterer.”
Nok gik de ruten sammen, men de gik sjældent side om side. Skønt Ole Andersen var den, som fandt turen mest fysisk krævende, var han også den, som helst var et stykke foran sin storebror. Og afstanden giver god mening, hvis man skal tale om noget vigtigt, siger Ole Andersen:
”Skal man tale om noget stort, skal man ikke se hinanden i øjnene hele tiden, for det er en overskridelse af blufærdigheden.”
Afstanden mellem dem medvirkede til, at der opstod samtaler med dybde. De fik talt om deres afdøde bror og vendt scener fra opvæksten i murermesterhjemmet, hvor det ikke stod til diskussion, at sønnerne skulle udlæres murere, men hvor murer-brødrene som udlærte forlod håndværket. De talte om den økonomiske fremgang i hjemmet og om, hvordan de havde oplevet, at kernefamilien blev opløst af sygdom og skilsmisse.
Kurt V. Andersen siger:
”Jeg kom til at tænke på Ingmar Bergmans ’Personlige samtaler’ om Anna og Henriks ægteskab. Anna sidder i mørkningen og betror sin præst, farbror Jacob, at hun er sin mand utro. Farbror Jacob siger, at det var en fejl, at Luther afskaffede skriftestolen, fordi øjenkontakt ikke altid er befordrende for en nær samtale. Når man går sammen, er der netop ikke øjenkontakt, og det er godt, hvis man skal tale alvorligt.”
Ikke alene er der fraværet af øjenkontakt, men der er også naturen, som kan bruges som en helle. Ole Andersen siger:
”Hvis noget kommer for tæt på, kan man jo henvise til noget, som man ser i det ydre, og fordi man går langt sammen, kan man også tillade sig at holde længere pauser, tænke sig om og på den måde nå dybere.”
Mens de har vandret, har de talt sig frem til, at de deler et behov for stilhed. Kurt V. Andersen siger:
”Vi er gode til at være stille sammen, fordi vi deler et behov for indimellem at gå ind i os selv. Vi har nok begge en melankolsk side.”
Undervejs kom de til at tage et par omveje, og den sidste dag gik de meget målbevidst mod at nå frem til målet i Mora. De viser et billede, hvor de står med hver sin vandrestav og et skilt, som viser, at de er i Mora. Det var en varm dag, de stillede deres rygsække og fik en fadøl, som de ikke lige glemmer.
Den næste længere fælles vandretur er ikke sat i kalenderen, men de er enige om, at det var en rigtig god idé, Gerner V. Andersen fik.