Prøv avisen

Familie og venner til bisættelse på nettet: Det visuelle er vigtigt, men det føles også køligt

Mange i Anna-Marie Møllers bekendtskabskreds måtte deltage i hendes bisættelse via direkte video på nettet. Sådan så det ud. – Foto: Julie Melhede Kristensen.

Anna-Marie Møller blev bisat tidligere i denne måned, og kun 13 familiemedlemmer måtte være med i kirken. Derfor besluttede familien at gøre det muligt for andre at se med direkte på video via nettet

65-årige Hans Høj-gaard-Hansen sad foran fjernsynet i sit hjem i Langå i Østjylland. Klokken var omkring 14 den 8. april. Han og hustruen havde spist frokost i god tid den dag, for der var noget vigtigt i fjernsynet, de skulle se.

Kort forinden havde de fået en sms fra hans niece med et link, og da de klikkede sig ind på det, viste fjernsynsskærmen Tårnby Kirke ved København med tomme kirkebænke. I øverste del af kirkeskibet stod en hvid kiste. I den lå hans storesøster.

Hvis der er én ting, man kan vide sig sikker på, er det, at døden kommer. Den tager sig ikke af forsamlingsforbud og restriktioner som følge af coronakrisen, og det har konsekvenser for begravelser og bisættelser i denne tid. Læser man avisernes dødsannoncer, kan man se formuleringer som ”Begravelsen er foregået i stilhed” og ”Grundet omstændighederne afholdes højtideligheden kun for en lukket kreds”.

Kun de allernærmeste kan være med, og hvad gør man så, når op til flere hundrede familiemedlemmer, venner og bekendte står til at gå glip af afskeden? Som Kristeligt Dagblad beskriver i dag, vælger flere at filme ritualet i kirken og i nogle tilfælde lave en direkte transmission via nettet, når der skal tages afsked med et menneske. Den løsning havde familien Møller valgt.

Anna-Marie Møller, bedre kendt som Mie, døde pludseligt og alt for tidligt. Som kun 69-årig fik hun hjertestop i slutningen af marts i år. Det viste sig, at en hjerteklap havde revet sig løs, og få dage efter, den 31. marts, døde hun på Hvidovre Hospital. Hun efterlader sig mand, to voksne børn, svigersøn og fire børnebørn. Og så er der også søskende, nevøer og niecer, venner og bekendte og kolleger fra hendes 41 år som ansat i Københavns Kommune – mange af årene som leder af en daginstitution på Vesterbro.

Det var bedemanden, Carsten Mandalay, der forelagde hendes mand og børn muligheden for at livestreame bisættelsen. Han ville sætte et kamera op i kirken og fjernstyre det, så han ikke tog en af de begrænsede pladser. Via en online videoplatform kunne de, der ellers ville have fyldt kirkebænkene op, se med fra deres egne stuer. Selvom Mies datter, 47-årige Stine Theis Møller, umiddelbart syntes, det lød lidt mærkeligt, kunne hun godt se, at det også kunne blive et holdbart alternativ. Derfor skrev hun på sin mors Facebook-profil, at andre ville kunne følge med i bisættelsen direkte på dagen – på afstand.

”Tak, fordi I deler med os, så vi kan sige farvel, selvom vi ikke kan være til stede. Det betyder meget,” lød en af reaktionerne på Facebook-opslaget.

Og der sad han så – Anna-Marie Møllers bror, som der ikke var plads til i kirken. I dagene forinden havde han sammen med sin hustru samlet blomster og løv til to kranse og fire bårebuketter, som hun havde bundet for familie og venner. De var sendt til Tårnby Kirke, og han kunne se på tv-skærmen, at de var nået godt frem. En ansat gik og rettede båndene med hilsner til, så de spredte sig fint ud på kirkeskibets gulv.

”Jeg plejer at sige, at det kun kræver to gearskift at drøne til Amager for os, og vi havde meget gerne taget turen for at være med. Men når det ikke kunne lade sig gøre, var det godt at kunne se med herhjemmefra. Og kransene og bårebuketterne var en måde for os at bearbejde det på,” fortæller han.

Før orglet satte i gang med præludiet, kunne man på videooptagelsen høre en humlebi, der summede rundt i kirken. Sådan er det også lidt at følge en bisættelse via videolink. Man flyver, selvom man ikke helt kan. På ottende bænkerække havde bedemanden placeret kameraet. Klokken 14.30 filmede det, hvordan 13 familiemedlemmer indtog de forreste bænkerækker.

Hans Højgaard-Hansen måtte have fjernbetjeningen frem, da præsten begyndte at tale, for mens orgelmusikken var meget høj, var præstens stemme meget lav, og det kneb med at høre, hvad der blev sagt.

”Det er mærkeligt, hvordan verden lige pludselig kan forandre sig,” sagde præsten, Karsten Møller Hansen, som indledende hilsen.

”Lige nu er der ikke nogen folk på gaden. Og lige pludselig var Mie her ikke mere. Det er mærkeligt, hvor hurtigt det kan gå. Men lige så mærkeligt er det egentlig, at verden fortsætter. Solen skinner igen. Det er faktisk en smuk dag. Godt, I kunne komme. Lad os alle bede.”

I kirken på Amager havde Stine Theis Møller på det her tidspunkt glemt, at hun og resten af følget blev filmet. Efter at hun en halv time tidligere havde delt transmissions-linket på Facebook, havde hun rettet sit nærvær mod det rum, hun befandt sig i, og nu sang hun med på salmerne og lyttede til præstens ord. I sin begravelsestale sagde han blandt andet:

”Engang i mellem er der nogle mennesker, som fuldstændig forstår, hvad livet handler om.”

Nu var lyden lidt bedre.

”Jeg ved ikke, hvad Mie ville kalde sig selv, og måske ville det være en præstelig tilnærmelse at kalde hende et troende menneske. Men alligevel vil jeg sige, at hun fuldstændig forstod, hvad kristen tro er. Det er nemlig ikke kun en tro i hjertet eller en overbevisning, det er først og fremmest en gerning. Noget man gør. En handling. Og på den måde var Mie virkelig et troende menneske. Hun levede kærligheden fuldt ud. Hun snakkede ikke kun om den, hun gav den.”

I løbet af den halve times tid, bisættelsen varede, blev der sunget ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, ”Du som har tændt millioner af stjerner” og ”Altid frejdig, når du går”. Hans Højgaard-Hansen sang ikke hjemme i Langå, men nynnede lidt med indimellem.

Under en af salmerne kunne man på videoen se, at præsten kiggede skråt op mod et vindue i kirkekoret. Han gik derhen, stillede sig op på en stol og åbnede det. Måske ville han give humlebien fri passage ud i solskinnet.

Hans Højgaard-Hansen befandt sig billedligt talt på ydersiden af ruden til kirken.

”Det var rigtig godt at få det visuelle med, for det kommer til at være i erindringen. Men der er noget køligt over det, når man ser det på fjernsynet. Man kan ikke mærke sine familiemedlemmer, og samhørigheden forsvinder. Jeg skulle nok have været med til at bære kisten, hvis jeg havde været der, og det kunne jeg jo ikke nu, som det var. Det er som at se et fotografi af det, der sker. Mere kan det ikke rigtig blive.”

I sin afsluttende bøn sagde præsten:

”Lad Mie, som vi har mistet, være hos dig i evighedernes evighed. Og lad os ses igen. Det beder vi dig om. Lad os ses igen. Amen.”

De tilstedeværende rejste sig, og seks af dem bar kisten ud af billedet. En af dem kiggede direkte ind i kameraet, da han gik forbi. Og så var kirken tom. Tilbage stod den sorte katafalk, kisten havde stået på, og der var stille. Humlebien havde vist også fundet vej ud.

Mens de, der var med i kirken, efterfølgende samledes til gravkaffe, fandt Hans Højgaard-Hansen og hans hustru kaffekopperne frem i Langå og talte om, hvad de havde oplevet.

”Det var det. Jeg sov lidt underligt om natten. Jeg er rigtig glad for, at Stine og hendes far og bror har besluttet at lave et mindesamvær ved urnenedsættelsen, når vi er på den anden side af den her corona-situation. Så kan vi være der i det sammen. Rigtigt.”

”Vi er med jer”, lød en af kommentarerne på Facebook kort efter Anna-Marie Møllers bisættelse. ”Så mange smukke og rigtige ord om Anna-Marie”, skrev en anden, mens en tredje skrev: ”Smuk bisættelse. Nu ved vi, at hun ikke er her mere. Det var som en ond drøm, men desværre er det det ikke.”

I skrivende stund har der været 274 visninger af filmen på videoplatformen Vimeo. Nogle af visningerne udtrykker formentlig, at nogle har set den efterfølgende eller flere gange.

Det var rigtig godt at få det visuelle med, for det kommer til at være i erindringen. Men der er noget køligt over det, når man ser det på fjernsynet.

Hans Højgaard-Hansen