Spisesedlen ved indgangspartiet til Byens hus i Roskilde vækker opsigt blandt torvets forbipasserende. ”Med døden til middag” er overskriften på den tekst, der skal lede tilmeldte og andre interesserede ind i vestibulen og videre op ad trapperne til den gamle byrådssal. For det er salen med de oprindelige, imiterede gyldenlædertapeter og buster langs væggene, der sætter rammen for aftenens særprægede arrangement om døden.
Begivenheden er orkestreret af Røde Kors’ vågetjeneste i Roskilde og er et led i Folkebevægelsen mod Ensomheds årlige kampagne ”Danmark spiser sammen”, som den sidste uges tid har budt på masser af fællesspisninger landet over. Og i domkirkebyen har vågetjenesten så valgt at benytte lejligheden til også at bringe livets afslutning ind som tema ved middagsbordet.
Men hvorfor vælger nogle af byens borgere at sætte en aften af i dødens tegn? Mens risretten med gul karrykylling i de store gryder fordeles ud på langbordene med en øseske, hilser de fremmødte på hinanden. Ved et af bordene sidder blandt andre 82-årige Kirsten Brøns. Selvom hun da godt nok lige spærrede øjnene en anelse op, da hun læste overskriften for arrangementet, er idéen egentlig god nok, synes hun.
”Den annoncetekst var jo liiidt over stregen. Men jeg har en efterhånden gammel mand på 87 år derhjemme, og så skal man jo begynde at bekymre sig om sådan noget. For hvad ved vi egentlig om det sidste, når det kommer til stykket? Ikke noget som helst. Og det er heller ikke lige noget, som jeg går og tænker på at bringe på bane i det daglige,” siger Kirsten Brøns.
Sin mand har hun ikke med sig i aften, da han er for dårligt gående og træt til sådanne arrangementer. Til gengæld har hun sin 77-årige rejseveninde Birthe Pedersen som borddame. Med sig har veninden et plasticchartek, hvori hun samler informationer og nyttige papirer ind i løbet af aftenen. For hun er mest af alt taget med for ”at blive bredt orienteret”, som hun forklarer.
Og det lyder det da også til, at der er rig mulighed for her. Idet alle har fået kyllingeretten på tallerkenerne, rejser arrangementlederen Hanne Andersen fra vågetjenesten sig op, slår et par gange på mikrofonen og får efter lidt publikumsprotester mod lydniveauet budt velkommen til salens flere end 40 fremmødte. Hun forklarer, at der i aften bliver rig mulighed for at stille spørgsmål om testamente, organdonation, dødskriterier, og hvad der ellers måtte interessere de fremmødte, til en række fagpersoner; advokat Erik Øvlisen, domprovst Anne-Sophie Olander, overlæge Birgitte Edstrøm og bedemand Anne-Mette Dall. Og så vil hun selvfølgelig også lige reklamere for den lokale vågetjeneste, der sidder med ved hvert bord. De kan altid bruge flere engagerede vågere, lover hun.
Under loftsbjælkernes gyldne lysekrone sidder også 72-årige Johnie Kirsten, som sammen med nogle af de andre kvinder rundt om bordet er vant til at komme til et af byens andre og månedlige Røde Kors-arrangementer med fællesspisning, Dameværelset. Hun synes, aftenens arrangement er smadderhyggeligt, og selvom hun faktisk på forhånd ikke var klar over, at der var indbudt folk til at tale om døden med gæsterne, synes hun nu, at det er en god anledning til at få diskuteret de svære emner.
For snart mange år siden fik hun anskaffet ”Bogen til mine kære” af Birgit Meister, der handler om livets afslutning, og som hun kunne udfylde til sine efterladte, når det var ved at være tid. Men hun har aldrig rigtig fået givet sig tid til at skrive i den. Det er jo ikke noget, som man lige får gjort i hverdagen.
”Men jeg har da fortalt mine piger: En papkiste, en fællesgrav, mit eget tøj og ingen blomster – jeg er ikke til afskårne blomster. Så spartansk som muligt, og så skal de hellere bruge pengene på noget mere vigtigt. For bedemænd kan jo ruinere en,” siger hun og kigger rundt for at sikre sig, at den indbudte bedemand ikke er lige i nærheden, inden hun fortsætter: ”Det ved jeg fra både min fars og min mors begravelse. Jeg var det eneste barn.”
Overlægen Birgitte Edstrøm har – efter vågetjenestens orkestrerede turnusordning – sat sig ved bordet og fortæller om, hvorfor organdonation giver mening. Johnie Kirsten spøger lidt med, at hvis man ikke er helt død, så bliver det da i det mindste kun et kortvarigt skrig, hvis man har valgt at blive organdonor. Måske er det ikke så slemt. Det er jo noget, man burde få sig meldt til.
Samtalerne omkring bordet sætter også nogle tanker i gang hos hende. For det er jo meget uvist, hvad der sker efter døden, og det kan til tider godt gøre hende både forvirret og bange.
”Det er jo lidt uhyggeligt, at vi jo ikke ved, hvad der sker på den anden side. Jeg tror ikke på reinkarnation eller opstandelse. Men jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord, selvom det ikke er som på de glansbilleder, jeg samlede på som barn, hvor vi flyver op på en sky med vinger på,” siger hun.
At aftenen er dedikeret til at tale om det samme emne, er også noget, der gavner veninderne Birthe Pedersen og Kirsten Brøns ved midterbordet. De har fået talt med både advokaten og bedemanden om væsentlige økonomiske anliggender i forbindelse med døden, men er nu særligt glade for at have fået chancen for at tale med den lokale domprovst Anne-Sophie Olander.
Kirsten Brøns er garvet medlem af menighedsrådet på egnen og ved, at præsterne skal holde sig til kirkeårets gang, når de vælger salmer til gudstjenesterne. Derfor var hun bange for, at hun ikke selv måtte vælge sine yndlingssalmer ”O du Guds Lam” og ”Dejlig er Jorden”, til sin egen bisættelse, når det engang bliver tid.
Men Anne-Sophie Olander forsikrer hende om, at det må hun selvfølgelig gerne. Nu kommer bordet i tanke om endnu en dejlig salme, som man slet ikke hører ofte længere, men som de alle har lært udenad som børn.
”Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred/ Dog ingen kender dagen, før solen går ned,” synger Kirsten Brøns, mens et par andre ved bordet nikker anerkendende med.
Nu, hvor hun tænker over det, ville den salme i grunden også være et ret godt valg.