Prøv avisen

Flere planlægger deres egen død

Tegning: Morten Voigt

Dødsannoncer, den afdøde selv har skrevet, og specifikke ønsker til begravelsen. Flere danskere planlægger de praktiske ting omkring deres død, og det kan give ro og være en stor hjælp for de efterladte. Og så er det helt i tråd med vores individualistiske tid, påpeger eksperter

I december døde Christia Maria Jermiin Dieserud, 54 år. Hun vidste i lang tid, at hun skulle dø, for hun havde kræft, og de sidste dage blev tilbragt på Hospice Djursland.

Da hun døde, blev der efter hendes ønske spillet et stykke musik kort efter. Kisten havde hun valgt skulle være af bæredygtigt materiale, og den var dekoreret med et evighedstegn. Vinen, der skulle drikkes til gravkaffen, havde hun selv været i Italien og hente.

Fotograf Ivan Riordan Boll dokumenterede hendes sidste tid for Politiken, det havde hun selv bedt om, og reportagen blev i marts hædret ved Årets Pressefoto.

At Christia Maria Jermiin Dieserud havde meget klare ønsker omkring sin død, er ikke længere usædvanligt. Allerede i 2013 skrev Kristeligt Dagblad, at flere danskere skriver deres egen dødsannonce og bestemmer, hvordan deres begravelse skal foregå.

Og tendensen fortsætter, for det passer helt ind i den individualistiske tidsånd, siger Michael Hviid Jacobsen, der er sociolog ved Aalborg Universitet.

”Vores forhold til døden afspejler almindeligvis vores liv og de værdier, der vejleder og styrer dette,” skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad.

”Vi lever i en stadig mere individualiseret kultur, hvor vi skal være unikke, gøre tingene på vores egen måde og sikre, at alt er så ’personligt’ som muligt. Det gælder også i forhold til at planlægge døden og alle de detaljer, som vi finder vigtige i den forbindelse, således at døden bliver i vores ånd og afspejler, hvem vi er og var.”

”Vi er blevet mere skeptiske over for skræddersyede eller på forhånd givne ritualer og traditioner, og vi vil gerne gøre det på vores egen måde. Det betyder naturligvis ikke, at alle gør noget ekstraordinært ud af deres død og begravelse, men det vidner om, at det i dag er mere legitimt end for blot få årtier siden at ønske noget specielt, anderledes eller særligt personligt,” skriver han.

Gitte Lunding, der er antropolog og leder af kulturcentret Assistens ved Assistens Kirkegård i København, er enig.

”Vi er vant til at bestemme alt, der er frit valg på alle hylder. Før var man tilfreds med bare at komme i jorden, men i dag har mange i detaljer besluttet alt, hvad der skal ske. Man kan se det allerede i 1980’erne med nogle af de mennesker, der døde af aids. Det var tit folk fra den kreative klasse, der havde idéer om, at der skulle pyntes med mange meter silke eller kun være hvide kallaer i kirken. Folk, som har et langt syge- leje, kan jo bruge tid på at tænke over, hvordan de skal herfra,” siger hun.

Hun peger dog på, at selvom hun ser flere, der planlægger og gør noget særligt ud af deres begravelse og eftermæle, er det langtfra noget, alle gør.

”Det er noget overskudsagtigt, som de, der kan bruge kræfter på det, gør. Men det behøver heller ikke at være en iscenesættelse, det kan også have noget at gøre med, at man tænker over, hvordan man kan lette de efterladtes sorg,” siger hun.

Da Jane Randolph døde den 6. maj 2015, havde hun skrevet sin egen dødsannonce, som var alt andet end traditionel:

”Elskede datter, min dejlige mand, søde familie og skønne venner. Det er under protest, at jeg har forladt denne verden – alt for meget manglede at blive udforsket. Tak for masser af kærlighed, gode grin, herlige rejser og heftige diskussioner – og fordi I alle har udholdt min ret så direkte facon. Også en tak til Onkologisk afd. 4262 og afd. 5044 på Rigshospitalet for god omsorg og RA. 114 på Herlev Hospital for at have holdt mig i live så længe. Jeg håber, I snart får løst gåden om brystkræft. Til slut en tak for kærlig omsorg på Diakonissestiftelsens Hospice. Jeg ønsker for jer alle, at I får et langt og skønt liv fremover – nyd hver eneste dag, for husk nu på, at alle de dage, der bare kommer og går, det er dem, der er livet. Og send mig lige en tanke, når I fremover synger ved Sankt Hansbålet. Kærligst, Jane Randolph Gordon, 23.6.1953-6.5.2015”

Jane Randolph Gordon havde ikke bare skrevet sin egen dødsannonce. Ligesom Christia Maria Jermiin Dieserud havde hun gjort sig konkrete tanker om, hvordan tingene skulle foregå, når hun var død.

Hun havde bestemt, hvilke sange der skulle synges i kirken, hvad for noget tøj, hun skulle begraves i, hvor hun skulle begraves, og hvilke bedemænd familien skulle bruge.

For hendes datter Anne-Louise Randolph Gordon var det en stor hjælp, at hendes mor havde taget alle beslutningerne.

”For min far og mig var det rigtig rart, at hun havde skrevet alt ned. Det var enormt dejligt, at vi havde den sidste tid med hende, og at vi ikke skulle spørge om en masse. Det havde vi talt om på hospitalet i månederne forinden. Vi havde taget flere familiemøder, hvor vi skrev alle hendes ønsker ned på computeren. Og det gik op for os, at vi jo ikke vidste, hvad der skulle ske, hvis vi selv døde, så vi fik faktisk alle tre skrevet ned, hvad der skulle ske,” siger hun.

”Min mor har altid været meget kontrollerende i forhold til, hvad hun kunne lide og ikke lide, og hun var bestemt ikke klar til at forlade Jorden. Så derfor ville hun gerne have tingene gjort på sin måde, så hun da havde lidt kontrol med tingene,” siger hun.

”Det var en rigtig fin proces, for det er noget, mange ikke taler om i deres familier. Men det var faktisk rigtig rart at gøre og åbne op, og da min far og jeg så stod og havde brug for det, kunne vi bare kigge i min mors manual, at nej hun skulle ikke brændes, hvis muligt skulle der synges disse sange i kirken, og gravkaffen skulle gerne være et sted, hvor man kunne få en god frokost,” siger hun.

På Anker Fjord Hospice i Hvide Sande i Vestjylland oplever hospicechef Herdis Hansen ikke nødvendigvis, at flere har specifikke krav til deres død og begravelse. Jo, hun har da set både blå- og sortmalede kister og kister, hvor børn og børnebørn skulle male på den.

Men hun oplever langt oftere, at mange ikke har taget snakken om døden med deres pårørende, når de kommer på hospice. Og så kan det være for sent.

”Jeg tror, at det kan være svært at tale om døden for mange, fordi den er ensbetydende med, at livet er uigenkaldeligt slut. Vi mennesker elsker at have styr på tingene, og når vi kommer ud på livets yderste trapper, har vi ingen erfaring og rutiner at læne os op ad, og vi mister kontrollen. For mange er det frygteligt skræmmende at stå der i det uvisse, for vi er alle førstegangsdøende. Og så vil man måske hellere undvære at tage snakken,” siger hun.

”Nogle af vores patienter er jo også sådan nogle stovte vestjyske mænd, der ikke snakker om følelsesliv og ønsker, de er fåmælte. Vi har haft nogle patienter, som, når vi har spurgt ind til deres ønsker, nærmest aggressivt har sagt: ’Ja, så tager vi den her snak nu!’. Og så taler vi, og så siger de, at nu lukker vi den skuffe, og så er de i nuet resten af tiden,” fortæller hun.

For 26 år siden udgav journalist Birgit Meister ”Bogen til mine kære”, hvori man kan nedfælde sine ønsker til begravelsessalmer, hvilken præst man ønsker, hvor man gerne vil begraves, hvilket tøj man skal have på og så videre. I næste uge udkommer sognepræst Kathrine Lilleør med en lignende bog ”Med kærlig hilsen. Tanker om livets afslutning”. Herdis Hansen peger på, at bøgerne kan fungere som en anledning til at få drøftet nogle af de svære ting i familien.

”Mange mennesker har talt om disse ting, men der er også mange familier, hvor man måske ikke har det som en kultur, at man snakker så meget sammen. Hverken om døden eller andre større ting. Og det er selvfølgelig meget forskelligt, hvilket behov man har, men vi oplever på Anker Fjord Hospice, at det kan betyde meget, om man får talt sammen. Er man først kommet på hospice, er det sommetider allerede for sent, så få den nu taget i god tid. Bliver en i familien pludseligt erklæret uhelbredeligt syg eller dør i en trafikulykke, er der noget at gå efter. Og det kan betyde så meget for de efterladte, som står midt i sorgen og måske ikke har overskud til at træffe de store beslutninger,” siger hun.

For Anne-Louise Randolph Gordon betød det en verden til forskel, at hendes mor havde gjort sig de tanker, inden hun døde.

”Jeg er enebarn, og hvis jeg havde haft søskende, kunne det pludselig blive et diskussionspunkt, hvad min mors yndlingsblomst var, eller var det denne sang, der var hendes yndlingssang, som hun gerne ville have spillet i kirken? Det undgår man ved, at der er styr på tingene, og vi kunne sige farvel med en ro velvidende, at det hele foregik i min mors ånd og efter hendes ønsker,” siger hun.

Det eneste, Jane Randolph Gordon havde ladet være op til de efterladte, var gravstenen.

”Hun har altid sagt, når vi kiggede og snakkede om gravstene, at det var kedeligt, at der bare stod folks navn og årstal. Men lige her ville hun gerne have, at det var op til os at bestemme, hvad der skulle stå. Så ud over en trekløver, som vi fik tatoveret på håndleddet, min mor, min far og jeg, da hun fik at vide, at hun havde kræft, står der også teksten: ’Dem, vi elsker, går aldrig bort, de går blot i forvejen’. Det passer meget godt på min mor,” siger Anne-Louise Randolph Gordon.