Kære brevkasse
I sidste uge beskrev Hannah, at hun var misundelig på vennerne og skamfuld over at være det, fordi hun ikke har fået børnebørn, som alle i hendes omgangskreds åbenbart har fået.
Jeg tror snarere, at hun længes og er sorgfuld over, at hendes børn ikke har givet hende de ønskede børnebørn. Vennernes bemærkninger er tankeløse og tåbelige – mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.
Hvordan kan Hannahs venner tillade sig at blande sig i hendes børns forplantningsevne eller lyst? Som Hannah selv skriver, så ved vennerne jo intet om det, og alligevel har de kommentarer, der ofte er sårende. Den vrede, som Hannah føler, er helt forståelig og berettiget, når hun må lægge ører til omgivelsernes uforstandige ytringer.
Hannah har et indholdsrigt liv. Dyrk det og mød andre mennesker, som man kan føre en fornuftig samtale med. Hvis Hannah orker det, skal hun følge jeres råd om åbent at sige til vennerne, at hun inderligt ønsker sig børnebørn, men at hun frabeder sig deres trøst og utidige meningsløse bemærkninger til situationen. På den måde bryder Hannah et tabu og får meddelt, hvordan hun har det. Hun kan måske fremover undgå medynk som for eksempel ”at hun går glip af livets dessert” og bebrejdelser, fordi hendes børn ikke fører slægten videre.
Kristeligt Dagblad kunne også passende drosle ned for at dyrke omtalen af antallet af børn og børnebørn og oldebørn i forbindelse med interviews, hvor det ikke er relevant. Hvor interessant er det for læserne at få oplyst antallet af efterkommere og deres altid succesrige professionelle liv? Det er ugebladsjournalistik.
Med håb om at jeres råd til Hannah kommer til at virke, så hun i fremtiden kan føle sig fri og uafhængig af omgivelsernes opfattelser af, hvad der er det gode og rigtige liv.
Venlig hilsen
Bolette
Kære brevkasse
Jeg har lige læst om Hannahs misundelse i mangel af børnebørn. Det gør mig rigtig opbragt, at hendes venner absolut skal kommentere ”manglen”, det være sig positivt eller negativt.
Selv har jeg ikke børnebørn, men jeg har en dejlig datter, der blev skilt for nogle år siden. Der var ikke børn i det ægteskab, og min datter er heldigvis ikke tynget af ikke at have dem. Skulle jeg alligevel være så heldig, ville jeg i den grad gå amok og forkæle dem grænseløst. I mellemtiden glæder jeg mig over alle de skønne børn, der er i verden. Jeg har haft kontakt til børn i en forening og i mit boligkvarter. Det har beriget mig.
Et stort ønske: Har man ikke noget positivt at sige til kommende forældre, barnløse eller dem, der savner børnebørn: Undlad kommentarer.
Venlig hilsen
Cecilie
Kære Bolette og Cecilie
Tak for jeres umiddelbare reaktioner på Hannahs brev i sidste uge, hvor hun beskrev sin misundelse i forhold til sine venner, der havde børnebørn og begejstret snakkede om dem, mens de jævnligt sagde til Hannah, at det kom nok også for hende en dag eller andre mere eller mindre kloge forsøg på opmuntrende bemærkninger.
Vi skal ikke forsvare Hannahs venner, men måske skal vi alligevel tænke på, at vi alle nok kan komme til at sige uforstandige ting, der kan virke letkøbt i situationer, hvor vi måske ikke helt har fattet, hvilken betydning og hvilken alvor et tema kan have for det menneske, vi står overfor. Nogle gange kan vi også komme til at sige ting, der ikke opleves godt, fordi vi på en kejtet måde har lyst til at opmuntre eller til at gøre situationen mindre sorgfuld, end den er.
Som vi skrev i sidste uge, tror vi, at det kan være en hjælp, hvis Hannah fik frimodighed til at fortælle sine nærmeste venner, hvordan hun har det helt inde i sig selv. Det kan måske umiddelbart virke sårbart, men modsat så er de gode møder og de gode samvær ofte båret af, at vi netop snakker om det ærlige menneskeliv til hinanden og ikke bare smiler og lader, som om alt er fint.
Når vi selv tænker på vores venner, så er nogle af dem, der måske står os allernærmest netop de mennesker, der har vovet at lukke op for deres livsudfordringer og livssmerter. For når man får lov til at blive indviet i dem, kan man opleve sig værdifuld, siden man bliver betroet noget af det sårbare fra dem. Man får lov til at være medvandrer i det ærlige og autentiske livslandskab.
Når andre lukker op for det ærlige liv, kan man også selv få større frimodighed til at være åben om ting i sit eget liv. Midt i savn, sorg og vanskeligheder kan det ad den vej blive værdifulde og gavnlige samtaler, der udfoldes, når mennesker møder hinanden på et dybere og sårbart plan. Og noget af trøsten kan nogle gange ligge i at dele det, som gør ondt.
Selv det at fortælle gode venner, at man kan opleve sig misundelig, går an. Det kan måske umiddelbart virke flovt, men det er også ærligt. Og det kan virke befriende at have lov til at sige tingene, som de er. Og hvem af os har ikke smagt på den følelse i en eller anden sammenhæng i vores liv?
Så i stedet for at være kommenterende i forhold til hinanden, når det gælder vigtige livstemaer, så er det ofte langt bedre at være indfølende eller kærligt spørgende i sin tilgang til andre. At vise medfølelse eller interesse er ofte det, som åbner et andet menneske. Når vi bare kommer med hurtige opmuntringer eller ubetænksomme kommentarer, så lukker vi en samtale og får omgivelserne til at visne i en eller anden grad.
Det er en kunst at være et vist medmenneske, og vi må alle træne i det med jævne mellemrum. For vi mennesker er afhængige af hinanden, ikke mindst når livet ikke blev, som vi drømte om, og når sorgen og mismodet banker på.
Mange hilsener