Den regnvejrspiskede grusvej bugter sig gennem efterårslandskabet bag Ganløse i Nordsjælland, og hist, hvor vejen slår en bugt, ligger Christian Friis Bachs trelængede gård så smukt som den skønneste drøm om det gode liv. På gårdspladsen står en fornuftig Volvo V40 ved siden af ladestationen til hans hustrus endnu mere fornuftige elbil.
Den kommende generalsekretærs hals er fuld af tudser efter nogle handlingsmættede dage i Myanmar, så vi bliver enige om te og sætter os med udsigt over haven, hvor et par indiske løbeænder – som ud over at understrege det idylliske er en praktisk foranstaltning mod havens dræbersnegle – strækker hals for at følge med i, hvad der sker indenfor.
Han har haft en lang sommerferie. Den 1. juni stoppede han efter tre hårde år i Genève som undergeneralsekretær i Unece, der er FN’s økonomiske kommission for Europa, og siden har han i ro og mag kunnet lade op til, at han på onsdag skal overtage ”verdens fineste job” som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.
Stillingen i FN blev Christian Friis Bach headhuntet til, da han i 2013 måtte gå af som minister for udviklingsbistand. Eller måtte er ikke korrekt, for ingen af Folketingets partier – eller hans egen chef, Margrethe Vestager (R), for den sags skyld – krævede rent faktisk hans afgang, da det kom frem, at han var bekendt med det berygtede mødereferat fra et bestyrelsesmøde i den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute (GGGI), hvor de rejseregler, som førte til, at Lars Løkke Rasmussen (V) som formand kunne flyve på første klasse, blev godkendt.
Siden er ministerafgangen gået over i historien som en af de mest tynde – hvilket ironisk nok blot styrkede Christian Friis Bachs image som den retskafne, ordentlige politiker med det veludviklede moralske kompas.
Og nu skifter han så en tung og bureaukratisk armlægning med reguleringer af standarder i transportsektoren ud med et forhåbentlig mere livsbekræftende favntag med menneskerettigheder. For selvom jobbet i FN på mange måder handlede om menneskers vilkår, var det for langt fra det humanitære, som Christian Friis Bach har arbejdet med det meste af sin karriere.
Da FN’s nye generalsekretær, António Guterres, trådte til den 1. januar i år, valgte Christian Friis Bach ikke at søge sin egen stilling. Og selvom familien havde taget Genève til sig som deres anden hjemby – to af hans børn bor stadigvæk i den schweiziske storby som henholdsvis gymnasieelev og praktikant på Danmarks faste FN-Mission – ville han hjem. Rejserne var blevet for mange, og til sidst følte han sig rusten.
”Som bondefødt har jeg det godt med at komme ud og arbejde med natur, dyr og skov, og den sidste tid dernede var jeg gennem en meget stresset periode,” siger han og tilføjer så nærmest en passant:
”Og så fik jeg jo kræft. Prostatakræft.”
Han lader den hænge i luften.
”Det blev opdaget tilfældigt for et år siden ved et af de obligatoriske sundhedstjek, man som medarbejder får i FN, hvor lægerne konstaterede, at mit PSA-tal var for højt. Så nu siger jeg til folk, at FN både var ved at tage livet af mig og har reddet mit liv,” smiler han.
Og nu er der styr på det, og han tænker ikke mere over det i det daglige.
”Min holdning er, at har man et problem, så løser man det. Bagefter havde jeg lidt bøvl med bivirkninger efter behandlingerne, men det er også bare noget, som skal fikses.”
Det har i det hele taget været nogle hårde år for Karin og Christian Friis Bach. I foråret 2013 fik hans hustru konstateret brystkræft og var gennem et længere sygdomsforløb. Det faldt sammen med Christian Friis Bachs tid som minister, og tilmed døde hans far samme år.
”Det var ikke nemt, og der var op- og nedture undervejs i forløbet, især da Karin var syg.”
Han holder en pause.
”At være minister var vigtigt, men på det tidspunkt var der bare en masse andre ting, som også var vigtige. Vi havde en del at slås med i vores liv. Karin har altid været et fantastisk menneske, og efter sin sygdom har hun fået en endnu større styrke og en dybde, som jeg har den største respekt for. Den styrke bruger hun også nu, hvor mange i vores omgangskreds er blevet ramt af kræft. Hun er fantastisk til at støtte og til at bevare sin livsglæde og se på de positive og vigtige ting. Det har jeg lært rigtigt meget af,” siger han, men trækker på det, da han skal forholde sig til, om han var lige så god til at støtte sin hustru, da hun blev syg.
”Jeg tror ikke, at jeg var hverken værre eller bedre end så mange andre i den situation. Jeg var ikke perfekt, men jeg gjorde, hvad jeg kunne. Det var en hård tid. I perioder var det også svært for mig, fordi man som minister er meget presset. Samtidig døde min far, og jeg lå på et tidspunkt og kørte i pendulfart mellem to sygehuse for at besøge dem begge.”
Han tænker lidt.
”Så det var nok medvirkende til, at den ministertaburet ikke klæbede helt så meget fast, som den måske ellers ville gøre. Jeg var meget i løsningstilstand. Min hjerne er indrettet til at løse udfordringer, og jeg kunne nok godt have været mere til stede over for Karin. Men med de udfordringer, der var, kom vi meget tættere på hinanden. Vi har været sammen i over 30 år og kender hinanden godt… og vi har det godt.”
Han lægger ekstra tryk på godt.
”Når børnene er væk, får mange ægtepar problemer, for hvad skal de så snakke om? Men sådan har vi det ikke. Vi er rigtig glade for at være sammen og have hinanden, og det er kun blevet bedre af de her forløb.”
Han fortæller om en episode i ministeriet kort efter sin fars død, hvor topchefen for FN’s nødhjælpsarbejde, baronesse Valerie Amos, en dag efter et officielt møde med embedsmænd og kommissærer bad om at få lov til at tale med Chris- tian Friis Bach under fire øjne. Da samtlige deltagere havde forladt lokalet, fortalte baronessen, at hun havde været gennem et lignende forløb, da begge hendes forælde var døde inden for kort tid. Og et halvt år senere var hun brudt sammen, fordi hun ikke var stoppet i tide.
”Hun ville bare sige til mig, at jeg skulle huske at passe på mig selv, og det er jeg hende evig taknemlig for. Af natur er jeg en, som bare kører derudad og fortrænger en masse på vejen. Det er gået meget hurtigt de seneste tre-fire år, og de seneste måneder hen over sommeren har jeg haft en periode, hvor det har været godt for mig at slappe af og tage den med ro. Der er noget, der skal indhentes og bearbejdes, og min underbevidsthed skal lige nå at følge med. For selvom jeg har løst problemerne et for et: Operation, genoptræning og så videre, så ligger det og ulmer, og jeg skal passe på, at det ikke indhenter mig. Man kan ikke snyde sin underbevidsthed.”
Så efter de tre udfordrende år i FN – hvor han understreger, at det også er minderne om store oplevelser og dedikerede medarbejdere, han tager med sig – begyndte han efter sin operation ”at tjekke Andreas Kamms dåbsattest”, som han siger, for at konstatere, at Dansk Flygtningehjælps generalsekretær gennem 20 år snart skulle pensioneres. Så Christian Friis Bach kunne igen komme til at arbejde med det, han altid har brændt mest for.
Ansøgningen blev skrevet og afleveret, næsten inden stillingen var blevet slået op, og ifølge bestyrelsesformand for Dansk Flygtningehjælp Stig Glent-Madsen var Christian Friis Bach den første ansøger, som meldte sig.
”Vi ved godt, at vi ikke kan få en ny Andreas Kamm, for hans 40 år lange erfaring får Christian ikke lige med det samme, men ligesom Andreas vil Christian også være en blændende advokat for flygtningene,” siger Stig Glent-Madsen.
Selv mener Christian Friis Bach, at den stærkeste røde tråd i hans liv har været kampen mod fattigdom, og han kan fortælle i lang tid om den nærmest endeløse række af frivilligt arbejde og projekter, han har været involveret i, siden han var helt ung.
Han var aktiv i Ulandsimporten – som importerede kaffe fra fattige landmænd og gav dem en god pris for bønnerne – og en af drivkræfterne bag Max Havelaar-mærket i Danmark, hvor unge Christian Friis Bach og hans venner kørte rundt på budcykler og selv forsøgte at sælge kaffen til butikkerne.
”Som barn gik jeg rundt på gården med min far, og her lærte jeg, at når man stødte på et problem, så løste man det. Det var meget håndgribeligt. Det var den samme fantastiske følelse, når jeg kunne være med til at hjælpe fattige mennesker,” siger han og opsummerer sin drivkraft i ét ord: Uretfærdighed.
”Det kommer fra begge mine forældre og min mormor. De behandlede andre mennesker ordentligt og engagerede sig i deres lokalsamfund. De tog ansvar. Hvis nogen havde det lidt svært, tog man hen til dem med lidt mad. Hvis jeg tæller timerne i hele mit arbejdsliv sammen, så ligger mere end halvdelen i det frivillige arbejde. Mine børn har det også i sig og engagerer sig i alt muligt. Jeg elsker at sætte ting i gang og se dem vokse. Om det så er at lave et trug til dyrene eller redde den lokale svømmehal fra lukning ved at købe den af kommunen sammen med naboerne, som vi gjorde for et par år siden,” siger han og tilføjer med et skævt smil:
”Vi havde vagter, hvor vi skiftedes til at cykle op om morgenen og hælde klor i bassinet. Det var et mareridt.”
Amnesty International, Max Havelaar, Verdensnaturfonden, Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke er blot blandt nogle af de organisationer, Christian Friis Bach har involveret sig i, og han har naturligvis siddet i samtlige bestyrelser i sine børns skoler og daginstitutioner. Og som iværksætter har han været med til at udvikle droner til minerydning, en miljøvenlig generator til flygtningelejre, en app til rapportering og registrering af brønde via gps og en sammenklappelig letvægts- trillebør til afrikanske landmænd – som Marianne Jelved ifølge opfinderen selv er helt vild med.
Hans vendepunkt var, da han i 2.g. på Kalundborg Gymnasium læste Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensens debatbog ”Oprør fra Midten” fra 1978, hvis tanker om, hvordan man selv kan tage et ansvar for både sit lokalsamfund og for verden, gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Christian Friis Bach.
Da han havde vendt bogens sidste side, skiftede han Venstres Ungdom ud med Radikal Ungdom, og den træskoklædte bondedreng begyndte at hænge ud med de flippede typer i islandske sweatre nede i ”rygeren” på gymnasiet.
Hans far var både agronom og lektor i kemi på universitet, og sammen med Christians mor passede han gården i sin fritid. Christian Friis Bach blev også selv landbrugselev på en stor gård med 90 malkekøer og tog ligesom sin far uddannelsen som agronom.
”Det har hjulpet min forståelse af folks udfordringer og levevilkår i fattige lande, hvor landbruget fylder så uendeligt meget mere, end det gør herhjemme, og hvor det kan være vejen ud af fattigdom. Jeg har tilbragt timer sammen med landmænd rundt omkring i verden for at prøve at forstå deres udfordringer,” siger han.
Og nu skal han ikke bare forstå verdens udfordringer, men også være i stand til at kommunikere til danskerne, at verdens flygtninge har brug for hjælp.
”Jeg er meget drevet af en rettighedsbaseret tilgang, som handler om det helt simple, at vi efter Anden Verdenskrig har gjort en anstrengelse for at skrive nogle spilleregler ned, om at alle har ret til et liv i tryghed og værdighed, ret til mad og vand, ret til tag over hovedet og adgang til basale sundhedsydelser og uddannelser. Så behøver jeg ikke så meget mere. Det handler om grundlæggende retfærdighed og værdighed, og at man har lyst til at hjælpe, når man står over for et menneske i nød.”
For når det kommer til stykket, handler det om tro.
”Jeg tror på det gode i mennesker, som kan forene dem på tværs og hjælpe med at gøre verden til et bedre sted. Når jeg tænker over, hvad mennesket er i stand til, er det en påmindelse om, at der må være en større spirituel sammenhæng, som vi endnu ikke har forstået. Jeg har selv oplevet, at hvis jeg prøver at gøre noget godt hver dag, så kommer det godt igen og gør mig til et stærkere menneske.”
Hustruens mor er halvt italiener, og begge Christian Friis Bachs svigerforældre var katolikker. Ægteparrets børn er døbt katolsk.
”Jeg har lært meget af Karins tro, som er mere grundlæggende på Gud. Den har hun givet videre til vores børn, og det er en stor styrke at give dem det med.”
Hans far voksede op i et indremissionsk hjem, men brød fri og blev ateist.
Men han var paradoksalt nok det mest religiøse menneske, jeg har kendt, fordi han stod for det kristne budskab om at behandle sin næste som sig selv, og hvis man har to skjorter, så skal man give den ene væk. Han var et af de fineste, levende eksempler på næstekærlighed. Men man kunne aldrig få ham til at indrømme det, for han var en stædig rad. Og selvom han så sig selv som ateist, var han alligevel i mange år formand for menighedsrådet, fordi der jo også skulle nyt tag på kirken,” siger han om sin fars praktiske tilgang til næstekærlighed.
”Den spirituelle kraft er vigtig at fastholde i de her år, hvor vi oplever så ekstremt et had mellem befolkningsgrupper,” siger han og nævner Myanmar, hvor han lige er kommet hjem fra med Dansk Flygtningehjælp (i øvrigt på økonomiklasse og ikke business, skulle vi hilse at sige), hvor hadet mellem buddhistiske nationalister og muslimske rohingyaer er massivt, ligesom det er på Vestbredden mellem palæstinenserne og jødiske bosættere eller i Congo mellem flertalsbefolkningen og pygmæerne.
”Det had skal vi gøre noget ved. Derfor tror jeg også, at min tro passer godt til Dansk Flygtningehjælp, og det vi kæmper for,” siger han og minder om alle de positive historier, man også skal huske at fortælle.
At det faktisk går i den rigtige retning. At flere afrikanske børn overlever deres første fem år, at flere børn kommer i skole, og at antallet af mennesker, der bliver dræbt i konflikter, er faldende.
Han rejser sig op, tager træsko på og går udenfor.
”Du skal lige se køerne,” siger han og fører an op ad den lille markvej under den smukke efterårshimmel.
”Bosser, bosser bosser,” råber han ud over marken, som har han og de fem nye langhårede Galloway-køer deres helt eget indforståede sprog, og de store dyr kommer med det samme springende som kåde børn.
”De største udfordringer mod ekstrem fattigdom er konflikter og klimaforandringer, men vi er den første generation, som kan sætte et realistisk mål om at udrydde den. Tænk sig hvis det lykkes!”