Prøv avisen
Dage med diagnose

Når en operationsstue minder om en afhøringskælder hos KGB

Hanne Foighel Foto: Emil Kastrup Andersen

Journalist Hanne Foighel skal have fjernet æggestokkene og mest muligt af den cancer i mavehulen, der har bredt sig fra dem. Operationen foregår i Israel, og hun er mildest talt beklemt ved situationen

Giften har virket. Efter tre runder kemoterapi er stort set alle metastaser forsvundet. Det er nu, jeg skal have fjernet æggestokkene og mest muligt af den cancer i mavehulen, der har bredt sig fra dem. Mere siger lægerne ikke på forhånd. Noget skræmmende.

Inden jeg bliver kørt ind på den gynækologiske operationsstue, møder jeg anæstesilægen, dr. Sergej. Det foregår på et gangareal, hvor læger, sygeplejersker og stabler af steriliseret operationsstueudstyr, vasketøj, og hvad der i øvrigt var på pallerne, ugeneret passerer forbi os. Han står ved en computer, der dikterer ham de spørgsmål, han stiller videre til mig. For at sikre, at jeg er den rette patient. At jeg er på det rette sted, og at mine øvrige oplysninger er skrevet rigtigt ind i systemet.

I de måneder, der er gået på gynæko-onkologisk afdeling, har jeg stiftet bekendtskab med israelske hospitalers multikulturelle sammensætning. Reservelægen, dr. Majdi, der er beduin fra byen Beersheba, sygeplejerskerne Viki, Anastasia og Yelena, der alle er fra Ukraine, og deres kolleger Merav, en ortodoksreligiøs jøde, og Fatma, der er muslim, er bare et tilfældigt udsnit.

Det er ikke til at tage fejl af dr. Sergejs tunge russiske accent. Der var mange tusinde læger blandt den omkring en million tidligere sovjetborgere, der mellem 1990 og 2000 immigrerede til Israel. Dr. Segej er en af dem.

Operationssygeplejersken Julia kommer hen til os på gangen og præsenterer sig kort. Smilende og høj, mindst 2,1 meter.

Midt i operationsstuen står en gynækologisk operationsstol badet i lys. Utallige slanger og kabler løber fra den i alle retninger. Der bliver jeg sat af og hjulpet til rette af en yngre mandlig sygeplejerske, der ikke giver sit navn.

Sygeplejersken Julia og dr. Sergej konverserer livligt hen over hovedet på mig med hinanden og med den unge sygeplejer på klingende russisk. De er altså alle tre israelere født i Sovjetunioen.

Dr. Sergej begynder så – på hebraisk – at forberede mig på, at han før den generelle narkose ville lægge en rygmarvsbedøvelse: Mens jeg sidder på kanten af operationsstolen, vil jeg først kunne mærke et stik i ryggen og så fornemmelsen af en elektrisk strøm, der spreder sig i den nederste del af kroppen.

En god veninde, der i de seneste par år har været alt for mange canceroperationer igennem, havde kort forinden delt en af sine gode erfaringer:

”Jeg beder altid en af sygeplejerskerne holde mig i hånden, når de giver narkosen, det gør det hele mindre skræmmende.”

Det er lige netop det, jeg vil. Gøre det hele lidt mindre skræmmende. For situationen er ikke tryg: Jeg sidder på en torturlignende stol, badet i lys, omgivet af russisktalende mennesker med nåle og knive og skal forberede mig på at føle, at jeg får strøm.

Jeg tager mod til mig og kalder i retning af sygeplejersken Julia:

”Vil du kunne holde min hånd et øjeblik?”, spørger jeg, mens dr. Sergej forbereder sine lange nåle et sted bag min ryg. Jeg fødte begge mine børn ved naturlige fødsler, tænker jeg og når at undre mig over, hvorfor så mange fødende i dag beder om disse skræmmende rygmarvsbedøvelser.

Måske er mit hebraisk ikke perfekt. Måske sygeplejersken Julias ikke er det.

Men hun svarer ja og kommer med lange skridt hastigt over til mig, mens hun stadig taler russisk med dr. Sergej. Hun stiller sig foran mig, strækker begge sine hænder ud imod mig, griber om mine håndled og presser mine arme ned imod en slags armlæn på operationsstolen.

Jeg når at registrere, at jeg i stedet for den omsorgsfulde hånd, jeg havde forestillet mig, er blevet fuldstændig og ubarmhjertigt låst fast. I det samme kommer stikket i ryggen og den hæslige følelse af et elektrisk stød fra ryggen ned i benene sammen med den vanvittige – men i det splitsekund slet ikke usandsynlige – tanke, at jeg i stedet for at være i en operationsstue på hospitalet er havnet i en afhøringskælder hos KGB.

Så er ubehaget forbi. Jeg får besked på at læne mig tilbage i stolen og hører dr. Sergej byde mig godnat.

Det næste, jeg husker, er fra opvågningsstuen, hvor en let agiteret kvindestemme småråber ud i lokalet ”hvor meget vejede de?” og får svaret: ”2780 og 2550 gram. Mazel tov!”. Hun har netop født tvillinger.

Først da opdager jeg, at min datter står ved siden af mig og smilende siger: ”Mor, det er overstået, det gik fint.”