Prøv avisen

Indretningsarkitekt: Mange føler hjemve i deres egen bolig

”Man mærker hjemveen i eget hjem, når man nogle dage efter en rejse eller ferie ikke magter at være hjemme. Måske får man hovedpine, mens andre har en ubehagelig følelse af ikke at kunne falde til ro i hjemmet,” siger Kirsten Steno. – Fotos: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix.

Kirsten Steno har som indretningsarkitekt indrettet mere end 2000 boliger og erfaret, at mange har hjemve i deres bolig. Selv har hun indrettet sig med påmindelser om sin tro og fundet en balance, så hendes ægtefælle ikke føler sig fremmedgjort

Hjem er det sted, man hører til, elle

r som det hedder i Den Danske Ordbog om hjem: En persons bolig som udgør vedkommendes private tilholdssted ofte med tanke på fællesskabet mellem de mennesker, som personen bor sammen med.

Men langtfra alle kommer til et hjem, når de åbner døren til deres bolig. Det mener i hvert fald forfatter og boligdesigner Kirsten Steno.

Det er snart 30 år siden, hun blev uddannet til indretningsdesigner. Hun arbejder som boligdesigner, og hun har indrettet over 2000 boliger. De seneste år har hun flyttet fokus i sit virke og arbejder nu med at få folks værdier og normer til at blive afspejlet i hjemmet. For nogle år siden tog hun en coachuddannelse i USA med henblik på at kombinere fagligheden som boligdesigner med coachingteknikker, og i dag kan hun også skrive ”house coach” på sit visitkort.

I de år, hvor hun havde travlt med traditionelle indretningsopgaver, blev det klart for hende, at mange kunder, på trods af smukke hjem, sad tilbage med en grundlæggende følelse af hjemve. Nu blot i en mere harmonisk indrettet bolig.

Hjemve er ifølge Den Danske Ordbog længslen efter at vende hjem, der blandt andet giver sig udtryk ved nedtrykthed, utilfredshed med de aktuelle omgivelser og tankevirksomhed koncentreret om hjemmet, hjemegnen eller hjemlandet og de mennesker, man dér er tilknyttet. Og selvom danskerne bor længe i deres boliger, oplever Kirsten Steno, at følelsen af hjemve er udbredt.

”Man mærker hjemveen i sit eget hjem, når man nogle dage efter en ferie eller forretningsrejse ikke magter at være i sit hjem og måske får hovedpine eller åndenød. For andre er det den ubehagelige følelse af ikke at kunne falde til ro i sit hjem, fordi det hele føles fremmed.”

”I dag vil vi gerne have vores indretning til at afspejle vores værdier. Det har været en klar udvikling efter finanskrisen, men det kan være svært, og mange begynder at undskylde, hvordan de bor, inden man er inden for døren.”

Kirsten Steno taler hjemmevant om strømningerne inden for boligmoden de seneste tre årtier fra dengang, hvor mange kvinder drømte om en patineret Jomfru Maria-statuette, til den periode i 2000’erne, hvor farverne forsvandt fra indretningen, og alt skulle være enten sort eller hvidt. Selv drev hun i nogle år en indretningsbutik i Kolding, hvor man kunne købe interiører eller booke hende. Det var før finanskrisen, og i seks år var der et halvt års ventetid på at få hende ud.

”Jeg er overbevist om, at de mennesker, som ikke kan gå ind en indretningsbutik uden at købe noget, og som hele tiden indretter, nærmest desperat forsøger at flytte ind i deres bolig og opnå en følelse af hjemlighed, men der er noget, de skal arbejde med, før de kan føle sig hjemme med hjerte og sjæl.”

I forbindelse med hendes opgaver i private hjem, er det blevet klart for hende, at frygt er som et enormt møbel, som fylder og generer i mange boliger.

”Frygten kan man aflæse i modstanden mod at indrette med farver og i fraværet af blomster. Planter man en rose, er det et udtryk for, at man er flyttet ind og har hjemme, men hvis man kommer til en bolig, hvor der kun står tomme vaser i vinduerne, vil beboerne ofte kunne fortælle mig en historie om frygt. De er frygtsomme og under sig end ikke en buket dahliaer på denne tid af året.”

Frygten kan hun også møde som en slags bolig-ocd. Hun har rådgivet folk, som ikke kan gå på job, hvis der ikke er sirlig orden i bestikskufferne, og andre, som ikke kan være i et rum, hvis der er synlige ledninger.

”Så må jeg jo spørge, hvad de tror, de ledninger repræsenterer i deres liv. Hvad er det, de er så bange for?”.

Men er kuren så at smutte ud i nærmeste varehus og købe kulørte puder, så boligen ikke fremstår nærmest farveløs, og bestille en håndværker, som kan fræse ledningerne ind i væggen? Kirsten Steno ryster på hovedet:

”Hvis du er modløs og træt af dit hjem, så skal du bruge tid på at finde ud af, hvad det er for følelser, som ligger til grund. Det er ikke noget, man kan købe sig ud af.”

Forholdet til ens bolig kan man tegne som en pyramide, forklarer hun og skitserer den model, hun ofte gennemgår med sine klienter for at forklare, hvad et hjem er. Grundlæggende er hjemmet et sted at bo, med tryghed og en række praktiske funktioner, det er også et sted, man forbinder med at høre til. Men samtidig er hjemmet udtryk for ens normer og værdier og det, man må stræbe efter. I toppen af pyramiden skiver hun: Hjemmet er en oase for sjælen.

”Lykke opstår, når man lever i medgang og modgang med mennesker, vi elsker, og som elsker os i omgivelser, som manifesterer og reflekterer kærligheden omkring os. Jeg har arbejdet med kunder fra mange kulturer og samfundslag, men det her mønster ser jeg som gennemgående.”

Inden man tager fat på spørgsmål om stuens indretning, opfordrer hun sine klienter til at flytte fokus fra hjerne til hjerte. Øvelsen tager omkring en halv time, hvor man ser på, hvad der gør en irriteret, ked af det, vred, ulykkelig og bange. Og bagefter ser man på en positiv kurve, hvor man noterer, hvad der gør en let om hjertet, glad, positivt overrasket, forventningsfuld, dybt taknemmelig og giver fred i sjælen.

”Både de negative og positive følelser kan bruges som en guide. Det handler ikke om at bruge livet på at undgå de negative følelser. Dem kan vi lære af, og vi kan se dem som tapperhedsmedaljer, der måske har gjort os stærkere og klogere.”

For Kirsten Steno er indretning langtfra kun et spørgsmål om æstetik, men om at inspirere mennesker til at finde hjem på et dybere plan. For at se, hvad hun mener, inviterer hun på en rundtur i sin sommerbolig: Et sortmalet træhus ved Kelstrup Strand lidt syd for Haderslev nær Lillebælt.

Fra huset er der udsigt til Barsø og det nordlige af Als, men på hvilken måde afspejlet huset hendes værdier? Hun mærker glimt af lykke, når hun sætter blomster i vase og reder sengen med sengetøjet, som er blevet blæst igennem af havluften. Huset ved skov og vand rummer nogle af de kvaliteter, som grundlæggende gør hende godt: Bølger, skov og en blå tone, som går igen i indretningen.

Hun vender tilbage til øvelsen, hvor man ser på, hvad der giver en negative og positive følelser og forklarer, at det virker som en slags gps for hende. Når hun taler om indretning, taler hun ikke om glæden ved at ryste en pude, men om at arbejde med en eksistentiel hjemve.

Kirsten Steno kender til at være ulykkelig og bange. For syv år siden fik hun konstateret hudkræft. I dag er hun rask, men lever med visheden om, at sygdommen kan vende tilbage.

To år efter hendes sygdomsforløb opdagede lægerne en tumor i sønnens hjerne. I dag er han rask og i gang med en uddannelse.

”Når jeg mærker bekymringen og frygten, rækker jeg ud til Gud. Jeg er vokset op i et hjem med kirkegang, men som voksen fandt jeg troen på Gud, da jeg var nede i et kæmpe livshul.”

Da hun og ægtefællen Frank Eisby skulle indrette sig i sommerhuset, skulle de balancere Kirsten Stenos behov for at bo med tegn, som minder om og udtrykker hendes kristne tro, og ægtefællens ubehag ved et hjem fuld af kristne symboler.

”Det er et ubehag, Frank deler med mange i Danmark. De fleste kan være med til at have en engel, men kors er noget, mange har modstand mod. Selvom jeg gerne står ved min tro, er det også vigtigt for mig, at vores hjem ikke kommer til at virke ekskluderende ved at være fuld af symboler.”

Symbolerne er arbejdet ind i boligens øvrige udtryk. I et hjørne af stuen står et stort spejl med hvid ramme, hvor hun med hvid kridttusch har skrevet: ”God can dream a bigger dream than you could dream for yourself” (Gud kan drømme større drømme, end du kan drømme for dig selv).

Med udsigt til Lillebælt står en lænestol.

I stolen ligger en pude, som er Kirsten Stenos bønnepude. Hun hviler sine knæ på puden, når hun beder. Puden repræsenterer også, hvad man kan kalde et sjælevenskab. I 20 år har hun delt sin tro med en veninde, og veninden har en pude magen til Kirsten Stenos.

”Det betyder noget for mig, at når jeg ser puden, bliver jeg mindet om det særlige bånd, vi har til hinanden og det troens fællesskab, som er en kostbar gave. Jeg købte de to puder tilfældigt på en rejse, men på grund af deres brug har de fået en særlig betydning.”

Oppe på første sal er der indrettet et soveværelse med udsigt over Lillebælt. Ved vinduet har hun indrettet et lille alter.

”Det er noget meget privat, og jeg ønsker ikke, at alle, som kommer ind, skal se det, så derfor har jeg det i vores soveværelse.”

Her står et billede af sønnen, som blev taget, da han var 20 år og mærket af sygdommen. Han er flankeret af sin mor og mormor.

De tre på billedet har alle haft kræft og overlevet.

En engel repræsenterer et familiemedlem, som i øjeblikket er i behandling for kræft. Kirsten Steno har sat et af sine foretrukne bibelvers op: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.” Her er blandt andet også et lys og en vase, hvor hun altid har en blomst.

”Jeg rejser meget, og når jeg rejser, har jeg altid de ting, som står her, med. Det betyder, at jeg kan finde frem til og blive mindet om det, som er centralt for mig, uanset hvor jeg er.”

Noget af det, Kirsten Steno ofte opfordrer folk til, når de indretter, er, at de tænker deres vi- sioner ind i boligen. Hendes eget sommerhus er ingen undtagelse. Her er blandt andet et lille maleri, som minder om hendes vision: At bruge af sit overskud på at lindre andres hjemve.

Da både hun og sønnen var kommet gennem, hvad hun kalder cancerørkenen, var hun så fyldt af taknemmelighed, at hun besluttede, at hun ville donere en del af sin tid til frivilligt arbejde.

”Min forældre er kristne, og min far har været verdenspræsident for Y’s Men-bevægelsen og opdragede ved et smukt eksempel os børn til, at vi alle har et ansvar for vor næstes trivsel. Mit frivillige arbejde er også en måde at løfte den arv på.”

Den ene dag holder hun workshops i et boligmagasin i en forstad til London for særligt indbudte, som kommer for at høre om, hvordan de kan indrette med hjertet og ikke kun med hjernen, og den anden dag samarbejder hun med et herberg i København om at hjælpe hjemløse til at komme til at bo med hjerte, og en formiddag sidder hun to timer med en klient, som er blevet skilt og ufrivilligt er flyttet til en ny bolig.

”Når man sidder der med flyttekasser, som man dårligt ønsker at pakke ud, og man har problemer med eksmanden og er bekymret for, hvordan det skal gå med ens børn, så kan det virke helt uoverskueligt at finde ud af, hvordan man skaber et hjem, hvor man kan føle sig hjemme, og samtidig er det måske aldrig mere vigtigt end netop på det tidspunkt. Jeg har selv været der, da jeg for mange år siden blev skilt fra min søns far. I de samtaler prøver jeg at inspirere til at flytte fokusset fra det, man har mistet, til det, man gerne vil have ind i livet. To timer af min tid kan gøre en forskel.”

Kirsten Stenos mand bryder sig ikke om en bolig, som er fuld af kristne symboler, så parret har måtte finde en balance, hvor symboler og udtryk er til stede uden at være dominerende. Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
I soveværelset har Kirsten Steno indrettet et lille alter. Hun rejser meget med sit job. Når hun rejser, tager hun det med og stiller det op på hotelværelset, for det minder hende om, hvad der er centralt for hende.
Puden i lænestolen er Kirsten Stenos bønnepude. Når hun beder, knæler hun på puden. Puden er også et udtryk for et sjælevenskab gennem 20 år med en veninde. Veninden har en tilsvarende pude.