Prøv avisen

Claus Grymer mistede sin hustru for et år siden: Det er som om, jeg skal begynde forfra hver dag

Hun kaldte den ”Novemberenglen” og tændte lyset i dens hænder hver dag i november. Som et forventningens lys i den mørkeste måned. Nu må Claus Grymer selv finde den frem og sikre englevagten i hjemmet, præcis som de to voksne døtre også har taget moderens tradition til sig. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

For godt et år siden mistede forfatter Claus Grymer sin hustru. Lige siden har han stillet sig selv spørgsmålet: ”Hvordan lever man, når man har mistet livet?”, der også er titlen på hans nye bog. For det er, som om det er ham og ikke hende, der nu er død

Hun kom ind i hans liv som ”et mirakel”. Det er Claus Grymers eget ord. Og ikke for stort, siger han.

Med bredskygget hat og storblomstret kjole mødte hun op på Morsø Folkeblad – hvor han var journalistelev – og lignede en diva. Men Nykøbing Mors var så langt fra Hollywood, som han kunne forestille sig. Så han blev forlegen og kunne ikke engang skjule det. Hun lod sig derimod ikke mærke med hans tøvende velkomst. Smilede bare stort til ham. Og byttede tøjet næste dag.

Dengang var Claus Grymer 23 år, og kvinden i hans liv var 20. Kirsten var udadvendt, storsmilende og livsglad. Hun gik på seminariet i Silkeborg og elskede at synge. Højt og for andre. Selv var han derimod lidt kejtet, en smule reserveret og langt mere bekymret over både stort og småt. Livet faldt ikke den unge præstesøn så let, som det gjorde for hende. Men med Kirsten ved sin side, blev livsglæden også hans.

Hun blev på den måde hans mirakel. Og selv om Claus Grymer som journalist og forfatter altid har arbejdet med at finde de rigtige ord, så har nogle ord ofte føltes for store og svulstige for ham. Men ikke nu. For som han siger, så bliver ordene så store i sorgens tid, som de er. Endelig bliver de det – endelig ophæves mådeholdets kejtede begrænsninger.”

Sætningen er fra hans nye bog ”Hvordan lever man når man har mistet livet?”, der udkommer den 20. november.

Læs et uddrag af "Hvordan lever man når man har mistet livet?" her.

Han begyndte at skrive den, dagen efter hans elskede Kirsten Tikjøb Grymer blev bisat i august sidste år. Idéen kom fra billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt, der var med til at sige det sidste farvel, som en rigtig god ven. Og selv om nogle sagde til ham, at det da godt nok var hurtigt efter Kirstens død, var der så mange ord, der skulle ud. Skulle siges. Som de ikke var blevet det, mens hun levede.

”Selvkritikken har fyldt en del. For Kirsten var så umiddelbar, så gavmild med sin glæde og så let at gøre glad. Hvorfor gjorde jeg det så ikke noget mere? Hun ville for eksempel så gerne have, at jeg brugte bare nogle af mine ord til at skrive kærlighedsdigte til hende. Jeg forsøgte og beskrev for eksempel en indkøbstur i Brugsen som en slags lovsang til hende. Jeg oplevede selv, at digtet var fyldt med ’kærlighed på alle hylder’, men hun syntes, der stod for meget om Brugsen og en del mindre om hende.”

Claus Grymer sidder i stuen i det hjem, hvor han og Kirsten havde deres fælles liv. Efter hun gik på pension fra sit lærerjob, flyttede de til hendes barndomsby Gedved i Østjylland, og ”det er hendes ånd, der er overalt i hjemmet,” siger han, mens han finder fotos frem af Kirsten.

I bogen skriver han: ”Hun var lige så generøs, som jeg er nærig... En nærig enkemand! Nej, det lyder ikke rart.” Og uddyber beskrivelsen hen over kaffen.

”På en måde holder jeg jo en slags dommedag over mig selv. Ens svigt bliver mere tydelige, når de er uigenkaldelige. Men i bogen giver jeg hende lov til at fylde alt det, hun gjorde i livet.”

Kirsten er ét stort smil på alle de billeder, han kan finde. Det sidste han husker, er også et smil. Fra den sidste dag hun var ved bevidsthed, inden hun døde fire dage senere. Hun lå her i stuen i en hospitalsseng og havde besluttet, at nu var det nok. Kemoen virkede ikke på den akutte leukæmi, som først blev opdaget et år efter, den ramte hende. Som den medicinske forklaring på de underlige blå mærker, der var begyndt at dukke op på hendes krop. Og her to år senere ville hun ikke længere have den såkaldt livsforlængende behandling.

”Hun var meget stærk, og det viste sig jo for alvor, da hun blev syg. Hun ville have klar besked fra lægerne. Og selv da hun fik beskeden om, at der nok kun var 14 dage tilbage, beklagede hun sig ikke. For på samme måde som hun ikke var bange eller bekymret for livet, var hun det heller ikke for døden. Hun lærte mig på den måde meget om livsmod og dødsmod, og selv om hele hendes sygdomsforløb var så fyldt med frygt fra min side, var der også noget livsbekræftende i at opleve hendes livsglæde på trods af, at det snart var forbi. Kirsten var altid på livets side.”

I det ydre forløber Claus Grymers hverdage som før. Med anmeldelser, der skal skrives til Kristeligt Dagblad, bøger, der rumsterer i baghovedet og arbejdstimer på kontoret ved computeren. Men før var hun i rummene ved siden af. Han følte sig hjemme i lyden af hendes liv, at høre symaskinens snurren, når hun skabte sine smukke tæpper i patchwork, nød at fornemme grin og alvor, når hun havde besøg af veninderne, og genkendte den særlige omsorg i hendes stemme, når det var en af de to døtre eller de seks børnebørn, som var i telefonen.

Claus Grymer har ellers aldrig været bange for at være alene. Faktisk får han hurtigt nok af sociale sammenkomster. ”Men alligevel tror jeg, at hun ville have haft lettere ved at blive enke, end jeg har. Med sit lyse sind og sin personlige styrke. Det var også tilgange til livet, som jeg lånte af hende. Nu har jeg derimod oplevet dage, hvor jeg har længtes efter ’nattens søvn’, efter at forsvinde. Ikke at jeg for alvor har tænkt mig at gøre en ende på mit liv, men der er så meget på spil, når man mister den, der var lyset, glæden og meningen i ens liv. Det er en sag på liv og død. En konstant følelse af tomhed, hvor morgenerne er værst. Det er, som om man skal begynde forfra hver dag.”

Han er også uvant med at være vært og har forud for interviewet spurgt, hvad han måtte servere. For det var hende, der var den huslige. Og den praktiske. Nu er hun der ikke længere til at købe ind. Eller til at fylde benzin på bilen, som også var noget, hun havde let ved. Mens han med egne ord ”fumler” med tingene og føjer det til listen af enkemandens små sejre, når benzinstanderen endelig lystrer, og seddelautomaten accepterer hans kort.

Kirsten er dog stadig nærværende. Han taler med hende hver dag. Spørger hende til råds og tænker altid over, hvad hun ville have gjort eller sagt i situationer, hvor han selv er i tvivl.

”Så på en måde er hun her jo stadigvæk, og jeg læner mig fortsat op ad hendes livsklogskab og lethed ved tilværelsen. Og ad hendes tro. Den var mere enkel og ligefrem end min. Kirsten gik ikke meget i kirke, men hun havde sin ’barnetro’, som hun kaldte den, og den var koblet med en tillid til, at alt i sidste ende er af det gode. Hun så det derfor også som noget helt naturligt og ufarligt, når hun havde de her særlige oplevelser, andre nok ville kalde mystiske. Som da hun pludselig mærkede, at hendes onkel, der boede langt væk, ville i kontakt med hende, og hun senere fandt ud af, at det var sket nøjagtig på tidspunktet for hans død. Eller da vi skulle adoptere Anne og var i tvivl, fordi hun var ældre end to år, og Kirsten så fik en særlig lysoplevelse i køkkenet, der fejede al tvivlen væk.”

Mens hun var syg, lå Kirsten en dag på sofaen og slumrede. Ud ad terrassevinduet så hun pludselig parasollen forvandle sig til en engel, der smilede til hende, og Claus Grymer er derfor sikker på, at Kirsten i dag er et sted, hvor hun har det godt. Hvor hun stadig smiler.

Han kommer i tanke om, at han skal finde novemberenglen frem. En engel i keramik, der holder et lys frem, som Kirsten lod tænde hvert år i den mørke måned. Som et lys i mørket og i en glædelig forventning om julen. En tradition med englevagt, som også de to voksne døtre har taget til sig.

Han har også købt en kalender. Det plejede at være Kirsten, der købte den til ham, og på den måde ”gav ham tiden”, som han beskriver det. Men nu har han selv gjort det. Han har givet tiden til sig selv. Og måske er de 100 kroner, den kostede, alligevel ikke så dyrt, som han først tænkte. For ”hvis en fremtid følger med, går det vel an.”

Ind i sorgen, savnet og det terapeutiske arbejde med bogen, dukker små sprækker af håb op. Som han formulerer det i bogen:

”Da hun levede, spurgte jeg sommetider mig selv, hvordan jeg skulle have klaret mig uden hende. Nu ved jeg, at det er umuligt. Men så prøver jeg at invitere gæster og bestiller smørrebrød. På visse dage er det umulige måske alligevel muligt. Det skal vise sig.”