De seneste årtier har mange sukket efter tid til det nære. Og da pandemien i sidste måned suspenderede valgfrihedens tyranni, og ingen længere kunne brokke sig over at skulle smøre madpakker eller sidde fast i myldretidstrafikken, viste der sig muligheder for sammenhæng og tid i hjemmet.
Nærmest fra den ene dag til den anden stoppede hamsterhjulet, og tre uger efter at meget var lukket ned, bad analyseinstituttet YouGov på vegne af Kristeligt Dagblad et repræsentativt udsnit af danskere svare på spørgsmål om blandt andet coronaens påvirkning af håbet og meningsdannelsen. Et af spørgsmålene lød:
”Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? Jeg har sværere ved at finde håb eller mening med livet end normalt.”
Knap 20 procent svarede, at det var blevet sværere at finde håb og mening med livet end normalt, men måske er det mere interessant, at 57 procent ikke kunne tilslutte sig udsagnet om, at det blev sværere at finde håb eller mening.
At knap hver femte finder det sværere at finde håb og mening i forbindelse med coronapandemien, kan ifølge filosoffen Arno Victor Nielsen tolkes som en sjælelig sundhed i befolkningen.
”Det ville også true folks overlevelseschancer, hvis de både skulle beskæftige sig med frygten for en pandemi og samtidig skulle udsætte sig for den store fortvivlelse ved at dykke ned i en følelse af meningsløshed.”
Han er skeptisk over for Kristeligt Dagblads undersøgelses resultat, fordi han mener, at spørgsmålet forudsætter en oplevelse af meningsløshed.
”På den ene side kunne man forestille sig, at verden taber mening for den enkelte som følge af pandemien. Men det kan også være, at det er det modsatte, der sker nu: At folk bliver klar over, hvad der reelt har mening. Det kan være, at nogle af de små ting i tilværelsen nu pludselig afslører sig som det virkeligt meningsfulde, som når en ven ringer, eller man laver en god frokost.”
Omtrent samtidig med at YouGov indsamlede data for Kristeligt Dagblad, gennemførte Lahme Kommunikation en undersøgelse af konsekvenserne af nedlukningen af Danmark, hvad angår forbrug, parforhold og livskvalitet. 909 personer, med en overvægt af veluddannede kvinder i 30’erne og 40’erne, svarede, og undersøgelsen er udkommet i en særudgave af firmaets trendrapport. Ifølge undersøgelsen er der ikke tale om en menings- og håbskrise, men om at pandemien får meningen til at stå klarere frem. Etnolog Julia Lahme, som er direktør i Lahme Kommunikation, siger:
”I krisen har vi lettere ved at navigere, fordi mulighederne er færre, og det giver en tryghed, mens man i en hverdag med en overflod af muligheder bliver mere forvirret, fordi man skal træffe en række valg. Der er en masse spørgsmål, man ikke har tid til at overveje i en krisesituation, men i stedet får man skærpet blikket for hverdagen.”
Samtidig med at den langsomme genåbning i denne uge gik ind i en ny fase, har forårssolen skinnet over haver, som måske aldrig har været så velplejede som netop nu. Noget af det første, som blev genåbnet, var genbrugsstationerne – til glæde for de mange, som i forbindelse med nedlukningen har haft travlt i hus og have. De mange gør-det-selv-projekter er nærmest forventelige, for når krisen kradser, får det nære lov til at fylde. Historien rummer mange eksempler på det.
Den amerikanske fremtidsforsker Faith Popcorn introducerede for snart 40 år siden begrebet cocooning, som hentyder til sommerfuglen i sin puppe. Som et modsvar på en truende verden trækker man i blødt tøj og bliver hjemme. Efter at Faith Popcorn havde introduceret begrebet, er det blevet brugt ret forskelligt. Harvard-professoren Robert Putnam tog i 2000 begrebet op i sin bog ”Bowling Alone”, hvor han skrev om tabet af social kapital, mens designere som Ralph Lauren og Giorgio Armani i begyndelsen af 1990’erne tegnede tøj, som lignede nattøj, så man kunne have følelsen af at være i sin puppe, også når man bevægede sig ud i verden. Efter terrorangrebene på USA i 2001 dukkede begrebet atter op. Og når vi skal se tilbage på året 2020, forventer etnolog Julia Lahme, at klassiske cocooning-dyder som bagning og syltning vil være blevet glorificeret, for hjemmebag er et svar på, at meningen er blevet udfordret.
”Da Danmark lukkede ned, kom hverdagen til at fylde. For første gang i generationer havde vi et land, hvor alle husstande var som små produktionsenheder, hvor forældre blev tvunget til at samarbejde, samtidig med at mange også skulle arbejde på distancen. Al den distraktion, vi har i vores hverdag, forsvandt, og vi blev tvunget til at se vores egne valg i øjnene.”
I de 909 svar, som Lahme Kommunikation har indsamlet, fylder overvejelser om parforholdet meget.
”Nogle er blevet overraskede over, hvor godt de har fungeret sammen i krisen, men der er også dem, som har set deres ellers rolige mand trøste sig med rødvin hver aften, og de har mærket deres egen frustration over, at de ikke kunne komme ud af huset. Sprækkerne i parforholdet er kommet til at stå klart for mange, og vi må forvente et boom i skilsmisser, vi vil se flere familier overveje alternative måder at indrette sig på, og der vil være en vækst i antallet af kvinder, som vil ønske at være hjemmegående. Det sidste har vi set, hver gang arbejdsløshedstallet er steget.”
Hvad gør man for at holde sig mentalt sund i en krise, hvor ængsteligheden fylder? Kantar, som er et af verdens største analysebureauer, har oprettet et såkaldt covid-19-barometer og blandt andet spurgt 500 danskere, hvad de gør for at opretholde deres mentale helbred i forbindelse med pandemien. 31 procent svarer, at de læser, 18 procent svarer, at de gør mere for at opretholde kontakt med andre, og endelig er der fire procent, som svarer, at de dyrker mindfulness og meditation. Man kunne måske have ventet, at de meditationsteknikker, som der har været talt og skrevet så meget om de senere år, ville fylde i forbindelse med krisen, men det er ikke tilfældet ifølge tallene fra Kantar. Julia Lahme siger:
”Det seneste årti har vi talt meget om, hvad vi kan gøre for at overvinde den uro, vi oplever i hverdagen, og er derfor tyet til meditation. Men i krisen har vi næsten haft for megen ro. Måske er det gået op for os, at meningen med livet er mindre omfangsrig, end vi troede, den var, og at spørgsmålet om meningen ikke bliver besvaret ved at rejse langt væk, men ved at gå ind i de indre, mentale rum, som blev åbnet i os, da verden lukkede ned.”
Dykker man ned i tallene fra Kristeligt Dagblad, sådan som Karen Marie Leth-Nissen, der er ph.d. i praktisk teologi og selvstændig forsker, har haft lejlighed til at gøre, kan man se, at der er forskel på, hvordan håbs- og meningstabet har ramt.
”Undersøgelsen viser, at det er de unge i alderen 18-29 år, der er hårdest ramt, mens mennesker midt i livet ikke er lige så hårdt ramt af håbs- og meningstab. Det kan have at gøre med, at unge mennesker ofte bor alene og derfor er mere isolerede end eksempelvis midaldrende voksne med store hjemmeboende børn.”
Det ser også ud til, at danskere, der bor på landet, har nemmere ved at finde håb og mening end dem, der bor i byerne, påpeger hun og siger:
”Måske ser hverdagen mindre anderledes ud, når man bor på landet, hvor der er længere til naboerne. Byboere bliver i højere grad konfronteret med den fremmede situation, når de for eksempel skal undgå de andre på fortovet.”
Som religionssociolog er lektor Henrik Reintoft Christensen, Aarhus Universitet, bekendt med en række teorier om, hvordan mennesker reagerer, når de står over for store kriser. Ifølge ham er det forventeligt, at en krise som denne rammer skævt.
”Unge i byerne har i høj grad oplevet, at deres liv fra det ene øjeblik til det andet blev forandret, da det, som gør byen til by, lukkede ned, og samtidig har de unge en alder, hvor man typisk har en udadvendt hverdag. Og så er der andre, som ser tilbage på det her som noget, der har haft en positiv eksistentiel betydning, fordi de endelig kunne være sammen med deres kære og fik arrangeret møder og sammenkomster online. Måske har krisen ramt hårdest hos de mennesker, vi ikke hører fra i undersøgelser som disse: Børnene og særligt de godt 120.000, som vokser op i hjem med alkoholmisbrug, samt de udsatte voksne.”
Da forfatteren og salmedigteren Iben Krogsdal for nogle år siden var ansat ved Aarhus Universitet som religionsvidenskabelig forsker, gennemførte hun samtaler af to til syv timers varighed med 40 mennesker, hvilket blandt andet blev til bogen ”De måske kristne”. Samtalerne viste, at kriser rammer forskelligt. Iben Krogsdal finder det sandsynligt, at ældre ikke i samme grad som yngre er blevet påvirket i forhold til spørgsmålet om mening.
”I samtalerne dengang så jeg, at ældre mennesker er mere tilbøjelige til at tage livet, som det kommer, mens yngre vil have forklaringer, forstå og ønsker at handle. Med alderen bliver vi bedre til at erkende, at vi er udleveret til livet, og den aktuelle krise kan forstærke oplevelsen af en grund-skrøbelighed. For nogle kan det føre ind i en fortvivlelse, fordi man er bange for at miste kontrol. Men der kan også være en lettelse i at slippe kontrollen og overgive sit liv til noget større og have nok i at tage en dag ad gangen i taknemmelighed over for det, man har fået.”
Mens Iben Krogsdal taler, har hun udsigt til den gamle Hjortshøj Kirke nord for Aarhus, hvor hendes mand er sognepræst. Døren til kirken er låst, og mødet med den lukkede kirkedør minder hende om, at vi kollektivt er i en ventetid. Hun siger:
”Det er meget tidligt at konkludere i forhold til krisen, men der er kommet en form for udleverethed. Det, som truer os, er døden, og jeg tror, der kan komme et nyt behov for at give plads til troen på, at vores liv er omkranset af evigheden.”