Sangeren Sissel Kyrkjebø står i forhallen til Københavns Domkirke og prøver at regne ud, hvornår hun sidst har været i Vor Frue Kirke. På vej frem mod Thorvaldsens Kristus-figur siger hun med dæmpet stemme på sit letforståelige norsk, at sidst hun var i dette kirkerum, var hun til morgenandagt sammen med en veninde.
Hun fyldte 50 år i juni og har et langt musikalsk liv bag sig, som blev formet i en kirke, og hvor salmetradition har været en vigtig del af hendes virke.
”Jeg har altid følt, at jeg hører hjemme et sted. Når jeg kommer ind i en kirke, er jeg hjemme.”
Derfor er der i et af Vor Frues højloftede møderum sat salmebøger frem til en samtale om hendes livsbagage.
Inden hun fyldte fem år, blev Sissel Kyrkjebø medlem af børnegospelkoret ved Biskophavn Kirke i Bergen. I barndommens lejlighed, hvor der var udsigt til havet fra stuen og fjeld i baghaven, var radioen sjældent slukket. Og når der blev spillet musik, holdt hendes mor af at synge med. Moderen bemærkede, at datteren også sang med og i det hele taget lod til at være vældig glad for at synge. Derfor henvendte hun sig til den lokale kirke, hvor datteren blev en del af koret, selvom hun endnu ikke kunne læse de tekster, hendes mor klæbede ind i sangmappen.
Som lille pige drømte hun om at stå på en scene som ballerina. Hun havde klippet billeder af balletdansere ud og tapet dem op på væggen på sit værelse, og sideløbende med at hun sang i kor, gik hun til ballet. Efter et par år med tutu-skørt tog musikken over. I skolen lærte hun at læse noder som kornettist i skolens orkester, og desuden sang hun i tre eller fire kor. Da hun var 14 år, var hun med i tv-programmet ”Syng med oss” som medlem af et voksenkor. I forlængelse af tv-programmet skulle der indspilles en plade, og skønt Sissel Kyrkjebø var det yngste medlem af voksenkoret, blev det besluttet, at hun skulle synge solo på indspilningen.
”Den mand, som skulle producere albummet, hed Rune Larsen, og ham havde jeg mødt tilbage i Biskophavn Kirke. Jeg har siden fået fortalt, at han var meget skeptisk over for en 14-årig, som skulle synge solo, men da han hørte mig synge, tænkte han, at her var der virkelig noget. Det fik jeg først at vide nogle år senere, hvor han var blevet min første manager.”
I teenageårene sang hun en del i Biskophavn Kirke. Nogle gange sang hun i kor, og ikke sjældent kunne man møde hende og en pianist, når der var pensionisteftermiddag. Når hun ser tilbage, tænker hun, at hun fik en rig erfaring gennem de mange optrædener i den lokale kirke. Da hun var 17 år, sang hun – klædt i lys folkedragt og med langt, udslået hår – i pausen under det europæiske Melodi Grand Prix, som det år blev afviklet i Grieghallen i Bergen.
”Og så var det zoom. Jeg sad i et tog, som kørte rigtig stærkt.”
Sissel Kyrkjebø kan ikke tale om jul uden at tale om musik. Som korbarn i Bergen oplevede hun tidligt, at julen var forbundet med kirkens musik og mange koncerter. Året efter hendes optræden ved det europæiske Melodi Grand Prix kom hendes album ”Glade jul”, der blev en stor kommerciel succes, og stort set lige siden har hun hvert år været på juleturné. I år synger hun blandt andet julen ind ved stort set udsolgte koncerter i Herning, Viborg, Aalborg og København, men hun har også sunget julekoncerter med eksempelvis tenoren Plácido Domingo i Wien og Mormon Tabernacle Choir i USA.
Der er navnlig én julesalme, som har en særlig betydning for hende. Det er Brorsons ”Mit hjerte altid vanker”. Hun har indsunget den flere gange på norsk med en norsk-svensk folkemelodi og sågar fået lavet en engelsk version af salmen.
Uden at slå op i salmebogen på bordet reciterer hun strofer fra salmen:
”Dér er min længsel hjemme, dér har min tro sin skat, jeg kan dig aldrig glemme, du søde julenat.”
”Den salme fortæller det hele. Har du læst den, ved du, hvorfor vi fejrer jul, og samtidig formidler den det mest grundlæggende om kristendommen. Og den udtrykker også mit forhold til troen.”
”Jeg tror, at uanset om du er troende eller ej, er vi som mennesker født med en længsel. Hvad vi tror på, er for mig at se en privat sag. Men vi har alle behov for at spørge, hvor vi finder tryghed, og hvor vores længsel finder et hvilested.”
Hun forklarer, hvordan hun som ung voksen besøgte forskellige frikirker og overvejede, hvor hun følte sig hjemme.
”Jeg fandt ud af, at det, som ikke længere hedder statskirken i Norge, er der, hvor jeg hører hjemme. Her føler jeg, at jeg kan være mig. Selvom jeg ikke går i kirke hver søndag, føler jeg, at når jeg kommer ind i kirkerummet, så er jeg hjemme.”
Den kristne tro har fulgt hende, så længe hun husker. Hun peger på det nære forhold til sin farmor, når hun skal tale om sine kristne rødder. Hendes farmor boede også i Bergen, og de to tilbragte meget tid sammen, og de fulgtes også i kirke.
”Min farmor voksede op med en far, som var haugianer (norsk pietistisk lægmandsbevægelse, red.). Jeg har hørt ham beskrevet som en vældig streng mand, som krævede, at hans børnebørn skulle oplæse en bordbøn individuelt og fuldstændig korrekt, inden man kunne indtage måltidet. Min farmor havde slet ikke samme strenghed, men hun levede med troen og gik gerne i kirke. Hendes naturlighed omkring troen smittede af på mig.”
Gennem kirkegangen blev Sissel Kyrkjebø fortrolig med bøn, og hun beskriver bøn som en integreret del af hendes liv.
”Når du beder, så siger du også, at du er klar over, at der er noget, som er større end dig, som lytter, og du bekender, at du ikke har lyst til at være alene med det, du lægger frem i bøn. Hvis du deler en ting og sætter ord på det, så bliver det ofte lettere at bære, ved vi fra psykologien. Samme effekt har det at bede. For mig er bøn at lægge noget fra mig. Ikke fordi jeg ikke tager ansvar, men fordi jeg beder en anden bære med.”
Hun siger, at hun elsker stilhed. Den finder hun, når hun er på sin gård halvanden times kørsel nord for Oslo. Men stilheden kan hun også finde på farten. Efter dette interview vil hun sætte sig i sin udlejningsbil og køre til Flensborg. En tur på knap fire timer, hvor hun agter at lade bilradio og telefon være slukket.
”I vores tid taler mange om at meditere. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg kan finde ud af, men jeg kan lide at være stille, få kontakt med mig selv og fokusere på mit åndedræt. Sådan en tid kan jeg indlede med eller afslutte med bøn.”
For nogle måneder siden var hun for første gang i Sydkorea, hvor hun deltog i et tv-program. I forbindelse med sit besøg i Sydkorea opdagede hun, at hun havde haft et hit i landet med blandt andet Lina Sandells ”Bred dine nådes vinger”.
”De havde taget den til sig som noget vældig smukt, og det har jeg oplevet flere gange ske med vores salmer. Folk bliver grebet af salmerne – skønt de ikke forstår ordene, så er der noget med kombinationen af tekst, melodi og selvfølgelig også måden, man synger på, som bliver vældig universel.”
Siden sit internationale gennembrud i 1986 har hun holdt fast ved et nordisk udtryk, skønt hun også synger en del på engelsk. Hun siger om sig selv:
”Jeg er vældig norsk.”
At hun er vældig norsk, fandt hun ud af i de knap 20 år, hvor hun boede i Danmark. Hun flyttede til Danmark, da hun blev gift med entertaineren Eddie Skoller og stiftede familie. Parret blev skilt, men i en årrække bevarede hun sin base i Danmark.
”Jeg opdagede, at jeg var norsk, når jeg i den første tid i Danmark undrede mig over danskernes ofte ironiske tone, som jeg med tiden kom til at holde af. Og jeg mærker, jeg er norsk, når jeg ser en adventskrans. Hvorfor er det, at I har hvide lys og røde bånd? Adventsfarven er vel lilla?”.
Hun tror, det er vigtigt, at man kender sine rødder. Hun fortæller om et besøg i Bangladesh i forbindelse med hendes engagement i Strømmestiftelsen, der er en norsk udviklingsorganisation.
”Jeg havde en samtale med chefen for en af de største tv-stationer i Bangladesh, som fortalte mig, hvordan han som tv-chef gjorde sit for, at bengalerne blev bevidste om deres kulturelle rødder. Han mente, at man blev mere tolerant af at kende til sin arv. Jeg tror, det samme er tilfældet i vores kultur, for vi mennesker er alt i alt ikke så forskellige.”
For Sissel Kyrkjebø handler juletiden om julens gudstjenester og om at komme hjem. Hun siger om sig selv, at hun er et udpræget hjemmemenneske. I de første år, hvor hun var på farten, var noget af det sværeste, at hun skulle være så meget væk fra hjemmet i Bergen.
”Når jeg så min røde kuffert køre væk på båndet i lufthavnen, havde jeg lyst til at løfte den af båndet og tage hjem. Og jeg er stadig meget dårlig til at pakke en kuffert. Det kan kræve et par dages tilløb.”
Med årene har hun øvet sig i at skabe hjem ude. At tænde levende lys på sit hotelværelse gør hende godt.
”For mig er levende lys noget magisk, som skaber en ro. Det er vanskeligt ikke at have det godt, når jeg har lys omkring mig.”
Snart flytter den yngste datter fra hjemmet i Oslo. Når Sissel Kyrkjebø tænker tilbage på de to døtres opvækst, glæder hun sig over, at hun tog to et halvt år ud af sit arbejdsliv for at være hjemmegående, da de tre skiftede base fra Danmark til Norge i 2010.
”De skulle lande i Norge, og de havde brug for mig hjemme, og jeg nød virkelig at være hjemmegående, købe ind og lave mad.”
Selvom hun sætter pris på at købe ind og stå i køkkenet, har hun i år taget mod et godt råd fra sin endnu hjemmeboende datter. Hvert år ved denne tid plejer Sissel Kyrkjebø at have en plan om at fylde kagedåserne med hjemmebagte brunkager. I år foreslog den yngste datter, at de købte sig til brunkagerne. Det råd valgte hun at følge.