Jasmin er kristen blogger: ”Jeg elsker min næste ved at give noget igen i mine videoer”

Jasmin Lind er ung, troende og lever af at fortælle om sit liv til andre unge på Youtube. Et liv, der ikke altid har været ligetil. De sociale medier gør det lettere for hende at være åben om den tro, der hjalp hende igennem mørket

Man kan godt være moderne youtuber og samtidig være stærk i sin tro. Det mener 18-årige Jasmin Lind fra Bornholm. I fire år har hun tjent penge på at producere og publicere videoer på Youtube. – Privatfoto.
Man kan godt være moderne youtuber og samtidig være stærk i sin tro. Det mener 18-årige Jasmin Lind fra Bornholm. I fire år har hun tjent penge på at producere og publicere videoer på Youtube. – Privatfoto.

Der er tempo på, når 18-årige Jasmin Lind taler:

”Der er lidt dårlig forbindelse lige nu. Jeg går lige ind et sted, hvor det ikke larmer. Jeg prøver lige at skifte fra wi-fi til 4G. Hjalp det? Kan du se mig nu? Måske er det bedre herinde. Ja, det var vist bedre.”

Først dukker hun op på skærmen, så forsvinder hun igen. Men til sidst går hun klart igennem på Skype fra sit hjem i Nyker på Bornholm. Der skal være styr på teknikken, bliver vi enige om. Og Jasmin Lind ved, hvad hun taler om. Til daglig læser hun på hf, og siden 2016 har hun produceret videoer til sin egen kanal på internettet. Knap 63.000 mennesker følger i dag med i hendes liv på Youtube. I tillæg er der dem, der også kigger med fra sidelinjen på andre sociale medier som Snapchat og Instagram.

Set udefra er Jasmin Lind indbegrebet af et ungt, moderne menneske, der er med på beatet. På sin Youtube- kanal viser hun det nye tøj frem, som hun har fået i sponsorgaver. På Instagram-profilen udfolder der sig et liv, hvor alt kører på skinner. Lange, smukke øjenvipper, store brede smil og søndagsture med kæresten Mika. Men hvordan harmonerer det hurtige, til tider polerede liv på de sociale medier med at være tro mod Gud? Det er den balance, den unge youtuber fortæller om en onsdag aften over Skype.

I mange år var Jasmin Linds liv alt andet end billedskønt. Da hun var 14 dage gammel, døde hendes far af kræft. Det blev begyndelsen på en lang, svær psykisk nedtur for moderen med stress og sygemeldinger. Jasmin elskede sin mor, og hun forstod ikke, hvorfor hun som otteårig skulle bo hos en plejefamilie sammen med sin storebror.

Hun savnede sin mor og trak sig socialt fra både plejeforældrene og klassekammeraterne. Et lavt selvværd sammenholdt med et massivt fokus på krop og vægt viste vejen til en spiseforstyrrelse. I modsætning til alt andet i sit liv kunne hun nemlig kontrollere maden. Men til sidst tog anoreksien kontrollen over hende, og hun blev indlagt på Herlev Hospital.

”Jeg ønskede bare at dø, så Gud måtte gribe ind, hvis jeg skulle overleve. Det hjalp at bede. Jeg kom ud af min spiseforstyrrelse, og for mig var det et vidnesbyrd om, at Gud hjalp mig,” fortæller Jasmin Lind, der i dag er helt rask og har et godt forhold til både sin mor og plejefamilien.

Tro er ikke fremmed for hende. Både hendes mor og plejefamilien er kristne, så hun er vokset op med at have bønnen som samlingspunkt og at gå i kirke om søndagen. Da Jasmin Lind var rask igen, begyndte hun på den kristne efterskole Nordsjællands Efterskole. Det år blev skelsættende på mange måder. Når hun ikke fordybede sig i Bibelen, lavede hun Youtube-videoer. Hendes storebror vidste en del om kameraer, og hun var vild med at nørde redigering og klipning. På fire år har hobbyprojektet udviklet sig til en formidabel forretning, hvor hun i dag tjener godt på reklamepenge og modtager en masse sponsorgaver, for eksempel tøj og sko. Men af og til bekymrer overfloden hende.

”Nogle gange bliver jeg bange for at skubbe Gud ud af mit liv, fordi materialisme fylder så meget. Men det handler også om, hvad jeg gør det til. Jeg betragter You- tube som et arbejde, ligesom andre arbejder i Netto efter skole. Jeg takker Gud for den mulighed, jeg har fået, fordi jeg kan hjælpe andre igennem mine videoer og de penge, jeg tjener.”

Derfor donerer Jasmin Lind penge til velgørenhed, og veninderne og genbrugsbutikker nyder godt af alt det tøj, som hun ikke selv kan nå at bruge. Men vigtigst af alt er, at hun via sin platform kan nå ud til rigtig mange mennesker.

”Jeg elsker min næste ved at give noget igen i mine videoer. Forstået på den måde, at jeg kan give dem noget underholdning eller et smil på læben. I de mere seriøse videoer kan jeg hjælpe folk på vej og give dem et vigtigt budskab om for eksempel spiseforstyrrelser.”

Ud over at fortælle om anoreksi og livet i en plejefamilie, har hun også fortalt om sin tro. I mange år vidste hun ikke helt, hvordan hun over for nye mennesker skulle få sagt, at hun er kristen.

”Jeg turde ikke sige noget om tro. Men jeg elsker Jesus, og det er gået op for mig, at jeg kan bruge min platform til at komme ud med det. Youtube har hjulpet mig til at stå ved min tro og at dele den med andre. Det har på mange måder gjort troen nemmere for mig.”

De fleste reaktioner på videoerne med kristne budskaber har været positive. Og hun glæder sig over, når andre unge skriver til hende, fordi hun har inspireret dem til at være ærlige om deres tro.

Jasmin Lind er taknemmelig for det liv og de muligheder, der er fulgt i kølvandet på hendes digitale succes. Men balancen mellem You- tube og Jesus handler om mere end balancen mellem materialisme og mådehold. For Youtube kræver tid, masser af tid.

”Jeg bliver stresset og ked af det, når jeg ikke prioriterer Jesus. Når jeg har tid til at dyrke min tro, får jeg en mere bekymringsløs hverdag. Min tro giver mig ro og gør mig i stand til at tage én dag ad gangen.”

Foreløbig prøver hun også at tage én dag ad gangen, men hun glæder sig til at blive student til sommer. For så bliver der forhåbentlig mere tid til både at dyrke troen og de sociale medier. På sigt vil hun gerne lave flere seriøse videoer, hvor hun uddyber sit forhold til kristendommen.