Prøv avisen
På hittegods-auktion

Når lykken er en sort Busetto med flade dæk

Cykler har det med at forsvinde i Herning, og før man ved af det, skal man bruge en ny. Derfor er Lasse Birkholms far, Allan Birkholm, endt med at købe hele fire cykler fra dagens auktion i Holstebro. Nu skal cyklerne med i toget hjem til Herning.

Lasse Birkholm fra Herning skal have en cykel med hjem, og det skal være en bestemt en af slagsen. Men på hittegodsauktionen i Holstebro er cykler i høj kurs, og priserne kan hurtigt komme højere op, end hvad Lasse har råd til. Og kommer han hjem uden cykel, bliver det svært at nå festen i weekenden

Varen på de mange skærme i hallen skifter fra en Bella Vista damecykel til en sort herrecykel af mærket Busetto med et fladt dæk. 21-årige Lasse Birkholm strækker hals fra sin ståplads ved væggen. Så er det nu. Katalognummer 48 – cyklen, han er kommet hele vejen fra Herning for at byde på sammen med sin far. De, der har været heldige nok til at få en siddeplads, rykker på sig i stolene. Et par af dem ligner nogle, der også kunne finde på at byde på Lasses cykel, så Lasse er en smule nervøs. Han og far har talt om det, og far vil højst byde 900 kroner, men nogle af de forrige mountainbikes er blevet solgt til flere tusinde kroner, og folk virker ivrige efter at byde i dag.

En mor, der skal have en ny cykel til sin teenagesøn, sidder på kanten af sin stol, bange for at gå glip af det éne katalognummer, hun skal holde øje med. En ældre herre, der med mindre sikkert fodfæste har prøvekørt op til flere cykler inden auktionen uden at diskriminere mellem dame- og herremodeller, håber, han kan få en billig cykel med hjem, så han kan begynde at cykle til købmanden i Lem, når han skal ned efter brød om morgenen. Der er folk i arbejdstøj, der ser sig over skulderen og holder kort og køberintentioner tæt ind til kroppen, der er ældre ægtepar, der skal bruge cykler til sommerhuset, og der er andre unge som Lasse, der håber på gode, men billige cykler, der kan fragte dem i skole og til fester i weekenderne.

Der er hittegodsauktion i Holstebro i Vestjylland, og folk fra hele området er mødt frem for at få en god handel ud af andre indbyggeres mange glemte ting og beslaglagte køretøjer fra både politi- og skattesager.

Indtil videre er det hele forløbet meget roligt. Auktionshallen har været så proppet fra begyndelsen, at folk er kommet til at overse ”må ikke benyttes”-skilte og har sat sig til rette på udstillede designmøbler, der skal på auktion senere. Kaffekøen er lige så lang som registreringskøen i receptionen, og både købere og auktionarius er i godt humør. Der afvikles omkring 200 varer i timen, og et par biler er allerede blevet sendt sløvt af sted– en sort Audi A4, der ikke kan køre, er blevet solgt til 7000 kroner, og en grå Audi S6 uden hverken tændingsnøgle eller kilometertal til 19.000 kroner.

Cyklerne har dog fået folk mere op af stolene, end bilerne gjorde. Beløbene er mindre, og efterspørgslen større, og auktionarius har kommenteret, at nu begynder det næsten at ligne en rigtig auktion.

Lasse ser intenst på skærmene, der viser hans cykel. Det er tre måneder siden, han mistede sin gamle. De har det med at forsvinde i Herning, cyklerne. Og der, hvor Lasse og hans far bor, er der ikke noget busstoppested tæt nok på til, at det kan betale sig at køre med offentlig transport, for det tager lige så lang tid som at gå. Hans far har aldrig haft bil, så cykler og apostlenes heste er de eneste transportmidler, Lasse kender til, og hvis de får cykler med herfra i dag, skal de have dem med i toget hjem til Herning. Uden en cykel er det for Lasse begyndt at blive trægt med at komme hjemmefra. Han har sabbatår og har hverken skole eller et arbejdes forpligtelser til at hive ham ud ad døren. Han sidder i bestyrelsen i Ungdomshuset i Herning og tager i skaterpark med sine venner, men han kan mærke, han er begyndt at vælge aftaler med vennerne fra, fordi han ikke kan overskue at gå frem og tilbage, hver gang han skal noget.

Det er ikke godt, det ved han. Derfor skal han have den sorte Busetto med hjem. Han har brug for den, så han kan komme op på hesten igen og ikke falde ned i magelighedens dårlige vaner.

Dens intakte sorte stel og ubøjede hjul skinner igennem på skærmene i kontrast til nogle af de andre cykler, der har været til salg indtil nu, og auktionarius starter buddet på cyklen på 600 kroner.

Det er allerede tæt på Lasses fars grænse på 900 kroner. Lasse tænker på festen i ungdomscenteret i den kommende weekend. De har hyret en dj, der kommer helt fra Aarhus. Men gåturen til centeret og ned i byen kan være lang, og i det vejr, himlen har produceret hele sidste uge, ret våd. Og kold.

Far byder 700 kroner på Lasses vegne. En anden køber melder sig straks på banen med 800 kroner. Lasse stirrer. Han har slet ikke forstand på, om den er for eftertragtet til, at han kan få den til den pris, han har aftalt med sin far.

Far byder de 900 kroner. Deres grænse er nået på små 28 sekunder.

For kun ét nummer siden havde en ung pige med franske fletninger en budkamp med en ældre kvinde om en flot sort Raleigh-damecykel med cykelkurv. Pigen bød 700 kroner. Den ældre kvinde 800. Da auktionarius spurgte pigen, om hun ville byde videre til 900 kroner, havde hun tænkt sig om et kort sekund, inden hun skuffet havde måttet ryste på hovedet, og hammeren havde banket cyklen fast som en andens ejendom. Som et søm, der bankes i og forsegler ejerskabet for evigt. Eller i hvert fald indtil man en dag glemmer, hvor man har sat den eller får den stjålet.

”Nårh, skal jeg ikke have 1000 kroner? Ellers sælger jeg den til kun 900 kroner,” spørger auktionarius i et tonefald, der skal inspirere tilhørere til at blive fornærmede på cyklens vegne.

Hvis nogen byder over nu, er der mere end en måned til, at Lasse kan få chancen igen til næste auktion.

”900 kroner første gang.”

Han kunne selvfølgelig have haft flere cykler i tankerne, så han havde flere at vælge imellem, hvis nu den her bliver taget af en anden. Men den passer perfekt i højden, den har syv gear, der rent faktisk virker, og så er den sort! Lasse har før haft en skrigende orange cykel, som folk kommenterede alt for meget. Det var alt for opsigtsvækkende og ikke særlig fedt.

”900 kroner anden og tredje gang.”

Lasse bider sig i læben og ser sig omkring. Ingen melder sig.

”Solgt til 900 kroner til køber nummer 124.”

Bang. Hammeren slår og forsegler Lasses ejerskab over den sorte Busetto med flade dæk.

Far brummer og giver Lasse et lille sejrsskub med sin skulder. Lasse griner og tænker på den fest, der er i Ungdomshuset i weekenden. De flade dæk skal han nok få styr på, og så er der ingen undskyldning for ikke at komme af sted. Det bliver fedt.

Lasse Birkholm på 21 år står med armene over kors, mens hans far, Allan Birkholm, hæver armen i vejret for at byde på den sorte cykel af mærket Busetto.
Håbefulde købere både sidder og står rundtomkring i auktionshallen, mens auktionarius Hans Jørgen Eriksen styrer buddene med et skarpt blik og raske replikker. Varen, der i øjeblikket bydes på, kan ses på skærme flere steder i hallen. – Alle fotos: Jens Bach.