Prøv avisen

”Når man fik et åndssvagt barn, skulle man aflevere barnet, glemme det og få sig et nyt”

På kirkegården i Brejning ved Vejle Fjord hviler 1650 sjæle, hvoraf de fleste var beboere på Åndssvageforsorgens anstalt Den Kellerske Anstalt i Brejning. Foto: Palle Peter Skov

I Brejning, der i 70 år var en af landets største institutioner i Åndssvageforsorgen, blev der gjort forskel på beboere og ansatte i døden. Men nu får beboerne oprejsning med et kunstnerisk mindesmærke

På sådan en solrig vinterdag har de en af landets smukkeste begravelsespladser, de døde her på kirkegården i Brejning ned til Vejle Fjord. Fjorden kan skimtes mellem træerne, og her er helt stille. Græsset er sprødt af frosten, der også har fået en muldvarp til at opgive sit ærinde med at trække en række brune skud over plænen.

Under jorden hviler 1650 sjæle, de fleste var beboere på Den Kellerske Anstalt i Brejning, én af landets største institutioner i det, der engang hed Åndssvageforsorgen. Stedet, der i folkemunde bare hed ”Brejning”, eksisterede fra 1900 til 1980 og blev for mange af beboerne et hjem - på godt og ondt. Her var de vokset op, og når døden kom, blev de begravet her. Men man kan ikke se deres gravsteder i dag.

For mens de ansatte, som køkkenbestyrerinde Rigmor og overlæge Wildenskov, fik en sten på deres grave, fik beboerne eller patienterne et kors af træ. Kirkegården gik ud af brug i 1970'erne, og i dag er det kun stenene, der står tilbage. Alle trækorsene er væk, fjernet eller ædt af vind og vejr.

”Ja, dernede ligger faktisk en hel masse begravet,” siger Jens Eskildsen, og peger ned i en lille lund med spinkle træer.

Han var ansat som plejer i Brejning 20 år og kan huske, hvordan de hvide trækors stod på række dernede. Han har også været med til at se, hvordan Brejnings eget ”bærehold” har sænket den ene hvide kiste ned i mulden efter den anden.

I dag er Jens Eskildsen museumsleder ved Kellers Minde, institutionsmuseet i Brejning, og med i bestyrelsen for en ny mindelund for dem, der hviler her på kirkegården. Idéen kommer oprindelig fra en tidligere beboer, som fortalte, at han fra sin ungdom kunne erindre en hel skov af kors ved kirkegården. Og så sagde beboeren noget, som siden har sat sig fast hos Jens Eskildsen og resten af bestyrelsen.

”Tænk engang, selv i døden var der forskel på folk.”

Den sætning har kunstneren Bjørn Nørgård siden samlet op og tegnet skitser til en stor søjle i granit, stål og glas. Søjlen er skæv og knækket, som et symbol på tilværelsens knæk.

Og så skal den stå midt på kirkegården, hvor der engang var et kapel, så man ikke kan undgå at se den.

Hvis alt går vel, står søjlen færdig i den ny mindelund på kirkegården om to år, i 2017. Projektet er endnu ikke fuldt finansieret, så Vejle Kommune er gået i gang med at samle penge ind hos fonde og private.

Op mod tre millioner kroner skal hentes, før mindelunden bliver en realitet.

Med Bjørn Nørgård ønsker man at give de udviklingshæmmede ”den stærkeste erindring, det stærkeste minde,” forklarer Kirsten Bundgård, handicapchef i Vejle Kommune.

”Vi vil sende et signal om værdighed. Man kan ikke råde bod på fortiden med en skulptur, men vi vil gerne acceptere, at sådan var det. Det bliver et konkret bevis på, at vi er et andet sted nu,” siger hun.

Den Kellerske Anstalt i Brejning var i sin storhedstid et gigantisk kompleks af institutioner med mandshjem, kvindeasyl og spædbarnshjem til de op mod 1800 beboere. Der var store sovesale, skole, vandtårn, sygehus, professorbolig og forsamlingshus, en hel lille landsby. De fleste danskere vidste, at her boede ”de åndssvage”. En overgang var det endda en talemåde, at man kunne blive sendt til Brejning, hvis man opførte sig dårligt.

I dag er området forandret. De monumentale gamle bygninger er lavet om til hotel, efterskole og liebhaverboliger til tocifrede millionbeløb. Der er dog stadig 300 udviklingshæmmede i forskellige aldre tilbage her i Brejning. Fra kirkegården kan man høre én af dem sende et gentaget råb ud i bakkerne, som om solskinnet fortjener et ekstra hurra.

Kommunen har åbnet for, at der igen kan lægges urner ned på kirkegården, hvis tidligere beboere skulle ønske at blive stedt til hvile her. Siden 2008 er der lagt to urner ned, og der er gjort plads til flere.

Når vi taler om Åndssvageforsorgens historie, er der en tendens til kun at se det negative, mener Jens Eskildsen.

”Jeg mødte for nylig en gammel beboer, og vi talte om bæltefiksering og den slags. Da vi var færdige, sagde han: 'Meeen - der var nu også meget godt'.”

Jens Eskildsen husker især, at der var mange fælles aktiviteter mellem beboere og ansatte i 1960'erne og 1970'erne. Men der skete også en markant udvikling i lige præcis de år, som for eksempel kunne aflæses i tøjet. Da Jens Eskildsen begyndte som elev i forsorgen i 1967, fik han udleveret en hvid uniformsskjorte i stift bomuld, og hans kvindelige kolleger fik et hvidt kjoleforklæde. Da han havde sidste vagt i 1986, var uniformen for begge køn helt almindeligt hverdagstøj.

Det var først i 1960'erne, at de anbragte i Brejning holdt op med at være andenrangsmennesker for samfundet, forklarer Jesper Vaczy Kragh, der forsker i anbragtes historie ved Medicinsk Museion, Københavns Universitet.

”De havde ikke stemmeret og blev ikke set som individuelle personer. Og det var også sådan, at når man fik et åndssvagt barn, skulle man aflevere barnet, glemme det og få sig et nyt. Derfor er mange af de anbragte vokset op ret anonymt, uden en familie,” siger han.

”Trækorsene har været en billig løsning. Men de er også udtryk for, at der ikke var nogen, der protesterede, at der ikke var en familie. Ved begravelserne har der ofte ikke været andre end medarbejdere til stede. Man fortalte som regel heller ikke de andre beboere, når der var én, der døde. Det var ikke noget, man talte om, og ofte skulle de andre spørge: 'Hvor er hun henne?', før det blev kendt, at en beboer var død.”

I opgøret med den tankegang er mindelunden i Brejning ganske bemærkelsesværdig, mener Jesper Vaczy Kragh.

”Det, vi ser ved andre institutioner, for eksempel ved hospitalerne i Risskov og i Middelfart, er, at patientgrave bliver sløjfet og bygget henover. Men her er en mindekultur, der anerkender, at mennesker har levet hele liv på de steder. De var ikke en del af normalsamfundet, man levede et helt liv her, fra barndom til død,” siger han.

Hvis mulden på kirkegården i Brejning kunne tale, ville den fortælle masser af historier. Her er både de gode og grumme fortællinger, lange og korte liv.

Lene Byrith, 73, er pårørende til tre af dem. Hendes forældre arbejdede på Brejning og hendes bror, Søren, der var født med Downs syndrom, boede på institutionen hele sit 74-årige liv. Lene Byrith er selv født der, men flyttede senere ud sammen med sine forældre.

Da hendes far døde i 1963, blev han begravet på kirkegården ved Brejning, som dengang stod helt anderledes end i dag.

”Der var hundredevis af hvide kors,” husker Lene Byrith.

Da hendes mor døde i 1990'erne, var kirkegården lukket for begravelser, men familien fik gennemtrumfet, at moderen fik sat sin urne ned ved sin mand. Og senere, da broderen døde, satte familien sig igen igennem, så han kunne ligge under den sten, hvor hans forældre er begravet.

”Min bror var en glad sjæl med et utroligt talent for begejstring, og jeg tror, han har haft et godt liv. Men hans liv er på mange måder også en bedrøvelig historie. Han boede på sovesal og har været udsat for ting, vi i dag tænker som forfærdelige. Hvis kirkegården bliver fredet og kendt af flere, så er det godt,” siger Lene Byrith.

”Jo mere vi ved om den historie, jo bedre. ”

Museumsleder ved Kellers Minde, institutionsmuseet i Brejning, Jens Eskildsen, er med i bestyrelsen for en ny mindelund for dem, der hviler på kirkegården i Brejning. Mindelunden skal give de afdøde beboere fra Åndssvageforsorgens tid oprejsning. Foto: Palle Peter Skov
Der er stadig 300 udviklingshæmmede i forskellige aldre tilbage her i Brejning. Fra kirkegården kan man høre én af dem sende et gentaget råb ud i bakkerne, som om solskinnet fortjener et ekstra hurra. Foto: Palle Peter Skov
Det var først i 1960'erne, at de anbragte i Brejning holdt op med at være andenrangsmennesker for samfundet. Foto: Palle Peter Skov
Hvis mulden på kirkegården i Brejning kunne tale, ville den fortælle masser af historier. Her er både de gode og grumme fortællinger, lange og korte liv. Foto: Palle Peter Skov