Når man føler sig skubbet til side

Min far har fået børn med sin nye kone og har derfor ikke overskud og engagement til at være bedstefar for mit barn, skriver Dorte, der kæmper med jalousi

Brevkassen har fået et spørgsmål fra Dorte, hvis far ikke kan overskue at være både far og bedstefar, og det gør hende jaloux.
Brevkassen har fået et spørgsmål fra Dorte, hvis far ikke kan overskue at være både far og bedstefar, og det gør hende jaloux.

Kære Brevkasse

Det berørte mig mere, end jeg havde troet, da jeg læste brevkassen i sidste uge. Her fortalte brevskriveren om sin smerte ved forældrenes skilsmisse for mange år siden og den efterfølgende manglende kontakt og engagement fra hendes fars side. Specielt gjorde det ekstra ondt nu, hvor hun selv var blevet mor og kunne konstatere, at det ikke ændrede faderens interesse for kontakt.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg er ikke i den samme situation. Jeg har efter mine forældres skilsmisse haft mere eller mindre kontakt med både min mor og min far i alle årene. De blev skilt, da jeg var 13 år. På mange måder skabte det mere ro for mig og mine to søskende efter nogle svære år. Mine forældre oplevede bruddet meget forskelligt, og det var nok det, som i første omgang oplevedes som svært for mig, fordi jeg på en måde skulle forstå dem begge og samtidig navigere i et konfliktfyldt univers dem imellem.

Min far fik hurtigt en ny kæreste, som senere blev hans kone. Egentlig var det nok forelskelsen i hende, der udløste bruddet hos mine forældre. Jeg ved, at det gik min mor rigtig meget på, og det forstår jeg godt. Og i lang tid var jeg meget vred over, at vores far på en måde ødelagde den familie, vi havde på godt og ondt. Det var ikke altid så let at være vred på min far, for han havde og har også mange sympatiske sider.

Det, der nok kom bag på mig, var, at jeg syntes, det var svært, da min far nogle år efter fik ”nye børn”. For da var jeg på vej til at blive voksen og skulle på en måde være godt på vej. Men jeg kunne mærke, at den optagethed, som han havde af disse børn, gjorde mig jaloux. Og det er ikke en let følelse eller en særligt sympatisk følelse, og derfor beholder man den ofte for sig selv. Jeg følte mig grundigt skubbet til side.

Jeg ved, at jeg ofte havde de tanker som yngre, og jeg delte dem for eksempel ikke med min mor, for det ville bare gøre hende mere ked af det og vred på min far. Jeg kunne heller ikke tale med min far om det, for han ville bare sige, at han da elskede mig og mine søskende lige så højt.

Den følelse har ligget i mig gennem mange år, og den har stukket sin næse frem fra tid til anden. Nu, hvor jeg selv er blevet mor, er den dukket op igen. Jeg kan se, at min far har mere end nok at se til med sit arbejde og sine halvstore børn, og jeg oplever, at han ikke har nok overskud eller engagement, som jeg kunne ønske mig, til at deltage noget særligt i mit liv eller som bedstefar til sit barnebarn. Min mor er der som mor og bedstemor, men jeg kan mærke, at jeg har et oprigtigt savn efter at være set med et andet blik og engagement af min far, end jeg ved, at jeg kan få. Han har så travlt med sin egen familie og mine halvsøskende. Det kan give et stik i hjertet, når jeg ser det også gennem mit barns øjne.

Jeg ville sådan ønske, at min far selv kunne se det og selv ville tale om de emner. Jeg kan ikke selv, og jeg tror ikke, at han nogensinde kommer til at tage disse ømtålelige emner op med mig. Jeg tror, det vil stikke alt for meget til den dårlige samvittighed, som nok ligger der et sted i forhold til mig og mine søskende. Jeg ved, at det er en følelse, som jeg bliver nødt til at leve med. Jeg kan mærke, at det er en sorg i mig, som ikke bare er lagret.

Min mand siger, at jeg ikke skal lade det fylde så meget i vores liv. Og det er sikkert rigtigt. Men det er rigtigt svært at omsætte i praksis. Jeg synes også, ligesom sidste uges brevskriver, at mine børn frarøves deres bedstefar, fordi han er så optaget af sit eget liv. Jeg ved, at det måske er lidt primitivt at tænke sådan. Men jeg er nok ikke den eneste, der går med sådanne tanker. Hvad kan jeg gøre, for at det ikke skal fylde så meget fremover, og hvordan undgår jeg, at det overskygger for meget, for jeg er også meget glad for mit liv og min familie.

Venlig hilsen Dorte

Kære Dorte

Tak for dit brev. Som du skriver, er du ikke den eneste, som har oplevet de samme ting, og som går med lignende tanker. Vi har mødt det ganske ofte, og hvis man vil se lidt mere overordnet og samfundsmæssigt på det, må man se lidt på, hvad der sker efter en skilsmisse for kvinder og for mænd.

Når kvinder går ud af et ægteskab, så ligger der ofte mange overvejelser bag, og de gør det for manges vedkommende, fordi de ikke længere magter forholdet. For mænd er det oftest anderledes. De forlader meget sjældent et forhold, alene fordi det er blevet for svært. I de fleste tilfælde bliver de skilt, fordi de har fundet en anden, og det er i mange tilfælde en yngre kvinde, som endnu ikke har fået børn.

I en sådan situation er det ikke altid sikkert, at han er specielt interesseret i at få flere børn. Men forelskelsen og den nye kærestes ønske om at blive mor gør ofte, at mange mænd ad den vej får en familiesituation med to børnekuld. At det for mange midaldrende mænd måske betyder, at de igen fra tid til anden skal være vågne om natten og deltage i små børns opvækst, samtidig med at de skal passe et krævende arbejde, kan ofte betyde, at der er begrænset med energi til også at tage sig af deres efterhånden voksne børn fra første ægteskab og deres behov eller forventninger.

Som du skriver, kan det være rigtig sårbart. For børn uanset alder vil så gerne være set og vigtige for deres forældre. Når der så sker det, som du har oplevet, kan det blive til et tab og en sorg. Og det er ofte ekstra svært at erkende, når det, man har mistet, fortsat er tilgængeligt.

Vi tror, du må træne i ikke at være flov over din følelse af jalousi, som er en blanding af sorg og vrede. Og gerne bruge tid på at fortælle om den både til din mand og et andet godt menneske, der over tid har mulighed for at høre, hvordan det var at være dig, da du var 13 og 17, så den unge Dorte får luft for det, som hun måske var meget alene om. Måske kunne du også dele det med dine søskende, så det ikke er et alene-tema.

Vi ved ikke, om det er muligt at invitere din far til en dybere samtale om disse ting. Uanset må du betragte det som et tab og en sorg, som er din, men som kan blive mindre med tiden, ikke mindst hvis den får lov til at blive taget alvorligt i ny og næ, så forsoningen med det, som er dit livsvilkår, kan øges.

Mange hilsener
Annette og Jørgen