En kinesisk bonde havde en hest, der løb væk. Var det nu godt eller skidt? Så kom hesten tilbage med en hel flok heste. Var det nu godt eller skidt? Bonden spændte hestene for sin plov, men de løb så stærkt, at han faldt og brækkede benet. Var det nu godt eller skidt? I det samme kom kejseren forbi og samlede mænd til sin hær, men bonden kom ikke med, da han havde brækket ben. Var det nu godt eller skidt? Et år senere kom soldaterne hjem med alle de kostbarheder, de havde fået i krigen. Var det nu godt eller skidt?
Som dreng har Jens Tiedemann mange gange lyttet til sin fars nærmest uendelige genfortælling af historien om den kinesiske bonde. Og de sidste par år er den 56-årige civilingeniør ofte vendt tilbage til historien, som for ham er en understregning af de muligheder, tilværelsen rummer.
Sankthansaften 2013 tilbragte Jens Tiedemann sammen med ægtefællen Lene Terp Tiedemann i deres fritidshus ved Lammefjorden i Odsherred. Det var weekend, og parret havde været ude at sejle, men om natten blev Jens Tiedemann dårlig og faldt ud af sengen, så de kørte til skadestuen på Holbæk Sygehus først på natten. I journalen noterede lægen, at Jens Tiedemanns ene arm hang, og hans tale var snøvlende. Alligevel blev parret sendt hjem.
Et par timer senere faldt Jens Tiedemann sammen på gulvet i fritidshuset, og hustruen fik tilkaldt en ambulance.
På Holbæk Sygehus blev det klart, at Jens Tiedemann havde fået en blodprop i hjernen. Kort efter satte hans hjerte også ud.
Det første, Jens Tiedemann husker fra sygehuset i Holbæk, er, at han så sin sognepræst fra den katolske Sankt Maria Kirke, Jesper Fich, stå bøjet over sig og salve sig med den sidste olie.
”Jeg var klar nok, og da jeg så præsten, tænkte jeg, at nu skulle jeg få at vide, hvad der var efter døden. Jeg er opdraget til at tro på, at der er et liv efter døden, og det gør jeg, men jeg har altid spekuleret på, hvordan det er. Men jeg hørte klart præsten sige til mig, at jeg slet ikke var klar til at dø, og jeg tænkte, at han havde ret.”
Op til han blev syg, havde Jens Tiedemann haft halvandet år, hvor han som følge af et intenst arbejdsliv oplevede sig selv som en konstant spændt fjeder.
Han er uddannet civilingeniør og arbejdede 20 år i IBM. Han har levet et internationalt karriereliv med udstationeringer i USA, England og Frankrig og med ansvar for 4000 medarbejdere. Året før han blev syg, blev han ansat som administrerende direktør i T-Systems i Norden, som er ejet af Deutsche Telekom.
”At være direktør var det bedste, som var hændt for mig. Det er som at have din egen legeplads med vipper og gynger, hvor du med din direktørstatus skal sætte mål og fjerne de forhindringer, som står i vejen i forhold til at nå de nye mål.”
Hans mål var, at T-Systems skulle blive en af de førende it-leverandører i Norden i løbet af fem til syv år. Første store udfordring var at få en kontrakt i milliardklassen med det finske firma Kone. Det lykkedes, og man kunne i fagblade læse, at der var tale om den største outsourcingkontrakt i Norden i to år.
”Jeg arbejdede mere, end jeg nogensinde havde gjort, for den ordre ville betyde rigtig meget. Jeg kan huske, jeg sad ved en 50-årsfødselsdag, da jeg fik at vide, at vores konkurrent havde sænket deres tilbud med 10 millioner kroner, og så skulle vi jo trimme vores tilbud tilsvarende. Jeg sad hele aftenen med min mobiltelefon på børneværelset og talte. Det var frygteligt pinligt.”
Ægtefællen, lærer Lene Tiedemann, har siden fortalt, at hun var bekymret for det pres, ægtefællen levede med. Selv var Jens Tiedemann ikke bekymret. Af og til tog han en pause og løb en tur, eller parret gik tur på Kastellet nær deres daværende hjem i København.
”Nogle dage føler jeg mig som en billardkugle, som er blevet slået ud af kurs i fuld fart. Man tænker ikke, at døden kan være så tæt på, og når du sidder i et jakkesæt, tror du i endnu højere grad, at du er udødelig. Som direktører sidder vi i vores skinnende rustning, og har man succes, så tænker man, at man er usårlig, for ens erfaring er jo, at tingene lykkes. Men det er et ridt på en vild tiger.”
Han vender tilbage til fortællingen om den kinesiske bonde og siger:
”Var jeg ikke blevet stoppet af en blodprop, så var jeg fortsat i samme tempo, og så kan jeg frygte, at det ville have kostet mig livet.”
Fra Holbæk Sygehus blev Jens Tiedemann overført til Rigshospitalet i København, hvor han fik foretaget en operation i hjernen, som reddede hans liv. I dag har han en levende mimik og retorisk overskud.
Den energi, han tidligere lagde i direktørjobbet, har han brugt til at arbejde med genoptræning. Lammelsen i ansigtet har han trænet væk, og det ben, som tidligere føltes som kogt spaghetti, er nu trænet op til, at han kan gå på det med støtte fra en stok. Men han må leve med en halvsidet lammelse.
Han har været på tre længere genoptræningsforløb og går fortsat til genoptræning i Rudersdal Kommune, hvor parret har slået sig ned i en moderne, lys lejlighed. De har været i USA, efter at han blev syg, og til sommer rejser de til Zanzibar ud for Afrikas østkyst på familiebesøg.
”Nogle gange har jeg da tænkt, at det ville være lettere, om jeg blev færdig med det her liv, men en læge mindede mig om et Storm P.-citat, som er godt at holde fast ved: ’Det er meget få ting af de ting, som gør livet værd at leve, som ligger uden for livet’. Det er min kone og vores børn, som giver mig energien til at ville træne, for vi har så mange ting, vi skal opleve endnu. Noget af det, som smerter mig mest, er de begrænsninger, jeg med mit handicap indirekte kommer til at pålægge min kone. Når sådan noget sker, så spørger man hvorfor, og man får ikke noget svar. Men der er en styrke i troen på, at Gud holder hånden under én, som kan gøre mig stoisk. Jeg må overgive mig til Gud i tro på, at han holder hånden under os, og at det nok skal gå.”
Som ung var Jens Tiedemann på college i USA. Han husker en opgave, hvor de studerende skulle skrive, hvem de gerne ville tilbringe tid med. Nogle skrev paven, andre Moder Teresa og USA’s præsident. Jens Tiedemann skrev ”min far”. Med et voksenliv tilbragt i udlandet og et tæt program fik han ikke tid til de samtaler, han holdt af at have med sin far, forhenværende amtsborgmester Erling Tiedemann. Det ændrede sygdommen på.
”Min far var en utrolig støtte for os, da jeg blev syg, og var med til mange møder og sørgede for, at lægerne holdt sig til formalia, når de skulle afgøre, hvilken viderebehandling jeg kunne få. Men vi fik også tid til samtaler. Jeg har altid sat stor pris på hans selskab og de samtaler, vi kunne have. Jeg har ikke tal på de gange, hvor vi har talt om, hvorvidt der er liv på andre planeter.”
Da Jens Tiedemann blev syg, havde han en god pensionsordning, og i dag er han pensionist. Han læser meget og går på folkeuniversitetet, hvor han har læst astronomi og meldt sig til et kursus i astrobiologi. Og så glæder han sig over et godt netværk af gamle kollegaer, som han af og til mødes med.
”Det stod rimelig hurtig klart, at jeg ikke kunne vende tilbage til mit job. Jeg er god til at spille kvik, men jeg har slet ikke den kapacitet til lynhurtigt at overskue et problem, og min hjerne siger fra, hvis der kommer mere end otte dimensioner ind i et spørgsmål. Pludselig bliver jeg slået af en hammer og ramt af træthed. Det er en normal følge af mit forløb.”
Efter han blev syg, har han tænkt på beretningen fra Første Mosebog om flugten fra Sodoma og Gomorra, hvor de flygtende får besked på ikke at se sig tilbage. Lots hustru så sig tilbage og blev forvandlet til en saltstøtte.
Jens Tiedemann har oplevet, at han må overveje i hvilken grad, han forholder sig til sin fortid. At se sig tilbage og sammenligne nutiden med fortiden undgår han bevidst.
”Vi har mange gode minder, men det er vigtigt ikke at tænke tilbage og fortabe sig i alt det, som var. Man kan bruge de gode minder til at gå fortabt. Måske er det, hvad Kierkegaard skriver om, når han skriver om sammenligningens forbandelse.”
For nogle måneder siden begyndte Jens Tiedemann til handicapridning. Han har altid slappet af ved at opholde sig i naturen, men han medgiver, at han tidligere ikke ville have været specielt begejstret for en tur på hesteryg i Nordsjælland. I dag er turene på hesten Voldemort noget, han værdsætter.
”Jeg ville nok have sagt noget i retning af, at det jo ikke er Grand Canyon. Men jeg er blevet bedre til at sætte pris på de små glæder.”