Prøv avisen

Det er en myte, at stress rammer perfektionister

Psykolog Malene Friis Andersen har talt med sygemeldte, som husker tilbage på, hvordan de op til deres sygemelding fremstod som arbejdsnarkomaner, som kun havde blik for jobbet. I virkeligheden er medarbejderen i færd med en slags linedans for at undgå et psykisk identitetskollaps. Illustration: Rasmus Juul.

Perfektionistiske medarbejdere er ikke særligt udsat for stress, viser nyt studie. Stress udløses snarere af en psykisk kamp for ikke at miste sin identitet

Hvem får stress? I Beskæftigelsesministeriet vurderes det, at over 30.000 danskere hver dag er sygemeldte på grund af stress, men er det den nærmest neurotiske perfektionist, som bliver sygemeldt med stress? Den medarbejder, som aldrig siger nej til en opgave og nidkært hænger i for at følge projekter til dørs ud på de sene timer?

Umiddelbart kan det se ud til, at det er overinvolvering og perfektionisme, som fører til stress. Men et nyt ph.d.-projekt fra Københavns Universitetet viser, at de karaktertræk, man kobler med en stressramt medarbejder, er udløst af en psykisk kamp for overlevelse, der er gået forud for sygemeldingen.

Det er cand.psyk.aud. Malene Friis Andersen, 34 år, som står bag studiet, der rokker ved billedet af, at stress er forårsaget af bestemte personlighedstræk.

Hun har blandt andet lavet dybdegående interviews med medarbejdere, som var langtidssygemeldte med stress og depression, for at finde ud af, hvad der var gået forud for sygemeldingen. På baggrund af feltarbejdet konkluderer Malene Friis Andersen, at man udvikler en overinvolveret adfærd, fordi man er stresset. Medarbejderens neurotiske overinvolvering er ikke årsagen til sygemeldingen, men et forsøg på at overleve psykisk i en presset situation.

Malene Friis Andersen blev uddannet psykolog som 26-årig og fik job i et konsulentfirma, hvor hun mødte op i jakkesæt på arbejdspladser og arbejdede med lederudvikling. Det var i de glade 00'ere, hvor der var fokus på, hvordan lederne kunne udvikle medarbejderne, ofte gennem coaching.

Det var som konsulent, hun fik et ønske om at forstå mere om stress, og hun pakkede sit jakkesæt sammen og blev ansat hos psykologen Nadja Prætorius i Præstø, som er en af de psykologer, som har arbejdet mest indgående med forebyggelse og behandling af stress. Her fik Malene Friis Andersen klinisk erfaring, samtidig med at hun fik et indblik i kompleksiteten omkring stress.

”Stress er ikke en selvstændig diagnose, og vi er udfordrede, når vi skal prøve at forstå, hvad der er på spil, når man er sygemeldt med stress. Spørger man den arbejdende del af befolkningen, så angiver de klart, at arbejdslivet er den væsentligste kilde til stress. For nogle er der en sammenhæng mellem pres på hjemmefronten og arbejdspladsen, men arbejdet angives oftest som den udløsende eller i hvert fald medudløsende faktor. Men hvad er det ved det moderne arbejde, som kan udløse så stærke somatiske (legemlige sygdomme i modsætning til psykiske, red.) reaktioner?”, siger hun.

Da hun for fire år siden begyndte sit ph.d.-forsknings-projekt, blev hun ansat på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Hun ville spore, hvad der lå bag sygemeldingerne, og hvorfor mere end hver femte, som har været langtidssygmeldt med stress, depression eller angst, oplever at blive sygemeldt med stress igen. Stress er ikke en selvstændig diagnose, og i statistikken optræder stress sammen med depression og angst. Andelen af gensygemeldinger for mennesker med stress, depression og angst er mellem 20 og 30 procent, hvilket er mere end for somatiske lidelser. Årsagerne er mange, men meget har at gøre med det kollektive syn på stress.

”Det kan virke paradoksalt, at man udvikler stress, når man har jobs, som er ufarlige. Det er ikke de medarbejdere, som står på stilladser med fare for at falde ned, som udvikler stress. Det er mennesker, som laver såkaldt symbol-, videns- og relationsarbejde, hvor de taler og skriver, der udvikler stærke somatiske reaktioner, hvor de kan sidde til et møde og nærmest mærke, at blodproppen og døden er på vej, mens kollegaen tilbyder dem et rundstykke,” siger hun.

Malene Friis Andersen mener, at baggrunden for udbredelsen af stress har at gøre med, hvad andre forskere har kaldt ”kognitiv kapitalisme”.

”I mine interviews har jeg hørt ganske mange fortælle, hvordan de oplevede en lighed mellem at være et godt menneske og være en god medarbejder. Der er sket en sammenfoldning mellem arbejde og identitet. For at man kan løse det moderne arbejdslivs opgaver med fokus på viden eller relationer, er man nødsaget til at bruge personlige kvaliteter som hukommelse, empati, sanselighed og kreativitet,” siger hun.

”Man kan ikke løse opgaverne, hvis man ikke sammenfolder sig med sit arbejde og dermed anvender sig selv og sit selv i arbejdet. Det er ikke et valg, men et vilkår. En sådan måde at arbejde på fungerer fint, hvis der er et godt psykisk arbejdsmiljø, men sammenfoldningen betyder også, at man bliver mere sårbar, hvis det psykiske arbejdsmiljø er belastet, eller man ikke har mulighed for at løse opgaverne med den ønskede kvalitet,” siger Malene Friis Andersen.

Fordi man bruger sig selv i jobbet, er man også mere sårbar over for stress.

”Når stressen begynder at sætte ind, bliver arbejdsevnen hurtig reduceret. De egenskaber, man løser arbejdsopgaverne med, bliver udsat selv ved mindre stresssymptomer, og der kan derfor hurtigt opstå en negativ spiral, fordi koncentrationsevne, hukommelse, empati, samarbejdsevne, kreativitet og prioriteringsevne reduceres, hvilket alt sammen er personlige egenskaber, man er afhængig af for at udføre sit job i det moderne arbejdsliv,” siger hun.

Hun har talt med sygemeldte, som husker tilbage på, hvordan de op til deres sygemelding fremstod som arbejdsnarkomaner, som kun havde blik for jobbet. I virkeligheden er medarbejderen i færd med en slags linedans for at undgå et psykisk identitetskollaps.

”Når man er på vej ind i den negative spiral, hvor ens arbejdsevne bliver reduceret, så bliver det vigtigste at løse opgaverne og få den anerkendelse, det giver, fordi man oplever, at det kun er på den måde, man kan bestå som menneske. Det betyder, at man nedprioriterer familie, venner, motion og fritidsinteresser for at undgå et psykisk identitetskollaps,” siger hun.

Den unge forsker oplever, at holdningen til stress har ændret sig hos ledelsen på mange virksomheder. For år tilbage var tilgangen mere, at man kunne ansætte sig ud af problemet. Fandt man en medarbejder med de rette kvalifikationer tilsat robusthed, kunne man undgå de lange sygemeldinger. Den tanke har, ifølge Malene Friis Andersen, generelt spillet fallit.

”Selvom de fleste ledere nok ikke længere vil mene, at man kan ansætte sig ud af problemerne med stress, så er der alligevel mange, som er tilbøjelige til at se på stress som et individuelt problem knyttet til en konkret medarbejder. Min forskning viser, at der er grund til at se kollektivt på stress. Stress eskalerer, hvad der kan se ud som arbejdsnarkomani og perfektionistiske træk, men det er træk og en adfærd, som er kommet af eller er forstærket af stress og er altså ikke årsagen,” siger hun.

”Stress gør én i tvivl om ens egen selvforståelse. Desuden forstyrres selvværd og realitetssansen. Derfor sætter stressramte alt ind for at lykkes med deres arbejdsopgaver for at genvinde sig selv som mennesker,” siger Malene Friis Andersen.

I et omfattende internationalt litteraturstudie identificerer Malene Friis Andersen, hvilke tanker sygemeldte gør sig om at vende tilbage til arbejdspladsen.

”Hvis ens leder tilskriver årsagen til stress til medarbejderens personlighed, så har den sygemeldte sværere ved at tro på, at man kan vende tilbage,” siger hun.

Den gode vej tilbage til en hverdag på arbejdspladsen, når man har været sygemeldt med stress, skal have to omdrejningspunkter: Man skal lave strukturelle ændringer samt tilpasninger på arbejdspladsen, og det kan også være relevant, at medarbejderen ser på sine mestrings-strategier - men sidstnævnte kan ikke stå alene.

”Man må investere i at få medarbejderen tilbage og sikre, at der er lommer, hvor man kan finde tid til at tale med den raskmeldte medarbejder. Det er ressourcekrævende, men mange af de gode planer, som laves om tilbagevending, fungerer ikke, fordi man mangler tiden til en kontinuerlig opfølgning i en presset hverdag. Muligheden for at man kan genvinde sin fulde arbejdsevne er der, men arbejdspladsen og den enkelte må investere for at nå frem til det.”