Prøv avisen

Når man opdager, at man er fravalgt og ikke en absolut nødvendig faktor i andres liv

”Ensomheden er en grundoplevelse i den menneskelige eksistens. Jeg mærkede den, når jeg sad en fredag aften og ikke havde nogle planer og tænkte, at alle andre havde planer,” siger Anette Ejsing. Foto: Jens Welding Øllgaard

I en årrække kæmpede præsten Anette Ejsing med en ensomhed, som var både åndelig, social og romantisk. Ensomheden melder sig stadig, men i sit hjem på landet er hun blevet venner med, hvad hun beskriver som den gode ensomhed

Anette Ejsing husker ganske tydeligt den aften, hvor hun besluttede sig for at tale om sin ensomhed. Meget i hendes liv var lykkedes: Efter at have læst teologi på Aarhus Universitet havde hun haft et ønske om at læse videre og havde haft held til at få legater nok til at læse en ph.d. i USA.

Siden indfriede hun sit mål om et job i USA, hvor hun underviste. Først som adjunkt og siden som college professor i teologi, etik og filosofi, skønt hun ikke var fyldt 40 år. Sociale relationer var heller ikke nogen mangel, selvom drømmen om familieliv fortsat var en drøm.

En aften besøgte hun et par, som begge var teologer. De kendte hinanden godt, og hun tænkte, at hun kunne spørge vennerne, hvordan de oplevede ensomhed.

”De undveg. Det kom for tæt på, selvom vi havde et venskab, hvor vi i forvejen kunne tale om livets svære sider. Manden så ned i gulvet, mens kvinden begyndte at fortælle om en ven, som var ensom, og som hun var bekymret for. Det overraskede mig, at de ikke ville tale om det, men det kom for tæt på og var for pinligt at tale om. Ensomhed bliver set som en form for mislykkethed. Man opdager, at man er fravalgt og måske ikke en absolut nødvendig faktor i andre menneskers liv.”

”Ensomheden er en grundoplevelse i den menneskelige eksistens. Jeg mærkede den, når jeg sad en fredag aften og ikke havde nogle planer og tænkte, at alle andre havde planer. Det er den helt normale ensomhed, som alle løber ind i på tidspunkter, hvor man burde være sammen med nogen, men i stedet er alene.”

Konfronteret med omgivelsernes manglende lyst til at tale om ensomheden, tog hun fat på at studere fænomenet. Jo mere hun læste, desto klarere blev det for hende, at ensomheden var lidt af et mysterium. Hun kunne finde litteratur, som beskrev, hvordan ensomheden oplevedes, men en forståelse af, hvad ensomhed egentlig er, ledte hun forgæves efter. Hun ville gerne forstå, hvad roden til problemet var.

Hun voksede op på en gård ved Bording mellem Silkeborg og Herning som den ældste af tre, og pligterne på gården var ikke flere, end hun havde tid til en opvækst med masser af håndbold i den lokale hal. Efter at være blevet matematisk student fra Ikast Amtsgymnasium fortsatte hun på Herning Handelsskole, hvor hun tog en et-årig HH for at forberede sig på en levevej som eksportsælger.

At det i stedet skulle blive teologistudiet, havde hun ikke i tankerne, før hun kom til at se ind i Johannes Møllehaves øjne. Hun fortæller om den aften i Munklinde forsamlingshus, hvor Johannes Møllehave stod på en orange plasticstol og talte om ”Brødrene Karamazov”. Den aften ændrede hendes livsretning.

”Når han talte, så var han et andet sted. Hvis teologien kunne gøre det ved et menneske, så ville jeg læse teologi. Mit studievalg var ikke motiveret af andet. Det er næsten flovt at sige det, men da jeg kom ind på teologi, var jeg ikke helt klar over forskellen på Martin Luther og Martin Luther King.”

På studiet kæmpede hun i mange år med et gab mellem tro og intellekt.

”Et par år inde i teologistudiet havde jeg en oplevelse af, at det, jeg intellektuelt troede, også blev en personlig virkelighed. Jeg havde en overbevisning om, at kristendommen var min tro, men jeg havde ikke den dybe sandhedsoplevelse, som jeg kunne møde hos andre kristne, og når jeg mødte den overbevisning, kunne jeg blive provokeret, fordi deres tro var så simpel. Jeg kunne ikke leve med en barre, som intellektuelt var sat så lavt som nogle af de unge kristne, jeg mødte, men jeg var hungrende og fascineret af den overbevisning, som drev dem.”

”Jeg begyndte at bede, og det skal man ikke gøre, hvis man samtidig mener det, man beder om. Jeg har været udspændt mellem den intellektuelle refleksion over troen og den oplevede tro. Troen var noget, som jeg ikke havde magt over, og en gave, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med,” siger hun.

Det gab, hun i mange år kæmpede med, fandt hun inspiration til at arbejde med, da hun tog fat på sin ph.d. om den amerikanske filosof C.S. Peirce (1839-1914). En grundlæggende tanke hos Peirce er, at al viden og forståelse begynder med tro.

”Han åbnede en verden, hvor jeg godt må eksistere som troende og samtidig tænkende, reflekterende og rationelt menneske.”

Tilbage til ensomheden. Fra at være en følelse, der kunne dukke op de aftener, hvor andre var ude, mens hun sad hjemme, udviklede det sig til at blive et åndeligt og teologisk problem. I en årrække var hun drevet af spørgsmålet: Hvorfor helbreder den kristne tro ikke min ensomhed? Hun beskriver det som en åndelig ensomhed. For at forklare, hvordan det spørgsmål dukkede op, peger hun på trosbekendelsen, som man bekender den i landets kirker: Troen på Fader, Søn og Helligånd.

”Jeg tror på Faderen, som har skabt alle ting. Han skaber to mennesker. Mennesket er skabt til tosomhed. Derfor er det et særligt problem som kristen at opleve en romantisk ensomhed. Når man ikke bliver to, så bliver Gud et problem. Hvorfor leverer Gud ikke?”.

”Så kan man gå videre til anden tros-artikel. Der kan jo være mange grunde til, at den romantiske kærlighed udebliver: Syndefaldet, krig og meget andet. Kristus beskrives som den, som forløser al synd, smerte, mørke og fører os tilbage i fællesskabet med Gud. Men min åndelige ensomhed går ikke væk, fordi jeg tror på Kristus. Jeg står i stedet med en ny og uforståelig ensomhed. I Helligåndens fællesskab, menigheden, kan vi opleve den tredje ensomhed, når man sidder sammen med andre troende og alligevel er ensom. Jeg sidder der og råber på Kristus og føler mig spærret inde i min tro, som jeg ikke kan kaste væk. Det er den store frustration, at jeg tror mod min vilje.”

I en periode på tre til fire år var Anette Ejsings liv farvet af en både romantisk, åndelig og social ensomhed. Når hun i dag ser tilbage på det, beskriver hun det som sjælens mørke nat, som er et begreb, som kendes fra den kristne mystik. Hun førte en dagbog over sit åndelige liv, men i en lang periode satte hun bare en streg. Hun passede sit akademiske arbejde, men kirkegang valgte hun fra.

En dag opdagede hun, at den lille anglikanske kirke i nærheden af hendes hjem havde en kort såkaldt fro-messe hver søndag morgen. Hun gjorde det til en tradition at deltage i den korte gudstjeneste, hvor hun hørte en prædiken, deltog i nadveren og fik velsignelsen.

”Jeg betragtede det som en vitaminpille, som jeg i det mindste kunne tage.”

Når hun sad i kirken, mærkede hun tit kortvarigt en glæde, som irriterede hende, og hun fortæller, hvordan hun forsøgte at skubbe glæden fra sig og tænke på dagens videre program. Hun besluttede sig for at kontakte kirkens præst og bede om at komme til skriftemål. Og det blev et vendepunkt.

”Jeg bekendte ’fortvivlelsen’ som min synd. Det er ikke en synd at være fortvivlet, men jeg havde gjort fortvivlelsen til en afgud og min identitet. Den glæde, jeg nogle gange mærkede i kirken, ville jeg ikke have. Jeg så den som en ganske uvelkommen gæst. Ensomheden kom i et nyt lys. Gud lover mig ikke, at smerten eller lidelsen går væk, men han lover, at han vil hjælpe mig med at bære den, og at han vil give af sin glæde i smerten, men den glæde skubbede jeg fra mig.”

En septemberdag for syv år siden landede Anette Ejsing i Københavns Lufthavn efter 12 år i USA. Som en følge af den økonomiske krise i USA var hendes stilling blevet nedlagt, og hendes felt var ramt af besparelser, der gjorde jobudsigterne i USA håbløse.

At vende hjem var forbundet med både modstand og smerte. Og så var der tanken om ensomheden. Hun fik mulighed for at leje sig ind i en større villa nord for København, hvor hun oprettede et bofællesskab med plads til i hvert fald seks beboere. Kriteriet for at komme ind i bofællesskabet var, at man ikke måtte kende nogen af de andre beboere.

Man skulle flytte ind uden at have store forventninger til hinanden og fællesskabet, men alligevel blev det til mange fælles måltider, som nogle gange udviklede sig til en fest midt i hverdagen.

”Når jeg ser tilbage på årene i bofællesskabet, tænker jeg, at det var som et hospital, som beskyttede mig mod at blive ædt op af ensomhed, da jeg kom tilbage til Danmark. Vi havde det sjovt, og jeg kom på fode og lærte at gå på et ben, som havde været brudt.”

Anette Ejsing er i dag præst i folkekirken. Det sidste halvandet år har hun haft vikariat i Stege Kirke på Møn, og hun har derfor lejet en bolig i området. At skifte det livlige bofællesskab ud med det lille blå hus nær Faxe Kalkbrud var lidt som at smide krykkerne og begynde at gå.

”Det tog lang tid for mig at få møblerne på plads her i huset. Den første tid var jeg meget på kirkens kontor, for jeg havde en frygt for, at ensomheden ville melde sig her. Ensomheden kommer stadig på besøg. Det er noget, som sidder ved døren og lurer. Engang ville jeg være flygtet fra den og måske have taget en tur i biografen, men jeg har lært, at når ensomheden kommer, så kan jeg med min vilje vælge at sætte mig ned, meditere, bede en bøn og vente. Så kommer Guds nærvær.”

I dag vil hun gerne hjem til det blå hus med nyhøstet, bakket kornmark i baghaven og stilhed.

”Det er lettere at finde ind i den gode ensomhed her, hvor der er stille. Det er, som når man brygger et glas te og ser bladene dale mod bunden. På samme måde kan jeg mærke, hvordan jeg falder til ro med mig selv. Den gode ensomhed er afhængig af, hvordan man har det med sig selv, når det bliver stille.”

Konfronteret med omgivelsernes manglende lyst til at tale om ensomheden, tog Anette Ejsing fat på at studere fænomenet. Jo mere hun læste, desto klarere blev det for hende, at ensomheden var lidt af et mysterium. Foto: Jens Welding Øllgaard
”Når jeg ser tilbage på årene i bofællesskabet, tænker jeg, at det var som et hospital, som beskyttede mig mod at blive ædt op af ensomhed, da jeg kom tilbage til Danmark. Vi havde det sjovt, og jeg kom på fode og lærte at gå på et ben, som havde været brudt.” Foto: Jens Welding Øllgaard