Prøv avisen

Når Mathias leger med Anna, fylder hans fars død mindre

Seksårige Mathias Lodberg Hauxner og 22-årige Anna Clowes leger sammen på Københavns Professionshøjskole. Anna Clowes er børnebuddy for Mathias Lodberg Hauxner, der mistede sin far til kræft for tre år siden. De mødes cirka to timer om ugen. – Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Seksårige Mathias Lodberg Hauxner og 22-årige Anna Clowes er børnebuddyer og ses et par timer om ugen. Det giver både Mathias og hans mor et frirum, at han har en voksenven, der både kan lege og lytte

Hr. Utrolig er i vanskeligheder. Den ellers meget muskuløse tegneseriefigur kan ikke hamle op med fru Utroligs lange, elastiske arme. Han har heller ingen liv i modsætning til sin modpart, der har uendelige. I hvert fald ifølge seksårige Mathias Lodberg Hauxner, der har fru Utrolig i sine hænder og styrer hendes elastiske arme, der spændes til det yderste. Over for ham sidder 22-årige Anna Clowes, der må give fortabt med hr. Utrolig. Sammen griner de, når Mathias Lodberg Hauxner triumferende forklarer, at hr. Utrolig ikke har en chance, for uanset hvad vil fru Utrolig altid vinde.

De to sidder i børnerummet på Københavns Professionshøjskole. Her uddannes blandt andet sygeplejersker, fysioterapeuter og radiografer, som Anna Clowes studerer til på andet år. Og så har skolen siden januar 2017 haft ordningen med børnebuddyer. Med midler fra Egmontfonden matcher de børn med sygdom eller død i familien, og som trænger til et frirum fra en hverdag, der kan være hård, med skolens studerende. Det er en frivillig ordning, hvor barnet har en børnebuddy i fire måneder, og hvor de tilbringer cirka to timer om ugen sammen.

Anna Clowes og Mathias Lodberg Hauxner er omkring halvvejs i forløbet. Det er anden gang, de er i børnerummet på Københavns Professionshøjskole, som er indrettet med alverdens legetøj, spil, tegnegrej, slik og bøger. Ellers plejer Anna Clowes at hente Mathias Lodberg Hauxner fra skole og følge ham hjem til hans hus, hvor der oftest bliver tegnet, leget eller talt om Pokémons, som er Mathias Lodberg Hauxners store lidenskab. I børnerummet i dag har han en kasket på med Pokémons og fortæller ivrigt om de forskellige figurer.

Mathias Lodberg Hauxners far døde pludseligt af kræft for tre år siden, og selvom Mathias Lodberg Hauxner måske ikke husker det meste omkring sin fars død, er det noget, der har sat sig i ham og gjort ham eftertænksom. Særligt efter at han er begyndt i skole i år, og de andre børn har en far, har han gjort sig tanker om sin fars død. Sådan siger Mathias Lodberg Hauxners mor, Lene Lodberg Hauxner.

”Nogle gange kan han sidde og kigge ud i luften, og når jeg spørger, hvad han tænker på, siger han, at han lige kom i tanker om noget med sin far, og at han savner ham. Vi snakker meget om hans far, og jeg viser Mathias billeder og videoer af ham, og jeg tror, det er noget, han tænker meget over,” siger hun.

Hun meldte ikke Mathias Lodberg Hauxner til børnebuddy-ordningen, fordi det skulle være en form for terapi. Det er slet ikke hensigten med ordningen, men derimod at give børnene et frirum fra en hverdag, hvor sygdom og sorg kan fylde. For Lene Lodberg Hauxner handlede det om at give både hende selv og Mathias Lodberg Hauxner et frirum.

”Jeg er jo alene med Mathias, og det har været hårdt, både fordi jeg selv har været så ked af det, og fordi det skete så hurtigt. Jeg har perioder, hvor jeg bliver trist og synes, det kører i ring. Når man er alenemor, laver man alt selv; henter, bringer, handler, laver mad, vasker tøj. Så er der ikke så meget plads til at være mig. Jeg har ikke gået til noget i tre år. Så det var ikke, fordi jeg ville have fritid, men mere for at få overskud til at være der for ham, være lidt mere glad eller fri,” siger hun.

Mathias Lodberg Hauxner og Anna Clowes mødte hinanden i midten af august, og de klikkede med det samme.

”Det gik meget hurtigt med at lære ham at kende. Han er god til at snakke og finder sig nemt tilpas i andres selskab. Selvfølgelig skulle han lige se mig an første gang, men ellers har det været meget nemt. Vi taler meget om Pokémons og tegner og leger,” siger Anna Clowes.

Mathias Lodberg Hauxner er hendes første børnebuddy, og hun meldte sig til ordningen, fordi hun gerne ville hjælpe et barn, der har det svært.

”Jeg kan godt lide børn, og jeg synes, projektet lød spændende. Det er forfærdeligt, at børn skal opleve sorg, når man selv kommer fra en familie, hvor alle har det godt. Så jeg ville gerne give noget til nogen, der har brug for det. Og så betyder det meget for mig, at jeg kan se, at han nyder vores samvær. Han kan slappe af, og han er glad. Jeg føler, at jeg gør en forskel, selvom jeg jo egentlig bare er der,” siger hun.

Af og til nævner Mathias Lodberg Hauxner sin far, og i begyndelsen kunne det være svært for Anna Clowes at finde ud af, hvordan hun skulle svare. Inden hun blev børnebuddy, fik hun undervisning på Københavns Professionshøjskole om, hvad hun skulle gøre i de situationer, og at det dybest set handler mest om at lytte.

”Det kommer ofte ud af det blå, at han siger, at han savner sin far, for eksempel, så det er ikke noget, vi på den måde forbereder at skulle tale om. Det var svært i starten, fordi han ikke er så gammel, og hvordan går man til det? Men han snakker meget om sin mor og de ting, han går og tænker på, og det er jo også hans far. Jeg er glad for, at han kan sige den slags ting til mig, og det er jo også derfor, jeg er der. Ikke nødvendigvis for at tale om følelser, men for at kunne give ham et frirum til at tale om det, hvis han har lyst til det. Men for det meste leger vi jo bare,” siger hun.

For Mathias Lodberg Hauxner handler børnebuddyen ikke så meget om at tale om faderens død.

”Vi har mest talt om Pokémon. Vi leger næsten kun, og der er ikke så mange børn, der har en børnebuddy, så det er lidt specielt. Og så er der noget med min far. Det er ret trist. Det er ikke, fordi jeg skal tale med Anna om det, men når nogen spørger eller hører om mig på grund af min far, så vil jeg gerne fortælle om det. Eller hvis Anna spørger mig. Det er ikke, fordi det er trist, det er bare for at lege, at man har en børnebuddy,” siger han.

For hans mor, Lene Lodberg Hauxner, har det allerede gjort en stor forskel at være med i børnebuddy-ordningen.

”Jeg er ovenud lykkelig for at være en del af det her. Det kom på det rigtige tidspunkt for mig, for jeg var ved at brænde sammen. Jeg var så træt og udkørt, og man kan ikke få energi til at være på 100 procent, hvis man ikke også bliver ladet op en gang imellem. Så jeg er glad for, at jeg fik det tilbudt. Det var min kollega, der fandt det frem, en dag hvor jeg var ked af det på arbejdet,” siger hun og fortsætter:

”Det betyder, at jeg har fået mere overskud. Oven i de sidste tre års sorg blev jeg opereret for galdesten og var indlagt, og det havde Mathias svært ved, fordi hans far var indlagt og aldrig kom hjem igen. Det var hårdt både for ham og mig, og det var også med til, at jeg vidste, at der var brug for et eller andet. Jeg ville ønske, at vi kunne have Anna i vores liv i længere tid end bare de fire måneder, ordningen kører,” siger hun.

Om Mathias Lodberg Hauxner og Anna Clowes skal blive ved at være venner ud over børnebuddy-ordningen, må tiden vise.

Indtil videre bliver der leget og tegnet og grinet i børnerummet på Københavns Professionshøjskole.