Sognepræst Kathrine Lilleør har mødt dem en del gange i sit præsteværelse i Sankt Pauls Kirke i København. Modne mænd, som mange år efter erkender, at de har fortrudt eller i hvert fald fortsat er sørgmodige over skilsmissen fra kvinden, de fik børn med. En tilstand som Hans Edvard Nørregård-Nielsen satte ord på i et interview i Kristeligt Dagblad for nylig.
”Gå hjem, og tag en kop te, før du skifter dit liv ud”, lød rådet fra den tidligere direktør for Ny Carlsbergfondet, som også erkendte, at han i sin tid selv havde skilt sig af med nogle uberegnelige faktorer med hensyn til hans tid – hustruen og børnene for eksempel. Den erkendelse fangede Kathrine Lilleørs opmærksomhed. Hun siger:
”Jeg har aldrig før set det så klart formuleret som hos Nørregård-Nielsen. Mange flere gange, end det er opløftende at tænke på, har jeg siddet over for en ældre mand, der fortryder, at han gik fra sin første hustru, sine børns mor, som egentlig havde det hele. Ofte forlyder det, at han faldt for en yngre model, og dermed antyder man, at det hele handler om erotik. Men jeg tror, der er en almen sandhed i, at det handler om at få luft og tid til at forfølge karrieren, som det kan være svært at finde plads til, når børnene er små.”
Kathrine Lilleør er selv blevet skilt to gange og ved alt om, at det kan være uundgåeligt. Men hun ved også, at man, når man er ung og dum, kan glemme, at børnene bliver større, og tiden kommer tilbage, før man ved af det.
”Og så opdager man måske, at den kvinde, man blev skilt fra, og som er mor til børnene, egentlig var en god livs-ven og samtalepartner, som man kunne have delt livet med, og da kan fortrydelsen ramme. Jeg har haft samtaler med modne mænd, der kan konstatere, at de i mange år har levet med den fortrydelse. Det er ikke en undsigelse af det liv, de fik med en anden kvinde, men derfor kan man godt være modig og sige: ’Jeg begik nogle fejl. Jeg var for selvoptaget.’”
Når man ser på statistikken for skilsmisser, så lyder den i runde tal cirka sådan her: I en fjerdedel af tilfældene er parterne enige om, at de skal bryde op. I halvdelen af tilfældene er det kvinderne, der tager initiativ til at blive skilt. I den sidste fjerdedel er det manden, der vil afslutte ægteskabet. Det fortæller psykiater Jørgen Due Madsen fra Center for Familieudvikling. Han udgør også den ene halvdel af Kristeligt Dagblads brevkasse, hvor mange spørgsmål handler om at leve videre efter en skilsmisse og håndtere de komplicerede relationer, der følger med.
Jørgen Due Madsen bekræfter, at når mænd bryder et ægteskab, så skyldes det ofte, at der er en ny kvinde i kulissen.
”Mænd går meget sjældent ud af et forhold, uden at der er en anden. De fleste mænd bryder sig ikke om at være alene, hvor kvinden oftere vil bryde et ægteskab, måske fordi hun har fået nok af manglende nærvær og har brug for luft og tid til at passe på sig selv.”
En forelsket mand kan være svær at holde tilbage. Og det kan synes både indlysende og som det helt rigtige at gå over til det nye. Men:
”Faktum er jo, at de fleste fascinationer damper af med tiden. Og så sidder man tilbage med sin egen gamle personlighed og måske de samme udfordringer som før, men i et mere kompliceret familiepuslespil. Som 60-årig kan det være vanskeligt at navigere i at have halvstore børn med den yngre kone, mens ens voksne børn samtidig har givet ham børnebørn. Det kan egentlig være ret anstrengende at navigere i, når man har nået en vis alder. Eller også gik det bare ikke med den nye, og han er blevet tiltagende ensom og desillusioneret. Og så begynder fortrydelsen måske at komme snigende.”
Skilsmissen kan i nogle tilfælde være uundgåelig og den bedste løsning, mener Jørgen Due Madsen også. Men hvis man ellers lever i et nogenlunde ægteskab med respekt for hinanden, skal man være varsom med at skifte det hele ud. Og hellere søge hjælp og inspiration til en fornyelse. Der er en værdi i det lange seje træk.
”Det har en stor værdi at være sammen med den samme gennem livet. Man har en sammenhængende historie som par, en fordybelse og et venskab, som det tager år at bygge op. Man har været vidne til de samme vigtige livsbegivenheder såsom børnenes fødsel og skolegang. Man har en fælles fortælling af op- og nedture, og de kommende generationer kan danne deres egen historie i læ af den.”
Lektor i mandeforskning ved Roskilde Universitet Kenneth Reinicke kender ikke til undersøgelser eller forskning, der viser, at mænd i højere grad end kvinder skulle fortryde en skilsmisse. Men om fortrydelsen rammer efter et brud, som de selv har taget stilling til, afhænger meget af måden, de kom ud af deres tidligere forhold på.
”Hvis de efterlod deres ekskone bitter og såret tilbage og ødelagde relationen til deres børn, så er det ganske givet noget, de reflekterer over senere. Særligt hvis de senere hen selv er endt med at sidde alene tilbage, fordi forholdet til den nye kvinde er gået i vasken.”
Når det er sagt, kender han til mange mænd, som er glade for beslutningen om at lade sig skille fra hende, som de måske blev gift med allerede i begyndelsen af 20’erne og sidenhen voksede fra.
”Jeg ser mange eksempler på succesfulde, karriereagtige mænd i 50’erne, der har fået andet kuld børn med en 15 år yngre kone nummer to og trives glimrende med det. Men nogle gange begynder det da at blegne lidt, når man nærmer sig de 60 år og skal til forældremøde med de andre forældre på 32. Der skal jo ikke megen statistik til at regne ud, at når man bliver far igen i en sen alder, er der en risiko for, at man ikke når at følge de yngste børn særlig langt i livet, fordi man forinden har stillet træskoene.”
Når Kathrine Lilleør møder de fraskilte, modne mænd i det sjælesørgeriske rum, er der ikke nogen særlige råd at give eller en opskrift at følge, siger hun. Selve fortrydelsen er der ikke noget at stille op med. Den må man leve med. Men derfor kan det alligevel hjælpe at sige den højt til de mennesker, der var impliceret i den.
”Der findes smerte i ethvert menneskes liv, som først evigheden kan vaske væk. Det er en del af voksenlivet, og vi bærer alle på fortrydelse, som vi ikke kan rette op på. Man kan indrømme fortrydelse og sige undskyld til dem, man smertede dengang. Det er både værdigt og forsonende. Også for de næste generationer, der kan lære af, at man erkender sine fejltagelser,” siger hun.