Flere filmer og fotograferer ulykker: ”Vi har en trang til at svælge i det farlige og blodige”

Ved ulykker i det offentlige rum sker det jævnligt, at vidner filmer det, de ser, og siden deler det på sociale medier. Det vækker foragt og fordømmelse, men mennesker drages naturligt af uventede hændelser, og det kan få os til at glemme de etiske og moralske normer, vi ellers pejler efter

Når vi pludselig bliver vidner til en uventet hændelse, kan vi komme til at handle på et instinkt, før vi når at reflektere over, hvad det er, vi gør, mener Zeynep Üsüdür, der er filosof og forsker i nysgerrighed ved Københavns Universitet.
Når vi pludselig bliver vidner til en uventet hændelse, kan vi komme til at handle på et instinkt, før vi når at reflektere over, hvad det er, vi gør, mener Zeynep Üsüdür, der er filosof og forsker i nysgerrighed ved Københavns Universitet. .

For foden af et byhus i Knudrisgade i Aarhus, samlede der sig på den sidste julidag i år en lille flok mennesker. Med blikket rettet stift opad stod de bag politiafspærringen, som netop var blevet sat op. Efterhånden sluttede flere nysgerrige forbipasserende sig til dem.

”Hvad sker der?”, spurgte de nytilkomne, hvortil de, der havde stået der i længere tid, kun behøvede at pege op på taget som svar. En 40-årig mand stod deroppe og ”nægtede at komme ned”, som det senere fremgik af Østjyllands Politis døgnrapport.

Men mens en forhandler fra politiet forsøgte at tale manden fra at springe, måtte politifolkene på gaden forholde sig til et andet problem end det, de i første omgang var kommet for at løse. Flokken af mennesker på gaden voksede, og nogle fandt mobiltelefonen frem for at fotografere manden på taget. Ikke ligefrem noget, der gavnede politiets arbejde med at få manden talt til ro, fortæller vicepolitiinspektør Kristian Juliussen, som var til stede.

At vidner til ulykker i det offentlige rum filmer eller fotograferer det, de ser, er noget, politiet i stigende grad skal håndtere, siger vicepolitiinspektøren. Det sker også, at billedmaterialet deles på de sociale medier, og nogle gange før de pårørende er underettet af politiet.

”Kiggekøer og nysgerrige forbipasserende er kendte fænomener, men vi kan godt mærke, at der i de senere år er kommet en ekstra digital dimension, der gør, at folk også føler behov for at dele de ting, de ser, på de sociale medier,” fortæller Kristian Juliussen.

Tendensen opleves også andre steder i landet. For godt en måned siden udskrev Fyns Politi 10 bøder for brug af håndholdt kamera under kørsel, da en lastbil brød i brand på Storebæltsbroen. Noget, Preben Ingemansen, politikommissær i Fyns Politi, dengang i Kristeligt Dagblad kaldte ”noget, man bare ikke gør”. Og Kristian Juliussen er enig med sin kollega.

”Hvis man ikke er til stede for at hjælpe, men udelukkende for at få stillet sin nysgerrighed, synes jeg, man skal tænke over, hvilke konsekvenser det kan have for de personer, som står i en svær situation. Man kunne jo prøve at vende det om og tænke på, hvordan man selv ville have det. Jeg ville i hvert fald nødig se et billede af mine pårørende i den situation på de sociale medier. Men det er ikke altid let at trænge igennem til folk med det budskab,” siger han.

Men den betragtning deles tilsyneladende af en hel del danskere. Det kommer jævnligt til udtryk på de sociale medier, hvor kommentarsporene ofte gløder af forargelse, når fænomenet dukker op i nyhedsstrømmen.

Det skete for eksempel i marts, da 28-årige Camilla Muus Andersen i et offentligt Facebook-opslag delte sin fortælling om den dag, hendes lille søn mistede livet på en tankstation på Nordvestsjælland. Sønnen blev kvalt, da han fik en vindrue galt i halsen, og familien holdt ind på tankstationen. Men selvom en ambulance og en redningshelikopter blev tilkaldt, lykkedes det ikke at redde drengen. Camilla Muus Andersen beskrev i opslaget de nervepirrende minutter, hun og hendes mand tilbragte på tankstationens parkeringsplads, mens deres søn fik hjertemassage i ambulancen. Herefter fortsatte hun med en opsang til nogle af de vidner, som overværede situationen.

”Samtidig var der forbipasserende, som stoppede op ude ved vejen, og biler, der holdt ind til siden for at følge med i, hvad der skete (...). Det allerværste ved de mennesker var, at der ligefrem var nogle af dem, der begyndte at tage billeder!!! Jeg har ikke ord for, hvor stort et had, jeg føler, hvor respektløst og usympatisk, det er!”, skrev hun.

Opslaget blev delt mere end 5400 gange. 2600 mennesker kommenterede det. Nogle med kondolencer og medfølelse, og næsten lige så mange med opbakning til opsangen.

”Det er simpelthen så respektløst,” skrev en Facebook-bruger.

”Utilgivelig opførsel,” skrev en anden.

Men søger man på ”trafikulykke” i Facebooks søgefelt, varer det samtidig ikke længe, før man sidder foran en side fyldt med billeder og videoklip fra ulykker på de danske veje. Et af videoklippene er lagt op af 33-årige Andreas Kjær fra Virum. En aften i 2013 optog han det på en motortrafikvej på Sjælland. Det var Andreas Kjærs far, der kørte bilen, mens han selv sad på passagersædet, og da blå blink lyste op i mørket forude, fandt han mobiltelefonen frem.

”Det er jo ikke noget, man lige oplever hver dag, så når man selv er på vejen lige i det øjeblik, hvor det sker, bliver man selvfølgelig nysgerrig,” fortæller han.

Mens de kørte forbi udrykningskøretøjer, falckreddere og en smadret varevogn i vejkanten, filmede han det hele til lyden af trafikradioen i baggrunden og delte det efterfølgende på Facebook.

”Uden at jeg helt kan begrunde hvorfor, ville jeg gerne vise, at jeg havde haft den her særlige oplevelse,” siger Andreas Kjær.

Hvilke konsekvenser ulykken fik for de involverede, ved han ikke. Dengang tænkte han heller ikke på, om nogen ville have noget imod, at han filmede. Han mener dog alligevel, man skal være forsigtig med, hvad man deler på de sociale medier.

”Selvfølgelig er der grænser. Jeg ville aldrig dele en video med en masse blod eller døde mennesker. Selvfølgelig ikke. Og jeg kan også godt forstå, at nogen føler sig stødt over at blive filmet i sådan en situation. Men jeg tænkte ikke over det i øjeblikket,” siger Andreas Kjær.

Og det er der en god forklaring på, mener Zeynep Üsüdür, der er filosof og forsker i nysgerrighed ved Københavns Universitet. For når vi pludselig bliver vidner til en uventet hændelse, kan vi komme til at handle på et instinkt, før vi når at reflektere over, hvad det er, vi gør.

”Vi tænker ofte på nysgerrighed som motivation for at søge viden, altså som noget positivt. Men ordet har også en anden betydning, som jeg vil kalde øjenlyst. Det er et behov for blot at se noget uden at have til hensigt at erkende eller forstå noget ud fra det. Vi drages af det abnorme eller kuriøse, som en slags drift, og alle vores drifter mod nydelse og lyst er enormt stærke. Momentalt kan de få os til at glemme de etiske og moralske normer, vi ellers agerer ud fra, fordi vi ved, at det vil give os en tilfredshedsfølelse,” siger hun.

Det kan også være forklaringen på, hvorfor nogle ikke finder det tilstrækkeligt bare at betragte en usædvanlig hændelse, men altså går skridtet videre ved at dokumentere den og dele den med omverdenen, mener Zeynep Üsüdür.

”Det betyder alt sammen, at tilfredshedsfølelsen forlænges,” siger hun.

Det ville dog være forkert at give fremkomsten af de sociale medier skylden for adfærden, mener Albert Gjedde, der er hjerneforsker ved Københavns Universitet, hvor han beskæftiger sig med, hvordan brugen af de sociale medier påvirker vores hjerner.

”Selvom vores brug af smartphones giver mange problemer, tror jeg ikke, der er belæg for at give dem skylden her. Jeg tror snarere, der er tale om en grundlæggende trang til at svælge i det farlige og blodige, og den trang har altid fandtes i mennesket. Det er der ikke noget nyt i,” siger Albert Gjedde og fortsætter:

”I middelalderen mødte store folkemængder jo også op til offentlige henrettelser, og efter Reformationen var der hekseafbrændingerne, som mange også tog del i. Hvis man havde udstyret dem med et lille kamera, er jeg sikker på, de ville reagere på samme måde som nutidens mennesker.”