For de fleste børn er små ritualer, som at bamserne skal ligge på en bestemt måde, når man puttes, og at det er samme godnathistorie, der skal læses aften efter aften, en helt naturlig del af barndommen. Men for nogle børn får ritualer overtaget deres hverdag i en grad, så de udvikler OCD - Obsessiv Compulsive Disorder - en lidelse, som viser sig ved, at man igen og igen føler sig nødsaget til at udføre bestemte handlinger for at undgå indbildte ubehagelige konsekvenser, såsom sygdom, død og ulykke.
Andrea Bundgaard, der i dag er 22 år, var et af de børn, for hvem udførelsen af tvangsritualer kom til at forpeste tilværelsen. Det startede, da hun var ni år, og hendes far blev syg af kræft. Hun fik tanken, at hun ved at udføre bestemte handlinger kunne være med til at gøre sin far rask.
”Jeg begyndte at tælle ting. Det kunne være pletter på et bord, bogstaver i et ord - alt muligt. Jeg talte og talte og lavede matematiske skemaer over dem i hovedet, som skulle gå op på en bestemt måde, hvis min far skulle blive rask,” fortæller hun.
Men Andrea Bundgaards tvangshandlinger handlede om andet end tal og matematik. Hun begyndte også at flytte rundt på ting i hjemmet, så de stod på en bestemt måde, og når hun skulle sove, blev det vigtigt, at alting pegede i retning mod hendes seng, for at hun kunne føle sig tryg. Ligeledes blev hun optaget af farver.
”Jeg havde nogle farver, der hang sammen. Blå og grøn for eksempel. Det betød, at hvis jeg skulle have en grøn trøje på, så var jeg nødt til også at have noget blåt på. Jeg kunne heller ikke sige farven blå højt uden også at sige grøn. Så hvis jeg skulle sige til nogen, at himlen var blå, så var jeg nødt til at sige 'grøn' bagefter. Det studsede folk over, så til sidst begyndte jeg at hviske det,” siger Andrea Bundgaard.
Da hun var 14 år, døde hendes far, og selvom det nu blev tydeligt for hende, at hun ikke havde kunnet redde sin far ved hjælp af tvangshandlinger, forsvandt de ikke. Tværtimod fik de efterhånden stor indflydelse på hendes sociale liv og på skolen, hvor hun fagligt begyndte at halte bagefter på grund af koncentrationsbesvær, der skyldtes, at hun aldrig var rigtig mentalt til stede. Hun blev henvist til en psykolog med speciale i behandling af OCD-patienter.
”I starten var det grænseoverskridende at skulle tale med psykologen om mine tvangshandlinger, fordi jeg jo godt kunne høre, hvor åndssvagt det lød, når jeg fortalte det. Men hun forstod mig, og jeg syntes hurtigt, at der skete nogle fremskridt,” siger hun.
Hos psykologen modtog Andrea Bundgaard gennem tre år såkaldt kognitiv adfærdsterapi, der går ud på at arbejde bevidst med at ændre tanke- og handlemønstre. Hun modtog en masse information om OCD og fik øvelser, der skulle udfordre hendes angst, så hun langsomt turde slippe tvangshandlingerne.
I dag er Andrea Bundgaard flyttet hjemmefra og i gang med at tage en HF, som hun afslutter til sommer. Sin OCD og sin angst mærker hun ikke længere noget til.
”Jeg bliver ved med at rykke mig. For to år siden havde jeg stadig lidt angst, men i takt med at jeg bliver ældre og får ambitioner for mit fremtidige liv, der i hvert fald ikke skal omfatte OCD, udvikler jeg mig. Jeg er blevet en rigtig skolepige sammenlignet med, hvad jeg var, da jeg havde det dårligt. Og jeg oplever at få gode resultater - mit liv er helt anderledes. Faktisk er der ting som for eksempel grammatik og matematik, som jeg er meget hurtig til at lære, fordi jeg i så mange år har været vant til at lave skemaer inde i mit hoved,” siger Andrea Bundgaard.
LÆS OGSÅ: OCD-ramte Louise: Jeg lever i et tankefængsel af tvivl og tvang
Hun er langtfra den eneste herhjemme, der har lidt eller lider af OCD. Forskellige befolkningsundersøgelser peger på, at cirka to til tre procent i en befolkning er ramt af svære tvangshandlingsmønstre - i blandt dem rammes langt de fleste som børn og helt unge. Men der behøver ikke som i Andrea Bundgaards tilfælde at ligge en større traumatisk hændelse til grund for, at et barn udvikler OCD. Ifølge Per Hove Thomsen, professor på Institut for klinisk medicin - børne- og ungdomspsykiatrisk ungdomscenter i Risskov, der til næste år udgiver bogen ”OCD. Kort og godt”, kan lidelsen debutere af flere forskellige årsager.
”Mellem 10 og 20 procent kan pege på en hændelse, der satte tvangstankerne i gang. Men for resten kan det være noget, der enten begynder i det små og udvikler sig over tid, eller noget, der kommer som et lyn fra en klar himmel. De kan for eksempel pludselig få tanken, at hvis ikke jeg flytter den her sten nu, så er det min skyld, hvis et andet barn bliver kørt over lige om lidt eller lignende,” siger han.
OCD er forbundet med en vis genetik, men det forklarer ikke alt, og for nogle skal der kun en lille ting i opvæksten til, at den sårbarhed, man er født med, udløser OCD, mens der for andre skal meget mere til. Desuden viser undersøgelser, at det ikke er i specifikke familier med bestemte kommunikations- og reaktionsmønstre, at børn rammes af OCD.
Ifølge Per Hove Thomsen er kognitiv adfærdsterapi den bedste behandling for børn og unge med lidelsen. Det bekræftes i en ny undersøgelse, ”Nordlots”, som han selv har været med til at foretage blandt 269 nordiske børn.
”Med kognitiv adfærdsterapi får man først og fremmest fortalt børnene, hvad OCD er for en størrelse, og hvorfor den klistrer til deres hjerne, som den gør. Ofte er de flove og tror, at de er de eneste i hele verden, der har det sådan. Så laver man en liste over alle symptomerne, hvorefter man i alliance med barnet aftaler, hvad det skal træne fra gang til gang for at få bedre kontrol over tanker og gå imod tvangshandlinger. Jo flere gange barnet udsættes for det, som det er bange for, jo mindre vil angsten fylde,” siger Per Hove Thomsen og pointerer, at det kun i svære tilfælde kan være nødvendigt at medicinere med såkaldte antidepressiver, som har en god virkning mod OCD hos børn.
Under terapiforløbet er det vigtigt at lægge ud i et tempo, som barnet kan følge med i, ligesom det er altafgørende, at forældrene er opmærksomme på ikke at understøtte barnets tvangshandlinger, hvilket ellers kan være fristende, fordi det er svært at se sit barn ulykkelig og angst.
”Man skal selvfølgelig ikke gå så voldsomt frem, at barnet slet ikke tør. Det handler om stille og roligt at gå mod ritualerne med forældrenes hjælp. Hvis for eksempel barnet hele tiden vil vaske hænder på grund af angst for bakterier og snavs, kan forældrene sige: 'Prøv at vente 10 minutter, inden du gør det, for så er det dig, og ikke OCD'en, der styrer det. Imens kan vi sidde og snakke eller spille Ludo',” siger Per Hove Thomsen.