Salmedigter Simon Grotrian er død

Forfatter og salmedigter Simon Grotrian er i aftes afgået ved døden, 57 år gammel, oplyser Gyldendal. Dødsårsagen var en aneurisme. Læs her interview med digteren fra sidste år, hvor han er i samtale med præst Bo Grymer om skønhedslængsel, tro og tvivl

Simon Grotrian er af anmeldere blevet kaldt ”en guds-benådet digter”.
Simon Grotrian er af anmeldere blevet kaldt ”en guds-benådet digter”. Foto: Joachim Adrian/Ritzau Foto.

Bo Grymer følte sig ikke helt hjemme i rollen som sognepræst. Embedet i landsbykirken i Lemming lidt nord for Silkeborg, var hans første faste embede efter teologistudiet, og selvom der var flere givende ting ved præstestillingen, så oplevede han også, at relationen mellem præsten og andre i sognet var skæv. At man ikke var lige – og han følte sig derfor nogle gange lidt alene som præst. Heldigvis var der dog en af kirkegængerne, som ophævede den skæve relation og dermed hans ensomhed.

Digteren og forfatteren Simon Grotrian bor i samme sogn og mødte trofast op hver søndag til gudstjenesten. Og efterhånden begyndte præsten og digteren at tale sammen. De kunne faktisk slet ikke stoppe igen. Der udviklede sig på den måde et særligt venskab, og Bo Grymer er siden blevet en fast og hyppig gæst i Simon Grotrians rækkehus i Lemming. Til en kop kaffe, en dyb og berigende samtale – og ofte et rigtig godt grin.

”Vi er jo begge to optaget af de eksistentielle samtaler. Dem, der undersøger den menneskelige tilværelse i dybden. Uden at have travlt. Og Simons hjem blev derfor hurtigt en oase for mig,” fortæller Bo Grymer, der denne skumringsfredag igen har lagt vejen forbi huset i Lemming, hvor kaffen og småkagerne er sat frem på spisebordet.

Siden samtalerne begyndte, er Bo Grymer dog flyttet fra byen og har sagt farvel til præstejobbet. I dag er han underviser på Læreruddannelsen Fyn og bor med sin familie i Vejle. Men han kører stadig tit forbi sin gode ven til en af de snakke, han er kommet til at sætte så stor pris på, ”for det er simpelthen så inspirerende at tale med Simon”, og det var da også Bo Grymers idé, at venskabets samtaler blev til en bog, som med titlen ”Birken og Kirken” snart udkommer på forlaget Wunderbuch.

I indledningen af bogen skriver Bo Grymer, at samtalerne ”først og fremmest er båret af en gensidig begejstring over at mødes. Over at sidde over for et andet menneske, som også vil den samtale, der tager sig tid, og som ikke har noget fast endemål”.

En sjældenhed i dag, mener vennerne, der derfor kalder den åbne og undersøgende samtale for en ”modkultur” i tiden, hvor alting ellers helst skal have et formål, og hvor man som regel er styret af ønsket om at nå fra A til B.

Simon Grotrian var med på idéen om at udgive samtalerne i bogform og havde selv tænkt det samme, fortæller han, mens han sender småkagerne rundt.

”Vores samtaler handler ikke om at få den anden til at skifte holdning, men er en måde at udvikle tanker på. Vi bygger hele tiden videre på hinandens input i stedet for at lukke ned. Og det har været meget befriende at have en at tale med og aldrig vide sig sikker i sin udlægning, for det kunne jo være, at der var noget, der krævede modsigelser,” siger Simon Grotrian, der også kalder arbejdet med bogen for lidt angstprovokerende ”for i mit arbejde som digter bestræber jeg mig jo ellers på at sige så lidt som muligt”.

Som udgangspunkt for bogens samtaler er de skiftedes til at finde et par tekster, de gerne vil dykke længere ned i. På den måde kommer både digteren, teologen og læseren gennem tekster af blandt andre H.C. Andersen, Grundtvig, Shakespeare og Luther. Og undervejs står det mere og mere klart, at det er ord som mening, dybde, livsmod og åbenbaring, der for både Grymer og Grotrian skaber sprækker og håb i tilværelsen. Mens de oplever ord som postmoderne, resignation og ligegyldighed som nogle, der lukker ned, reducerer og gør menneskelivet fattigere.

”De fleste af de tekster, jeg har valgt, er hentet langt tilbage i tiden. Det er helt bevidst, for der er noget kikset ved modernismen, ja ved alle former for ismer, fordi Gud ikke er til stede. I de fleste moderne tekster skal mennesket kunne klare det hele selv, og det tror jeg bare ikke, at man kan,” siger Simon Grotrian, der i bogen dog har et enkelt digt, ”Spejlet”, med af Per Højholt.

For Grotrian repræsenterer dette digt netop det postmoderne syn på tilværelsen, hvor mennesket er overladt til sig selv og livets absurditet. En verden tømt for mening. I bogen siger han det på denne måde om dem, han kalder 60’er-digterne: ”...det var som om skønheden skulle ud af det. Det skulle bare være kedeligt og billedfattigt. Ja, billedløst. Den der afsværgelse af skønhed. Skønhed var ligesom odiøs”. Hvilket står i skarp kontrast til den opfattelse af kunstens rolle, som han spidsformulerer i en enkelt sætning:

”Kunsten er til, for at man kan genkende skønheden.”

Hvis digteren og salmeskriveren her over eftermiddagskaffen skal knytte nogle ord på, hvad han leder efter eller begejstres over i en tekst, siger han:

”Det samlende ord må være ’ånd’. Hvor jeg bliver ansporet til at tænke selvstændigt i stedet for at tage en masse etablerede forestillinger på mig. Hvor den tvivl understøttes, som hører den menneskelige tilværelse til. Præcis som den gør i mit eget liv. Men hvor det alligevel ikke ender i kaos, men i håb,” uddyber Simon Grotrian.

Tekster fra Bibelen, fra Kingo og Grotrian selv peger da også på det kristne udgangspunkt, som Grymer og Grotrian deler.

”Kristendommen er jo med til at pege på, at det kun er vores egne små menneskelige systemer, der er på spil, når vi bliver for låste og stålsatte i bestemte holdninger, ideologier eller ismer. At verden og mennesket bliver til endimensionelle figurer, hvis vi gør os selv og vores egne udlægninger til absolutter,” siger Bo Grymer, og Simon Grotrian supplerer:

”Kristendommen er netop ikke fastlåst, men rummer jo selv en evig diskussion eller ’skænderi’ om, hvad den egentlig er for en størrelse. Det sker blandt andet søndag efter søndag i kirken. Så ordet er i bevægelse. Det er altid muligt at tolke på.”

En af de tekster, Bo Grymer har taget med som oplæg til en samtale, er af den franske filosof Emmanuel Levinas. I sin tænkning undersøger Levinas blandt andet forholdet mellem jeg’et og det andet menneske og udtrykker det for eksempel på denne måde: ”Vi er det Samme og det Andet.”

”Det betyder for Levinas, at man ikke kan sammenfatte dette forhold i nogen totalitet, i noget fælles begreb. Forholdet er i stedet udtryk for en uendelighed, og har for Levinas derfor religiøs karakter,” forklarer Bo Grymer, der især var optaget af denne tænkning, da han læste på teologistudiet.

”For jeg har oplevet, hvordan nogle ligesom tog patent på at have de rigtige holdninger. At venstreorienterede nærmest opfattede sig selv som bedre mennesker, især i 1970’erne. Og at en del teologer også satte lighedstegn mellem kristendommen og socialismen. Men hos Levinas fandt jeg de tanker, der bestyrkede mit ubehag ved den tagen patent på den rette udlægning. Han peger netop på, at alle forestillinger om, at der findes en ideologi, et fælles bedste, som det enkelte menneske underordnes, er utrolig farlig og undertrykkende. Når man betragter virkeligheden som en totalitet, som en helhed, så opererer man med et mål, der er højere end det enkelte menneske,” siger Bo Grymer.

Simon Grotrian, der gik på gymnasiet i 1970’erne, fortæller, at han også har det lidt svært med det tiår.

”Det var en periode, hvor nogle blev dømt ude. Men den venstrefløj, der var dengang, er jo også forlist og opfattes af mange som antidemokratisk i dag. For det var netop systemtænkningens tid, og når nogle tror, de har fundet sandheden, bliver det altid farligt. Det gælder på begge politiske fløje og i alle andre sammenhænge. Det er jo også derfor, at der netop ikke står noget endegyldigt i vores bog. Det skal der ikke, og det kan der ikke,” siger Grotrian, der i bogen formulerer indsigten på denne måde:

”Et menneske er lige så udefinerligt som Gud. Gud har jo skabt os, og det er farligt at kortlægge et menneske,” og tilføjer han, ”det ville jeg nu sige under alle omstændigheder, uanset om jeg havde beskæftiget mig med Levinas eller ej.”

Det er en af forskellene, man som læser bliver opmærksom på i de to menneskers læsning og fortolkning af de udvalgte tekster. Mens Grymer også kan blive inspireret af de akademiske og lidt tungere af slagsen, foretrækker Grotrian lyrik og prosa bygget på menneskelig erfaring. Gerne med eksempler. I bogen beskriver han det sådan: ”Om man, så at sige, har noget i bunden. Har prøvet det”. Og den tilgang har Bo Grymer lært noget af, siger han.

”Da jeg kom hertil som præst, var jeg en typisk akademiker, der godt kunne pakke mine fortolkninger af kristendommen ind i et lidt for højt abstraktionsniveau. Men Simon lærte mig noget ved igen at få øje på troens renhed. At det enkelte billede kan være stærkere end en masse fine ord. Og hans egne salmer og digte viser jo netop, hvordan poesien kan noget særligt. At den kan vise ud over sprogets grænser og få os til at ane noget, som vi ikke kan nærme os på andre måde.”

Ikke at lukke ned, at holde samtalen og fortolkningerne åbne. At lede efter sprækkerne. Hele tiden undgå at gøre verden mindre eller endelig. Det går igen som et etisk kodeks i hele bogen. Og som det håb for andres læsning og verdenstilgang, som bogen ifølge de to samtalepartnere også er bærer af. Som illustreret i følgende passage:

”Bo: Der er en franskmand, som har sagt at: ’Le Dieu défini est le Dieu fini’. Den definerede gud er den døde Gud. Det samme kan man sige om kærligheden. I det øjeblik du endegyldigt har defineret, hvad Gud eller kærlighed er, så kan du være sikker på, at det ikke er Gud eller kærlighed, du har defineret.”

”Simon: Men kunstnere står jo med det der modellervoks, og der er udfordringen ikke at gøre sig selv til Gud i den sammenhæng. Men at have et gudsforhold.”

Og så kan samtalen fortsætte. For hvad forstår Grotrian ved det begreb? Hvad mener Grymer? Og hvad tænker andre? Læseren?

”Den her bog er jo to menneskers møde om nogle tekster. Men det er da klart, at der ligger en forhåbning med bogen og dens karakter i forhold til at inspirere andre til at tage sig tid til den gode og dybe samtale, der har det svært i vores tid, hvor alt skal gå så stærkt og mest kører på overfladen,” siger Bo Grymer.

”Jeg håber da, at det er et konstruktivt budskab, vi kommer med,” supplerer Simon Grotrian tilføjer: ”Og i den sammenhæng tror jeg også meget på ånden. For hvis den ikke var der, så havde vi jo kun vejret at tale om.”