Det har været omkring 1973. En dengang 16-årig Henrik Høgh-Olesen befandt sig en aften på et teenageværelse sammen med en flok af sine venner. En af dem, Peter, havde sin lillebror på 14 år med. Da lillebroderen fik lov til at låne nøglerne til en boret knallert og var på vej ud ad døren for at køre ræs, tog Peter sin lillebror i armen. Han kiggede ham i øjnene og sagde: ”Nu passer du på!”. Det var første gang, det gik op for Henrik Høgh-Olesen, at han måske gik glip af noget – for han var enebarn og havde ingen søskende, der kunne tage fat i hans arm på den måde.
I de seneste uger har Kristeligt Dagblad bragt artikelserien ”Søskende – i medgang og modgang” om, hvordan søskende former hinanden. Men hvad så, hvis man ikke har nogen søskende? Hvilken betydning har det for ens personlighedsdannelse, sociale kompetencer og eksistentielle vilkår gennem livet? Det kan den i dag 63-årige Henrik Høgh-Olesen give et bud på. Han er nemlig professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet, og derfor har han ikke kun personlige erfaringer, men også ekspertviden at øse af. Og svaret er for ham at se ret entydigt, når det kommer til i hvert fald personlighedsdannelse.
”Personlighedspsykologisk ser enebørn ikke ud til at være særlig meget anderledes end børn med søskende. De er ikke mere egoistiske og har ikke sværere ved at dele.”
Det strider jo umiddelbart imod, hvad man skulle tro, og hvordan der ofte tales om enebørn. ”Enebarnssyndromet” er det blevet kaldt, når enebørn karakteriseres som eksempelvis mere forkælede, mindre kompromisvillige og måske også mere ensomme.
”Men ligesom teorierne om, at menneskers nummer i en søskendeflok skulle være afgørende for deres personlighed, er blevet afvist, så er det samme tilfældet med enebørn,” siger Henrik Høgh-Olesen og fortsætter:
”Det giver intuitivt mening, at den ældste i en søskendeflok er konservativ, mens den yngste er mere legesyg, og at et enebarn for eksempel er selvcentreret – og de forestillinger hænger godt fast på samme måde som interessen i stjernetegn og astrologi. Men sagen er bare den, at vi ikke kan finde evidens for det.”
At der ikke kan findes bevis for enebarnssyndromet, er dog ikke ensbetydende med, at forestillingerne ikke lever. En, der har oplevet det, er podcastproducenten Christine Runøe, der er enebarn.
”Gennem hele min opvækst har jeg følt det som et særpræg, og jeg har altid været ret bevidst om, at jeg ikke måtte fylde for meget. Det kunne falde tilbage på mine forældre, hvis jeg opførte mig ’for enebarnsagtigt’,” skrev hun i en klumme hos mediet Heartbeats sidste år.
Tankegangen om et enebarnssyndrom har blandt andet rod i forskning fra slutningen af 1800-tallet. E.W. Bohannon fra Clark University i Massachusetts, USA, spurgte 200 personer, som selv havde søskende, hvilke særtræk de så hos enebørn, de kendte. En metode, der ikke ville blive godkendt i dag, men som ikke desto mindre vandt indpas og førte til, at kendetegn som ”forkælet”, ”umoden” og ”temperamentsfuld” kom til at klistre sig til enebørn i mange år.
Det er kendetegn, der siden er blevet afvist i forskningen. Senere forskning har vist, at der ikke er forskelle, men nogle studier peger på, at enebørn synes at have tættere forhold til deres forældre. Og et kinesisk studie fra sidste år viste, at enebørn ser ud til at være mere kreative end børn med søskende, og at de i nogle tilfælde ser ud til at være mindre tolerante.
En ting er personligheden. Noget andet er dog det eksistentielle vilkår. Studier har vist, at mange enebørn er kede af ikke at have søskende, og Per Schultz Jørgensen, der er professor emeritus og forsker i børne- og familieliv, peger på, at enebørn er lidt mere udsatte gennem tilværelsen.
”Når man har søskende, har man også ofte en støttegruppe med sig gennem hele livet. Ved overgange og kriser, første skoledag, forældres skilsmisse, sygdom, dødsfald og så videre. Det er særligt betydningsfuldt i en individualiseret tid, hvor vi rejser rundt og udskifter vores netværk: at når alt andet glipper, så har vi vores søskende. Enebørn er mere udsatte, fordi de ikke har den samme støttegruppe som naturligt udgangspunkt og i stedet må ud og finde den selv.”
Det er Per Schultz Jørgensens erfaring, at fordelene ved at være enebarn bliver mindre og mindre, jo ældre man bliver.
”Som enebarn skal man ikke dele forældrenes kærlighed med nogen, og i de første år er man derfor meget privilegeret. Økonomien rækker også bedre, og det har selvfølgelig større betydning i samfund, der er mindre velstående end det danske. Men efterhånden fordufter fordelene, og ulemperne bliver større. Nogle vil opleve at få for stor del i voksenbekymringer fra deres forældre. Andre vil føle sig ensomme, fordi de ikke har søskende som de fleste andre – og det også, når de er blevet gamle.”
Det lyder i grunden frygtelig trist, og selvom den mest direkte løsning på det problem er at give børn søskende, så er der også forældre, for hvem det ikke er muligt, ligesom der er forældre, der ikke ønsker eller magter at få flere børn end et. Derfor er det oplagt at spørge, hvad man som forældre kan gøre, hvis man har et enebarn.
”Man kan ikke arrangere et liv,” indvender Per Schultz Jørgensen.
”Men man kan sikre, at ens barn kommer ud i mange forskellige sociale sammenhænge. At det har fritidsinteresser, og at hjemmet er åbent for venner. På den måde får barnet åbnet sin verden og får mulighed for at knytte mange kontakter.”
Christine Runøe skriver i føromtalte klumme, at hun som barn har savnet at have søskende, men:
”Det at have søskende er ikke et værn mod ensomhed eller en udpræget dårlig personlighed. Tiden har vist mig, at mine venner ikke nødvendigvis har et tæt forhold til deres søskende i dag, bare fordi de har dem. Det, jeg er træt af, er generaliseringerne, fordommene og den der underlige ynk.”
Henrik Høgh-Olesen tænker sjældent på, at han er enebarn. Men da hans mor for år tilbage blev gammel, kom på plejehjem og senere døde, kunne han se, at han stod alene med en opgave og oplevelse, som andre er flere om at dele. Til gengæld har han ”livsvenner” tilbage fra barndommen, som han betragter som så tætte, som andre gør med deres søskende. Og hans egen opvækst har ikke haft betydning for, at han selv har fået to børn, siger han.
”Jeg kunne selv have fået ét barn, og det ville have været nok. Men jeg er da glad for, at jeg fik to, og havde jeg fået tre, er jeg også sikker på, at jeg ville være glad for det. Meeeen...”, siger han med et skævt smil og fortsætter:
”Hvis jeg havde fået fire børn, ville det nok begynde at blive besværligt, for så skulle man jo til at købe specielle biler.”