Emma og Emilie gruer begge for ”mors dag”

Søndag er det ”mors dag”, og i mere end 100 år er mødre i den vestlige verden blevet fejret med blomster og opmærksomhed. Mærkedagen er for mange en festlig markering, men i år sætter Kristeligt Dagblad fokus på to kvinder, der begge gruer for den

Emilie Topp Meyer (til venstre) mistede sin mor for syv år siden, og bryder sig ikke om påmindelsen til Mors dag. Hendes mor lærte hende at være tro mod sig selv og sine drømme, og derfor fortsætter Emilie Topp Meyer sit arbejde i teaterbranchen, selvom det kan være svært. I teatersalene mærker hun dog også sin mors fravær på de tomme sæder. Moderen var den eneste i familien, der for alvor delte begejstringen for teater. –
Emilie Topp Meyer (til venstre) mistede sin mor for syv år siden, og bryder sig ikke om påmindelsen til Mors dag. Hendes mor lærte hende at være tro mod sig selv og sine drømme, og derfor fortsætter Emilie Topp Meyer sit arbejde i teaterbranchen, selvom det kan være svært. I teatersalene mærker hun dog også sin mors fravær på de tomme sæder. Moderen var den eneste i familien, der for alvor delte begejstringen for teater. –. Foto: Carsten Bundgaard.

"Forældrefølelsen er kun lige krybet ind under huden, inden den blev revet væk igen."

Foto: Cathrine Kjærø Ulf Ertmann

Mors dag plejede ikke at være noget særligt for 25-årige Emma Leu. Det var bare en dag, hvor hun ville ringe til sin mor og fortælle hende en ekstra gang, at hun elskede hende. Nu er det en dag, der minder hende om det, hun ikke selv kan opleve.

Folk spørger hende og hendes 29-årige kæreste, Morten Bratholt, hvordan de klarer det. Men de klarer det jo ikke. Hun har taget orlov fra sit studie som pædagog, fordi det hele blev for meget. Og den anden dag blev Morten hentet af en ambulance fra deres hus i Brovst, fordi han ikke kunne trække vejret. Fordi han er stresset.

For fire måneder siden lå Emma med benene i bøjler på en briks på Aalborg Universitetshospital. Hun ventede på dommen over sine æg. Hvis de var modnet nok, kunne hun fortsætte med fertilitetsbehandlingen. Det havde været et helvede at nå hen til den briks. Både mere eller mindre sympatiske læger havde det seneste halve år sat prisskilte og risikovurderinger på hende og Mortens fremtid, fordi de ikke selv havde haft held med at få børn. Eller rettere, de havde ikke haft held med at beholde dem. To gange havde hun været gravid. To gange havde hun mistet sit ønskebarn. Første gang havde alt været perfekt i graviditetens to måneder, indtil hun en morgen havde set bruserens vand blive rødt af hendes blod. Et par måneder senere i maj nåede hun lige akkurat at mærke, at hun var gravid igen, før hun pludselig efter en måned ikke var det længere.

Emma Leu og Morten Bratholt er en del af de op mod 20 procent af befolkningen, som oplever infertilitet i perioder eller vedvarende. De er endda blevet klassificeret som ”uforklarligt barnløse”, ligesom cirka 20 procent af alle par, der undersøges for fertilitetsproblemer.

Emma har altid drømt om at blive ung mor, for det havde hendes egen mor været. En ung frisk mor. En god mor. Men i stedet har hendes tidlige aborter kun lige akkurat ladet følelsen af at være forældre krybe ind under huden på både hende og Morten, inden den blev revet væk igen. Ifølge hjemmesiden sundhed.dk ender mellem 15 og 20 procent af alle graviditeter i spontan abort, og langt de fleste sker inden for de første 12 graviditetsuger. Tallene gjorde det ikke til et mindre slag for Emma og Morten. Det gjorde ondt hver gang. Som Morten sagde – de fik altid kun lov til at snuse til det.

Nu fik Emma hjælp til at blive gravid. Hun havde fået hormonbehandlinger, der skulle modne hendes æg, så de var nemmere at befrugte. Nu var hun nået helt ind på briksen på hospitalet, for æggene skulle scannes. Hun var spændt. Og bange. Hvis der var to æg, kunne de fortsætte med befrugtningen. Hvis der var tre, ville risikoen for trillinger være for stor, og derfor ville man skulle suge det tredje æg ud først. Med en stor nål. Indefra. Lægen scannede. Fandt ét æg. To æg.

”Hold da op, de er fine,” sagde han.

Men så der, ved siden af de to andre, lå et tredje æg. Morten rakte ud for at berolige Emma. Hun slog ham hen. Hun kunne ikke rumme det. Lægen lagde en meget lang nål ind i et lille metalrør oven på scanneren, og førte begge dele ind i hende. Emma græd.

En måned senere sad hun alene i en hytte på skiferie, og modtog et billede på telefonen. De andre var ude at stå på ski og drikke øl. Hun smilede. Hun var helt alene et sted i Norge uden internet til at underholde hende, og det var kedeligt. Hun var oppustet, havde kvalme og ømme bryster. Og alt var, præcist som det skulle være.

Den første behandling med insemination var lykkedes. Hun var gravid for tredje gang – lykkens gang. Den dag, hun havde fundet ud af det, havde hun drømt det. Og til morgenmad havde hun fået en appelsin med en babyappelsin indeni. Det kunne umuligt gå galt denne gang. Hun havde fundet håbet igen. Det var hun nødt til, for hvordan skulle hun ellers kunne bære et barn gennem ni måneder uden at blive opslugt af frygt?

”Spiren” kaldte de barnet i hendes mave, mens de ventede på, at det blev til en dreng eller pige. Og da de kom hjem fra ferie en uge senere, var spiren død.

Det ramte Morten hårdt denne gang. Indtil nu havde han været hendes bjerg. Nu turde han ikke tro på det længere, før han stod med et barn i armene. Hospitalet ville ikke fjerne spiren. Det var bedst, hvis hun selv kunne udskille det, sagde de. I halvanden uge gik hun rundt med noget, der var dødt, inde i sig. Det skulle væk. Hun ville have det væk. Hun ringede og bønfaldt dem næsten hver dag.

”Tag det væk.”

Det ville de ikke. Og så en dag kom det ud af sig selv. To uger før hendes 25-årsfødselsdag.

I dag er Emma i samme alder, som hendes mor var, da hun fik hende. Det er 16 måneder siden, hun mistede for første gang. Hun og Morten kunne have haft en otte måneder gammel søn eller datter nu.

Morten vasker hænder og henter den gule sikkerhedsbøtte, de bruger til brugte nåle. De skal i gang med deres faste ritual – medicinsk behandling af Emmas æg som optakt til deres første reagensglasbehandling. Insemineringen virkede ikke, så nu skal deres barn laves i en lille glasskål langt væk fra Emmas livmoder.

Selvom hun er taknemmelig, gør det ondt. Ikke kun stikket med medicinen og nålen, men også tanken om, at deres barn skal laves i et laboratorie og ikke romantisk og kærligt i soveværelset.

Morten sidder på badekarrets kant. Emma hiver kjolen op og sætter sig på wc’et. Hun føler sig stor og oppustet. Øm og sårbar.

Han stikker nålen gennem hendes hud på maven, for det har hun aldrig kunnet selv. Hun ser væk, men tager selv ved kanylen, så snart nålen er igennem. Deres hænder rører hinanden, da hendes fingre tager over. Hun trækker vejret i skarpe jag. Trykker selv væsken ind, for så føler hun, hun har kontrol. Det føles, som om hun forgifter sig selv. De er begyndt på et nyt stadie i behandlingen, og der er tre gange så meget væske i nålen, som hun er vant til. Hun trykker langsomt. Ser ned. Der er stadig meget tilbage. Der kan da ikke være så meget inde i hendes krop! Hver gang hun trykker mere ind, strammer hendes hud og det føles som hvepsestik oven på bistik oven på blå mærker. Det føles forkert.

Hun råber irriteret og i smerte. Hun er bange. Morten beroliger hende:

”Det er okay. De sagde, den skulle helt i bund.”

”Det gør ondt,” mumler hun.

Han ved det godt.

”Du kan godt. Træk vejret,” siger han.

Hun gør, som han siger. Trækker vejret. Hun tømmer sprøjten og i et lille sekund er det slut. I det næste hiver Morten en ny omgang frem. Emma ser på den. Ser væk. Det er det her, du skal, tænker hun. For håbet er der stadig. Stædigheden.

Den største kærlighed i verden, er den, man har til sit barn, har hun hørt.

Og hvad gør man ikke for at få sit barn?

"Mor har det virkelig skidt denne gang. Nu kommer hun hjem for at dø"

Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix

”Fanden tage dem alle sammen.”

Emilie Topp Meyer på 24 år sidder foran sin arbejdscomputer i sin lejlighed i Odense. Hun var egentlig ved at slukke den for i dag, for hun er træt og brugt. Alligevel kom hun til at tjekke Facebook en sidste gang. På få sekunder har hun allerede fået smidt en håndfuld reklamer efter sig fra firmaer, der forsøger at gøre deres produkter til en grundlæggende forudsætning for mødres lykke verden over:

”Vær sikker på, at din mor ved, at du elsker hende! Køb hendes blomster her!”

”Forkæl din mor!”

”Husk din mor!”

”Elsk din mor!”

Emilie føler sig kvalt og irriteret, men ét bestemt opslag får hende til at stoppe helt op. Et wellnesscenter har lavet en konkurrence, hvor man kan vinde et mor-datter-ophold.

”Vis din mor, at du elsker hende. Skriv hendes navn i kommentarfeltet, og deltag i vores konkurrence i dag!”

Tanken melder sig i Emilies hoved, før hun når at stoppe den: Det kan jeg ikke. Min mor er død.

Wellnesskonkurrencen minder hende om det. Det er bestemt ikke fordi, hun havde glemt det. Men hver påmindelse ledsages af et væld af følelser. Sorg. Irritation. Følelsen af at være forkert, fordi ens familiesituation ikke er den samme som alle andres. Så anderledes, at man ekskluderes fra en eller anden latterlig konkurrence, som man aldrig ville vinde alligevel. Det sidste forsøger hun at gøre noget ved i trods. Hun skriver sin lillesøsters navn i kommentarfeltet for at deltage i konkurrencen og smækker triumferende computeren sammen. I sekundet efter føler hun sig åndssvag.

Hvert år mister cirka 6000 børn og unge under 27 år en forælder ifølge Rådgivnings- og Forskningscentret Børn, Unge & Sorg. Emilie selv mistede sin mor som 17-årig. Det er syv år siden.

Hun husker sin far sætte sig ned over for Emilie og hendes søster. Hun husker ham sige:

”Mor har det virkelig skidt denne gang. Nu kommer hun hjem for at dø.”

Det havde Emilie og hendes søster hørt før. Da mor fik konstateret kræft for første gang, var Emilie syv år. Og så havde det været frem og tilbage lige siden. Mor var syg, mor var rask. Så blev hun syg igen. Gennem deres opvækst havde mor godt vidst, at hun ikke ville få lang tid sammen med dem. Hun havde taget mange samtaler med dem tidligt, fordi de ikke havde råd til at vente. Fortalt dem om selvstændighed og feministisk politik, mens deres veninders mødre talte om nogle helt andre ting. Hverdagsting.

Da far sagde, at det var tid, havde Emilie svært ved at forstå det. Svært ved at tro det. For kun en uge siden havde Emilie selv ligget syg i sengen, og mor havde nusset hende. Mor havde haft en god periode op til, og for en gangs skyld turde Emilie tage imod omsorgen uden at være på vagt. Uden at holde øje med, hvordan mor havde det hele tiden. Emilie havde følt sig tryg. Det havde mindet hende om, da hun var barn. Dengang elskede hun at ligge og putte med hovedet på sin mors bløde bryster. Det var inden, mor fik brysterne fjernet på grund af brystkræft. Nu havde hun mærket hyggen igen, for mor havde lavet morgenmad på sengen til hende. En bakke med en lille vase med en enkelt rose i. Mor havde lagt ristet rugbrød med ost og et krus te på bakken. Den gode slags inde fra Kaffe & Thehuset i Vintapperstræde. En uge senere var hun død.

Hun havde kun nået at være hjemme fra hospitalet i et par timer. Hun var helt gul i huden, fordi kræften var gået i leveren. Solen skinnnede. Og så var det det.

I dag, syv år senere, har Emilie lært at leve med det, så godt som man nu kan. Når folk på mors dag spørger hende, om hun har husket at købe noget til sin mor, kan hun finde på at grine lidt og sige: ”Nej, de penge sparer jeg, for min mor er død.” Når folk bagefter bliver forlegne, forklarer hun dem, at man kan kvæle mange ubehagelige ting med humor og kærlighed.

Nogle gange taler hun højt til sin mor, når hun går alene derhjemme. Hun ønsker tit, hun kunne vise og fortælle hende, at hun er tro mod sig selv. At hun bliver i teaterbranchen, fordi hun brænder for det, selvom det er svært. At hun er tro mod det, hendes mor har lært hende.

”Ved du hvad, mor?”, siger Emilie til luften foran sig.

”Jeg tror, det nok skal gå.”