Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Når verden ramler, flygter vi ud i haven

I Guldalderen malede kunstnerne godgørende og beroligende motiver af grønne marker og hverdagens sysler som en reaktion på verdens uro og krige. I dag er det også den hjemlige hygge, kolonihaven og den velkendte hjemstavns natur, vi længes mod, når frygtelige terrorhandlinger foregår i vores nærhed.

I terrortider føles det for mange mest trygt på guldaldersk manér at placere sig selv og familien i baghavens eller sommerhusets sikre idyl. Men i længden nytter forskansning ikke, mener krisepsykolog

Morgenen efter at 84 mennesker den 14. juli i Nice var blevet kørt ihjel af en IS-tilhænger i lastbil, tændte Anne Ravn for radioen i sit køkken i Aarhus. Hun havde ferie og var uvidende om de tragiske hændelser, der havde fundet sted i Sydfrankrig aftenen før. Hun ville høre Morgenandagten og måske bagefter lytte til lidt musik, der kunne akkompagnere hendes følelse af ro og sommerstemning.

”Jeg havde en forventning om at høre noget harmløst. Jeg havde et håb om, at der ville være agurketid. Men i stedet blev jeg ked af det. Jeg havde tilladt mig for en stund at se bort fra verden og fokusere på det nære, men nu blev jeg forstyrret af den, selvom det kan lyde lidt hovskisnovski. Jeg blev ramt af en følelse af afmagt og en følelse af, at verden var ved at glide mig af hænde, selvom jeg godt vidste, at jeg selvfølgelig hverken kunne gøre fra eller til i Nice.”

Anne Ravn er 53 år, gift og mor til fire børn. Hun er ansat som klinisk diætist på Aarhus Universitetshospital og desuden forfatter og klummeskribent. Hendes reaktion på massedrabet i Nice var at slukke radioen og gå i haven, hvor hun i løbet af sommeren havde været i gang med at bryde stenfliser op og erstatte dem med bløde planter. Hun flygtede ud i det grønne for at genvinde freden, men følte sig også lidt skamfuld ved tanken.

”Når man som jeg har overskud til at gå op i sin pryd- og nyttehave, bliver det tydeligt, hvor privilegerede vi er her i landet. Jeg havde ganske vist slidt med at fjerne fliser og genstridige rødder, men det stod nu i skarp kontrast til virkelighedens verden, hvor krigene raser. Samtidig var det at gå ud i haven og indsnuse dens duft af rosmarin og timian for mig den hurtigste metode til at genfinde roen. Generelt er havens sanselighed velgørende for mig og giver mig følelsen af, at det nok skal gå alligevel.”

Hun har besluttet, at hun ikke vil lade sig diktere af angsten for terror. Men erkender, at hun i denne turbulente tid er glad for bare at være hjemme i sit hus i Aarhus.

”Jeg føler mig ikke frygtsom, men jeg bliver forpustet ved tanken om alt det onde, der sker. Jeg er glad for, at hverken jeg selv eller mine børn skal ud at rejse lige nu. Når der sker frygtelige ting som i Nice, så føles mit hjem og min have for mig som det sikreste og tryggeste sted at være,” siger hun.

Massedrabet i Nice blev kort efter afløst af kupforsøg i Tyrkiet, der igen blev efterfulgt af nedskydninger af uskyldige i en forstad til München. Tirsdag i denne uge fik en katolsk præst i Normandiet skåret halsen over af to IS-sympatisører. Hændelser, der fik flere danske brugere på de sociale medier til at tilkendegive, at de som Anne Ravn egentlig var godt tilfredse med bare at skulle være i sommerhuset i Nordsjælland eller ved Vesterhavet denne sommer. Underforstået, at det var et trygt sted at være. ”Danmark er nu også dejlig at holde ferie i”, lød det blandt andet.

Staycation , som det hedder med et moderne ord, når man holder ferie i sit eget land, synes ofte mere attraktivt, når verden står i brand. Ordet er en sammentrækning af de engelske ord for blive og ferie. Ifølge rejsebranchesitet standby.dk melder rejsebureauet Star Tour da også om et stort fald i antallet af danske chartergæster i Tyrkiet efter terroraktioner og kupforsøg. Forventningen er 200.000 besøgende i denne sæson mod 300.000 sidste sommer.

Det er ikke et nyt fænomen at holde ferie hjemme og fremhæve fædrelandets kvaliteter, når verden udenfor synes farlig. I Guldalderen, der strakte sig fra cirka 1800 til 1850, dyrkede man både i Danmark og Europa den biedermeierske idyl. Man ophøjede det nære, familielivet og den hjemlige hygge og forsøgte ikke at tænke for meget på krige og konflikter.

Det fortæller Anna Schram Vejlby, der er museumsinspektør ved Den Hirsch-sprungske Samling i København og forsker i Guldalderen.

”Perioden var præget af, at man holdt hjemmesaloner frem for at gå ud, og samtalen skulle gerne være ufarlig. Man havde hyggelige møbler og klaver. Nationalfølelsen var stærk, og familien var et meget vigtigt symbol. Man kunne således opleve kong Frederik den 6. spadsere rundt i Frederiksberg Have som symbolet på hele nationens familiefar.”

Den biedermeierske periode i Europa fulgte i kølvandet på de voldsomme og blodige Napoleonskrige.

”Så det var en konservativ bevægelse, der forsøgte at holde fast i det velkendte. Danmark havde under krigene været nødt til at holde med Frankrig, hvilket endte skidt. Og Danmark var tæt på at blive delt mellem England og Sverige og havde samtidig mistet Norge, så derfor var behovet for at vende sig indad stort,” siger Anna Schram Vejlby.

Også datidens danske kunstnere dyrkede de nationale symboler. De var meget bevidste om, hvordan de kunne definere folkesjælen ved at male velgørende landskabsmalerier og billeder fra hjemmene med små hverdagsoptrin.

”Den store danske kunsthistoriker N.L. Høyen anbefalede direkte danske kunstnere at blive hjemme frem for at tage på dannelsesrejse til Italien. Det var bedre at blive hjemme og dyrke den danske egenart. De fleste tog af sted alligevel. Guldaldermalerne var med til at give os et billede af, hvordan et ægte dansk landskab ser ud. En opfattelse, der stadig gør sig gældende i dag.”

Museumsinspektøren mener godt, man kan trække paralleller fra Guldalderen og til i dag.

”Vi kan se, at nationalismen er på fremmarch i mange europæiske lande, og den har sine rødder i 1800-tallet. På den måde er der nogle ting, der smager derhenad. Man har travlt med at definere sig selv i forhold til andre, når man mærker en trussel udefra,” siger hun.

Man behøver dog ikke at skamme sig over at søge dækning i baghaven eller sommerhuset, når verden er af lave. Det er en normal reaktion, at mange får lyst til at forskanse sig. Det siger professor Atle Dyregrov, faglig leder af Center for Krisepsykologi i Bergen og internationalt anerkendt for sit arbejde.

”Det er helt naturligt, at man føler sig mere sårbar i en tid med massedrab og terror. Vi bliver mere ræd for, at ting sker, og det er naturligt, at man forsøger at holde sig væk fra det, man tror, kan forhøje risikoen for, at der sker en noget ondt. Også selvom det måske ikke er logisk. For det er sandsynligt, at der er større risiko for at komme galt af sted i sommerhuset end at blive ramt af terror. Men det viser bare, at vi i perioder kan være mere styret af en emotionel logik end af rationel logik. Og i perioder, hvor vi føler os meget sårbare, kan det faktisk være en hjælp at følge den emotionelle logik og komme lidt væk og tænke på noget andet.”

Undersøgelser om terrorfrygt i de nordiske lande viser da også, at langt de fleste efter en kortere periode returnerer til hverdagslivet uden at bekymre sig unødigt, påpeger Atle Dyregrov.

”Vi lever faktisk bedst med ikke at tænke alt for meget på terrorrisikoen, som vi alligevel ikke har kontrol over. Det er bedst så at sige at lade sig distrahere af hverdagen og leve sit liv som vanligt. Og hvis det betyder, at man går i haven, så er det dét, man bør gøre. Det hjælper ikke at gå rundt og være angst og have sit fokus på, hvad der kunne ske. Man kan ikke tage sorgerne på forskud.”

Afbestiller man nu ferieturen til Nice efter de tragiske hændelser den 14. juli, så lader man sig styre for meget af frygten, og det skal man være varsom med, mener Dyre-grov. Han har som krisepsykolog arbejdet indgående med både efterladte til og vidner til massakren på Utøya i 2011, og nogle af dem begyndte efterfølgende at indsnævre deres eget liv.

”De undgår at være på åbne pladser og store forsamlinger, fordi de føler det utrygt. Til dem siger jeg, at de må tage deres liv tilbage og ikke lade sig styre af frygten. Du kan ikke undgå usikkerhed i verden, du kan ikke grave dig ned. Du må knække koden til dine følelser, og du bliver nødt til at godtage usikkerheden i verden. Selvfølgelig skal vi ikke opsøge svært farlige krigszoner, men vi kan ikke gardere os mod terror.”

Den holdning deler Nils Gunder Hansen, professor ved institut for kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet. Selvom mange i forbindelse med terrorangreb kan mærke en længsel efter at dukke sig eller flygte til sikre steder, ja, så findes det egentlig ikke, siger han:

”I en tid, der er så urolig og trusselspræget, er der en tendens til at søge efter et såkaldtsafe space (trygt sted, red.). Men gennem den måde, som terrorismen fungerer på i sin perverse konsekvens, findes det ikke længere. Dens mål er jo netop, at ingen skal føle sig trygge, uanset hvor de opholder sig. Det viser angrebet i kirken i Normandiet, hvor der kun var fire-fem mennesker samlet til messe. Terrorismen vil sætte os i alarmberedskab. Vi skal alle sammen hele tiden føle os truet, uanset hvor vi er. I starten har man tænkt, at terroristerne primært gik efter politikere eller symbolske steder og institutioner eller udvalgte grupper. Men nu er det alt og alle hele tiden.”

Længslen mod naturen og vildmarken og det trygge og uspolerede har dog eksisteret lige så længe som det moderne samfund. Både romaner og film har i de senere år kredset om at melde sig ud, fortæller Nils Gunder Hansen.

”Det motiv har været meget stærkt de seneste 10 år. Man får en længsel efter atgå og trække stikket. Man vil gerne kunne sige, at det farlige er ét sted, og trygheden er et andet. I Vesteuropa har vi vænnet os til, at farlige krigshandlinger er noget, der foregår på geografisk afstand af os. Men det er så den sikkerhedsfølelse, der er ved at fortabe sig.”

Netop derfor vil vi nok alle dyrke vores små strategier for, hvad der er godt at gøre. Nogen holder ferie i Danmark eller går i haven.

Nils Gunder Hansen og hans familie fravalgte selv at tage til Grækenland på sommerferie i år, fordi de under planlægningen sidste år forventede, at der ville være kaos grundet de store flygtningestrømme.

I stedet blev feriedestinationen Spanien.

”På den måde udvikler vi alle vores egne strategier, uden at vi kan være sikre på, at det hjælper noget. Det kan være ganske irrationelt. Man tager i sommerhus for at komme væk, men så længe, du er online, vil du jo stadig få alle de nyheder fra verden smidt i hovedet. Det er notorisk svært at trække sig fra medialiseringen.”

Skal man sige noget positivt om terrortruslen netop nu i sommeren 2016 kunne det være, at det ikke længere bare er bestemte grupper som jøder og karikaturtegnere, der er truet.

”I en etisk forstand er det måske meget sundt, at det ikke kun er bestemte grupper, der skal føle sig udsat, og som majoriteten kunne finde på diskret at distancere sig fra. Truslen er udbredt til at gælde alle, og der kan man forstille sig, at det kan styrke sammenholdet på tværs af grupperinger,” siger han.