Allerede som ung teenager følte Mette Kirstine Larsen sig afklaret med spørgsmålet om et muligt liv efter døden. Hun var sikker på, at der ikke var et. Da hun en af de første forårsdage i 1996 fik ondt i hovedet, vidste hun ikke, at den afklarethed snart ville smuldre. Den 14-årige pige pakkede sin skoletaske, da hovedpinen tog til, og gik hjem fra skole, før det ringede ud. Hun hvilede sig, men fik det værre. Næste formiddag slog hendes mor alarm, for hun havde for nylig læst en artikel om meningitis og så bekymrende symptomer hos sin datter.
Mindre end et døgn efter at Mette Kirstine Larsen var gået hjem fra skole, befandt hun sig i en hospitalsseng på Hvidovre Hospital med et kritisk lavt blodtryk. Hun husker, at hun så på sin ene hånd og konstaterede, at den var blå. Hun fik lyst til at lukke sine øjne og lade sig synke ned i den bløde hovedpude, men en læge satte sig overskrævs på hende og sagde:
”Lad være med at lukke øjnene. Bliv her.”
Mette Kirstine Larsen blev overført til intensiv og fik medicinsk behandling, og ud på morgenen blev hun lagt i respirator. Midt i virvaret oplevede hun at befinde sig i et rør fuld af de smukkeste farver.
”Farverne var snoet ind i hinanden, og jeg fløj, og min morfar var hos mig. Vi kommunikerede ved at se hinanden dybt i øjnene, grine og lege, som var vi små børn. Al min smerte og min frygt var væk, og jeg var lykkelig af den kærlighed, som strålede ud fra farverne. Også min morfar udstrålede kærlighed. Det var som at komme hjem. På et tidspunkt delte røret sig i to, og min morfar dirigerede mig mod venstre, mens han selv fortsatte til højre. Jeg havde ikke lyst til at bevæge mig mod venstre, men jeg gjorde, som han viste mig, og kort tid efter var jeg ude i noget helt sort, og jeg havde en fornemmelse af, at der hverken var gulv eller loft. Jeg følte mig ensom, frøs og kunne ikke forstå, at jeg skulle være alene. Det næste, jeg husker, var min storebror, som stod ved fodenden af min seng og lavede thumbs up.”
Da Mette Kirstine Larsen efterfølgende kom ud af respiratoren og kunne tale, var hun trist over at have forladt røret med farverne.
”Jeg kom jo fra et sted, hvor det var mega rart at være, og nu havde jeg smerter og havde det virkelig dårligt.”
Det er 24 år siden, hun så farverne, men hun kan stadig se dem for sit indre, og forleden kunne hun dele oplevelsen med andre. Mette Kirstine Larsen medvirker i en ny dokumentarserie om nærdødsoplevelser, som filminstruktør Theis Mølstrøm Christensen har fået udviklingsstøtte til af Det Danske Filminstitut og TV 2. De medvirkende får genskabt deres nærdødsoplevelse ved hjælp af virtual reality, en computerteknologi, som gør det muligt for dem at illustrere for deres nærmeste og seerne, hvad de oplevede og måske stadig er præget af.
Theis Mølstrøm Christensen fortæller, at han er optaget af at formidle historier, hvor sproget kommer til kort.
”Med teknologiens hjælp vil vi prøve at give folk redskaber til at fortælle en historie, som er meget vigtig for dem, og hvor mange er frustrerede over, at sprogets begrænsninger holder dem som gidsler. Og sådan er det for mange, som har haft nærdødsoplevelser,” siger han.
Filmprojektet er blevet til med konsulenthjælp fra blandt andre dr.theol. Niels Christian Hvidt, der er professor ved forskningsenheden for almen praksis på det sundhedsvidenskabelige fakultet på Syddansk Universitet. Her forbereder man en landsdækkende undersøgelse om de eksistentielle og åndelige behov, som livstruede danskere kan opleve. Undersøgelsen, hvor blandt andre læge Tobias Stripp bidrager som ph.d.-studerende, begynder til maj og vil nærmere bestemt se på kræftpatienter og mennesker, der har overlevet hjertestop. Undersøgelsen vil også indeholde den første danske videnskabelige undersøgelse af nærdødsoplevelser.
”I udlandet er hjertestop-overleveres nærdødsoplevelser genstand for betydelig forskningsinteresse, men der er forsket meget lidt i det i Danmark, og vi har så godt som ingen viden om kræftpatienters eventuelle nærdødsoplevelser,” siger Niels Christian Hvidt.
Og det er en mangel, mener han.
”I et så sekulariseret land som Danmark er nærdødsoplevelser i sig selv interessante fra mange forskningsvinkler, og vi vil gerne undersøge, hvordan de ændrer menneskers livsperspektiver, og om dem, som har haft disse oplevelser, kan have brug for hjælp og omsorg for at bearbejde oplevelsen.”
Efter ni dage på hospitalet var Mette Kirstine Larsen tilbage i barndomshjemmet i Hvidovre, men der gik mange uger, inden hun var rask nok til at genoptage skolegangen. Hendes mors vurdering havde været rigtig den formiddag, hun slog alarm. Det var meningitis, og Mette Kirstine Larsen har siden fået at vide, at hun næppe var overlevet, hvis de havde ventet en halv time med at komme på hospitalet.
I de år, som er gået siden nærdødsoplevelsen, har Mette Kirstine Larsen ofte ønsket, at hun kunne give andre en idé om, hvad hun oplevede. Den første, hun delte oplevelsen med, var moderen, som spurgte, om hun havde oplevet noget, mens hun var væk.
”Jeg brød grædende sammen og fortalte, at jeg havde mødt morfar. Min mor sagde, at hun havde haft det på fornemmelsen. Han var død fem år tidligere. Vi havde ikke været særlig tætte og typisk set hinanden to gange om året, men for min mor var hans ret tidlige død et stort tab, og der var en slags forløsning for hende i at vide, at jeg havde mødt ham.”
Nærdødsoplevelsen fyldte og var levende i Mette Kirstine Larsen, men det var svært at tale med hendes jævnaldrende om den. I dag beskriver hun oplevelsen som en rigdom.
”Vi higer alle efter noget, som vi ikke har ord for. Jeg er overbevist om, at det, jeg oplevede, er målet for vores søgen, og jeg har været meget splittet i forhold til erfaringen. Jeg har fire børn og et skønt arbejde som tandplejer og vil gerne leve mange år, men samtidig vil jeg gerne opleve igen, hvad jeg så den gang.”
Nærdødsoplevelsen ændrede hendes syn på døden.
”Før min oplevelse troede jeg ikke på, at der var et liv efter døden. I dag vil jeg svare, at jeg ved, at der er et liv efter døden. Jeg har jo oplevet det.”
For nylig har hun meldt sig som vågekone, og hun har gennem årene ført mange samtaler med mennesker med dødsangst. Erfaringerne fra dengang på Hvidovre Hospital er en gave, som hun gerne vil række videre.