Prøv avisen

Professor: Alle taler om empati - få ved, hvad det er

Empati er ikke bare at forsøge at sætte sig i andres sted eller at dele deres følelser. Empati er at beholde en åbenhed over for forskellen til den anden og samtidig prøve at gennemleve de følelser, den anden har, forklarer filosofiprofessor Dan Zahavi Foto: Leif Tuxen

Alle taler om empati, men de færreste ved, hvad det er, erklærer filosofi- professor Dan Zahavi. Selv ser han indlevelse ansigt til ansigt som en nødvendighed for, at vi mennesker kan handle moralsk

Forestil dig, at du har en god ven, som du ved for nylig er blevet skilt. Du tager hen for at besøge ham. Han har ladet sin dør stå åben, men er ikke lige til stede. Du kommer ind i hans arbejdsværelse og kan se, at alle hans breve fra ekskonen er blevet revet i stykker. Synet af papirstumperne, der ligger ud over det hele, får dig til at tænke over, hvordan han har det, og du når til den konklusion, at han formentlig er oprevet.

Forestil dig nu et andet forløb. Denne gang er din ven til stede. Du når ikke ind i arbejdsværelset og ser derfor ikke de iturevne breve. I stedet sætter du dig i stuen ansigt til ansigt med din ven, som begynder at fortælle med bævende stemme, inden han pludselig bryder sammen foran dig.

I begge situationer er der mulighed for, at man som menneske kan handle moralsk og yde sin ven støtte. I begge tilfælde kan man prøve at sætte sig i sin vens sted og se verden med hans øjne. Men filosofisk set er der en afgørende forskel på vejen til at forstå den anden. Kun i det sidste tilfælde, hvor vennen er til stede, er det forståelse via empati.

”Empati er den direkte oplevelses- og erfaringsmæssige griben af den andens sindstilstand, som er meget forskellig fra det, vores fantasi og forestillingsevne kan sige os om den anden,” siger Dan Zahavi, professor i filosofi, leder af center for subjektivitetsforskning ved Københavns Universitet.

Vi befinder os på et lille, veloplyst og bogfyldt kontor, ansigt til ansigt med en mand, der siden 2011 har stået i spidsen for et forskningsprojekt med det formål at finde ud af, hvad empati egentlig er.

I disse dage rundes projektet af med en international konference med titlen ”Empathy, recognition, morality” – empati, anerkendelse, moral.

Spørgsmålet for forskerne er, hvordan indlevelsesevnen hænger sammen med evnen til at gøre det gode. Er empati ikke et alt for flyvsk og subjektivt begreb til, at vi rigtig kan kan bruge det som moralsk rettesnor? Det har psykologiprofessor Paul Bloom fra Yale University i USA argumenteret for i bogen ”Against Empathy” – imod empati – som udkom sidste år.

Men det skyldes, at Bloom ikke har forstået begrebet empati til bunds, erklærer Dan Zahavi, som bygger sin argumentation på den fænomenologiske filosofi, som går tilbage til de tyske filosoffer Edmund Husserl og Edith Stein i tiden omkring Første Verdenskrig, og som betoner betydningen af at møde et fænomen med så stor åbenhed og mangel på forudindtagethed som muligt:

”Det kan være, at empati ikke er tilstrækkeligt som grundlag for moral, men det forekommer nødvendigt. Den pointe er overhovedet ikke til stede hos Bloom. Hvis ikke vi har sensitivitet og forståelse for den anden, har vi så spillerum for, at menneskelig respekt og moralitet kan blomstre op?”.

Empati er et af tidens store modeord. I sin omtale af Paul Blooms bog konstaterede den britiske avis The Guardian således, at ordet empati indgår i mere end 1500 bogtitler hos internetboghandlen Amazon. Og hvis man ser bort fra denne Rasmus Modsat fra Yale, er alle enige om, at empati er godt.

I en af sine berømte følelsesladede taler på vej mod præsidentvalget i USA talte Barack Obama i 2006 om, at mange diskuterer det økonomiske underskud, men: ”Hvis vi skal bestå tidens moralske test og bekæmpe udfordringer som hjemløshed, børnefattigdom, aids og arbejdsløshed, så må vi tale mere om det empatiske underskud. Evnen til at anbringe os selv i andres sko og se verden med andres øjne.”

Også i den danske pædagogiske og psykologiske debat bruges ordet empati flittigt, konstaterer Dan Zahavi, som peger på, at begrebet for eksempel står centralt i uddannelsen af sygeplejersker, og der er foretaget undersøgelser af, om medicinstuderendes empati falder, i takt med at de bliver uddannet.

”Men ved folk reelt, hvad de står og snakker om? Det er jeg ikke sikker på. Jeg tror, at det, folk almindeligvis mener, når de siger empati, i virkeligheden er sympati,” siger han.

Pointen er, at der er mange ting, empati ikke er. Det handler ikke bare om at kunne forstå andres følelser, for hvem siger, at den, som er dygtig til dét, overhovedet vil den anden det godt og ikke bruger sin indsigt til at manipulere med vedkommende? Empati handler heller ikke om at bruge de følelser, andre vækker i os, som rettesnor. Her påpeger Bloom nemlig det moralsk problematiske i, at vi måske lever os mere følelsesmæssigt ind i det flygtningebarn, som ser nuttet ud på et fotografi, og derfor hellere vil hjælpe det barn frem for et andet.

Empati er heller ikke at dele andres følelser i den betydning, at man lader sig smitte af dem, ligesom man kan blive revet med af stemningen på et fodboldstadion. Man bliver ikke en mere empatisk læge af at føle den samme smerte som sin patient. Og empati er heller ikke at bruge sin viden, erfaring, fantasi og forestillingsevne til at ”anbringe os selv i andres sko og se verden med andres øjne”. I hvert fald ikke i den fænomenologiske forståelse af begrebet.

”Forestil dig, at du har læst en bog, som hævder, at kvinder generelt har en meget høj smertetærskel. Så bevidner du en fødsel, hvor moderen giver udtryk for store smerter. Givet din baggrundsviden tænker du, at hun må overdrive. Et andet scenarium er, at du selv er en kvinde, der har prøvet at føde, og hvor det gik rigtig let. Du tænker derfor, at moderen overreagerer. Det, som empati kan gøre, er, at du forsøger at være åben over for, hvad du rent faktisk møder, i stedet for at have en forudfattet mening ud fra teori eller din egen subjektive erfaring. At beholde en åbenhed over for forskellen til den anden og prøve at anerkende de følelser, den anden har,” forklarer han.

Plakaten til empati-konferencen forestiller to hoveder i profil, vendt mod hinanden. Ansigt til ansigt. Ifølge Dan Zahavi er det dette møde, empati udgår fra, ikke fra teoretisk viden eller personlig erfaring, som forskningen ellers har kredset om de seneste 20-30 år. Kunsten er at møde den anden og forstå og respektere den anden, men uden selv at komme i følelsernes vold og uden at gøre den andens følelser til sine egne.

Spørgsmålet er så, om Obama havde ret i, at der er voksende underskud på empati-kontoen. Om ansigt til ansigt-mødet fortrænges af tidens digitalisering og distancering. Det mener Dan Zahavi ikke:

”Der er lang vej igen, før teknologien griber ind i mødet ansigt til ansigt mellem mor og spædbarn. Det er givet, at fremkomsten af sociale medier ændrer rammerne for vores sociale liv, men tanken om, at det kan fortrænge værdien af det kropslige møde, forekommer mig at være totalt overdrevet. Vi ville slet ikke være i stand til betjene os af de sociale medier, hvis ikke vi netop havde opnået en række vigtige sociale kompetencer i det konkrete møde ansigt til ansigt.”