Prøv avisen
Udenforskab

Næstekærligheden er forsvundet fra velfærdssamfundet

”Der er sket en fundamental ændring af vores menneskesyn. Vi lever i en kuldslået præstationskultur og en tid præget af en neoliberal ideologi," mener professor Jørn Henrik Petersen. Foto: Tegning: Rasmus Juul

Hundredtusindvis af danskere risikerer i dag at falde uden for samfundets fællesskab og havne i såkaldt udenforskab, fordi de ikke passer til kravene på det stadig mere videnstunge og effektive arbejdsmarked. I iveren efter at få alle i arbejde har vi som samfund glemt at holde hånden under samfundets svageste, mener flere iagttagere

39 år som skraldemand har sat sig sine spor hos 59-årige Finn Johnny Kristiansen fra Høje-Taastrup. Han har i adskillige år døjet med nedslidt ryg og flere diskusprolapser, må tage smertestillende piller og træne for at passe sit job. Men der er otte år til, at han kan få folkepension. Pensionsaldereren for hans aldersgruppe er nemlig rykket fra 65 til 67 år, og Finn Johnny Kristiansen opgav efterlønsordningen i 1999, fordi han ikke havde råd til både at beholde sit hus og betale efterlønsbidrag. I dag håber han, at kan få tilkendt en såkaldt seniorførtidspension, når han fylder 63 år.

”Jeg har haft fysisk hårdt arbejde i forskellige ufaglærte jobs, siden jeg var 16 år. Min krop er slidt op på grund af smerter, og jeg sover dårligt, fordi det gør ondt, lige meget hvilken vej jeg vender mig. Hvis jeg kan holde, til jeg er 63 år, er jeg meget stolt af mig selv. Jeg tror ikke, at menneskets krop er skabt til så mange år med hårdt fysisk arbejde. Det er også slemt for min unge kollega, der skal fortsætte, til han er 70 år. Det kan han næsten ikke overskue. Der er slet ikke det sikkerhedsnet, der var engang,” konstaterer Finn Johnny Kristiansen.

Som skraldemand tjener han godt 25.000 kroner om måneden, og det er ikke nok til at spare op. Han frygter derfor, at han går en økonomisk usikker alderdom i møde, fordi han bliver nødt til at stoppe på arbejdsmarkedet, inden han fylder 63 år. En ny undersøgelse fra Tryg Fonden viser, at Finn Johnny Kristiansen ikke er alene. En fjerdedel af de 40-65-årige danskere er bekymrede for, om de kan få en værdig afgang fra arbejdsmarkedet, fordi pensionsalderen er blevet hævet.

Tidligere direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup er enig i, at sikkerhedsnettet i velfærdssamfundet udhules i disse år. Han mener faktisk, at vi lever på en løgn. En forestilling om, at vi har et godt velfærdssamfund, som vi endda hylder som en af de vigtigste danske værdier. Men virkeligheden er en anden, lyder det fra Knud Aarup, der i flere år har fulgt det socialpolitiske område tæt og for nylig gav sit bud på udviklingen i bogen ”Fra udenforskab til fællesskab”.

Her hævder han, at den sociale hånd under de svage i samfundet er forsvundet – selvom den oprindeligt var hele grund-idéen bag vores velfærdsstat. Der er ifølge Knud Aarup flere grupper, der i dag risikerer at falde uden for fællesskabet og havne i det, han betegner som ”udenforskab”.

”Før byggede vores samfund på principper som fællesskab, lighed og tillid. Men i de senere år er den idé begyndt at smuldre, og vi har tabt rigtig mange mennesker – netop fordi vi ikke har været der med en støttende hånd i form af den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt,” siger Knud Aarup, der især er optaget af den tidlige indsats over for udsatte børn og unge.

Han peger på, at især ordblinde, børn med adhd og autisme, anbragte børn samt indvandrerdrenge fra ikke-vestlige lande er blandt de særligt udsatte grupper i dag. Børn og unge, der senere får svært ved at tage en uddannelse og komme til at klare sig selv og i stedet risikerer at havne på samfundets laveste trin, med overførselsindkomst og flere sociale udfordringer end andre. En gruppe, der tilsammen udgør 20 procent af befolkningen, men som ifølge Knud Aarup kunne være hjulpet tidligt i livet, hvis der var blik for det hele menneske – samt udgående socialarbejdere, der ikke skulle bruge så meget tid på administrative opgaver, som de skal i dag.

”Mange andre hævder, at det hele handler om økonomi. At vi enten kan motivere de udsatte grupper ved hjælp af større eller mindre økonomisk råderum. Men mit fokus handler i stedet om den sociale indsats. En tidligere undersøgelse afslørede, at kun 27 procent af de ordblinde bliver fundet i folkeskolen, og af dem har kun de 19 procent fået særlig hjælp. Det betyder blandt andet, at hver femte ordblind ikke får folkeskolens afgangseksamen. Og så er man altså kommet dårligt fra start i voksenlivet,” siger Knud Aarup, der mener, at velfærdssamfundet i stedet for at være optaget af de svage har blikket rettet mod middelklassen.

”Forandringen begyndte i 1990’erne, da serviceloven afløste bistandsloven. Nu skulle de fagprofessionelle ’betjene kunderne’ i stedet for at ’hjælpe borgerne’. Og alle fik på den måde et krav på at få en andel i den offentlige service. Men det er jo ikke de svageste, der råber højest og stiller krav. Det er de veluddannede, og derfor begynder velfærdssamfundet at ændre karakter. Fokus flyttes fra dem, der har ’hjælp behov’ til dem, hvor ’hjælp kræves’. Det er i dén periode, vi mister blikket for den svage. For næsten. Og udviklingen sker både inden for folkeskolen, ældreområdet og sundhedsområdet, der kommer til at orientere sig mod de bedst stillede – dem, der stiller krav.”

Postdoc Iben Nørup fra institut for sociologi og socialt arbejde ved Aalborg Universitet forsker blandt andet i udsatte unges møde med det sociale system. Hun er ikke i tvivl om, at Knud Aarup har ret i kritikken af, at den tidlige sociale indsats for at hjælpe den enkelte er blevet nedprioriteret. Hun peger på, at det danske samfund siden slutningen af 1990’erne i stigende grad har ladet beskæftigelsespolitik erstatte socialpolitik. Målet har været at få så mange som muligt i job og at holde så mange ældre som muligt på arbejdsmarkedet.

”Tendensen blev forstærket efter finans-krisen i 2008. Den er udtryk for et bestemt menneskesyn, hvor økonomitankegangen er blevet meget dominerende. Når samfundet hjælper, skal der komme et resultat ud i den anden ende, som er målbart. Og den tendens ses i hele den vestlige verden,” siger Iben Nørup.

Hun forklarer, at samfundet i stigende grad definerer fællesskab som et arbejds-fællesskab.

”Det betyder, at samfundet ekskluderer rigtig mange, som af forskellige grunde ikke kan arbejde. I dag skal stort set alle i beskæftigelse, med mindre de lider af svære handicaps. Hvor der tidligere var kontanthjælpsmodtagere, der blev vurderet ikke-arbejdsmarkedsparate, så skal næsten alle kontanthjælpsmodtagere i dag i job, og samtidig er pensionsalderen sat op. Også i forhold til udsatte unge er det vigtigste mål i dag, at de kommer i uddannelse og arbejde. Mine undersøgelser viser, at man ofte først begynder at hjælpe en ung, når han eller hun falder fra en uddannelse. Mange af disse unge har haft problemer med mistrivsel i barndommen, men ofte har systemet ikke været opmærksom på at hjælpe de mest sårbare børn,” siger Iben Nørup.

Hun mener, at fokuseringen på job og uddannelse kan være en hjælp for en del unge. Men i andre tilfælde kan det ensidige fokus være med til at forværre situationen, fordi nogle af de mest sårbare unge ikke magter at leve op til kravene.

Professor Jørn Henrik Petersen fra center for velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet i Odense har i flere bøger fremhævet, at den klassiske velfærdsstat er under afvikling til fordel for konkurrencestaten, og at samfundet i alt for høj grad fokuserer på det arbejdende menneske. Politikernes vedtagelse af den forhøjede pensionsalder ser han som et eksempel på denne tendens, selvom der stadig er store grupper i samfundet, som ikke vil kunne magte et fysisk arbejde frem til de 67 eller 70 år.

”Der er sket en fundamental ændring af vores menneskesyn. Vi lever i en kuldslået præstationskultur og en tid præget af en neoliberal ideologi. Politikerne i alle partier bortset fra Enhedslisten og Alternativet er blevet fuldstændig fascineret af tanken om, at det hele handler om beskæftigelsespolitik. Hvor man i den klassiske velfærdsstat så på det enkelte menneske som noget, der havde værdi i sig selv, så har vi i dag et system, hvor individet i stigende grad vurderes ud fra, hvad han eller hun kan præstere i samfundet,” mener Jørn Henrik Petersen.

Han peger på, at samfundet har en ganske stor gruppe mennesker, som, uanset hvor meget der tales om ”’pligt og ret” eller ”nyttejob”, ikke kan få et job på det stadig mere videnstunge og effektive arbejdsmarked. Mange af disse menneskers forsørgelsesgrundlag udhules blandt andet på grund af kontanthjælpsreformen.

Professoren har i år holdt flere end 100 foredrag rundtom i landet, og han møder en udtalt bekymring over udviklingen:

”Mange mennesker har en opfattelse af, at tanken om, at vi alle er lige meget værd, er ved at smuldre. De er langt mere bekymrede end politikerne, og måske hænger det sammen med, at vi i stigende grad har en klasse af politikere med begrænsede erfaringer fra arbejdspladser og det liv, der foregår blandt såkaldt almindelige mennesker. I Luther-året er det værd at nævne, at den lutherske tankegang bygger på, at vi er sat fri til at drage omsorg for medmennesket, uden at den anden skal gøre noget til gengæld. I konkurrencestaten har vi erstattet den tankegang med idéen om, at pligt går forud for ret eller ’noget for noget’. Og dermed skubbes de ikke-arbejdsmarkedsparate ud.”

Tilbage i Høje-Taastrup er skraldemand Finn Johnny Kristiansen heller ikke i tvivl om, at velfærdssamfundet har ændret karakter.

”Velfærden er blevet ringere, og der er kommet en større egoisme i samfundet. Jeg kan godt forstå, at en akademiker, der måske er begyndt at arbejde som 30-årig, vil fortsætte, til vedkommende fylder 70 år. Men det er anderledes for os, der er begyndt med fysisk arbejde som 16-årige. Jeg synes, at mange af politikerne svigter deres vælgere. De tænker ikke på os, der er slidt ned efter mange års hårdt fysisk arbejde.”

Hør Knud Aarup fortælle om det danske velfærdssamfund, som han ser det i dag