Prøv avisen

Naja Marie Aidt: Min søns død viste mig kroppens magt

Naja Marie Aidt og hendes søn Carl Emil i Brooklyn i 2009. – Privatfoto.

Sorgen har sit eget liv, fortæller forfatter Naja Marie Aidt, der mistede sin 25-årige søn Carl og oplevede, hvordan hendes krop var i stand til at genrejse hende fra sorgens dybe hul

Sorgen har sin egen tid. Det kan jeg se i dag, her fire år efter at Carl faldt i døden fra en bygning. Der er flere afgørende øjeblikke, hvor sorgen har ændret karakter. Hvor livet har åbnet sig igen og fra nye sider. Man kan sige, at jeg har lært nye ting om at være til, som jeg ikke havde indsigt i tidligere. Jeg er blevet meget imponeret over og klogere på, hvad kroppen kan magte. Hvad min krop har magtet.

Sorgen har sit eget tempo, og der er ikke meget at stille op over for det. Der er faktisk intet at stille op. Før i tiden talte man om sorgens forskellige faser. Det er en langt mere flydende og bølgende bevægelse. Sorgen har sin egen rejse gennem dig. Det må man acceptere og overgive sig til.

I begyndelsen var jeg i chok. Forstod ikke, hvad der var sket. At det var sket. Hjernen var fuldstændig beskæftiget med tanker, billeder og spørgsmål. Den første tid var et helvede hver dag. Jeg følte ikke, jeg kunne leve mere. Det forekom umuligt at leve. Sorgen var så uoverstigelig, at det var en pinsel at komme igennem dagene.

Selv helt basale ting som at lave mad og komme i bad var helt uoverskueligt. Jeg prøvede at vænne mig til virkeligheden og komme frem til en form for accept. Men de posttraumatiske billeder vendte hele tiden tilbage. Det var den samme film, der kørte for mine øjne. Det var voldsomt anstrengende. Jeg gik på gaden og så begravelsen for mig for tusinde gang.

Et helt afgørende tidspunkt kom ret hurtigt under mine samtaler med en krisepsykolog, da Carl endnu ikke var erklæret død, og alt var et stort kaos og bare sort. Han sagde, at jeg skulle stole på min krop og hjerne, som er skabt til at overleve selv de største traumer.

Jeg holdt fast i den tanke. Og i dag kan jeg se tilbage på min proces med en ny viden om, at jeg altid kan stole på det kropslige. Min krop og min hjerne hjalp mig. Og jeg begyndte at forstå, hvorfor jeg skulle plages med alle de billeder af det skete i hovedet hele tiden.

Min hjerne skulle lære at leve med Carls død. Min krop skulle bearbejde det. Og med tiden ændrer følelserne, der er forbundet med billederne og chokket, sig langsomt. Jeg har fået en stor taknemmelighed over, hvad den menneskelige krop kan præstere.

Det var også afgørende for mig at skrive min bog om Carl forholdsvis kort tid efter hans død. Jeg læste om tab og død for at prøve at forstå det på en ny måde. Det var ikke terapeutisk for mig at skrive. Det var snarere et rum at være i med sorgen på en konstruktiv måde. At skabe noget meningsfuldt midt i det meningsløse.

Jeg sad med hans breve og tegninger og var på den måde sammen med ham. Det var virkelig hårdt at skrive den bog.

Da bogen så udkom, skete der igen noget afgørende for mig. Jeg gik i sorgterapi gennem et amerikansk program for pårørende. 16 gange mødte jeg op, og det var ikke den slags terapi, hvor man psykologiserer omkring sin barndom. Det var en kognitiv terapiform, hvor man arbejder med de posttraumatiske billeder, der forfølger en.

Jeg fik besked på at søge derhen, hvor sorgen var allerværst, og så fortælle det igen og igen. Det blev optaget, og bagefter skulle jeg høre det igen og igen hver dag i en uge. Det var for eksempel mindet om den dag, vi så ham i kapellet. Eller den sidste gang jeg så ham på hospitalet.

I begyndelsen reagerede jeg meget voldsomt. Græd og græd og blev sendt tilbage til den totale modløshed og smerte. Men reaktionerne dalede drastisk i løbet af ugen. Hjernen vænnede sig simpelthen til billederne, og til sidst blev det nærmest kedeligt at lytte til, og tankerne fløj et andet sted hen.

Siden er tingene blevet lysere. Jeg tænker ikke kun på Carl som død, og kan have en samtale om ham, som om han er levende. Jeg tænker ikke mere på, hvorfor han skulle dø. Vreden og utrøsteligheden er væk. Han døde jo på en meget gådefuld måde uden vidner. Faldt han fra den bygning? Sprang han? Det sidste er mest sandsynligt, men jeg er holdt op med at plage mig selv med de spørgsmål.

Jeg har drømt, at han var ude at sejle på havet med sine brødre, han var levende og smuk i drømmen. Ikke et spøgelse. Han stod derude på havet i solen og var stærk og glad. Jeg bliver så glad for de drømme. Det er levende billeder af de døde, man får lov til at være sammen med dem igen. Og Carl har med tiden fået en plads i familien igen.

Jeg havde stor dødsangst engang. Men ikke længere. Det opdagede jeg, da Carl døde. At miste et barn giver på en måde én et dødsønske selv. Vi skulle jo købe et gravsted og fandt et sted for hele familien. At se sin søn blive lagt i graven gør det meget konkret, at man selv skal derned til ham en dag. Rækkefølgen blev jo helt forkert. Jeg har fået en meget dybere forståelse af livet og af døden, når jeg møder den.

Der skete på et tidspunkt et skift. Præcis hvornår er svært at sige. Jeg er begyndt at gøre ting igen, jeg ikke orkede tidligere. Mange reagerer på døden ved at flygte eller bedøve sig. Jeg flygtede ikke. At tale om tingene har altid været naturligt for mig. At gå dybt ind i de svære ting også. Og skrive om det. Samtidig er jeg blevet mere ligeglad og måske også mere doven. Man mister noget af sin energi og forfængelighed på godt og ondt.

Jeg tænker mere på livet som noget rundt, et hjul, og har sluppet forestillingen om at kontrollere alting. Det er der en vis befrielse i. Jeg ved ikke, hvad der sker i morgen. Det hele foregår mere i nuet. Sådan er jeg blevet tvunget til at leve. Jeg tænker aldrig, hvad jeg skal i morgen. Forholder mig først til det aftenen før. Jeg prøver at undgå stress. Det kan jeg ikke tåle, og det kan jo ikke betale sig.

Til næste år ville Carl skulle fylde 30. Hans venner får arbejde, børn og familier. Jeg længes sommetider efter, at tiden vil gå. Samtidig er det uhyggeligt at se, hvordan træet på hans grav vokser. Pludselig er der gået 10 år. 20 år.