Det er lidet flatterende adjektiver, som USA’s nyvalgte præsident har måttet lægge ører til i den forgangne valgkamp. I både nationale og internationale medier synes særligt et ord dog at være gået igen, og står de mange udsagn til troende, skulle Donald Trump være narcissist.
Ordet, der stammer fra psykologiens verden og har sin oprindelse i myten om den unge mand Narcissus, der blev så forelsket i sit eget spejlbillede, at det endte med at koste ham livet, beskriver et menneske, der er ekstraordinært optaget af sig selv, føler sig hævet over andre og gør krav på særbehandling.
En af dem, der ikke har tøvet med at kalde Donald Trump for narcissist, er forfatter og ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup. I et blogindlæg på Berlingske.dk skriver hun blandt andet, at den nyvalgte præsident ”aldrig kommer til at forløse USA’s potentiale, fordi han med sin narcissistiske personlighed kun vil være i stand til at skabe kortsigtede succeser.” Men den republikanske verdensmand er imidlertid ikke alene. For mange af nutidens ledere, hvad enten det er inden for politik eller erhvervsliv, har en rem af huden, og det skyldes ikke mindst vores narcissistiske samtid.
”Der er andre forventninger til topledere og toppolitikere, end der var tidligere. I dag handler det lidt mere om flashy resultater og lidt mindre om, hvordan man kom frem til resultaterne. Vi vil ikke vente på den gammeldags leder i dag – vi vil have showmanship . Det gamle ordsprog om, at den, der lever stille, lever godt, dur ikke længere,” siger Charlotte Mandrup.
Hun understreger dog, at for personer med meget dominerende narcissistiske træk, som hun mener Trump har, vil det være svært ikke på et tidspunkt at falde igennem. I hvert fald, hvis de ikke har de rigtige mennesker i ryggen.
”Det er fint, at der er en, der kan tale til aktionærerne og begejstre. Men så skal der være en bag ham, regnedrengen. Ham, der holder igen og ikke lader sig rive med. Og min bekymring i forhold til Trump går på, om han omgås den slags folk,” siger Charlotte Mandrup.
Lars Lundmann, der er psykolog, ph.d. og rekrutteringsrådgiver og blandt andet har skrevet bogen ”Hvem er jeg? Narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund” påpeger, at der godt kan ligge noget positivt i en narcissistisk personlighed. I kraft af narcissistens behov for anerkendelse og ros vil denne nemlig ofte være tilbøjelig til at yde en stor personlig indsats, hvilket kan være en gevinst for eksempelvis en virksomhed. Men selvsamme person kan også risikere at være en lidelse at arbejde under.
”Når man begynder at få magt og penge, følger der ofte en masse rygklappere med, som vil have del i det. Det betyder, at man dermed bliver mere bekræftet i sin grandiositet, hvormed den forstærkes. Det er formentlig det, man mener, når man siger, at magt korrumperer,” siger Lars Lundmann.
Man kunne fristes til at tro, at narcissister er mennesker med enormt store egoer. Men faktisk forholder det sig lige modsat. Kernen i narcissisme er tomhed, manifesteret ved et mindreværd, og anerkendelsen fra andre handler om at lukke for den tomhed. Det er med andre ord de andre og deres reaktioner, der er i fokus, og ikke en selv.
Ifølge Lars Lundmann er der ikke noget nyt i, at mennesker – nogle mere end andre – har behov for anerkendelse udefra.
”Kulturen har altid ligget i mennesket. Men man kan sige, at det nye er, at vi i dag har fået nogle bedre platforme til at opnå anerkendelsen. Man kan på meget kort tid nå ud til flere tusinde mennesker og få bekræftelse,” siger han og forklarer, at behovet for anerkendelse handler om identitet.
”Behovet for anerkendelse er styret af behovet for at være noget særligt. Men problemet er, at vi mennesker ikke er nogle bestemte personer. Vi påvirkes og forandrer os hele tiden. Vi forsøger konstant at finde den rette hylde og at få anerkendelse, men vi leder efter noget, som ikke findes, for vi har ikke den kerne, vi tror, vi har. Derfor virker anerkendelsen heller ikke identitetsskabende, og derfor bliver vi ved med at søge den,” siger Lars Lundmann
Flemming Poulfelt, professor på institut for ledelse, politik og filosofi på Handelshøjskolen i København, CBS, skelner mellem produktive og ikke-produktive narcissistiske ledere. Førstnævnte gruppe har trods narcissistiske træk så megen selvindsigt, at de kan udnytte deres kraft på en positiv måde, mens sidstnævnte gruppe mangler selvindsigten og evnen til at lytte til andre.
”Det interessante ved mange topledere er, at de har en snert af narcissisme i sig, og en gang imellem må de også være lidt autoritative. Men jeg vil påstå, at det i dag ikke kan betale sig at være narcissistisk på den måde, hvor man ikke lytter og samarbejder. Den enerådende, topstyrende leder er også sjælden i Danmark i dag. For 50 år siden var spillereglerne for, hvordan man kunne operere som leder, lidt anderledes – man kunne styre lidt mere. Men i dag vil der være nogle, der skubber til en, hvis man går over grænsen, om det så er en ceo (administrerende direktør, red.) eller en anden topleder,” siger Flemming Poulfelt.
Mens det kan have kedelige konsekvenser at have en ledertype, der går over grænsen, kan det muligvis i visse tilfælde være en fordel med en, som går lige til grænsen. Sanne Udsen, karrierekonsulent og forfatter til blandt andete bogen ”Psykopater i jakkesæt. Når chefen er psykopat”, peger på, at en narcissistisk ledertype kan være det rigtige valg i en såkaldt transitionsperiode. En periode, hvor nyt skal bygges op, og gamle vaner står for fald.
”Hvis vi ser på nogle af de ledertyper, som er blevet berømte, så er det nogle, der har formået at lave en turnaround . Og hvis man skal kunne det, så er det nødvendigt med nogle kraftige narcissistiske træk – husk på, man skal kunne overbevise både medarbejdere, aktionærer og bestyrelse. Man skal forføre og begejstre dem. Til gengæld er det så tiden at finde en anden til at lede, når missionen er lykkedes. For de her narcissistiske personligheder har ofte svært ved at se egne begrænsninger – de kan nærmest gå på vandet. Her gælder det om at få en ny til roret i rette tid,” siger Sanne Udsen.