Mandag
Jeg skal forholdsvis tidligt op, fordi jeg skal i P1 Morgen og tale om filmatiseringen af Jakob Ejersbos roman ”Liberty” om udstationerede i Tanzania. Den er jeg producer på. Der er danmarkspremiere på søndag, men inden da skal den vises på den anerkendte filmfestival Berlinalen i Tyskland i morgen.
Vi er mange – både skuespillere og holdet – der skal af sted til Berlin. Med på min flyver har jeg den unge skuespiller Anton Hjejle, der spiller en af seriens hovedpersoner Christian. I ankomstterminalen bliver vi hentet af folk fra festivalen og tyske sikkerhedsfolk, der kører os hele vejen til hotellet. Det virker meget fornemt det hele.
Jeg tager direkte til et slags ”militærmøde”, hvor vi skal gennemgå alt – og jeg mener alt – hvad de kommende dage byder på. Hvem ankommer hvornår? Hvilke køretøjer er tilladt ved den røde løber? På hvilket tidspunkt skal jeg kalde hver enkelt op på scenen? Min assistent og jeg har det grineren over det. Det er en tysk grundighed, som man ikke finder andre steder. Men det gør mig tryg at vide, at der bliver taget dygtigt hånd om alt, og at vi har dedikerede mennesker til at passe på os under hele besøget.
Der er arrangeret en showcase om eftermiddagen, hvor tre danske tv-serier vises. Det er Christoffer Boes flotte ”Kriger”, Bille Augusts historiske ”Lykke-Per” og vores varme ”Liberty”. Enormt mange mennesker var mødt op, og nationalfølelsen rammer mig, da klip fra serierne vises på storskærm. Jeg er stolt af at være dansker med det niveau, vi lægger for dagen.
Ea Ejersbo, der er søster til afdøde Jakob Ejersbo, er med hernede. Og skuespillerne får efter forevisningen for første gang mulighed for at møde hende. Ea er vores æresgæst. For der er noget helt særligt ved at have hendes velsignelse.
Tirsdag
Jeg vågner pludseligt, da min mobiltelefon bimler og bamler. Det er Carsten Bjørnlund, som jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med i ”Arvingerne” og nu også ”Liberty”, hvor han spiller karakteren Niels Knudsen. Carstens fly til Berlin er aflyst, og nu står han rådvild i Københavns Lufthavn. Han finder et senere fly og skal vente i seks timer.
Min formiddag bruger jeg på at lave interviews sammen med skuespillerne. Jeg skal deltage i et andet panel under overskriften ”Fra bestseller til dramaserie” klokken 14, så jeg har brug for at forberede mig lidt, eftersom vi kun bliver to panelister: en amerikansk manuskriptforfatter og mig.
Da jeg når frem, er der fyldt på tilskuerrækkerne – og det er dejligt. For det vidner om, at filmbranchen er begyndt at tage tv-serier seriøst. Det er Berlinalen faktisk et godt eksempel på. For det er en fin og traditionsrig filmfestival med mange år på bagen. I panelet skal jeg indlede med at ridse serien kort op. Det er jo altid svært, selvom det selvfølgelig lyder lidt mærkeligt. Når jeg er så meget inde i et værk, har jeg altid vanskeligt ved at beskrive det ganske kort.
Min vinkel bliver, hvordan det har været at basere en tv-serie på en roman, der er respekteret og elsket af så mange. Jeg ved fra mig selv, at når jeg læser et værk, der betyder meget for mig, laver jeg min egen film oppe i hovedet. Det er jo derfor klart, at vi næsten kun kan gøre det galt i forhold til folks forestillinger. Men det er en kreativ proces, når vi arbejder med en bog. Vi har hele tiden en dyb respekt for Ejersbos værk, men sommetider har vi også måttet lægge den til side. Forhåbentlig er serien så stærk, at folk glemmer bogen for en stund og tager serien til sig som sit eget værk.
Resten af eftermiddagen har jeg nerver på. Hvad bliver reaktionerne på vores serie i aften? Sammen med skuespillerne og instruktøren mødes vi i hotellets lobby, inden vi vises ud i limousinerne. Alle strålede i deres yndige tøj. Selv har jeg taget et helt skriggult sæt på med en lilla frakke til. Dem, der kender mig, vil vide, at jeg altid er sort. Men jeg tænker, at nu skal hele farveladen smækkes på – for vores serie er netop fyldt med farver. Skuespiller Connie Nielsen, manuskriptforfatter Asger Leth og jeg deler den sidste limousine, som åbenbart er den vigtigste. Connie er en superstjerne hernede, og det er overvældende at træde ud på den røde løber og høre fanskarens tilråb i virvaret af knipsende fotografer.
Fra vores vip-rum bliver vi klappet ind i en biograf, der er fyldt af et internationalt publikum bestående af filmfolk og købere. Det er min opgave at præsentere serien og alle fra holdet ved navns nævnelse. Jeg ånder lettet op, da jeg når bunden af listen. Under visningen af de to første afsnit går jeg mest op i, hvordan Ea Ejersbo, der sidder ved min side med sin hånd i min, reagerer. Det er også første gang, hun ser afsnittene. Hun er heldigvis glad. Både hendes glæde og de mange positive reaktioner efter premieren er meget bevægende. Det er en stor kunstnerisk anerkendelse, som jeg efterfølgende fejrer med cocktails i Berlins gader sammen med alle skuespillerne og holdet.
Onsdag
Jeg er virkelig træt, men alle mine bekymringer er nu forstummet. Jeg nipper lidt til hotellets morgenmadsbuffet sammen med Ea Ejersbo, før vi tjekker ud og siger farvel til vores kenyanske skuespiller, der skal mod Afrika, og Connie, der skal til San Francisco. Resten af os tager sammen mod Danmark.
Da jeg er tilbage i København, tager jeg forbi min datter og hendes familie til aftensmad. Selvom jeg taler om mine hektiske dage i Berlin, er det egentlig også rart at tænke på alt muligt andet. Og når man har et lille barnebarn, bliver opmærksomheden naturligt skubbet væk fra en selv.
Hjemme i min lejlighed på Istedgade er jeg alene. Min mand er på forretningsrejse. Og det føles egentlig rart at høre lyden af stilhed.
Torsdag
I dag har jeg talt med P1 Morgen til baggrund og med Aftenshowet på kamera. Jeg er i P1 Kultur om eftermiddagen og taler om, hvordan det er at ankomme til en kultur, hvor vi tror, vi ved alt, men ikke gør det. Vi har heldigvis haft en researcher tilknyttet, der tidligere har været udstationeret for Danida, og som kan hjælpe os med kulturelle og tidsmæssige spørgsmål. For vi er naturligvis ikke interesserede i at fremstille 1980’er-Tanzania forkert.
Fredag
Jeg tager ud i den del af TV Byen i Søborg, hvor DR stadig har nogle lokaler. Vi mangler stadig tekstning, kreditering og lyd på de sidste afsnit. Det kan virke underligt, at en serie har premiere, før den er færdig, men jeg ved, at vi nok skal nå det. Så jeg kan sagtens glæde mig til på søndag, hvor serien sendes på DR 1 klokken 20 – vores store premiere i Danmarks stuer. Selvom jeg har set første afsnit et uendeligt antal gange, bliver der noget særligt ved at dele oplevelsen med danskerne.