Lasse Thomas Edlev viser vej. Man skal bare gennem lågen, så er man på den sydlige slette på Røsnæs. En slette, hvor forårssolen har magt, og vinden er mild. Lige her, med udsigt over vandet, har han stået med mænd og kvinder, som har opsøgt ham for at undersøge, om naturen kan være en døråbner til sindet.
Nogle er kommet med en længsel efter mere overskud, andre, fordi de er i en krise, og så er der dem, som vil prøve at genfinde en kontakt til naturen. Sletten er ofte første stop på en cirka tretimers tur i det fri.
Røsnæs er Sjællands vestligste punkt. En halvø med stejle skrænter, som stikker ud i Storebælt. Halvøen er en del af en bueformet randmoræne, som fortsætter over Storebælt til Fyns Hoved. Lasse Thomas Edlev går i et langsomt tempo på vej mod en koloni af nyudsprungne vårgæslingeblomster på sletten. Skønt han har en stor viden om flora og fauna, beder han venligt gæsten holde inde med de mange spørgsmål om mosarter og fuglestemmer. Mens han knæler ved de spinkle vårgæslingeblomster, forklarer han, at de mange faglige og rationelle spørgsmål kan være et forsvar mod at give sig hen til en ren sanselig og følelsesmæssig oplevelse.
”En intellektuel interesse for faglig viden kan endda være en forsvarsmekanisme, der forhindrer klienten i rigtigt at mærke sig selv.”
Naturen bliver i stigende omfang en del af et terapeutisk rum. Krigsveteraner med traumer tilbydes ophold i terapihaver, og flere sygehuse anlægger sansehaver, mens man andre steder eksperimenterer med at bruge naturen til genoptræning. I sidste uge blev et samarbejde mellem videncenter for friluftsliv og naturformidling, Københavns Universitet, og Bikubenfonden præsenteret: Et laboratorium, hvor man de næste tre år vil undersøge, hvordan naturen kan spille ind i forløb med socialt udsatte unge.
Der synes at være opbakning til, hvad statens institut for folkesundhed for nogle år siden skrev i rapporten ”Naturen er sund for os”: ”Natur og grønne områder bidrager til forbedret sundhed.” Og spørger man danskerne, svarer 93 procent, at grønne områder i sig selv har betydning for både humør og helbred. Og så er der de internationale undersøgelser fra USA, Holland og Australien, som viser, at man kommer sig hurtigere i naturen efter stress, sygdom og skader.
Lasse Thomas Edlev har arbejdet med naturen som terapi, siden han underviste i naturfag på et socialpædagogisk seminarium og så, hvordan naturen kunne inddrages i arbejdet med såvel demente som utilpassede unge. Han skrev en lærebog, som i dag er solgt i 20.000 eksemplarer.
De seneste år har han blandt andet undervist på en uddannelse for naturterapeuter. Det er en privat efteruddannelse. Når sjette hold afslutter uddannelsen, er der 92 naturterapeuter herhjemme. I dag, fredag, udkommer Lasse Thomas Edlevs bog ”Naturterapi”. I en anmeldelse på pædagogen.dk står der om bogen:
”Det er ikke new age pseudo-filosofi, men brugbare og gennemtænkte iagttagelser om, hvordan vi spejler os i naturen, og hvordan man ved lidt terapeutisk snilde kan bringe klienter i en tilstand af øget fysisk velvære og indre sindsro ved at fokusere på de sansninger, følelser og indskydelser, naturoplevelser kan give os.”
Vil man prøve, om der er sindsro i naturen, er en venlig martsdag som denne med eftermiddagssol på den sydvendte slette et godt sted at begynde. Lasse Thomas Edlev er klædt i uldsweater og over den en jakke, som holder vinden ude. Beklædningen har stor betydning.
”Man kan tage ud i al slags vejr, men anstrenger man sig meget, fordi det er fysisk hårdt, eller fordi man fryser, kan man godt få en kraftfuld oplevelse, men man kommer man næppe i kontakt med de mere subtile følelser.”
Når man er klædt på, så man ikke fryser, skal man øve sig i at blive som et barn. Gennem årene har han mødt en del forældre og bedsteforældre, som har fortalt, at det hjælper at låne et barns øjne, når de er i naturen.
Siden han var elev på Rødovre Gymnasium og læste om global opvarmning, har han været optaget af klimaspørgsmålet. Som ganske ung var han aktivist i Miljøforum og gik på gaden for naturen og klimaet med jævnaldrende. Han uddannede sig til lærer og var med til at forberede naturvejlederordningen som medlem af Friluftsrådets oplysningsudvalg. Og han var elev på det første hold på uddannelsen for naturvejledere og kan endnu citere fra den peptalk, som Kristeligt Folkepartis miljøminister Christian Christensen gav de vordende naturvejledere i 1986. De skulle være en spydspids for den nødvendige miljøpolitik i Danmark.
Han blev ansat på Hammeren på Bornholm og arrangerede ture, ikke mindst for turister og skoleelever på lejrskole. Det var på mange måder et drømmejob. Han fik ros for at være underholdende, men han begyndte at tvivle på, om han med sine historier bragte mennesker tættere i kontakt med naturen. Jo mere fængslende han fortalte, jo mere følte han, at han frarøvede folk muligheden for selv at indleve sig i naturen. Til tider følte han sig som en kustode, som satte undertekster på naturen.
For snart to årtier siden skrev han et skarpt debatindlæg om, hvordan naturen blev gjort til en del af oplevelsesindustrien og en sekundær kulisse for det gode liv. Overskriften lød: ”Skynd dig, kom. Om føje år naturen som en vare står.”
Et langt stykke synes han, at tiden har givet ham ret, når han ser, hvordan friluftslivet har udviklet sig med fokus på udstyr og præstation frem for oplevelse og fordybelse.
Lasse Thomas Edlev savner den tid, hvor Grundtvig åndede naturvejledere i nakken, og man vægtede ord som oplysning, sammenhæng og autenticitet. I de 20 år, han har beskæftiget sig med naturterapi, er det fordybelsen og nærværet, han har søgt at åbne op for.
Den stille vandretur fortsætter over sletten, som nu bliver til en stejl skrænt, hvor man må kante sig på de smalle stier mellem havtorn og slåen. Efter en labyrintisk vandring er vi fremme ved en græsklædt lavning i skrænten, hvor efeu omfavner mange af buskene. Her har solen magt, og man kan se langt.
”Velkommen til mit hemmelige land.”
Lasse Thomas Edlev er kommet på Røsnæs, fra han var fire år. Dengang købte hans forældre en grund, hvor de kunne slå deres telt op nær stranden og med storslået udsigt. Siden kom der er et hus på grunden. I dag har han overtaget forældrenes sommerhus og nyder Røsnæs året rundt. Hos klienterne ser han, at barndommens naturoplevelser sætter sig spor for livet.
”Jeg kan ikke takke mine forældre nok for, at de slap mig løs i naturen, og som forældre har man en vigtig opgave i at åbne en dør til naturen for sine børn.”
Han folder sin godt to meter lange krop ud i græsset. Det er den såkaldte nydelseskrop, man ser der i forårslyset. Lasse Thomas Edlev forklarer, at når folk kommer til ham og typisk har kørt langt for at nå frem til Røsnæs, ankommer de med en slags stivnet nyttekrop. Undervejs i den terapeutiske vandring ser han, at de finder ind i mere afslappede bevægelsesformer.
På græsset kan man finde krogede, afbrækkede efeugrene og forladte sneglehuse. Når han er her med klienter, vil mange samle ting op, som taler til dem, og være stille. I den efterfølgende samtale vil de måske fortælle, hvordan de ser oplevelser eller fund i naturen som en slags budbringer. Ikke sjældent oplever han, at folk efter et par timer i det fri giver slip på hverdagen og ser på sig selv, verden og livet på nye måder. Måske har de fundet noget i naturen, som kan symbolisere det, de har oplevet.
Vi skal tilbage over sletten, gennem lågen og hen til Lasse Thomas Edlevs træhus. Der er noget, han vil vise, som symbolsk udtrykker, hvordan man i naturen kan se sig selv på en ny måde.
Lasse Thomas Edlev løfter en lys, oval strandsten, som er knækket midtover.
”En kvinde tog den ene halvdel med sig hjem og efterlod den anden halvdel her. Den halvdel, hun lod ligge, symboliserer hendes gamle liv.”
Nænsomt anbringer han igen stenen i stenbunken. Han har lovet kvinden at passe på stenen, hvis hun skulle fortryde. Den knækkede sandsten har haft sin plads ved huset på Røsnæs i over et år.
Læs uddrag af bogen ”Naturterapi” og se flere fotos her og her