Min hjerne plejer at være min bedste ven. Det er dens skyld, at jeg føler mig hjemme i verden. Men en tidlig morgen kort før jul snød den mig for første gang. Jeg vågnede, og alt kørte rundt og rundt i flere minutter som en karrusel i al for høj fart. Når jeg rejste mig og drejede hovedet, blev det endnu værre. Er det her en blodprop i hjernen? Er det hele forbi nu? Efter nogle minutter stilnede det af, så jeg kunne lempe mig ud af sengen og gribe fat i borde og stole og dørkarme og ringe til lægen.
Men hun kunne ikke modtage mig i konsultationen, før hun vidste, om jeg var coronafri. I stedet bad hun Bispebjerg Hospital i København teste mig for covid-19 og tjekke op på mig. Jeg var stadig svimmel i podningsrummet på hospitalet dagen efter, som gik jeg på et gyngende skibsdæk. Så en læge blev tilkaldt og indlagde mig akut på hospitalets neurologiske afdeling til observation for en blodprop i hjernen. Jeg blev kørt ad lange underjordiske gange under hospitalet af en venlig portør med flotte tatoveringer og isoleret på enestue, indtil der var svar på coronatesten. Den var negativ. En kvindelig neurolog lavede en stribe neurologiske undersøgelser af kranienerver, øjne, tale, sene-reflekser, muskelkraft, linjegang og meget mere.
Umiddelbart var der intet abnormt, men på grund af mine 78 år, og selvom jeg er sund og rask, foreslog lægen ct- og mr-scanninger af min hjerne for at udelukke en blodprop. Samt ekg (elektrokardiogram) for at sikre, at der ikke var hjerteproblemer. Jeg tog taknemmelig imod disse tilbud, som skulle sættes i værk samme dag. Jeg blev flyttet til tosengsstue og koblet til overvågning af hjerte og lunger. Fik taget puls og blodtryk med jævne mellemrum.
Jeg var lidt høj over, at de tog sig så godt af mig. Det var let at se, at de havde susende travlt, men den professionelle, venlige, ligetil facon var i top. Der var ganske vist et intermezzo, som afdelingen indberettede som en utilsigtet hændelse, selvom den var helt tilgivelig:
Jeg sad i min seng, da to Falck-reddere kom rullende med en båre og bad mig stige op på den:
”Du skal hjem nu Marianne.”
En sygeplejerske, jeg ikke havde set før, bekræftede og plukkede hjerteudstyret af mig. Som I ved, hedder jeg Margrethe, men bliver en gang imellem kaldt Marianne, så jeg tænkte, at navneforvirringen nok skyldtes travlhed, og når sygeplejersken var enig, måtte det være rigtigt. Selvom det var i modstrid med de udmeldinger, jeg havde fået fra lægen. Jeg satte mig op på briksen, blev trillet ind i Falck-bilen og kørt af sted, indtil vi standsede, og den ene Falckmand sagde: ”Der er godt nok meget graffiti på dit hus.” Jeg indvendte, at der overhovedet ikke var graffiti på mit hus. ”Bor du ikke her på Nørrebro?”, spurgte han venligt. ”Nej,” svarede jeg og indså, at jeg selvfølgelig skulle have protesteret mod det forkerte navn med det samme. Så de racede tilbage til hospitalet, hvor jeg blev kørt af sted til de to scanninger, selvom det var sidst på eftermiddagen. Ct tog nogle minutter med saltvandsindsprøjtninger, og mr otte minutter bomstille i kraftigt magnetfelt. Radiografen sagde: ”Bare forestil dig, at du ligger på en solbeskinnet strand, så får du ro på.” Det hjalp.
Sent på aftenen kom den sygeplejerske, jeg kendte, ind og sagde: ”Sov blot roligt, det hele ser godt ud. Du får besked af lægen i morgen tidlig. Han er ekspert i sygdomme i centralnervesystemet.” Næste morgen fortalte han, at alt var meget fint. Stort set ingen forkalkninger i hjernen og intet farligt overhovedet hverken dér eller i hjertet. Det var øresten, små krystaller, der havde revet sig løs i det indre øre, som var årsag til svimmelheden. Jeg fik nogle øvelser, hvis det skulle komme igen.
Men hør her: jeg er dybt taknemmelig over, at alt er fint disse to vitale steder, og at jeg fik så god en behandling hele vejen igennem. Faktisk var jeg super heldig, at min egen læge ikke ville se mig på grund af coronafrygt, men i stedet skaffede mig en akut podning på Bispebjerg Hospital, som affødte både hjerne- og hjertetjek. Hvor heldig kan man være? Og så kan man ovenikøbet få lov at grine af en skør situation og lære sig selv ikke at være ydmyg og overhøflig uden grund.