Første søndag i advent er en af de dage i året, Jette Schwartz glæder sig allermest til.
Det er en fast tradition, at hele familien mødes og går i skoven for at fælde et grantræ, som de bagefter stiller uden for hjemmet i Snekkersten i Nordsjælland, hvor det står og spreder lys i hele den mørke julemåned. Bagefter går Jette Schwartz i køkkenet og finder tre æbleskivepander frem. Hun bager nemlig mindst 200 æbleskiver for at være sikker på, at der er nok til hele flokken af børn, svigerbørn og børnebørn, for hendes æbleskiver er meget populære.
Adventssøndag er det ene af årets højdepunkter. Juleaften er det andet. Jette Schwartz, der er optiker og har sin egen klinik, synger i klassisk kor i fritiden, og både hun og hendes mand samt deres fire børn har alle været kirkesangere. Nogle år har familien derfor nået at synge kor ved hele tre gudstjenester juleaften, inden de selv er nået hjem til julemiddagen. Og her er det igen netop fællessangen rundt om juletræet, som Jette Schwartz især glæder sig til.
”Derfor var sidste år også helt forfærdelig. Alle mine forventninger måtte pakkes væk på grund af corona. Julekoncerterne med koret blev aflyst, juleaftensdag var kirken lukket, og ved middagen om aftenen sad vi med en computer på bordet, hvor den yngste søn var med på skærmen. Han kunne ikke komme, fordi han selv var blevet smittet med covid-19.”
Den december gik det for alvor op for Jette Schwartz, hvor meget forventningens glæde fylder i hendes liv.
”Det er faktisk den, jeg lever af i det daglige. At få lov til at forestille sig de gode ting, der skal ske, giver mig små dryp af glæde hele dagen igennem. Derfor var jeg nærmest helt forstenet og fortvivlet hele julemåneden sidste år,” siger Jette Schwartz.
Det gik også op for hende, at forventning i høj grad har med tryghed at gøre. Og at netop traditioner giver den tryghed, fordi de ligger fast.
”Så jeg oplevede ganske enkelt et tab af mening sidste år. For når så meget blev aflyst og var usikkert, så forsvandt ikke kun trygheden, men også den mening, som traditionerne giver. De har med et fællesskab og fælles regler at gøre, hvor det derfor ikke er op til hver enkelt at skulle definere dem – eller sig selv for den sags skyld. Og det er der en styrke i, som jeg tror er ret vigtig. Ikke mindst i en tid som vores, hvor især mange unge har det svært, fordi de nærmest skal opfinde sig selv hver eneste dag.”
Fra glæde til pres
At forventningens glæde i selve adventstiden også har med forventningen om Jesu fødsel, Herrens komme, at gøre, vender vi selvfølgelig tilbage til, også i forhold til Jette Schwartz.
Men først runder vi lige forventningen og dens betydning for vores eksistens set ud fra psykologiens perspektiv.
”Forventning er en af de følelser, der er med til at regulere vores adfærd,” forklarer psykolog Lene Bohnsen, der har egen praksis i Aarhus.
Hun tager i sin forklaring udgangspunkt i den amerikanske læge og psykolog Robert Plutchiks (1927-2006) psykoevolutionære tankegang om emotioner. Han udpegede netop forventningen som en ud af otte grundfølelser, der alle skal forstås som en form for data, der hjælper os til at vide, hvordan vi skal forholde os.
”De rummer nemlig altid et budskab til dig om dig selv og kan i den forstand aldrig være forkerte. De er med andre ord helt essentielle i forhold til at agere i vores liv,” siger Lene Bohnsen.
Hun peger på, at vores grundfølelser evolutionært er med os helt tilbage fra urtiden på savannen, hvor vi for at overleve var nødt til at lytte til og reagere på vores følelser. Forventningen om at finde føde kunne derfor være en altafgørende drivkraft, ”men den kunne modsat også bremse os, hvis vi forventede at møde farlige dyr på vejen”, siger hun.
Mens forventningen som en positiv faktor i livet kan være en fantastisk styrke, oplever Lene Bohnsen, at mange, især unge, i stedet taler om et forventningens pres.
”Det er selvfølgelig ikke kun op til jul, men det er særligt slemt på denne tid af året. Jeg arbejdede i ungdomspsykiatrien i 10 år, og mellem jul og nytår oplevede vi et sandt boom af unge, som blev indlagt, fordi de havde fået det virkelig dårligt. Det var tydeligt, at en del af årsagen til de unges sammenbrud handlede om forventninger, som ikke var blevet indfriet,” siger Lene Bohnsen, der oplevede, at det som psykisk syg ung kan være svært at spejle sig i, ”at alt i julen skal være så rigtigt og perfekt i dag, så man kan lægge glansbillederne fra højtiden med familien op på de sociale medier”.
”Men det er virkelig ødelæggende,” lyder det fra psykologen, ”når forventninger drives så vidt, at man kommer til at skamme sig over ikke at være ’perfekt’. For mennesket er ikke perfekt, og hvis vi skal tilbage til forventningens glæde, skal vi lære at justere vores forventninger til os selv,” siger psykolog Lene Bohnsen.
Hun tilføjer, at det er, som om nutidens unge tror, at de selv er skyldige, hvis de ikke kan finde glæden. De bekymrer sig og tager ansvar for noget, de faktisk ikke selv er i stand til at kontrollere.
”Men med den indstilling til sig selv og til livet, kan forventningen næsten kun komme som et pres,” siger Lene Bohnsen.
Blikket mod jorden eller himmelen
Det er dog ikke kun i den moderne verden og hos det overbebyrdede selv, at forventningens indhold og karakter har ændret sig. Op gennem kristendommen og kirkehistorien har der ifølge tidligere sognepræst og seminarielektor Henning Nørhøj været en del forandringer, når det handler om, hvad det i virkeligheden er for en glæde, den kristne forventning drejer sig om.
”Den tidlige kristendom overtog i høj grad den jødiske apokalyptiske forventning, som den blandt andet er beskrevet i Daniels Bog i Det Gamle Testamente. I tiden umiddelbart efter Jesu død og opstandelse troede man derfor, at Jesus som Menneskesønnen ville komme tilbage, og at hans genkomst ville blive indvarslet med både krige og naturkatastrofer. Man var overbevist om, at hans genkomst ville udfri verden fra dens nuværende lidelser,” fortæller Henning Nørhøj.
Mens forventningens glæde på dette tidspunkt retter sig mod Jesu genkomst og er knyttet til denne jords fornyelse, hvilket blandt andet også beskrives i Johannes’ Åbenbaring, hvor der står, at det nye Jerusalem vil sænke sig ned, så ændrer dette sig, da kirken etablerer sig i 300-tallet.
”Nærforventningen om, at Kristus kom igen i dette slægtled, fortonede sig med udgangen af det 1. århundrede. I stedet begyndte forventningen at knytte sig til det himmelske rige, som menigheden også kunne se afbildet i kirkekunsten og i kuplen, hvor den himmeltronende Kristus sad. Så lidt forenklet kan man sige, at det blev forventningen om at gøre ham følgeskab i den himmelske verden og dermed idéen om det evige liv i det hinsides, der kom til at fylde som forventning i stedet.”
Henning Nørhøj fortæller, at denne forandring i forventningens glæde – fra en tro på snarlig genkomst og denne jords salighed til en tro på det evige liv i det hinsides – bliver udfordret i middelalderen. Joachim af Fiore (1135-1202) begynder igen at tale om Jesu genkomst som den sande kristne forventning, og til dette knytter han også et håb om, at Kristus, når det sker, vil fælde dom over den kirke, der i Fiores øjne er blevet mere og mere magtfuld. Hans forsøg på igen at vende blikket mod tilstandene på denne jord i stedet for mod himmelen skal dermed ifølge Henning Nørhøj ses som en voldsom magtkritik, hvor han ligefrem håber på, at kirken vil blive helt overflødig, hvis Kristus vender tilbage og ser, hvordan kirken har forvaltet kristendommen.
Det hjemløse menneske
Man kan ifølge Henning Nørhøj derfor sige, at der gennem historien er foregået nogle forskydninger i forhold til, hvad forventningens glæde handler om i kristendommen.
I dag lever den apokalyptiske forventning stort set kuni visse sekter, som for eksempel Jehovas Vidner, siger han. Nørhøj mener, at moderne naturvidenskab og især astronomi spiller en afgørende rolle for den teologi, han mener er mest udbredt i dag: eksistensteologien.
”Astronomien udrullede jo det uendelige univers for os, og fra da af blev mennesket så at sige hjemløst. Væk var idéen med de tre lag: himmelkuplen øverst, jorden i midten og helvede under os. De bibelske billeder kom med andre ord i krise, og så begynder den eksistentialistiske tolkning,” siger Henning Nørhøj.
Hans formulering af forventningens glæde, som især har præget kristendommen i den moderne verden, lyder:
”En forventning om, at genkomsten er her og nu, ligesom det evige liv er her og nu. Og til denne tolkning af kristendommen knytter sig også en forestilling om, at mennesket ved evangeliet er stillet i en valgsituation, hvor det i troen møder det evige liv og får meningen skænket.”
Med andre ord handler forventningens glæde i en moderne eksistensforståelse om, at Gud træder ind i dette liv. Og giver det mening. Her og nu.
”Det er et forsøg på at tolke en situation, hvor mennesket er blevet rodløst i en uforståelig verden. Og selvom jeg synes, det er smukt, at håbet altid er her, at Gud altid kan komme til én, så tror jeg alligevel, vi er nødt til at anerkende, at forventningen, håbet, også indeholder en tidsforståelse. At det knytter sig til noget, der vil ske i fremtiden og ikke kun her og nu,” siger Henning Nørhøj, der i den forbindelse henviser til Paulus.
”Paulus siger jo, ’at et håb, man ser opfyldt, ikke længere er et håb’. Og jeg tror, mange af os har det på samme måde. Så når kristendommen taler om en forventning, om et håb, så tror jeg, det skal forstås sådan, at håbet om en ny verden giver den kristne mod og håb til at arbejde netop for denne verdens fornyelse. Det er her og nu, man får energien og udholdenheden fra forventningen. For denne verden er skabt af Gud og dermed værd at arbejde for. Forventningen er på den måde stadig knyttet til de gamle billeder om, at denne verden bliver ny ved Kristi komme. For det giver håb at vide, at hvad mennesket ikke kan, det kan Gud.”
Kirkeårets genialitet
Søren Kierkegaard var netop en af de tænkere, der prøvede at forstå forholdet mellem Gud og menneske i en moderne verden, hvor naturvidenskaben havde været med til at affortrylle den og feje tidligere forståelser væk.
Og ind i dette livtag med den udfordrede eksistens skrev han også om forventningens betydning. Som i ”Kjerlighedens Gjerninger” fra 1847, hvor der står: ”At forholde sig forventende til det Godes Mulighed er at haabe.”
Sognepræst og Kierkegaard-ekspert Pia Søltoft fortæller, at netop dette citat viser, hvordan Søren Kierkegaard placerer forventningen som helt central i kristendommen, i den enkeltes trosforhold, hvor netop forventningen om det gode udtrykker et håb om, at der er noget, der er større end os selv.
”Så selvom man ikke former dette håb som en bøn, så er det præcis, hvad det er,” siger Søltoft.
Hun peger i den sammenhæng på, at ordet ”forvente” er sat sammen af ordene ”for” og ”vente”, så når vi forventer noget, venter vi på noget, der er en begrundet sandsynlighed for vil ske.
”Og her er netop kirkeåret jo en genial kirkelig konstruktion, for den får kristendommens historie til at gentage sig. År efter år. Det, der skete dengang, bliver på den måde ved med at have en betydning for det, der sker i dag. Vores liv og Guds liv er på den måde bundet sammen til parallelle tider, hvor den ene skal gennemtrænge den anden,” siger Pia Søltoft og uddyber:
”Og derfor er det rigtigt at tale om forventningens glæde, når vi taler om advent. For det, som adventstiden leder op til, er jo den helt store glæde, som netop er den glæde, at det rent faktisk er sket. At Jesus blev født. At glæden blev født. Derfor er denne forventningens glæde også den største af alle og kan slet ikke holdes tilbage.”
Hos Jette Schwarz er det også lige netop den glæde, der fylder allermest i hendes decemberforventninger. For det er den, der giver både adventssøndagen og sangen om træet betydning.
”Jeg har nærmest min barnetro fra søndagsskolen med mig endnu, og jeg lever i en naiv tro på, at Gud passer på mig fra fødsel til død. For mig er det historien om Jesus, der bliver født i usle kår og derfra vender alt på hovedet, som tænder håbet. Og det er præcis den glæde, vi fejrer i julen – og allerhelst i fællesskab. Så jeg håber virkelig ikke, at corona igen i år vil spænde ben for den forventningens glæde, som fylder så meget i mit liv. Hver eneste dag.”