Denne artikel er en del af serien "De forsvundne chilenske børn". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.
Netra Sommer er blevet skilt. Modsat de fleste andre er det ikke fra en ægtefælle, men fra sine forældre. Det er derfor, hun nu omtaler parret, der adopterede hende til Danmark, som hendes eksforældre. Det var i efteråret, at papirarbejdet gik i orden. Hendes adoptivforældre havde efter 10 års tovtrækkeri givet samtykke til skilsmissen – eller ophævelsen som det retteligt hedder – og kort efter ringede Netra Sommers telefon. Opkaldet var fra kvinden, der sad med sagen i Ankestyrelsen.
”Er du nu helt sikker på, du ønsker at ophæve adoptionen” spurgte hun, hvortil Netra Sommer svarede bekræftende.
”Okay... Jamen, så trykker jeg på knappen,” lød det, som sad kvinden foran en stor rød detonator, der med ét kunne udviske relationen mellem Netra Sommer og de forældre, der havde bragt hende til landet, da hun var to og et halvt år. Så snart kvinden fra Ankestyrelsen havde afsluttet sagsbehandlingen, ville alle juridiske bånd uigenkaldeligt være ophævet, og ingen – udover de, der måtte kende historien – ville herefter vide, at Netra Sommer og ægteparret engang havde været en familie.
”Sådan,” sagde sagsbehandleren: ”du er nu uden nogen slægtninge. Der er ingen, der arver fra dig, hvis du dør, så du skal altså huske at lave et testamente.”
De lagde på, og i dette øjeblik følte Netra Sommer en lethed, hun aldrig tidligere havde følt.
Dagen efter inviterede hun venner til ”ophævelsesfest”. Iført sin sari, en indisk klædedragt, bød hun de inviterede på daal (en linseret), højtbelagt smørrebrød og flyversjusser.
”For første gang følte jeg mig som et frit menneske. I det øjeblik adoptionen blev ophævet, kunne jeg begynde processen mod at blive et helt menneske,” siger hun.
Hvert år bliver et fåtal adopterede enige med deres adoptivforældre om at ophæve en adoption og dermed juridisk at annullere enhver tilknytning til hinanden. Blandt de to sager, Ankestyrelsen behandlede sidste år, var Netra Sommers og hendes nu tidligere forældres den ene. Netra Sommer ved godt, at ophævelsen er kontroversiel. For hvorfor skal adoptionsfamilier kunne frasige sig hinanden, når biologiske børn og forældre uanset omstændigheder aldrig kan sige farvel og tak for altid?
Der findes blomsten og bien, og så er der den med storken, og i Netra Sommers tilfælde fandtes den med flyvemaskinen. Det var i sommeren 1995, at hun blev adopteret fra et børnehjem i den indiske millionby Mumbai til et parcelhuskvarter på Fyn. Adoptionspapirerne var ikke ligefrem informationstunge. Der stod, at hun var blevet fundet af en politibetjent, der havde indleveret hende til børnehjemmet, og der stod, at hun på trods af sin alder kunne forstå fire forskellige indiske dialekter. Det var mere eller mindre det.
Netra Sommer fik et dansk pigenavn, og hun husker opvæksten som svær. Børnehjemmet havde lært hende at være selvstændig, og måske var hun reelt ældre end sin opgivne alder. I hvert fald var hun langt fra den baby, nogle adoptivforældre måske forestiller sig at få. Hun ville helst ikke tages op og gad slet ikke at dikkedikke. Senere tænkte hun over, at hun i modsætning til de andre børn i klassen ikke lignede sine forældre, og adoptivforældrene fortalte hende, at hun var kommet med flyveren, da de ikke selv kunne få børn.
Af og til, husker Netra Sommer, kiggede hun op mod himlen for at spejde efter fly. Hun ønskede sig en bror eller en søster, og i første klasse kørte hendes forældre til lufthavnen, og hun fortalte stolt klassekammeraterne, hvordan hendes søster var på vej i en flyvemaskine, ligesom hun selv var kommet.
”Selvfølgelig var vi ønskebørn. Det tror jeg, alle adoptivbørn er. I hvert fald på en måde,” siger Netra Sommer: ”men samtidig vidste jeg jo også godt, at mine adoptivforældre havde valgt adoption som en udvej. Jeg var blevet valgt til i en prioriteret rækkefølge. Først havde de prøvet selv. Så gik de måske i fertilitetsbehandling. Og så, da intet lykkedes, valgte de adoption. Den erkendelse nåede jeg frem til i min opvækst, og det er en svær erkendelse. Selvom man får at vide, at man er et ønskebarn og bliver overøst med kærlighed af sine bedsteforældre, så ved man jo godt, inderst inde, at ens forældre først og fremmest ønskede sig et biologisk barn.”
Forholdet mellem Netra Sommer og hendes adoptivforældre gik galt allerede fra barnsben, men det var først, da hun ramte teenagealderen, at hun begyndte at trække sig. Ifølge Netra Sommer var hendes og søsterens opvækst præget af vold. Dårlige karakterer og opførsel resulterede i en endefuld, og faderens voldelige adfærd gjorde, at Netra Sommer, så snart hun blev gammel nok, tog diverse fritidsjob og begyndte at komme sammen med ældre fyre for at være så meget væk fra hjemmet som muligt.
Det er vigtigt at understrege, at dette er Netra Sommers udlægning. Hun anmeldte volden, da hun var 19 år, men dengang faldt sagen for forældelsesfristen. Netra Sommers adoptivfar har dermed aldrig været sigtet, og af hensyn til adoptivforældrenes privatliv nævnes hverken deres navne eller Netra Sommers oprindelige for- og efternavn.
Det var nogenlunde samtidig med, at politianmeldelsen blev afvist, at Netra Sommer sendte sine adoptivforældre en mail, hvori hun lod dem forstå, at hun ønskede at ophæve adoptionen. Adoptivforældrene modsatte sig ønsket. De mente, ifølge Netra Sommer, at hun ikke tænkte rationelt, og selvom hun de følgende år igen og igen forsøgte at overtale adoptivforældrene, skulle der gå ni år, før de sidste efterår indvilligede i at give samtykke og ophæve adoptionen.
Hvorfor var det så vigtigt for dig at få adoptionen juridisk ophævet?
”Det blev principielt for mig. Jeg vil ikke arve noget fra dem, og jeg vil ikke have, at de skal arve noget fra mig. Som adoptivbarn har jeg store dele af mit liv følt, jeg var sat i verden for at opfylde et behov. Min rolle i tilværelsen var at opfylde to menneskers ønske om et barn og en familie. For mig at se er egoisme drivkraften bag adoption fra udlandet.”
Mange ville nok sige, at det snarere er altruistisk at give et børnehjemsbarn fra et fattigt land en familie?
”Det ved jeg godt. Argumentet om at adoptivforældre frelser et barn, hører jeg ofte. Jeg har hele mit liv haft svært ved at forlige mig med, at jeg er købt og betalt, så andre kunne eje mig. Det er også derfor, jeg har brugt 10 år på at få ophævet min adoption. Mine eksforældre sagde ofte, at jeg burde tænke på, hvor meget de havde ofret økonomisk på at få mig til Danmark, men jeg har aldrig forstået, hvorfor jeg skulle påduttes omkostningerne. Jeg er aldrig blev spurgt om noget. Jeg havnede bare i Danmark,” siger Netra Sommer og uddyber:
”Hvis man virkelig gerne vil hjælpe, så findes der en masse børn herhjemme, der har brug for omsorg. Måske kunne man blive pleje- eller aflastningsfamilie eller måske adoptere et dansk barn. Jeg tror ikke på, at man hjælper nogen ved at fjerne et barn fra sin oprindelige kultur og give det et nyt navn og en ny identitet.
Med den tankegang ville du aldrig være kommet til Danmark?
”Nej, men jeg ved jo ikke, hvordan mit liv ville have set ud i Indien.”
Fattigdommen er alt andet end lige ret stor i Indien…
”Ja, men jeg aner jo ikke, om min mor var fattig, eller hvad der skete. Men selv hvis jeg havde været fattig, så ville jeg ikke have kendt til andet. Jeg ved godt, at mit valg er kontroversielt. Der findes mennesker, som støtter mig, og så findes der mennesker, der synes, at jeg er dybt utaknemmelig, og som skriver til mig, at jeg skal skride tilbage til Indien. Sådan er verden. Men jeg står ikke frem, fordi jeg vil elskes. Jeg ønsker bare at vise, hvad nogle adopterede også oplever.”
I dag bor 28-årige Netra Sommer på en lystbåd i København. Hun har ikke hørt livstegn fra sine eksforældre, siden deres advokat uventet sendte hende samtykket sidste efterår. Faktisk er det efterhånden 10 år siden, hun sidst talte i telefon med én af dem. Hun er uden slægtninge, men er ved at skabe sig sit eget liv. Inden længe er hun færdiguddannet social- og sundhedsassistent, og så snart corona er under kontrol, vil hun rejse til Indien for at opsøge børnehjemmet, hun blev adopteret fra i håb om at finde sit ophav. Hun har også fået lavet det testamente, som sagsbehandleren fra Ankestyrelsen anbefalede hende. Skulle hun mod forventning dø i morgen, tilfalder Netra Sommers båd, havneplads og ejendele hendes nærmeste venindes søn.
”I hvert fald indtil jeg måske selv får børn en dag,” siger hun.
Skulle den dag komme, vil Netra Sommers barn modsat hende ikke kunne frasige sig relationen mellem dem. De kan miste kontakten, som nogle forældre og børn oplever det, men den dag, én af dem dør, vil de være forbundne.
”Jeg synes, det er anderledes, når man er adopteret. Men dilemmaet ligger for mig at se i samtykket. For spørgsmålet er, om biologiske børn og forældre skal have den samme mulighed, hvis de er enige om at ophæve deres relation. Det er et svært etisk spørgsmål. Noget i mig siger, at vi adopterede ikke skal have særbehandling i forhold til andre, men noget andet siger, at det er fint, at vi kan ophæve relationen. Men det er vigtigt med samtykket, for der er jo også et tab forbundet med ophævelsen,” siger Netra Sommer.
Hvordan?
”Altså, jeg tror aldrig, det er nemt at give afkald på den drøm, man havde. Og selvfølgelig har det været hårdt for mine eksforældre at acceptere, at jeg ikke ville være deres barn mere. I dag ser jeg processen omkring ophævelsen som smuk og sørgelig på en og samme tid. Sørgelig, fordi jeg tænker på al hadet og volden, jeg oplevede som barn, og de selvmordstanker jeg siden kæmpede med. Smuk, fordi mine eksforældre endte med at opfylde mit største ønske. De valgte at give afkald på mig og sætte mig fri.”
Denne artikel er en del af serien "De forsvundne chilenske børn". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.