Nicolaj fik en fødselsdepression: ”Det betød rigtig meget for mig at få bekræftet, jeg ikke var alene”

Knap hver 10. mand, der bliver far, rammes af en fødselsdepression. Alligevel er det stadig tabubelagt. Nicolaj Augustinus er en del af statistikken, og han ville ønske, at alle ikke havde tegnet så rosenrødt et billede af det at blive forælder, da han blev far

 42-årige Nicolaj Augustinus kalder i dag datteren Siff for fars pige. Men da hun var nyfødt, kæmpede han med psykiske nedture og vredesudbrud, indtil han kom i en gruppe med andre fædre, der havde efterfødselsreaktioner. –
42-årige Nicolaj Augustinus kalder i dag datteren Siff for fars pige. Men da hun var nyfødt, kæmpede han med psykiske nedture og vredesudbrud, indtil han kom i en gruppe med andre fædre, der havde efterfødselsreaktioner. – . Foto: Leif Tuxen.

Der er en udbredt forestilling om, at man oplever den ultimative følelse af kærlighed og lykke, når man for første gang står med sit eget barn i favnen. Sådan troede Nicolaj Augustinus også, det ville være, da hans kone gik i fødsel for tre år siden. Men hans oplevelse viste sig at blive en anden.

”Da jeg stod med min datter Siff for første gang, manglede jeg den her lykkerus- følelse, som jeg har hørt så meget om, og som jeg havde forventet. Følelsen af at være blevet far og den ultimative kærlighed til dit barn. Og jeg tænkte, at vi nok bare var trætte og pressede, og at den ville komme senere. Men den dukkede bare ikke op,” siger Nicolaj Augustinus.

Oplevelsen af at være blevet far stod i kontrast til de følelser, der havde fyldt ham under hans kones graviditet. Han havde glædet sig, for graviditeten føltes som et mirakel. Efter flere år, hvor de havde forsøgt at få et barn, var de endt i fertilitetsbehandling, og de havde efterhånden vænnet sig til tanken om, hvordan de kunne fylde deres liv med kæledyr og rejser i stedet for børn.

”Siff var et ønskebarn, og jeg var måske den af os, som var allermest på i forhold til fødslen. Jeg var gået i husmor-modus, lavede børneværelse, kiggede på kjoler til hende og powershoppede. Jeg glædede mig som et lille barn,” fortæller Nicolaj Augustinus.

Måske derfor var han særligt uforstående over for den manglende følelse af lykke og glæde efter selve fødslen.

”Jeg tænkte: ’Hvad er du dog for et menneske?’, fordi jeg ikke følte den her glæde over eller kærlighed til det barn, som jeg havde ventet så længe på, og som jeg burde være forelsket i. Jeg kunne ikke rigtig forstå, hvad der egentlig var galt med mig,” siger Nicolaj Augustinus og tilføjer let grinende:

”På det her tidspunkt havde jeg næsten flere kærlighedsfølelser over for min kat.”

I stedet for glæde og lykke oplevede den nybagte far frustrationer, psykiske nedture og indimellem vredesudbrud. Og særligt vredesudbrud og uhensigtsmæssig håndtering af vrede er et symptom, der sammen med isolation gennem for eksempel arbejde er klassisk for mænd med en fødselsdepression eller efterfødselsreaktion.

”Når jeg skulle på toilettet, brugte jeg lidt ekstra tid derude, og når jeg skulle ned for at hente en liter mælk, gik jeg fire gange om huset, selvom Fakta ligger lige rundt om hjørnet. Alt sammen for at trække tiden ud,” siger Nicolaj Augustinus, der nok havde hørt om fødselsdepression, men aldrig havde hørt om, at det også var noget, mænd kunne få.

Derfor var det nyt, da sundhedsplejersken fra Gladsaxe Kommune nævnte det for ham. Han blev tilknyttet et pilotprojekt, som kommunen havde søsat med henblik på at etablere et målrettet behandlingstilbud til fædre med fødselsdepression eller efterfødselsreaktion i kommunen.

Gruppeterapien viste sig at være til stor hjælp for både ham selv og de øvrige deltagere, og han forklarer, at han ikke tænkte på det som terapi, men mere som faglig sparring. En sparring, som han i høj grad oplevede, at hans kone fik gennem sin mødregruppe, men som han selv savnede:

”Det betød rigtig meget for mig at få bekræftet, at jeg ikke var alene om det her. At der var andre, som havde det på samme måde som mig, og som også havde en helt anden oplevelse af dét at blive far,” siger han.

Fædregruppen blev ledet af familieterapeut Torben Pedersen Skovby, der i dag tilrettelægger og leder det behandlingstilbud, som mænd med fødselsdepression i Gladsaxe Kommune tilbydes. Ifølge ham er det særligt vigtigt at få opbygget en forståelse blandt fædrene for, at de også har stor betydning for deres børn i de tidlige udviklingsstadier. Mange mænd føler sig nyttesløse, fordi der hersker en forestilling om, at barnet er særligt knyttet til og afhængigt af moderen.

”Selvom det er moderen, der ammer, er der en masse opgaver, fædrene kan varetage, og som er med til at opbygge en stærk relation. Derfor får deltagerne også opgaver fra gang til gang, som de skal udføre alene med barnet, og som har stor betydning for selvstændighed og selvtillid i forhold til at være alene med deres børn,” siger Torben Pedersen Skovby og eksemplificerer ved at nævne putning eller gåture som mulige opgaver.

Han understreger, at der blandt gruppedeltagerne altid er konsensus om, at første skridt i den rigtige retning blot er at se, at andre er i samme båd. Derfor mener Nicolaj Augustinus også, det er så vigtigt, at man gør op med det rosenrøde billede af faderskabet og bryder tabuerne om fødselsdepression:

”For nogen er det et kald at blive far, men det var det ikke for mig. Og andre har det på samme måde. Derfor er det enormt vigtigt, at vi får sat fokus på problematikken og gang i nogle behandlingsprocesser,” siger han og forklarer, at det nok er særligt vigtigt i forhold til mændene:

”Det er i første omgang et tabu at have en depression, men en fødselsdepression er også forbundet med en masse skam over, at man ikke kan finde de her følelser over for sit eget barn. Det er skamfuldt og pinligt. Det er svært at stå ved det og tale om det. En anden ting er så at have det som mand. Vi er nok mere stædige og har svært ved at acceptere, at det også kan ske for os.”

I dag har Nicolaj Augustinus et nært forhold til sin datter, som han kalder fars pige. Alligevel er han ikke kommet helt uskadt gennem oplevelsen:

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen

”Før Siff talte vi altid om, at vi gerne ville have flere børn. Det vil min kone stadig, men tanken om at skulle igennem det her show igen magter jeg simpelthen ikke. Jeg er bange for at skulle opleve det samme igen og miste kærligheden til min datter og kone.”

Ifølge Torben Pedersen Skovby er det langtfra alle, som bliver så mærket af oplevelsen, og mange deltagere får børn igen. Han ser dog, at de mænd, som har været øjenvidne til en svær fødsel, er mere disponeret for at opbygge et traume, der er svært at komme til livs.

Det var ikke umiddelbart tilfældet med Nicolaj Augustinus, selvom hans kone gik i fødsel tre uger for tidligt. Alligevel kan han spore ubehaget helt tilbage til selve fødslen:

”Allerede dagen efter fødslen tænkte jeg: ’Det her skal du aldrig igennem igen, det er forfærdeligt.’ Den følelse er desværre ikke forsvundet.”