Prøv avisen

Niels mistede fire venner på havet: Jeg er taknemmelig for at kunne tale om angsten i datid

"Jeg er kommet til en accept af tingenes tilstand, og jeg spørger ikke længere Gud hvorfor. Jeg tror, Gud reddede mig,” siger Niels Højlund, som her er fotograferet ved Den Permanente i Risskov ved Aarhus, som er et af de steder, han gerne søger hen. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Lærer Niels Højlund overlevede et forlis i Norge, hvor fire af hans venner døde. Her fortæller han om at lære angstens ansigt at kende og komme til accept af sin egen lidenhed

Lærer Niels Højlund, 29 år, ejer en særlig evne til at fortælle, og den egenskab forfinede han i de år, hvor han var pædagogmedhjælper i børnehaven Charlottehøj i Aarhus. Han fortalte om sørøveren Krabbe-Lars, som han gjorde levende for børnene i daglige fortællinger.

En skikkelse, der ikke skyede nogen midler i jagten på skatten og altid kom godt hjem trods kæntringer og stormvejr. Halvanden uge efter at Niels Højlund i 2010 havde fortalt børnene om heltmodige Krabbe-Lars, befandt han sig i sit eget stormvejr og så sine venner forsvinde.

”Mine historier om Krabbe-Lars handlede aldrig om at stå med smerten, sorgen, tabet og frygten i hænderne. Hvad gør man, når man bare taber?”, spørger Niels Højlund.

På tirsdag er det fem år siden, at fire unge danske mænd omkom ved en kæntringsulykke i Norge. Niels Højlund og vennen Søren Thuesen overlevede. Aftalen er, at vi ikke skal tale om dramaet på havet den eftermiddag, men om, hvordan man rejser sig, når man bliver lagt ned af en voldsom ulykke.

Niels Højlund er vokset op som nummer to i en søskendeflok på fem. En god del af hans opvækst har familien boet i Norge, hvor hans far, Henrik Højlund, var præst og hans mor, Margrethe Wagner Højlund, arbejdede som lærer. Da Niels Højlund var 14 år, flyttede familien til Løsning mellem Vejle og Horsens.

Niels Højlund faldt til og skabte sit eget tætte netværk i form af fire andre drenge, som delte den kristne tro, begejstringen for fodbold og glæden ved en bøfsandwich, sådan som de serveres med sovs, bløde løg og masser af syltede agurker på cafeteriaet på tankstationen i Ulkær.

Han blev student fra Rødkilde Gymnasium i Vejle, og inspireret af givtige dramalektioner i gymnasiet valgte han at søge ind på dramaturgi på Aarhus Universitet. Han blev en del af den kristne studenterbevægelse KFS i Aarhus og beskriver, hvordan det blev et åndeligt hjem for ham. Efter halvandet år forlod han universitetet.

Studiet var spændende, men han havde svært ved at se en fremtid for sig som dramaturg. I stedet blev han pædagogmedhjælper og skabte sin egen scene med fortællingerne om Krabbe-Lars.

Samtidig levede han et ungdomsliv, hvor der gerne måtte ske noget. Der var ikke budget til mange eksotiske rejser, men han dyrkede eventyret, uanset om det var til en fest i en baggård eller en travetur gennem byen på jagt efter nye impulser. Men også venskaberne dyrkede han. Ikke mindst relationen til sine venner, hvor han erfarede, hvordan venskaber kan modnes og føres ind i dybere relationer.

”Den tur, vi tog den sommer, var et udtryk for, at vi var unge mænd, som havde smag for livet. Søndag mødtes vi i mine forældres hytte på øen og skulle have nogle dage, hvor vi skulle fiske og ellers bare være sammen. Fire af os kom direkte fra Øya Festival og havde haft nogle virkelig store koncertoplevelser, men da vi søndag sad ved hytten med et stykke spegepølse på det norske kneippbrød, så mærker vi øens salighed. Nikolaj siger med tårer i øjnene, at han føler sig benådet, og jeg husker, hvordan det var rigtig godt at mærke freden sænke sig,” siger han.

Tre uger efter ulykken var Niels Højlund tilbage i jobbet i børnehaven. Det var i samværet med børnene, han havde det bedst.

”Når folk spurgte mig, hvordan jeg havde det, så udviklede jeg en talemåde, som jeg fandt dækkende. Jeg svarede: 'Jeg er i mine følelsers vold', og det dækkede over, at mine følelser dikterede og styrede mine handlingsmønstre. Mine følelser var en kaotisk klump, som nogle gange kom til udtryk i gråd, andre gange i vrede over, hvor uretfærdigt det var, at vi skulle leve videre uden drengene, og andre gange var det taknemmeligheden og glæden ved livet, som fyldte mig.”

”Jeg havde en masse mennesker omkring mig, som jeg kunne tale med, jeg havde en familie, som turde stille sig derhen, hvor det gjorde mest ondt, og jeg havde også en kæreste, som var fantastisk til at være tæt på og lytte,” siger han.

Da vinteren begyndte at dufte af forår, vendte billedet for Niels Højlund. Han besøgte en ven, og de så en film sammen. Under filmen tændte vennen en joint og rakte den til gæsten.

Niels Højlund, som ellers ikke røg hash, tænkte ikke nærmere over det og tog et hiv, sendte jointen over til kammeraten og fortsatte med at se filmen. Et kvarter efter fandt han sig selv på fortovet foran vennens lejlighed i regnen.

”Med det hiv var der direkte adgang til min underbevidsthed. Jeg havde en oplevelse af, at jeg ikke kunne mærke min krop, og det var på mange måder den erfaring, jeg havde haft i vandet, hvor jeg ikke magtede at være herre over situationen, og det fødte min angst. Der kom en ambulance og kørte mig på skadestuen, og i løbet af natten fortog angstanfaldet sig, men angsten lå hele tiden og ulmede i mig, og jeg følte, jeg måtte være meget opmærksom, hvis jeg ikke skulle angribes af et nyt angstanfald. Der gik vel en uge, inden jeg fik mit næste anfald. Jeg kunne ikke være noget for nogen, og jeg kunne heller ikke være i mig selv.”

Det var i den periode, han mærkede, at hans billede af Gud var under forandring.

”I det kristne miljø, jeg er opvokset i, var der en retorik, hvor jeg er blevet fortalt, at Gud passer på mig og sætter englevagt, men det, jeg erfarede ude på vandet, var, at hvis Gud er noget, så er han en kaptajn, som har vendt mig ryggen. Hvorfor var det Søren, som skulle redde mig, når Gud kunne have gjort det? Og hvorfor havde Gud ikke reddet de andre? Alle fire var jo fuldstændig fantastiske, unge mænd. Jeg har været vred på Gud og stået ved en å her i Aarhus og råbt min vrede ud, men samtidig kunne jeg mærke, at Gud var mig nær. Han er kommet tæt på mig i de helbredende relationer, jeg har haft,” siger han og fortæller om en dag, hvor han sendte en sms til sin storebror, Jakob Højlund.

Niels Højlund havde det skidt og skrev derfor til sin storebror, som forstod, at sms'en var et råb om hjælp. Brødrene løb en tur, og da de gjorde holdt, spurgte Jakob Højlund, hvad han havde lyst til.

”Jeg sagde, at jeg troede, jeg havde brug for at slås ,og så gik vi hen til en græsplæne og sloges. Jeg tror, jeg havde en brydekamp med Gud den dag. Det var et udtryk for, at vreden skulle have retning og fokus, hvilket så blev meget fysisk. Det endte med, at min bror lagde mig ned, men det var heller ikke meningen, at jeg skulle vinde.”

Niels Højlund beskriver angsten som et ubehageligt ansigt, som man ikke ønsker at gense og ikke kan glemme. I kampen med angsten holdt han fast i at bede, og han fandt frem til en psykolog, der så hans kristne overbevisning som en styrke.

”Jeg blev meget bevidst om, hvad jeg havde med mig i rygsækken, og her fandt jeg en livslyst, som jeg brugte til at tage mit liv på skuldrene og sige: 'Jeg vil leve det her liv og ikke lade stå til', ” siger han.

Det var i den periode, han besluttede, at han ville søge ind på seminariet. På etårsdagen for ulykken befandt han sig på lærerseminariet i Aarhus med angsten lurende. Den anden dag på studiet bemærkede en studiekammerat en særlig sten, han bar: en dråbeformet sten, som hans farmor havde fundet på den ø, hvor han blev reddet i land.

Studiekammeraten spurgte til stenens historie. Han sagde, at det var en lang historie, men hun insisterede på at høre, og han fik således lejlighed til at dele sin historie med studiekammeraterne, hvilket han oplevede som en befrielse.

Da han havde angst, kom familiens hytte på Skjernøy til at stå som et geografisk monster. Hans storebror, Jakob Højlund, sagde, at øen havde mistet sin uskyld. Omkring to år efter ulykken rejste Niels Højlund sammen med sine forældre, kæresten, Pernille, og nogle af sine søskende tilbage til øen i håb om at kunne overvinde monstret.

Han læser det femte vers fra salmen ”Jesus, din søde forening at smage”. De sang salmen i hytten den første dag, de tilbragte sammen på øen. På mange måder blev de ord en bøn for ham og familien:

Jesus, når vil du dog skaffe mig hvile?

Byrden den trykker, ak, tag mig den af!

Når skal jeg se dig ret venlig at smile?

Rejs dig at true det brusende hav!

Kærligste Jesus, du må dig forbarme,

skjul dog ej evig dit ansigt for mig!

Ædleste rigdom for åndeligt arme,

fyld det udtømmede hjerte med dig!

”På den tur overvandt jeg monsteret. Bølgerne og vandet var, som jeg huskede det, og jeg var med ude at fiske i vores båd omgivet af dejlige mennesker. Der blev grinet. Trods alt. Det har været helbredende at overvinde den smerte, der lå begravet på det sted. Jeg er taknemmelig for at kunne tale om angsten i datid, men det er samtidig en erfaring, jeg bærer med mig. Foråret dufter af angst for mig, for det var her, jeg mødte angsten,” siger han.

”Jeg er kommet til en accept af tingenes tilstand, og jeg spørger ikke længere Gud hvorfor. Jeg tror, Gud reddede mig. Min far sagde, at drengene er svømmet lige ind i Paradiset. Da jeg hørte det, tænkte jeg, at det er sandt. De har det bedre, end jeg har det.”

”I dag er min bekendelse, at Gud er Herre, og det betyder også, at jeg ikke er herre i mit eget liv. Det er en svær erkendelse i en kultur, hvor vi trænes i at være foran, selv bestemme og lede os selv, men i sidste ende er der kræfter, som vi ikke kan styre. Det er en stadig kamp for mig at sige: 'Din vilje ske', for jeg er modvillig til at lade Gud forme og fylde mit liv,” siger han.

I sommer afsluttede han seminariet, og han har fået job som lærer på en folkeskole i Hinnerup lidt nord for Aarhus.

Han nyder at tilbringe tid med kæresten, Pernille, og han finder også tid til at tegne og fotografere. Sideløbende med lærergerningen er han engageret i Aarhus Valgmenighed, hvor han er med til at lede lovsang ved gudstjenesterne.

”Musikken har været et sprog for mig i en tid, hvor jeg ikke kunne finde ord. Jeg har aldrig været så dybt berørt af både salmer og lovsange som i den underlige tid efter ulykken, hvor jeg var i mine følelsers vold,” siger han.

En tid efter ulykken gav hans farmor, Beate Højlund, ham et brev med et vers fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. Han læser linjerne fra Salme 27:

Han gemmer mig i sin hytte

på ulykkens dag,

han skjuler mig i sit telt

og løfter mig op på klippen.

Nu knejser mit hoved

over fjender, der omringer mig.

I hans telt vil jeg bringe frydesangs ofre,

jeg vil synge og spille for Herren.

”Det vers er blevet en stor del af mit liv. At synge lovsang er helt vildt befriende. Og jeg ved, at drengene ville sige til mig, at det skal jeg gøre. De ville ønske, at jeg tog mit liv på skuldrene.”

Den tur, vi tog den sommer, var et udtryk for, at vi var unge mænd, som havde smag for livet, siger Niels Højlund.