Prøv avisen

Idéhistoriker: Nietzsche gav mig en måde at læse mig selv på

Selvom faderen opfordrede Lars-Henrik Schmidt til at læse jura efter gymnasiet, og han selv overvejede medicin for at undgå at læse et brødløst fag, så stod det mere og mere klart, at filosofiens verden og idéhistorien var hans kald.– Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Idéhistoriker Lars-Henrik Schmidt har siden gymnasiet haft Nietzsche som sin foretrukne tænker. Han er vokset op i et hjem med otte søskende og få midler, og det var især filosoffens tanker om forskellen på at være alene og ensom, der interesserede ham, men også opgøret med tidens ”sandheder” og normer optog arbejderdrengen

En oplevelse af at være lidt anderledes. Komme fra det forkerte sted i byen og tidligt måtte arbejde for at have råd til det tøj, han selv ønskede. Når gymnasiekammeraterne fortalte om deres forældres biler eller rejseplaner for sommerferien, kunne han heller ikke være med i koret.

Lars-Henrik Schmidts far var postbud, og familien med de ni børn boede i den vestlige del af Vejle. I en lejlighed nede i den del af byen, som blev kaldt ”engene”, hvis det skulle lyde pænt – og ellers gik under navnet ”hullet”. De rigtige adresser lå allesammen oven for bymidten, i ”bakkerne”. Med udsigt.

Lars-Henrik Schmidt var da også en af de få fra sin folkeskole, der kom på gymnasiet. Ikke fordi de andre havde dårlige karakterer, ”men fordi de kom fra de forkerte familier, hvor efternavnet og adressen ikke automatisk sikrede dem en videre skolegang.”

At være alene blandt andre. Og i nogle sammenhænge også ensom. Dén følelse kendte han, helt fra han var lille, ”for i en søskendeflok på ni, lærte jeg nogle livsteknikker, der sikrede en selvvalgt og dermed positiv alenetid. Men jeg havde også oplevet, at alenehed i stedet kan sætte sig igennem som ensomhed. Hvor det at være alene ikke længere opleves som noget tilvalgt men som et savn. Præcis som det ofte føltes på gymnasiet.”

Professor Lars-Henrik Schmidts beskrivelse af den baggrund, han kommer fra, er en vigtig brik til at forstå, hvorfor netop mødet med den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) fik så afgørende en betydning for ham.

Som den tænker, han i dag kalder ”min følgesvend”.

”Det var i slutningen af gymnasiet, jeg stødte på ham første gang. Jeg gik på den matematiske linje, men var egentlig mest optaget af fag som biologi og geografi, hvor jeg kunne blive klogere på økologi og naturfilosofi, som jeg gik meget op i dengang. Det første fristed var min kolonihave. Og de store tanker om verdens sammenhæng appellerede til mig. Jeg har aldrig været religiøs, men altid haft en sværmerisk sjæl, og både som barn og ung havde jeg en række syner, hvor jeg netop oplevede at være i kontakt med denne større sammenhæng, som jeg var optaget af at udforske.”

Og så stødte han ind i Nietzsche. I første omgang var det bogen ”Således talte Zarathustra” fra 1885, der ramte ham.

”Han skrev om det, jeg oplevede som mit store livstema: sammenhængen mellem alenehed og ensomhed. Jeg følte mig genkendt og blev både opmuntret og håbefuld af at læse bogen. For profeten Zarathustra, der er kommet ned fra bjergene efter 10 års kontemplation for at fortælle menneskene om sine indsigter, oplever, at folk ikke gider at høre på ham. Han bliver med andre ord kastet tilbage i sin ensomhed. Men i stedet for at se det som nederlag tænker han, at det må betyde, han blot må tilbage til bjergene og genoptage sin opgave, så hans tænkning bliver endnu skarpere. Aleneheden kan med andre ord være befordrende, og måske vil han blive mødt og forstået næste gang. Dén tilgang appellerede til mig.”

Samtidig var der især én sætning i bogen, som er blevet hos Lars-Henrik Schmidt som særligt værdifuld:

”Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.”

Nietzsche er kendt for sine aforismer. De korte, komprimerede sætninger, der på overraskende måder udtrykker en tanke eller en erfaring. En anden, der på samme måde talte til den unge Lars-Henrik Scmidt, var:

”Har man sit livs hvorfor, så kommer man overens med næsten ethvert hvordan.”

Hans eget indre kaos og hans eget ”hvorfor” kom mere og mere til at kredse om de spørgsmål, som netop Nietzsche havde stillet før ham. Hvad styrer vores måde at leve på, hvilke værdier lægger vi til grund i en tid, hvor Gud med Nietzsches ord er død? Hvor mennesket selv har taget livet af ham, men stadig handler ud fra en forestilling om, at noget er godt, og noget andet er ondt. Selv om den afgørende instans for netop den modsætning, nemlig Gud, er væk.

Nietzsche pegede i sine værker på, at vi blot har fundet nye surrogater for Gud. Fordi vi ikke tør eller magter at leve uden, og han peger især på videnskaben, som den vi nu tilbeder og hylder som sandhedens kilde. Vi forbliver med andre ord fromme.

Spørgsmålet var så, hvordan Lars-Henrik Schmidt skulle forfølge sit ”hvorfor”. Hans far opfordrede ham til at læse jura efter gymnasiet, ”så der ikke er nogen, der kan tage røven på dig”, som han sagde. Men Lars-Henrik Schmidt var mere optaget af filosofiens verden. I 1973 begyndte han derfor på det ret nye universitetsstudium idéhistorie, der var blevet oprettet som institut ved Aarhus Universitet med Johannes Sløk ved roret.

”Selv om Sløk på det tidspunkt, da jeg begyndte at læse, var en syg og noget bitter mand, så herskede hans antiautoritære og flabede ånd over stedet, og det tiltalte mig meget. Jeg havde overvejet filosofi, men de fleste af forelæserne der var kommunister, og dem havde jeg det ret svært med. Jeg var selv marxist, men kunne aldrig drømme om at blive medlem af Det Kommunistiske Parti, DKP. De var strengt skolede og styrede forskningen i en bestemt retning og bedrev i mine øjne ikke fri og kritisk forskning. På idéhistorie tiltalte det mig også, at de andre studerende heller ikke var bedsteborgernes børn. Vi var en bande slubberter, og jeg tror kun, vi fik lov til at studere, fordi vi var dygtige, og de derfor ikke kunne afvise os. Så idéhistorie var et slags fristed på universitetet for sådan nogle som os.”

”Du skal blive den, du er,” lyder en af Nietzsches aforismer fra bogen ”Den muntre videnskab”. Og på idéhistorie foldede Lars-Henrik Schmidt endnu mere af den tænkning ud, som havde fulgt ham siden gymnasiet.

Bogen om Zarathustra fulgte med. På alle rejser, udflugter og ferier, ja selv på fødegangen sad den vordende far og læste Nietzsches værk.

”Ved at fordybe mig i tænkningens verden indså jeg også, at filosofi er vaccination mod selvhøjtidelighed. For det kan godt være, man nogle gange tænker, at man selv har været særligt dyb eller skarpsindig, men så opdager man jo, at andre har tænkt meget dybere og skarpere for flere århundreder siden, og man må bare tage hatten af for dem. Som det er med en vaccine, får man jo samtidig en smule af deres tænkning i sig og kan på den baggrund udvikle sin egen. Men hele tiden sker det med den erkendelse i baghovedet, at det er tiden, der tænker i dig. Dét, vi tænker i dag, er det, der kan tænkes i vores tid. Præcis som Nietzsches opgør var tidsbundne, er vores det også.”

Opgaven er derfor at stille tidligere filosoffers spørgsmål på en ny måde. Ikke bare gentage dem, men i stedet undersøge, hvordan de kan omsættes til moderne filosofi.

Ud over Rousseau er der tre tænkere på den sokkel, som Lars-Henrik Schmidt har bygget sin egen tænkning videre på: Marx, Freud og Nietzsche.

”Men Nietzsche vinder. For både Marx og Freud byggede deres teorier på en idé om forbedring. Marx i forhold til den udbytning i samfundet, som den kapitalistiske produktionsmåde indebærer, og Freud i forhold til de lyster, vi som individer er nødt til at lære at styre. Og hvor den ene er optaget af at forbedre samfundet, er den anden optaget af at forbedre individet. Men Nietzsche er derimod optaget af at vise, hvordan vores syn på både udbytning og lyst, på samfund og individ, udspringer af vores værdier. Af vores tænkning, hvor vi næsten per automatik opdeler noget i godt og ondt og dermed moraliserer. Præcis som jo også Marx og Freud gør. Nietzsche vil derfor undersøge, hvordan vi kommer ’hinsides’ godt og ondt. Han mener, at de modsætninger, vi altid tænker i, er udtryk for en slavagtig vurderingsmåde, som har sat sig igennem på trods af Guds død, og at den gennemsyrer alle vores idealer. For vi har det ifølge Nietzsche med at idealisere selve nedrivningen og gøre den til et nyt ideal. Sagt på en anden måde: Vi idealiserer afidealiseringen. Ikonoklasmen bliver selv et ikon.”

Lars-Henrik Schmidt nævner i den forbindelse nutidens diskurser om ”sundt” og ”usundt” som en moderne variant af den ”slavagtige moraliseren”, som Nietzsche taler om. Og han beskriver sin arv fra Nietzsche som en evig påmindelse om ”at have et øre bag ørerne,” som han kalder det.

”Hvor man prøver at se bag om de værdier, der ubemærket præger os og ligger til grund for både tidens menneskesyn og de institutioner, vi skaber.”

Hans doktorafhandling fra 1988 er en videre undersøgelse af denne stafet fra Nietzsche, og hvor der blandt andet blev skrevet om forsvaret, at ”Schmidt kådt og foucaultsk forholdt sig drillende til selve det doktorale vidensregimes krav om ’måden at tale på’. Han propaganderede for at tænke anderledes [...]”

”Hele mit virke har faktisk handlet om at være opmærksom på, hvad det er for bagvedliggende værdier og forestillinger, der præger vores måde at tænke og indrette os på. Derfor har jeg blandt andet også været meget optaget af hele diskussionen om dannelse, som Nietzsche også var. Og i min tid som rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet var det netop spændende at være med til at bygge en dannelsesinstitution op med hans pointer i baghovedet. Nietzsche pegede meget tidligt på, at dannelse kun kan ske i respekt for og med viden om den tradition, man befinder sig i. Og han gør på den måde også op med hele den moderne idé om, at vi bare kan ’skabe os selv’, blive hvad vi har lyst til, og at alle i virkeligheden er 12-taller, men at det må være lærerens skyld, hvis vi ikke får det forløst.”

”Hvis vi bruger ligeværdigheden som etisk kategori, går vi galt i byen og foregøgler os selv en løgn. Min søn illustrerede det meget godt, da han en dag kom hjem fra gymnasiet og proklamerede, at nu vidste han endelig, hvad han ville være: dronning Margrethe. Det viser jo meget godt, at vi lever i et kollektivt selvbedrag, når vi har som dannelsesværdi, at alle muligheder ligger åbne for den enkelte.”

At Nietzsches tanker om dannelse og hans oplevelse af dens forfald er højst aktuelle, kan man blandt andet selv gå på opdagelse i ved at læse den nyudgivne bog ”Om vore dannelsesanstalters fremtid”, som netop er udgivet på forlaget Klim, og hvor Lars-Henrik Scmidt har været med til at skrive efterordet.

I bogen gør Nietzsche op med den tendens, han oplever som et forfald i tiden, hvor enhver gymnasieelev opfordres til at mærke efter og i sin tyske stil skrive, hvad han eller hun selv mener. For ifølge Nietzsche er man for overhovedet at mene noget nødt til at kende den tradition, man står på. Ellers har man slet intet perspektiv.

”Derfor mente han, at datidens gymnasier faktisk svigtede de unge, når man ikke lærte dem klassikerne og hele kulturens ophav. Først ved at kende traditionen kunne man overskride den, sætte noget nyt igennem, som jo er den opgave, det ifølge Nietzsche altid handler om for os. Dannelse var for ham at se en evig bestræbelse livet igennem på at overskride det, der er. Men med respekt og kendskab. For det, der adskiller mennesket fra aben, er netop denne evne: at kunne overskride. Og det er først, når det sker, at man i virkeligheden er blevet den, man er: et menneske. En bro.”

”Filosofi er vaccination mod selvhøjtidelighed. For det kan godt være, man nogle gange tænker, at man selv har været særligt dyb eller skarpsindig, men så opdager man jo, at andre har tænkt meget dybere og skarpere for flere århundreder siden.

Lars-Henrik Schmidt, idéhistoriker