Prøv avisen

Nietzsche for nybegyndere – livsfilosofiens grundlægger

Tegning: Rasmus Juul.

Den store tyske filosof Nietzsche udviklede en mistankens filosofi, som viste, at der kan gemme sig både svaghed og magtvilje bag såvel idealisme som kristne dyder som medlidenhed med andre og selvopofrelse

Nietzsche er først og fremmest kendt for sin radikale kritik af grundlaget for store dele af den europæiske kultur. Frem for alt kristendommen, men også den anden grundpille i den europæiske kultur: den græske arv. Disse to grundpillers store fejl er ifølge Nietzsche, at de begge forråder det jordiske liv.

Kritik af Platon

Den græske filosofi med Platon i spidsen gør det ved sin to-verdenslære, sin skelnen mellem idéernes verden, som er den højere og værdifulde, og fænomenernes verden, det jordiske, som er den lavere og mindre værdifulde. Kristendommen forråder også det jordiske liv med sin form for to-verdenslære (det jordiske liv over for evighedens liv), men gør det frem for alt med sit syn på det etiske, hvorefter selvfornægtelse, selvopofrelse og medlidenhed med andre er de højeste værdier.

Det er nok så tvivlsomt, om Platon faktisk med sin lære om idéerne som det egentligt værende foretog en nedvurdering af det jordiske liv. Det er endnu mere tvivlsomt, at Jesu livsforståelse rummede en sådan nedvurdering af det jordiske. Men Nietzsche har uden tvivl ret i, at store dele af den europæiske kultur har gjort det – og har gjort det med henvisning til Platon og Jesus. Man kan godt forstå, at en egentlig to-verdenslære let kommer til at rumme en nedvurdering af det jordiske som ”kroppens fængsel” og ”den jordiske jammerdal”. Men hvordan kan selvopofrelse og medlidenhed med andre være et forræderi mod det jordiske liv?

Jo, medlidenheden svækker den, der er genstand for den, fornedrer denne ved sin mangel på agtelse for den andens evne til at bære det tunge og smertelige. Og samtidig er medlidenhed – sammen med ydmyghed, selvfornægtelse, det at leve for andre – alt sammen dyder, som den svage har nytte af og frem for alt også har fornøjelse af som midler til at undertrykke og stække de stærke med. Endelig kræver sådanne dyder heller ikke styrke, og det betyder, at de ikke kræver ret meget af de svage.

Nietzsche og slavemoralen

Når man læser Nietzsches detaljerede analyse af medlidenhed og selvfornægtelse, må man indrømme, at sådan kan det i hvert fald forholde sig nogle gange. Medlidenheden kan faktisk nedværdige og svække. Den medynkende medlidenhed kan gøre den, der er genstand for den, ynkelig og svag. Og Nietzsche har jo også ret i sin tese om det, han kalder slavemoralen: at man undertiden kan lyve sin egen svaghed og ængstelige forsagthed om til sagtmodighed og ydmyghed; at man kan udgive den afmagt, der gør, at man ikke bliver vred og gengælder den andens overgreb for at være godhed; at man omdigter sit eget nederlag i livet til selvopofrelse.

Men hvad er da ifølge Nietzsche det positive og livsfremmende? På spørgsmålet ”Hvad er godt?” svarer Nietzsche: ”Alt hvad der forhøjer følelsen af magt, viljen til magt, magten selv i mennesket.” Tilsvarende er svaret på spørgsmålet ”Hvad er slet?”: ”Alt hvad der kommer af svaghed.”

Her er det så, at der optræder forskellige tolkninger af Nietzsche, ligesom han efter min mening selv tolker sine udsagn noget forskelligt. Jeg vil mene, at det centrale for Nietzsche her er at fremhæve det værdifulde i det kraftfulde, i det overskudsprægede liv, og frem for alt i det menneskes livsudfoldelse, der er klarsynet, ikke er til sinds at bedrage sig selv og gøre det let for sig selv. Nietzsche forstår godt, at mennesker kan blive svage som følge af modgang og sygdom, og en sådan svaghed er ikke foragtelig.

Det, han foragter, er ”det feje, ængstelige, smålige, det blot egennyttige”. Ligeledes foragter han dette at bedrage sig selv ved at omdigte svaghed til bedrift og mangelfuldhed til dyd. Videre gælder hans afvisning dette, at man med sin idealdannelse forsøger at få de stærke ned med nakken og i ét dermed at ophøje sig selv. Og endelig afviser han ikke det at gøre noget for andre, ja, ofre sig selv for andre – det han kalder ”skænkende dyder”. Blot må disse have deres udspring i et kraftfuldt engagement i det, man finder værdifuldt. Ikke desto mindre må man efter min mening sige, at Nietzsche ikke har forstået næstekærlighedstanken i kristendommen. Medlidenhed er nemlig noget andet og mere passivt end den aktive medfølelse, barmhjertigheden, som kristendommen sætter i centrum.

Nietzsche og overmennesket

Om det positive – altså det stærke og kraftfulde menneske – har Nietzsche anvendt ordet ”overmenneske”. Som bekendt blev det begreb i nazismen tolket som ”det blonde bestie” – positivt forstået. Men igen mener jeg, at Nietzsche her primært tænker på det menneske, der har overvundet det animalske (det blot selvopretholdende i sig selv), og som er virkeligt levende, hvor det virkeligt levende forstås som det sig bestandigt forvandlende, det frodige, det ekspansive liv.

Nietzsche er også kendt for at døbe idealet ”vilje til magt”. Men igen er det en stor misforståelse at forstå dette som vilje til magt over andre og som hensynsløshed. Vilje til magt er dette at stræbe mod livsudfoldelse, mod en stadig højere form for livsudfoldelse.

Herved bliver Nietzsche grundlæggeren af den filosofi om mennesket og tilværelsen, man kalder livsfilosofien, fordi den centrale værdi i denne filosofi forstås som den rigeste og stærkeste livsudfoldelse.