Prøv avisen

Ninna var rugemor: Man kan aldrig forberede sig på, hvad man går ind til

Ninna Hesselberg har fem børn med tre forskellige mænd, men ingen med sin nuværende mand. I hendes familie er man vant til, at en forælder er den, der tager sig af barnet. – Foto: Leif Tuxen

Det var en kærlighedsgave, da Ninna Hesselberg var rugemor for sin kusine. Alligevel ville hun have sagt nej, hvis hun på forhånd havde vidst, hvor hårdt det blev

Ninna Hesselberg inseminerede sig selv med sæd fra sin kusines mand fredag den 19. maj 2017. Hun lå på ryggen på en lille madras, hun havde taget fra den bænk, der stod på badeværelset i kusinens hus. Benene havde hun lagt op på bænken. Sæden var i et shotglas, og hun sugede den op i en engangssprøjte fra apoteket, mens hun sagde til sig selv:

”Ninna, tag dig sammen, det er overstået lige om lidt. Der skal bare én lille sædcelle til, og så kommer resten hurtigt ud igen.”

Bagefter, ude i køkkenet, mødte hun kusinens blik. Hun forsøgte at lette dem begge for deres ubehag med en lidt klodset vits:

”Det er godt nok det hurtigste og dårligste knald, jeg nogensinde har fået!”, sagde hun.

Ni måneder senere fødte hun den søn, som blev undfanget dér på badeværelsesgulvet af kusinens mands sæd og hendes eget æg. Hun gav straks barnet til de forældre, det hele tiden var meningen, at han skulle have, det vil sige kusinen og hendes mand, drengens biologiske far.

Ninna Hesselberg havde været rugemor.

Hun stod for nylig frem i DR-dokumentarserien ”Rugemor”, der fulgte tre barnløse pars vej til at få børn med en rugemor. 50-100 danske børn kommer hvert år til verden født af en rugemor i udlandet og i mindre grad her i landet, ifølge usikre estimater. Det er i Danmark lovligt at benytte en rugemor, men lovgivningen har en række såkaldte værnsregler, hvis ånd blandt andet er at beskytte de kvinder, der bærer andres børn, mod udnyttelse, især at forhindre en kommerciel udnyttelse. Det er blandt andet ulovligt for sundhedspersonale at hjælpe med fertilitetsbehandling, hvis de kender til, at patienten har indgået en aftale om rugemoderskab, og en sådan aftale er i øvrigt ikke juridisk gyldig – Ninna Hesselberg er formelt set stadig mor til drengen, hun fødte, indtil kusinen kan stedbarnsadoptere ham, når han bliver to et halvt år.

DR-dokumentaren satte – igen – reglerne omkring rugemoderskabet til politisk debat, for bør de lempes, så man for eksempel kan indgå en juridisk bindende kontrakt om at bære et barn for andre?

I debatten består dog det centrale spørgsmål om den fødende kvindes tarv. For hvem kan træffe et sådant valg? Det er tanker, Ninna Hesselberg selv kredser om:

”Hvor kommer jeg fra, og hvordan er jeg blevet den, jeg er? Hvad går man igennem som menneske ved at være rugemor,” siger hun, som har så meget på hjerte, at hun har skrevet en bog om sit valg, som hun vil prøve at få udgivet.

To ting står klart, hvad angår Ninna Hesselbergs rugemoderskab. Den første er, at det barn, hun bar og gav fra sig, var en kærlighedsgerning over for kusinen, som hun er stolt af og aldrig kommer til at fortryde.

Et kærlighedsbarn jeg bær’ indeni, det vil jeg til jer gerne gi’. Det er en kærlighedsgave fra mig, fordi jeg oprigtigt elsker dig, ” lyder to vers fra et digt, hun spontant skrev til sin kusine, da hun vidste, at graviditeten var sikker.

Det andet er, at Ninna Hesselberg ikke kunne forudse, hvad denne graviditet kom til at indebære, uanset at hun har fem børn i forvejen. Det var et helvede fra start til slut, og ordvalget er ikke for stærkt.

”Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg kunne være så syg. Jeg troede, jeg skulle dø. Selve rugemor-delen var ikke problemet, at bære ham og give ham væk. Problemet var hele det helvede, der blev trukket ned over hovedet på mig,” siger hun.

Dertil kom faktisk nogle følelsesmæssige forviklinger, hun ikke havde regnet med, men det var mellem kusinen og hende og ikke i forhold til drengen.

Ninna Hesselberg, 37 år, bor til leje i en firlænget, rødkalket gård kort fra den nordsjællandske badeby Tisvildeleje. Hun er uddannet sosu-assistent og for tiden ved at uddanne sig til socialrådgiver.

Der står lyng i en potte ved hoveddøren. Huset dufter rent og sødt, og i entréen er en tegning sat i ramme: ”Jeg siger JA til at sprede mere kærlighed,” står der på den.

Skal Ninna Hesselberg beskrive sin egen karakter med to ord, vælger hun ”viljestærk” og ”omsorgsfuld”. ”Høj selvkontrol” kan man tilføje, for også det tillægsord bruger hun flere gange i løbet af de fem timer i alt, hun taler med Kristeligt Dagblad.

Hun udstråler den tydelighed, hun bekender sig til. Hun er velholdt. Med glat hud, manicurerede negle og lyst, farvet hår. Hun har fødselsdatoerne på tre af sine i alt fem børn tatoveret i nakken (”tid og penge” har forsinket de sidste to), og på håndleddet har hun et monogram med N og D, Ninna og Dan, hendes nuværende mand.

Ninna Hesselbergs fem børn har tre biologiske fædre. Ingen af dem er Dan. Men familien hverken taler om eller forstår ”far” i denne gængse biologiske forstand. Det første barn, som er 17 år i dag, fik hun med en mand, som forsvandt så hurtigt, at hun først helt glemmer at tælle ham med som far. Det var far nummer to, der i mange år havde den forsvundne fars plads både af navn og gavn. På samme måde er Dan, som selv har tre børn, i dag far for Ninna Hesselbergs yngste barn på fire år, som ikke kender til nogen anden far.

Ingen af de fem børn var planlagt. Og ikke ét af dem var uønsket eller kom ubelejligt. For Ninna Hesselberg har altid villet have en stor familie. Derfor forstod hun også sin kusine og hendes mand, da de henvendte sig med deres desperate ønske om at få et barn.

Og hun var rolig ved, at det barn, hun fødte, nok var hendes i biologisk forstand, men ikke psykologisk:

”Vi er i min familie vant til, at familier kan være stykket anderledes sammen, men stadig være en familie. For os er en forælder ikke nødvendigvis biologisk. Forældreskab handler om, at man er den, der drager omsorg og giver kærlighed, dén, der puster på skrammerne,” siger hun.

Det er barndommen, der har grundlagt Ninna Hesselbergs karakter. Hun opsummerer den i én sætning: ”Mit liv har været rigtig hårdt.”

Moderen var ufaglært og arbejdede ”konstant”. Hun blev skilt fra faderen, da Ninna var omkring to år, datteren så ham kun lidt derefter, og han døde til hendes store sorg, da hun var 13 år. Stedfaderen var ingen god erstatning.

”Der var meget vold og druk og meget lidt kærlighed,” konstaterer hun.

I 9. klasse blev kommunen indblandet i den unge Ninnas trivsel, og hun blev sendt to år på kostskole på Bogø.

”Der var de to bedste år i mit liv indtil da. Der gik det langsomt op for mig, hvad jeg ville med mig selv. Jeg ville ikke være som mine forældre, jeg ville så langt væk fra det som muligt. Det blev min mission at lære at elske livet og give så meget næstekærlighed og omsorg som muligt til andre, for det havde jeg ikke fået selv,” siger hun.

Selvkontrol som personlighedstræk har også rod i den tid. Det var en mestringsstrategi i et hårdt miljø: Hun bed tænderne sammen og fandt sin egen vej. Den form for viljestyrke var også et opgør med den svaghed, hun så i sin egen mor, som aldrig formåede at bryde med stedfaderen, der i hvert fald ikke var god for barnet Ninna.

Alt det har disponeret Ninna Hesselberg for rollen som rugemor. Den slags er ”ikke for hvem som helst”, siger hun.

”Men det var for mig. Jeg kunne, fordi jeg satte mig for, at det kunne jeg. Jeg tror, at det vil være lakrids for rigtig mange andre, for det er da en følelsesmæssig ting at bære et barn og være gravid. Jeg har den selvkontrol. Det er det ikke alle, der har.”

Kusinen var 49 år, da hun ringede til Ninna Hesselberg en aften i maj for to år siden. Hun har to voksne børn, men en kæreste, som er midt i 30’erne, og som ingen børn havde. Nu spurgte hun, om Ninna Hesselberg ville være rugemor, da parret efter års forsøg havde indset, at de ikke kunne få børn sammen.

Ninna Hesselberg talte med sin mand om det i et par dage. Hun regnede ud, hvornår hun havde ægløsning og tog på weekend hos sin kusine. Hun var gravid mindre end to uger efter, at hun blev spurgt, om hun ville være rugemor.

Hun havde været gravid fem gange før. Hun havde aldrig før haft problemer, der var værd at tale om. Det fik hun nu. Hun fik kvalme stort set med det samme. Hun kastede op i 28 uger. Hun havde D-vitaminmangel, blodmangel og jernmangel og var ved at besvime, når hun stod op. Hun fik en udposning på endetarmen, så hun dårligt kunne sidde ned. Hun fik bækkenløsning, så hun havde svært ved at vende sig om i sengen. Hun skulle tisse mellem to og seks gange hver nat, så hun fik ikke søvn nok. Det meste arbejde blev lagt over på Dan, hendes eget familieliv blev svært, og hun kunne ikke være den mor, hun ønskede, for sine børn.

Hun ammede ikke drengen, hun fødte, for det ønskede kusinen at gøre selv. Så i dagene efter fødslen var hendes bryster spændte og enorme, mælken væltede ud, så hun forsøgte at malke sig selv med hånden for at lette trykket. Nogle måneder efter fødslen vågnede hun en morgen og blødte voldsomt fra underlivet, muligvis fordi livmoderen ikke havde trukket sig ordentligt sammen, fordi hun ikke havde ammet. Hun blev indlagt med ambulance og havde mistet 1-1,5 liter blod.

Hendes tilstand og spørgsmålet om amning gav anledning til uoverensstemmelser med kusinen og hendes mand, hun ikke var forberedt på.

Hun savnede, at de tog del i det, hun gik igennem.

”Vi så ikke hinanden meget, mens jeg var gravid. Jeg var frustreret over, at de ikke bød sig på banen og løftede opgaven sammen med mig, tilbød at vaske tøj eller at være noget for mine børn for eksempel. Jeg syntes, det var vigtigt, at de værnede om mig og så, hvor hård den her graviditet var,” siger hun.

De kommende forældres tanker var så ufravendt rettet mod det barn, de skulle have, at de glemte kvinden, der bar det, også hvad angår amningen, som kusinen havde et stort ønske om selv at få op at køre, tolker Ninna Hesselberg:

”Hvad angår amningen, føltes det, som om det hele for dem handlede om at få det her barn. Jeg tror også, at min kusine havde en snert af frygt for, at jeg ville fortryde – hvilket jeg aldrig kunne finde på! – fordi barnet jo var mit både biologisk og juridisk. De har været i deres egen lille klokke af følelser, som jeg ikke kunne sætte mig ind i. Så derfor fik de skyklapper på, i forhold til hvordan jeg havde det.”

Ninna Hesselberg var gravid med et andet pars barn. Han var aldrig hendes søn, han blev kun skabt, fordi hans rigtige forældre så brændende øns-kede det. Hun har samme følelser for ham, som hun har for en elsket nevø. Hun ser ham ofte, og hun er glad, fordi hun ved, at gode forældre vil give ham den bedst mulige opvækst.

Hun har en række skavanker, der gør, at hendes krop ikke kan holde til flere graviditeter. Ellers ville hun gerne være rugemor igen. I princippet i hvert fald. For hun ville have sagt nej til denne sidste graviditet, hvis hun på forhånd havde vist, hvor belas-tende den var.

”Men set i bakspejlet kan man aldrig rigtig forberede sig på, hvad man går ind til,” siger hun.

Hun ville heller ikke bruge sit eget æg, hvis hun skulle gøre det hele om i dag.

”Alt andet lige er det jo min søn. Det føler jeg ikke, han er, og vi lavede ham kun, fordi de skulle have et barn, ikke mig. Men jeg tror, det kunne have lagt en dæmper på nogle af de tvivlsspørgsmål og den usikkerhed, der kom undervejs, især i forbindelse med amningen. Og senere i livet selvfølgelig, når han en dag får at vide, hvordan det hele hænger sammen. Der havde det været endnu mere fantastisk, hvis han bare 100 procent var deres barn,” siger hun, som også gerne havde været den ”klamme” hjemmeinseminering foruden.

Hun mener, at de problemer, hun har og har haft ved at være rugemor, til en vis grad kunne være afhjulpet, hvis loven så anderledes ud. Hun kunne være blevet insemineret på en pæn klinik med en fremmed kvindes æg, hvis det var lovligt, at sundhedspersonale bistår ved rugemor-arrangementer, og hun kunne også godt tænke sig et setup, hvor en rugemor bliver rådgivet systematisk om for eksempel risici angående livmodersammentrækning, hvis man ikke ammer.

Hun er ked af, at hun juridisk set er drengens mor, indtil hendes kusine kan adoptere ham om godt et år, når han er to et halvt år.

”Det kan godt være, at lovgivningen er lavet for at beskytte den fødende kvinde. Men rugemoderen risikerer jo også at få trukket et barn ned over hovedet, hun ikke vil have, hvis det i stedet er dem, der skulle modtage barnet, som springer fra,” siger hun.

Hvem skal loven tage mest hensyn til? Bør det være kvinder som Ninna Hesselberg, der har besluttet at bære et barn for andre og ønsker lidt mere hjælp og sikkerhed i den proces? Eller viser hendes historie nærmere, at graviditet og fødsel er ”lakrids”, som hun kalder det – det vil sige stærke sager, hvor selv den mest erfarne ikke kan overskue konsekvenserne på forhånd, og at samfundet derfor, som det er i dag, ikke skal tage aktiv del i det valg.

Ninna Hesselberg holder på det første.

”Mennesker skal lade være at sætte så mange begrænsninger for hinanden. Selvfølgelig skal vi passe på personer, der er sårbare. Men jeg mener, at vi tager muligheder fra folk. Vi gør dem dumme. Vi tror ikke på, at folk kan træffe deres egne valg, og gør de noget, der er anderledes end, hvad alle andre gør, så stempler vi dem, som om de ikke er normale.”

Ninna Hesselberg, 37 år, inseminerede sig selv på sin kusines badeværelse og fødte barn nummer seks, en søn, for godt et år siden. Straks efter fødslen blev han overdraget til de forældre, det hele tiden var meningen, at han skulle have, det vil sige kusinen og hendes mand. – Privatfoto.
Ninna Hesselberg har fem børn med tre forskellige mænd, men ingen med sin nuværende mand. I hendes familie er man vant til, at en forælder er den, der tager sig af barnet. – Foto: Leif Tuxen