Prøv avisen
Mit livssyn

Noget af det fineste her i livet er at være nysgerrig og have appetit på at leve

Selvom det var med en hiksten og et bævende hjerte, at Morten Hesseldahl så sin datter forsvinde ud i verden i en flyvemaskine, er han glad for, at han har givet de værdier videre til næste generation. Man kommer langt ved at have tillid til sine medmennesker og ikke mindst at åbne sig for mulighederne, siger han. Foto: Leif Tuxen

Gyldendals direktør, Morten Hesseldahl, er ikke et troende menneske i religiøs forstand. Men hans tro på det gode i mennesket og den umiddelbare tillid mellem fremmede er stærk. Det er han vokset op med, og han håber, at han har givet den tro videre til næste generation

Morten Hesseldahls 19-årige datter befinder sig et sted i Mongoliet. Hun er rejst alene af sted og sender livstegn hjem til sine forældre fra sin mobiltelefon, hvor de kan følge hendes færden via en app.

Den slags teknologier fandtes ikke, da Morten Hesseldahl selv rejste ud i verden som 19-årig. Dengang gik turen til Sydamerika, som siden har siddet i ham som en godsindet parasit. Han er vendt tilbage til verdensdelen flere gange sammen med sin familie, og flere af hans bøger foregår her.

Han er glad for, at hans datter også foretager sådan en dannelsesrejse, for det var på rejsen, at han fandt sin egen identitet og retning med livet. Og her, han blev bekræftet i de værdier, han voksede op med i parcelhuskvarteret i Odense, nemlig at man kommer langt med at være nysgerrig på verden, have tillid til sine medmennesker og ikke mindst at åbne sig for mulighederne. Så selvom det var med en hiksten og et bævende hjerte, at han så sin datter forsvinde ud i verden i en flyvemaskine, er han glad for, at han har givet de værdier videre til næste generation.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Optimistisk og tillidsfuldt, omend jeg er opmærksom på ikke at gøre samme fejl to gange. Jeg har fået den nærmest urealistiske forestilling om, at verden vil mig det godt, med hjemmefra. Så kan man af og til konstatere, at det kan være forkert, men grundlæggende gør det en forskel at gå ud i verden og føle sig godt tilpas og hjemme, hvor man er til stede.

Hvad har formet dit livssyn?

Det har min opvækst og mine forældre. Vi er fire brødre, hvor jeg er den yngste, og vi er vokset op med en far, der var skoledirektør på tekniske skoler i Odense, og en mor, der var hjemmegående. Men hjemmegående på en måde, hvor hun i stigende grad blev involveret i socialt arbejde, i Socialdemokratiet, i børneværnet, som domsmand og nævning og i forbruger- og ældrebevægelser.

Mine forældre var meget politisk engagerede og tog det alvorligt, at man skulle yde noget. De viste os, at det nok skulle gå, og at vi havde lov til at være i verden. Det er, som Løgstrup siger, en spontan ytring om, at der er en umiddelbar tillid mellem mennesker. Vi regner med, at når man spørger nogen om vej, så fortæller de sandheden. Det fik jeg med hjemmefra.

Hvad gør dit liv rigere?

Min lille familie. Vi er kun tre og har af samme grund altid været meget sammen. De øjeblikke, hvor jeg opdager, at vi er sammen, fordi vi godt kan lide hinanden, gør mit liv rigere. Det er en oplevelse af, at det her er vigtigt. At vi ikke bare er et tilfældigt, praktisk sammenrend, men at vi vil hinanden. Når man ikke er flere, er der en enorm åbenhed, og vi har adgang til hinandens verdener, bilder jeg mig ind. Fordi min datter ikke har nogen søskende, har hun en stor omgangskreds, der er kommet i vores hjem og er blevet en slags udvidet søskendeflok. Det er stort, synes jeg.

Hvad betragter du som dit livs største ulykke?

At vi ikke fik flere børn, mens tid var. Vi havde vores eget liv og syntes nok ikke, at det var specielt attraktivt at få børn. Og da vi så gik i gang, havde vi svært ved det, indtil hun pludselig kom. Men så var vi kommet så højt op i årene, at vi kun fik hende. Hvis erkendelsen af, hvor dejligt og givende det er at være forældre, var kommet 5 eller 10 år før, er jeg sikker på, at vi havde fået flere børn. Men vi er jo bare glade for, at vi har fået vores datter. Og det er en kæmpe ting, at hun nu er fløjet fra reden, og vi har givet nogle ting videre, eksempelvis lysten til at opleve verden.

Noget af det fineste her i livet er at være nysgerrig og have appetit på at leve, og det kan vi godt hjælpe hinanden med som mennesker, løfte hinanden op til at være modige nok til at være nysgerrige. Det er i virkeligheden, når du spørger til verden, at den åbner sig. Hvis man ikke tør spørge til den, altså gå ud i den, sander den til, og meningen forsvinder. Meningen er jo ikke noget, der er præfabrikeret, det er noget, du selv producerer ved at omgås andre mennesker og gå ud i verden. Det har vi givet videre til vores datter, og det er helt afgørende for mig.

Hvad tror du på?

Jeg er ikke vokset op med religiøs tro. Jeg synes, at Bibelen er meningsfuld at forholde sig til, særligt den danske, grundtvigianske udgave, hvor man taler om det talte ord i kirken. Men alt, hvad der knytter sig til mekanikken omkring det religiøse, altså verdens igangsættelse, at meningen gives af en, der er svævende over det hele, har jeg svært ved at relatere til, og jeg har heller ikke behov for det. Jeg bliver meget skuffet, når jeg hører de udlægninger, for jeg synes, at de på en mærkelig måde er meget forsimplede.

Jeg hører tit religiøse mennesker sige, at verden bliver så tom uden Gud, men jeg synes egentlig, at den bliver tom med Gud. For i stedet for en fascinerende, kompleks fortælling om verdens opståen og arternes udvikling får man en ammestuehistorie, som selvfølgelig er en allegori, men en kedeligere udgave end den, man får ved at være videnskabeligt eller idéhistorisk nysgerrig. Se, hvor langt man kan komme ved brugen af sin fornuft. For mig er dét langt mere tilfredsstillende end at se, hvor langt man kan komme ved at tro blindt på et eller andet. Det virker lidt uambitiøst i virkeligheden.

Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?

Hume, Kant og Popper for at nævne nogle af mine yndlingsfilosoffer. Men jeg vil også nævne min far, som var aktiv i modstandsbevægelsen. Han var 18-19 år og fuldtidsmodstandsmand og under jorden i halvandet år. Han var modtagechef i Nordjylland og involveret i hele udtrækket fra våbenmodtagelse, sabotage og likvideringer. Han havde ikke noget imod at tale om det, men det var ikke noget, han gjorde ofte. Han blev ikke bitter som så mange andre modstandsfolk, for han kæmpede ikke for et nyt samfund efter krigen, men derimod imod nazismen.

At han kom helskindet ud af krigen, selvom han havde oplevet venner blive slået ihjel, synes jeg er forbilledligt. Og moralsk at han valgte at gøre det. Han kunne have ladet være, der var ikke nogen, der pressede ham til det, men han valgte alligevel at sætte sit liv ind på det, fordi han syntes, det var det rigtige at gøre.

Hvad skal der stå på din gravsten?

’Sagde jeg det ikke nok’. Det siger jeg mest for sjov, for det er så definitiv en ting, at vi dør. Og det er svært at håndtere og måske det bedste argument for at blive religiøs. Men jeg tænker ikke over døden, det er jo bare et faktum. Jeg tror, jeg har det som Simone de Beauvoir, der sagde, at når hun var der, var døden der ikke, og når døden var der, var hun der ikke. Hun mødte altså aldrig døden, så der var ingen grund til at gå og være bange for den.