Vi skal snart flytte, og jeg betragter bedrøvet mine to orkidéer i hver sin urtepotte. Bladene har udviklet læderhud og stænglerne, der engang var grønne og strunkne blomsterbærere, ligner nu mest af alt de pistne hår, der vokser på hovedet af babyelefanter. Der er ingen tvivl om, at hvis det var en af mine venner, der var i gang med sortere ud inden en flytning, så ville jeg sige, at disse visne gevækster skulle ud. NU.
Problemet er, at jeg har, hvad jeg vil kalde for en nostalgisk-visuel hukommelse. I de allerfleste tilfælde kan jeg huske præcist hvornår, jeg har fået eller anskaffet mig en given ting og kan huske, hvem der var til stede, og hvordan stemningen var.
Den ene orkidé, som engang bar hvide blomster, fik jeg således i 2004 af min mor, da jeg netop var begyndt på Journalisthøjskolen i Aarhus og var flyttet ind i et værelse på Trøjborg. Den anden fik jeg til min fødselsdag i 2007 af nogle gode journalistvenner, og selvom jeg aldrig selv ville have valgt den orangerøde orkidé, så blev jeg glad for at få den af dem.
Og indtil planten altså gik nedenom og hjem, har jeg ofte sendt disse venner en kærlig tanke, når jeg ser på den. Med det in mente føles det som om, at det er noget virkelig dyrebart, jeg er på vej til at smide ud.
For år tilbage, da min psykologistuderende søster læste på et amerikansk college, havde hun et semester faget hoarding , der handler om det forhold, at nogle mennesker ikke formår at skille sig af med noget som helst. Ekstrem samlermani kan man kalde det på dansk.
Nogenlunde samtidig fulgte jeg med stor entusiasme med i et tv-program der hed ”American Hoarders”, hvor man via psykologsamtaler forsøgte at kurere nogle af disse samlere. Jeg husker særligt en scene, hvor en naturglad kvinde omkring de 50 brød hulkende sammen for rullende kameraer, da programmets tilknyttede psykolog sagde, at hun nu måtte prøve at frasortere i hvert fald nogle af de mange døde skovmus og den uglegylp, hun over årene havde indsamlet og herefter opmagasineret i kasser.
Ligeledes var der episoden med ægtemanden, der fik at vide, at han måtte vælge mellem kone og børn på den ene side og de enorme mængder af bøger, aviser og gamle elpærer på den anden. Og som var årsagen til, at hans hustru for nylig var faldet og havde brækkede benet.
Det fryder mig at se sådanne programmer, fordi jeg fremstår som det rene vand ved siden af. Samtidig kan jeg jo godt lidt forstå dem. Samlerne. For hvor mange gange er jeg ikke marcheret målrettet hen til tøjskabet for én gang for alle at skille mig af med de cowboybukser, som jeg aldrig bruger. Men så er det, jeg kommer i tanke om, at jeg købte dem på en hyggelig feriedag i selskab med min anden søster, og så tøver jeg. Og er det snit ikke også på vej tilbage?
Det er ellers vældig moderne at downsize . Gang på gang kan man i medierne støde på folk, som ”føler sig 10 kilo lettere” efter at de skilte sig af med hovedparten af deres ejendele – den materielle bagage – og nu kun ejer 255 ting i alt inklusive møbler. Jeg er sikker på, at vi blot i de to øverste køkkenskuffer har over 255 ting.
Som flyttekasserne tårner sig op omkring mig, får jeg en voldsom trang til at blive minimalist. Lyst til kun at have 10 ens grå t-shirts som Facebook-stifteren Mark Zuckerberg, så hverken mit garderobeskab eller min kreativitet ud i sammensætningen af tøj fremover skal lide overlast. Min kæreste forstår det ikke. Han står gladeligt ved både sine mange sko, sin samling af køkkenredskaber og sit arsenal af norsk fritidsudstyr, som stort set aldrig bliver brugt. Og han har vel ret i, at man må stå ved, hvem man er.
Det kan vel også være en kompliment, når venner sammeligner vores hjem med et kunstmuseum eller veninder beder om adgang til mit tøjskab, når de skal til udklædningsfest.
En sen aftentime kyler jeg alligevel orkidéerne ud. Nogle gange må noget dø for at nyt kan leve. Ikke?