Prøv avisen

De fandt kærligheden i en moden alder: Nogle gange er det bedst bare at omfavne kaos

Christine Swane og Jørgen Wadum mødte hinanden i en sen alder. ”Vi kunne med det samme mærke, hvor vi havde hinanden, måske fordi vi havde så mange erfaringer at tage udgangspunkt i og dele ud af," siger de. Foto: Leif Tuxen

At finde kærligheden i en moden alder giver mulighed for at begynde et andet sted. Men der følger en lang og ofte kompliceret forhistorie med. For Christine E. Swane og Jørgen Wadum har det krævet tålmodighed at skulle rumme seks børn, levende og døde ekser, svigermødre og et hus fuld af fortid

Det er ikke bare et hus. Det ligner måske et helt almindeligt hus på en villavej i Vanløse, men det er også en historiebog, hvor hvert rum, hver en genstand har en fortid, der rækker mindst 30 år tilbage.

”Jeg boede herinde med min lille datter, da hele huset stadig var et kollektiv tilbage i 80’erne,” siger Christine E. Swane og svinger armen rundt i det, der nu er dagligstue.

Det var også i dette hus, hun fødte sine to drenge – en i stuen og en i badekarret. Det var her, hun boede med den mand, hun blev skilt fra, og derefter den mand, der blev syg og døde. På væggene hænger malerier malet af hendes far, bedsteforældre og flere andre i familien. Og de seneste ni år har huset også været rammen om hendes liv med den mand, der helt uventet blev hendes store kærlighed og stadig er det.

”Huset har været vidne til min historie, og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde flytter. Jeg var heller ikke i tvivl om, at det var her, jeg gerne ville skabe et nyt liv sammen med Jørgen. Men jeg forstår da godt, hvis du tænkte, at det var lidt af en mundfuld, for det var jo ikke ligefrem en neutral grund at bygge noget op fra,” siger den 57-årige direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn og kigger kærligt over på sin mand.

Jørgen Wadum, 66-årig forskningscenterleder på Statens Museum for Kunst, smiler lunt. Når man møder hinanden sent i livet, kan man ikke forvente et ubeskrevet blad, siger han. Men der var da tider i starten, hvor han tænkte, at hendes sider var lige lovlig tætskrevne.

”Jeg havde nok et særlig stort behov for at sætte mit eget præg på huset, da jeg flyttede ind her. Ikke for at rydde ud i Christines fortid, den er jo en vigtig del af hende, men for at kunne finde min egen plads. Når det er sagt, så havde jeg jo også min egen forhistorie, så jeg var klar over, at hvis vi ikke havde et stærkt nok værdifællesskab til at kunne bygge bro hen over – og ind igennem – vores fortid, så ville kærligheden måske ikke holde.”

Hun sætter vand på en bakke, og han viser ud i solskinnet på altanen – begge lidt usikre på, hvad de egentlig har sagt ja til. Oplægget er, at de skal fortælle om deres erfaringer med at møde kærligheden i en sen alder. Især den del, der handler om at håndtere den bagage fuld af forhistorier, som automatisk følger med. Huset, de bor i, fortæller en del om de udfordringer, man kan møde i den henseende, men for helt at kunne forstå, hvad der kan være på spil, når ny kærlighed fra start skal rumme børn, tidligere ægtefæller og et hav af fasttømrede traditioner og værdier, må vi tilbage til det første møde mellem Christine og Jørgen.

Det fandt sted en februardag i 2008 på en lille café i København. Hun var der med veninder, og snakken gik på børn og diagnoser. Fra bordet ved siden af kunne han ikke lade være med at lytte med, for hans ene barn havde allerede fået en adhd-diagnose, og nu ville hans ekskone gerne have det andet barn diagnosticeret – imod Jørgens ønske. Derfor blandede han sig i deres snak, og da de senere forlod caféen, havde han Christines visitkort i lommen, og hun havde hans.

”Jeg husker lige så tydeligt, hvordan jeg så nogle billeder af Jørgen for mit indre blik, mens han talte, og med billederne fulgte en følelse af kærlighed. Det var kun et år siden, min mand Ole var død af sygdom, og jeg var stadig mærket af sorg, men Jørgen gav mig en følelse af tryghed og varme, som om vi allerede kendte hinanden. Man kan vel godt kalde det en slags kærlighed ved første blik,” siger Christine E. Swane.

De mødtes igen nogle dage efter til en gåtur rundt om søerne. Han husker ikke, hvor mange runder det blev til, men det var mere end én.

”På den baggrund kan jeg varmt anbefale at finde kærligheden sent i livet,” siger han med glimt i øjet.

”Vi kunne med det samme mærke, hvor vi havde hinanden, måske fordi vi havde så mange erfaringer at tage udgangspunkt i og dele ud af. Så allerede under den første runde var der skabt en forbindelse, som gik dybt under overfladen. Vi kunne være helt ærlige over for hinanden.”

Der var nok at være ærlige omkring. Jørgen Wadum boede alene og var weekendfar for to børn, der boede med deres mor i Holland. Hver anden weekend pendlede han, og forholdet til ekskonen var desuden ikke helt problemfrit. Christines E. Swanes bagage var endnu tungere: En svær skilsmisse. En ny ægtemand, der var død blot et år forinden. Og tre børn plus en bonusdatter. Så tårerne flød let, og forholdets første leveår blev for Jørgens vedkommende præget af at skulle rumme en stor sorg, der ikke var hans egen. Og hun skulle håndtere den angst, hun følte, hver gang han tog til Holland eller på rejse med sit arbejde, for hvad nu, hvis han aldrig kom tilbage?

Dertil kom alt det andet: Christines mor og børn kom til middag mindst en gang om ugen. De holdt mindedag for hendes afdøde mand en gang om året. Både hans mor og datter var stadig tæt knyttet til familien, og der var jævnligt ture til kirkegården. To af hendes egne børn boede stadig hjemme. Og der var en kæmpe bunke af familietraditioner. Alligevel – og på sin vis netop derfor – holdt Christine og Jørgen bryllup året efter, de havde mødt hinanden. Det føltes rigtigt og kunne samtidig være en anledning til at slå en sløjfe rundt om hele rodebutikken. Det lykkedes over al forventning.

”Der var meget symbolik i det bryllup,” forklarer Jørgen Wadum. ”Christine kom med en enorm familie. Jeg havde hverken forældre eller søskende og blot mine to børn i Holland. Vi blev alle tre fuldt accepteret af Christines familie, og ved brylluppet præsenterede jeg alle vores seks børn for vores venner – mere end 100 fra flere lande – der var med til festen. På den måde lagde vi vores bagage åbent frem og sagde: Her står vi med seks børn lavet af tre forskellige kvinder og fem forskellige mænd. Nu er vi en ny enhed. Og jeg tror faktisk, at den åbne omfavnelse af kaos gav os et virkelig godt grundlag for at få kærligheden til at fungere.”

Selvfølgelig var der også gnidninger. Mest relateret til børnenes hudløshed efter mange svære år, som trådte tydeligt frem, hver gang en ny bro skulle bygges. Her lærte Jørgen ikke at blande sig for meget eller agere ny far, men i stedet lytte og forsøge at give plads. Christine lærte til gengæld at være helt åben om sine dramatiske livserfaringer. Sammen var de særligt opmærksomme på at dyrke alt det, der bandt dem sammen, frem for det, der kunne skille dem: De rejste meget, gik ture på ukendte steder eller så nye film sammen og søgte konstant at få fælles erfaringer at stå på. De talte også meget om alt det, der havde formet dem, og fandt frem til de mange grundlæggende værdier, de deler – ikke mindst synet på andre mennesker og ønsket om at gøre verden lidt bedre.

Desuden hjalp det, at de har en fælles forståelse af den akademiske verden, ”selvom der selvfølgelig er forskel på at arbejde med gamle mennesker og gamle malerier”, som Jørgen Wadum udtrykker det. Derudover har de prioriteret familiearrangementer og kultiveret fællesskabet mellem børnene. Og de har ikke mindst lært af hinanden at skille tingene ad, så når noget frustrerede, handlede det ikke nødvendigvis om den anden, men om de komplekse omstændigheder omkring deres forhold.

”Ligesom man bliver klogere af livet, bliver man også klogere af kærlighed, og derfor oplever jeg, at kærligheden former sig anderledes med alderen,” siger Christine E. Swane. ”Jeg føler mig i dag mere som et helt menneske, og takket være mine livserfaringer er det blevet lettere at mærke og genkende, hvad vi hver især har brug for i forholdet. Og jeg kan bedre skelne mellem, hvad der er vigtigt og uvæsentligt. Kunsten er at fokusere på det fælles og undgå at lade fortiden fylde for meget.”

”Ja,” supplerer Jørgen Wadum, ”det gælder om at udnytte den afklaring, der følger med modenheden, selvom den potentielt også kan splitte, fordi vi jo er modnet hver for sig og under forskellige omstændigheder. Fordelen er, at hvis to selvstændige personer kan finde nøglen til hinanden, kan kærligheden blive virkelig stærk. Man kan nok bedre føle sig ind på hinanden og rumme forskellighederne, når man har noget livserfaring. Det er også nemmere at give til den anden uden at være bange for at miste sig selv. Kærligheden vokser, hvis man kan bruge sine erfaringer positivt og ikke se dem som en trussel.”

Huset har en særlig betydning for Christine Swane og Jørgen Wadum. Det gælder også altanen, der har huset mange snakke. Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen